ARKIV

Portrætserie artikler

Til top
X
post-6038

Magisk vinterferie på Lejre Museum

BEGIVENHED

Magisk vinterferie på Lejre Museum

27.01.2023
Tæppe workshop

Mange familier benytter vinterferien til at være sammen om berigende museumsoplevelser. Det bliver der rig mulighed for på Lejre Museum denne vinterferie, når museet inviterer til et kig ind i ”Vølvens værksted”. Foto: Kristian Grøndahl

Hele familien kan opleve vølvernes forunderlige og magiske verden, når Lejre Museum inviterer til en kombineret rundvisning og kreativt værksted i vinterferien.

Af: Jens-Jørgen Krogh

 

I den nordiske mytologi var vølverne magikere, helbredersker og spåkvinder. Vølverne kunne spå om fremtiden, helbrede de syge og gå en i trance, også kaldet sejd, hvor de kunne rejse mellem forskellige verdner. De besad så mægtige kræfter, at selveste gudernes konge, Odin, gik til vølverne for råd og vejledning.

”Vølven er en interessant mytologisk og historisk figur at studere på Lejre Museum. Der er spændende forbindelser mellem Odin og vølver i de skiftlige kilder, fx i ”Vølvens spådom” fra Ældre Edda, hvor Odin blandt andet får en vølve til at fortælle om fremtiden,” fortæller Maja Kvamm, som er medarbejder på Lejre Museum.

”Den lille og meget spektakulære Odin-figur af sølv, der er fundet i Lejre, er hul indeni. Nogle mener, den kan have siddet for enden af en stav, måske en vølvestav, der blev brugt i forbindelse med sejd og kultiske handlinger”.

I vinterferien kan både børn og voksne lære meget mere om vølven. Både de vølver, der optræder i sagn og digte, og de vølver, der er fundet arkæologiske spor efter. Arrangementet består af en minirundvisning i udstillingen og et efterfølgende kreativt værksted med mulighed for at lave beskyttende vølveamuletter.

Oplevelsen er målrettet børn i alderen mellem 6 og 12 år, men voksne er særdeles velkomne.

TID, PRIS, STED

21., 22. og 23. februar kl. 11.00 og 13.00

Børn gratis. Voksne kr. 60,- (plus billetgebyr, billetter kan købes på Billetto)

Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre

Tæppe workshop

På Lejre Museum kan børn og deres voksne give vinterferien et ordentligt skud magi, når museet inviterer til ”Vølvens værksted”. Foto: ROMU

Episode 1: Kong Skjold driver i land, Kong Roars rædsel og Beowulfs ankomst i Lejre
Episode 2: Beowulfs kamp imod uhyret Grendel
Episode 3: Beowulf må igen slås for danernes land, og den store helts endeligt

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Hvem var… runeristerne?

Hvem var… runeristerne?

Hvem var menneskene der levede, da Lejre var et kongesæde? Sådan spørger Lejre Museum i en foredragsrække, der løber i første halvdel af 2023. Arkæologiske spor, runer, amuletter, grave, våben og meget andet bliver indgangsvinkler til at forstå, hvem menneskene var i yngre jernalder og i vikingetid.
Den internationalt anerkendte runolog og ph.d., Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, var første foredragsholder, og hendes arbejde med runeindskrifter skulle give svar på spørgsmålet ”Hvem var runeristerne?”

læs mere
Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Det angelsaksiske kvad om helten Beowulfs strabadser er kendt i hele verden. Det inspirerede Tolkien til Ringenes Herre og Hobbitten, og har stået på pensumlisten for mange engelske skolebørn gennem generationer. Herhjemme er det derimod næsten ukendt. Og det er egentlig mærkeligt. For selv om kvadet ikke konkret kan fortælle om livet i vikingetidens Lejre, så knytter det sig tæt til stedet – og rummer nøglen til en forståelse af Lejre som et mystisk og sagnomspundet sted.

læs mere

post-11808

ET MINUTS STILHED FOR ERIK

BEGIVENHED

Erik Briand Clausen. Kilde: Modstandsdatabasen

Gestapo optrevlede i efteråret 1944 våbenmodtagegrupperne på Midtsjælland. Modstandsmanden Erik Briand Clausen blev arresteret og tortureret – men afslørede intet. 

”Sjælland er ramt af alvorlig sygdom!” I denne kryptiske besked får SOE – der var den hemmelige britiske efterretnings- og sabotageorganisation – meddelelse om, at våbenmodtagelserne på Sjælland må indstilles. I det tidlige efterår 1944 har SOE intensiveret nedkastningerne af våben og sprængstoffer over Danmark, og modtagegrupperne f.eks. Borupholdet omkring Roskilde har travlt. Flere nætter i træk må de holde sig klar i skovene og ved modtagepladserne og i kulden vente på flyet og lyden af det smæld, der betød, at piloterne havde nedkastet lasten af våben. Efter containerne var tømt, faldskærme og containerne skjult i moser og vandhuller blev våbnene transporteret til opsamlingssteder, hvorfra de blev distribueret videre til modstandsbevægelsens grupper på Sjælland. De mange våbennedkastninger betød, at transportgrupperne havde svært ved at følge med og den 25. oktober 1944 skete katastrofen.

Valborup Skovridergaard sprængt – avis notits fra Thisted Amts Tidende, 14. november 1944.

Optrevlingen

En lastbil med tre mand blev stoppet af en patrulje fra Schalburgkorpset på vej til opsamlingsstedet på Sønderstrup Sæbefabrik med våben fra en nedkastning. Bilen blev undersøgt og våbnene fundet, da det vakte patruljens mistanke, at den ene mand i rædsel forsvandt i ly af mørket. De to mænd blev kørt til Ringsted kaserne, hvor de blev taget i forhør og underkastet tortur. Efter 12 timer havde de holdt aftalen om at holde tæt og kunne nu modvilligt give oplysninger til Gestapo. Herefter rullede optrevlingen ud over hele Sjælland.

Den 10. november 1944 dukkede en køn kvinde op på Valborup Skovridergård og spurgte efter skovrider Krarup. Denne var imidlertid ”gået under jorden” og ingen vidste, hvor han var henne. Kort efter blev skovridergården omringet af Gestapo og den unge kvinde mødte op igen, denne gang bevæbnet med maskinpistol. Hun kaldte sig Marianne Lund og var tilsyneladende kæreste med Birkedal. Folkene på skovridergården blev efter tur forhørt og afslørede til sidst en jagthytte ved Avnsø, hvor man opbevarede våbnene. De var dog blevet fjernet inden Gestapo nåede frem.

Som straffeaktion blev Valborup Skovridergaard og Sønderstrup sæbefabrik sprængt i luften og for de arresterede begyndte nu kampen for at overleve i de tyske kz-lejre. Og leder af våbenmodtageorganisationen på Sjælland, Stig Jensen, måtte sende telegrammet til London, hvor han meldte, at ”Sjælland er ramt af alvorlig sygdom og alle modtagepladser afmeldes”. I starten af 1945 kunne man dog melde sig klar til igen at modtage våben fra himlen og i løbet af foråret 1945 blev pladsen ”Ruins of Valborup” taget i brug igen.

Mindesten på Stændertorvet i Roskilde med 11 navne på modstandsfolk og teksten:
DYBT VAR MØRKET I OVERVANDT – STØV BAR FRØ OVER STEN OG STRØM

LIVET LØSTE HVAD DØDEN BANDT – UBESEJRET ER TRO OG DRØM

Foto: ROMU

Dybt var mørket I overvandt

Erik Briand Clausen måtte ”gå under jorden” som følge af optrevlingen, men blev den 8. marts 1945 arresteret af Gestapo og henrettet. Kunstneren Anna Kristensen mindes i den aktuelle udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’ på Roskilde Museum et møde mellem hendes far, Erik Kristensen og leder af Borupholdet Helmuth Barner, hvor de dybt bevæget holdt et minuts stilhed for Erik Briand Clausen, der trods tortur ikke afslørede nogle i gruppen.

Optrevlingen af modtagegrupperne på Sjælland fik stor betydning. Omkring 20-30 personer blev arresteret og deporteret til Frøslevlejren, tyske kz-lejre eller måtte ”gå under jorden”. Efter krigen kom de fleste tilbage og kunne genoptage deres civile liv, men ikke uden ar på krop og sjæl.

10 år efter befrielsen blev der ved hjørnet af Stændertorvet og Fondens Bro rejst en mindesten, lavet af Knud Nellemose der selv var aktiv modstandsmand. Ud over Erik, finder vi en lang række andre navne på modstandsfolk tilknyttet Roskilde – herunder savværksejer fra Hvalsø, Poul Kristiansen, der samme dag som Erik blev henrettet i Ryvangen den 29. marts 1945 omkom i Neuengammen kz-lejr.

Glimt fra besættelsestiden

På Roskilde Museum kan du frem til jul opleve udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, hvor den svenske kunstner Anna Kristensen udforsker og forsøger at forstå sin fars historie og liv som modstandsmand på Roskilde-egnen. I denne portrætserie kan du møde nogle af de mennesker, som på den ene eller den anden måde har været aktive under besættelsestiden i Roskilde og omegn, – og måske komme tættere på en forståelse af 2. verdenskrig og de spor, den har efterladt i eftertiden.

post-11714

JEG TAKKER MIN GUD – JEG SLAP SÅ GODT

BEGIVENHED

Helmuth Barner. Kilde: Henning Bjørn Larsen: Roskilde amt under besættelsen 1940-45. Historisk Samfund for Roskilde Amt, 1990.

Lederen af modstandsgruppen Borupholdet, Helmuth von Barner, skrev i 1993 bogen ’Borupholdet 1943-1945’ om gruppens aktiviteter. Et vidnesbyrd om modstandskampen, som den udspillede sig i skovene nær Roskilde med både barske, humoristiske og sørgelige fortællinger.

’Til min gamle medkriger Osted Erik. Fra din Helmuth Barner.’ Således står der skrevet på den udgave af Helmuth von Barners bog, som den svenske kunstner Anna Kristensen finder i sin fars reol i Sverige, da hun rydder op efter forældrenes død i 2010. Annas far, som er afsættet for den aktuelle udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’ på Roskilde Museum, var leder af Ostedgruppen, der var en del af den større modstandsgruppe Borupholdet. Modtagergruppen Borupholdet deltog i over 100 våbenmodtagelser på markerne omkring Ringsted, Roskilde, Lellinge, Køge og Borup. Den blev ledet af Helmuth von Barner, der 50 år efter krigens afslutning sætter sig for at vende tilbage til oplevelserne under krigen og huske og få andre til at huske i stedet for at glemme – hvilket der var mange, der ellers prøvede efter befrielsen.

Borupholdet foran Roskilde Domkirkes port 30. maj 1945. Helmuth er ikke med på fotografiet på dagen, hvor der ellers var parade og festligheder, da han netop denne dag skulle til den afsluttende eksamen på skovbrugsstudiet. Kilde: Køge Arkiverne

Taktløse cykelpatruljer i skoven

Helmuth kom til Borup i foråret 1944. Efter afslutningen af skovbrugsstudiets teoretiske del skulle han gennemføre uddannelsens afsluttende, et-årige praktiske del ved Grønholdtgård, der var en pragtfuld skovridergård ca. 2 km vest for Borup. Han var glad for at komme ud af København efter et par års kurértjeneste udsat for tysk hornmusik og patruljering.

Ved nærmere eftersyn var den landlige idyl dog ikke fuldendt. Der var mørklægning her som alle andre steder, og i juni rykkede det berygtede Schalburg-korps ind på den nærliggende Ringsted Kaserne. Schalburg-tropperne – danskere i tysk tjeneste – var flittige folk. Altid var de på patrulje, enten på cykel eller i bil. Helmuth skriver, at han holdt mest af bilpatruljerne. De kunne høres og ses i god tid. Cykelpatruljerne dukkede op på en taktløs og uforudsigelig måde, og der var også andre strejfpatruljer, som bestod af mænd fra Roskilde og Ringsted, som på cykel gennemtrawlede området nat og dag.

Våbenmodtagelser under svære forhold

Helmuth blev kontaktet og bedt om at skaffe så mange modtagepladser som muligt og udbygge modtagerhold og transportgrupper. Englænderne ville nemlig gerne undgå den farlige transport af våben fra Jylland til Sjælland og ønskede derfor at iværksætte våbennedkastninger på Sjælland. Tænker man tilbage, er det utroligt, at våbenmodtagelser kunne gennemføres i Borupområdet, skriver Helmuth. Afstanden mellem Ringsted og Roskilde og mellem Ringsted og Køge er i luftlinje kun ca. 30 km – et relativt lille område at skjule sine aktiviteter i. Ud over cykelpatruljerne var der var tyske soldater i Roskilde og en del i Køge.

Men det gik heller ikke altid som planlagt. Modtagelsen af våbennedkastningen med kodeordet ELISABETH ved Munkeskov ved Haslev i februar 1945 gik helt galt. Helmuth fortæller, at lysfolkene var på plads og ventede. De syntes, at de havde ventet en evighed, og så lige med et hørte de en maskine. I deres utålmodighed tændte de lygterne og morsede til den. Det skulle de ikke have gjort. Maskinen svingede hurtigt rundt og kom tilbage i et mægtigt dyk og afgav en række salver fra maskingeværer. Modstandsfolkene rullede sig under nogle små graner, der dog ikke gav meget beskyttelse. Heldigvis blev ingen ramt. Men der herskede en arrigskab over, at de havde fejlet og ængstelse for piloterne i den maskine, der formodentlig var på vej. Der var imidlertid ikke andet at gøre, end at komme bort fra området. Alle sivede væk fra pladsen i al stilfærdighed, hvilket var godt, da der ikke gik mere end en halv time, før der var to tyske vogne på stedet.

Den første side i bogen om Borupholdet med en hilsen fra Helmuth til Osted-Erik, som indgår i Anna Kristensens bog GRETHE – en vapenmottagning. Ekstöm & Garay, 2020.

Jeg ser mig lykken har føjet

Da befrielsesbudskabet lød 4. maj 1945 blev det modtaget med en dyb lettelse og glæde. Helmuth skriver:

’Her stod vi så – udmattede og med nerverne i laser:  1 kvinde og omkring 27 mænd. Ingen arresterede. Ingen torterede. Ingen dræbte. Vi tænkte vel på den gamle soldatersang: Jeg takker min Gud, jeg slap så godt. Jeg ser mig lykken har føjet. Plaget mig ej en ulidelige tørst, da var jeg af hjertet fornøjet.’

Helmuth fortæller, at det var begrænset, hvor meget tid, der havde været til at lære praktisk skovbrug under opholdet på gården. Men han havde erhvervet en del specialviden, hvor han var sine studiekammerater overlegen:

Grantræer på 2-3 meters højde er egnede til at skjule containere

Grantræer på 3-5 meters højde er egnede til at skjule forskræmte modstandsfolk

Grantræer på 10-15 meters højde er egnede til at skjule transportkøretøjer

Bøgetræer på 22-25 meters højde er magnetiske og tiltrækker metalgenstande på 200 kg.

Helmuth er ikke med på fotografiet af Borupholdet taget foran Roskilde Domkirke d. 30 maj, hvor der var parade og festligheder, da han netop denne dag skulle til den afsluttende eksamen på skovbrugsstudiet.

Glimt fra besættelsestiden

Roskilde Museum kan du frem til jul opleve udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, hvor den svenske kunstner Anna Kristensen udforsker og forsøger at forstå sin fars historie og liv som modstandsmand på Roskilde-egnen. I denne portrætserie kan du møde nogle af de mennesker, som på den ene eller den anden måde har været aktive under besættelsestiden i Roskilde og omegn, – og måske komme tættere på en forståelse af 2. verdenskrig og de spor, den har efterladt i eftertiden.

Læs de øvrige portrætter i serien her.

Se åbningstider og entrépris på Roskilde Museum.

post-11517

MODSTANDSMAND SKUDT AF SINE EGNE

BEGIVENHED

Jens Erik Clausen. Kilde: Nationalmuseet.

Dagen efter befrielsen blev modstandsmanden fra Roskilde Jens Erik Clausen og tre andre skudt ned af deres egne i Sorø. Jublen forstummende, og alle flag gik på halv i byen.

Allerede om aftenen den 4. maj 1945 begyndte modstandsfolk at melde sig ved aftalte kontaktsteder. Der skulle tages et opgør med de danskere, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, og der var usikkerhed om, om det ville udvikle sig til kamp med de tyske terrorkorps – f.eks. hipoerne, der bestod af danske, nazistiske håndlangere.

Fra København blev der udsendt anholdelseslister, som hurtigst muligt skulle bringes ud til de større byer for at sikre, at personer ikke forsvandt. Det arbejde blev den unge modstandsmand Jens Erik Clausen involveret i, hvilket fik skæbnesvangre følger.

Omtalen af nedskydningen samme dag i Vestre Folkeblad. Kilde: Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og omegn.

Arbejdsmand og kommunist

Jens Erik Clausen var arbejdsmand og aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og da partiet blev forbudt i 1941, fortsatte han det politiske arbejde i det skjulte og gik aktivt ind i modstandsarbejdet. For de fleste kommunistisk orienterede modstandsmænd gjaldt det på kort sigt kampen mod nazismen, men loyaliteten over for Sovjetunionen spillede også ind med et ønske om, at kommunisterne kunne opbygge og danne en magtbase, der kunne gøre sig gældende, når krigen sluttede.

Forbuddet mod DKP kom fra besættelsesmagten i forlængelse af deres angreb på Sovjetunionen. Det blev fulgt op af forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Kommunisterne agiterede dog fortsat for deres synspunkter på arbejdspladserne og via illegale blade.

Kommunisterne kritiserede arbejdsmarkedsforholdene, og de gav Socialdemokratiet ansvaret for de dårlige forhold på arbejdspladserne. Og vedtagelsen af kommunistloven gjorde ikke ligefrem Socialdemokratiet mere populær i kommunistiske kredse, der derimod så tiltaget som et eksempel på, hvor langt den danske regering var villig til at gå for at opretholde samarbejdspolitikken.

Fra nedkæmpning til tragedie

5. maj blev der taget kontakt til Jens Erik på Ting- og arresthuset i Roskilde, hvor modstandsfolk havde samlet sig. Han skulle sammen med et par andre modstandsfolk køre en kurér med anholdelseslister videre fra Roskilde til Sorø. Alle i bilen var iført frihedskæmperarmbind og på vognen vajede et blåhvidt flag, begge symboler for modstandsbevægelsen på Midtsjælland. Men da de ankom til Sorø blev der åbnet ild mod bilen af modstandsfolk – Jens Erik og to andre passagerer blev dræbt på stedet, mens den fjerde døde efter indlæggelse på sygehuset.

Den lokale avis skrev samme dag, at Hipofolk forklædt som frihedskæmpere var blevet nedkæmpet og stoppet i deres flugt. Nogle dage senere var historien dog en hel anden: der var tale om en tragisk fejltagelse.

I avisen 10. maj kunne man læse forløbet og reaktionerne, da det dagen efter nedskydningen blev klart, at der ikke var tale om en nedkæmpning af en fjende, men en tragisk fejltagelse. Kilde: Lokalarkiv for Sorø og omegn.

Et ulægt sår

Det var da Jens Erik Clausens bror, Helmer Clausen, fik adgang til kapellet dagen efter hændelsen, at det blev klart, at der var tale om en tragisk nedskydning af egne modstandsfolk og ikke Hipofolk.

Gennem alle årene har nedskydningen været debatteret. Helmer Clausen mente, at det var et planlagt baghold, netop fordi Jens Erik og de to andre modstandsfolk fra Roskilde var tilknyttet en kommunistisk orienteret gruppe. Samme overbevisning havde kunstneren Anna Kristensens far, Erik Kristensen, som er afsættet for Roskilde Museums udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’. Både for Helmer Clausen og for Erik Kristensen fremstod hændelsen som uopklaret og forblev igennem deres liv et ulægt sår.

Deres syn på nedskydningen hang måske sammen med, at de med kommunistloven fra 1941, der betød at en række kommunister blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland, oplevede sig som forfulgte og marginaliserede. Et rygte forlød også, at socialdemokratiske kredse i Roskilde skulle have sørget for nedskydningen. Det er dog aldrig blevet bekræftet.

Politiet lagde en stor indsats i at få opklaret skyderiet. De foretog mange afhøringer af modstandsfolk, militærfolk m.v. i Sorø, Ringsted og Roskilde. Alt tyder på, at en forkert gengivelse af en telefonbesked var årsag til tragedien: vagtværnslederen på Ringsted Rådhus havde ringet til Ringsted Bykommando og fortalt, at han havde set to lastvogne passerer forbi rådhuset. Derfra bliver der ringet videre til Sorø Bykommando, hvor det bliver meddelt, at to formodede Hipo-vogne var på vej mod Sorø.

10. maj 1945 blev den 23-årige Jens Erik Clausen sammen med to af de andre dræbte modstandsfolk fra Roskilde – Knud Andersen og Børge Olsen – bisat fra Roskilde Domkirke, og han ligger begravet på Østre Kirkegaard. Kuréren fra København, Erik Andersen – der skulle have været forlovet 7. maj 1945 – ligger begravet i København.

Glimt fra besættelsestiden

Roskilde Museum kan du frem til jul opleve udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, hvor den svenske kunstner Anna Kristensen udforsker og forsøger at forstå sin fars historie og liv som modstandsmand på Roskilde-egnen. I denne portrætserie kan du møde nogle af de mennesker, som på den ene eller den anden måde har været aktive under besættelsestiden i Roskilde og omegn, – og måske komme tættere på en forståelse af 2. verdenskrig og de spor, den har efterladt i eftertiden.

Læs de øvrige portrætter i serien her.

Se åbningstider og entrépris på Roskilde Museum.

post-11435

LEV VEL OG HAV DET GODT, LILLE MOR

BEGIVENHED

Georg Quistgaard, som blev henrettet som 29-årig i maj 1944. Foto: CC BY-SA 4.0

Et udhulet franskbrød gjorde det muligt for den dødsdømte modstandsmand Georg Quistgaard at få smuglet et sidste brev til sin mor ud af fængslet – dagen inden han blev henrettet i maj 1944.

Straks efter besættelsen kom både Georg Quistgaard og hans hustru, Ellen, ind i modstandsarbejdet. I begyndelsen af 1943, efter at ægteparret havde huset en engelsk faldskærmsmand, blev de opfordret til at tage til Jylland og hjælpe med at modtage våben. Her deltog de i de første fuldt ud vellykkede våbenmodtagelser, som fandt sted vest for Hvidsten Kro. Ud fra ønsket om at undgå den farlige våbentransport fra Jylland til Sjælland, rykkede nedkastningerne også til Sjælland. Og da de første våbenmodtagelser kom i gang i august 1943 på Sjælland ved Gyldenløveshøj, blev Georg og Ellen Quistgaard sammen med en række andre ledende i arbejdet her. Gyldenløveshøj, hvor også våbenmodtagelsen under kodenavnet Grethe, som er titlen på Roskilde Museums aktuelle særudstilling, fandt sted.

Georg Quistgaard bliver sammen med tre andre faldne modstandsfolk mindet på Gyldenløveshøj. Foto: ROMU

Arrestationen og dødsdom

Georg meldte flere gange til den engelske organisation SOE (Special Operations Executive), som koordinerede våbennedkastningerne over Danmark under besættelsen, at organisationens nedkastede agenter ikke var godt nok uddannende. Han oplevede, at SOE ikke reagerede på kritikken. En af de kritiserede agenter blev taget af Gestapo og fortalte under afhøringen om Georgs aktiviteter, hvilket fik skæbnesvangre følger.

Fra januar 1944 oprulledes store dele af faldskærmsorganisationen, og arrestationer ramte blandt andet grupper i Hvidsten, Hornslet, Århus, København og Lolland. Som et led heri arresteredes Georg Quistgaard.

Den 13.1.1944 i ægteparrets lejlighed i Åbenrå 10, København. Han førtes først til Vestre Fængsel og den 2.3.1944 til et tysk tugthus i Schwerin, hvor han sad, indtil han den 25.4.1944 vendte tilbage til Vestre Fængsel, hvor han den 13.5.1944 fik en dødsdom.

Blandt Georgs medfanger i Vestre Fængsel i dagene umiddelbart før henrettelsen var en ung frihedskæmper, der fik den opgave at hjælpe med maduddelingen, hvilket gjorde det muligt at etablere en illegal posttjeneste ud af fængslet med beskeder i udhulede franskbrød. På den måde kom Georgs dagbøger og det sidste brev til hans mor ud af fængslet, inden henrettelsen blev fuldbyrdet den 20.5.1944 i Ryvangen.

Ellens skjul

Henrettelsen blev offentliggjort i danske aviser 23. maj, hvor Ellen læste det fra sit skjul i Sverige, hvor hun modvilligt havde søgt tilflugt. Hun ønskede ikke at forlade Danmark, når Georg var i fangenskab, men det var nødvendigt, da hun også var eftersøgt, og Gestapo var besiddelse af hendes signalement og kendte hendes modstandsaktiviteter.

Ellen fortsatte modstandskampen fra Sverige, hvor hun virkede som sekretær for efterretningsofficer Niels B. Schou, der arbejdede med sikkerhedsovervågning, kontrol med illegale ruter og indsamlede oplysninger om formodede stikkere i Danmark.

Uddrag af et brev fra Georg til hans mor skrevet på toiletpapir fra fængselscellen. Foto: Nationalmuseet

”Lille elskede Mor!

Så kommer det værste. Ja ikke for mig, for mig vil det ikke være svært, men for dig. Men du har været utrolig, og du vil stadig være det. Du vil få Brug for alt dit Mod, men du har aldrig endnu svigtet! Og så ved jeg, at du vil være overbevist om, at trods alt, så nyttede det!! Det er en meget lille Trøst at give dig, men når du ved, at det for mig er tilstrækkeligt vil det også betyde noget for dig.
Hvorfor du nu igen skal miste noget, forstår jeg ikke. Men prøv at tænke på ikke blot hvad du mister, men hvad vi har haft. Jeg ved hvad Far betød og stadig betyder for dig, og på samme Måde skal også vi to altid være sammen. Og mig har du allerede givet så meget godt, at jeg ikke er i Stand til at være bitter over, at der ikke bliver mere.

– Der var meget, jeg kunde fortryde, og meget, jeg kunde og burde have gjort for dig, som jeg aldrig har gjort. Men jeg vil ikke bruge Tiden til at fortryde; blot vil jeg være så inderlig glad ved at tænke på, hvor meget vi forstod hinanden, selv når jeg gik min egen underlige Vej.
Det bliver en ganske uendelig svær Tid for dig, den første. Men du må ikke glemme et Øjeblik, hvor meget du stadig har. Ikke blot Bodil [Georgs søster] har du, men Bodils Drenge. De er en frisk Start, og du kan lære dem meget af, hvad du har lært mig. Hvorfor det skal være dig, der altid giver, ved jeg ikke, men det må være godt at kunde give noget.
Jeg udtrykker mig måske dårligt i Aften; jeg er ikke vant til at sige, hvad jeg føler, og det har heller ikke været nødvendigt mellem os. Vi holdt af hinanden og vi vil blive ved at holde af hinanden, så ganske ligetil og ubegrænset.
Og så vær overbevist om og lad det hjælpe dig, at dette her falder mig mærkværdigt let. Det har ikke været forgæves og derfor er det så enkelt.
Lev vel og hav det godt, lille Mor. Din Dreng elsker dig.

Georg.”

Brevet kom frem til Georgs mor, der sad i sit hjem på Sankt Mortensvej 6 i Roskilde og var bekymret for sin søn. Fra bogen ’Fængselsdagbog og breve’ – en samling af Georgs breve og dagbøger udgivet i 1946.

Glimt fra besættelsestiden

Roskilde Museum kan du frem til jul opleve udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, hvor den svenske kunstner Anna Kristensen udforsker og forsøger at forstå sin fars historie og liv som modstandsmand på Roskilde-egnen. I denne portrætserie kan du møde nogle af de mennesker, som på den ene eller den anden måde har været aktive under besættelsestiden i Roskilde og omegn, – og måske komme tættere på en forståelse af 2. verdenskrig og de spor, den har efterladt i eftertiden.

Læs de øvrige portrætter i serien her.

Se åbningstider og entrépris på Roskilde Museum.

post-11354

OSTED-ERIK – STÆRK VILJE OG TOTAL UVILJE

BEGIVENHED

Erik Kristensen og Chresten Jensen. Fotografiet er taget efter krigens afslutning.

Erik var en viljestærk og modig modstandsmand, der ikke lod sig skræmme. Men modstandskampen satte sine spor og fik Erik til at flytte til det nordlige Sverige efter krigen. Langtidsvirkningerne af krigen prægede ikke kun ham, men også hans datter, den svenske kunstner Anna Kristensen. I den aktuelle udstilling på Roskilde Museum forsøger hun at forstå og belyse sin fars modstandskamp og hans efterfølgende modstand mod alt, hvad der havde med krig at gøre.

I oktober måned 1956 modtager Erik Kristensen et brev fra Oberst C.F. Løkkegaard. Et brev af stor betydning. Det er en anerkendelse af Eriks aktive deltagelse i modstandsbevægelsen. Men det er mere end det. For brevet er også Eriks nøgle til at holde sig fri af svensk militærtjeneste, og set i lyset af, hvad vi ellers ved om Erik, må det have været en stor lettelse for ham.

Brevet kommer samme år, som datteren Anna kommer til verden i hjemmet i det nordlige Sverige, hvor Erik havde bosat sig sammen med sin kone. Erik havde forladt Danmark efter krigen i 1946, hvor han som aktiv modstandsmand havde samlet og var leder af modstandsgruppen Ostedgruppen fra 1943 til krigens afslutning. Som modstandsmand deltog Erik både i sabotage, tog imod våbenforsendelser fra England og beskæftigede sig med den illegale presse Frit Danmark. Frit Danmark var en vigtig illegal organisation og et tidsskrift, som i krigsårene var præget af venstreintellektuelle, og som Erik fortsat abonnerede på op gennem 50’erne.

Sabotage på Roskilde Station

Erik voksede op i Osted som søn af byens skolelærer og var som engageret i modstandsbevægelsen kendt under navnet Osted-Erik – en mand, der havde en stærk vilje og ikke var så let at skræmme. Han har selv fortalt om en gang, hvor han deltog i et sabotageforsøg mod et tysk troppetransporttog med tyske soldater på Roskilde Station. Erik og et par andre modstandsfolk havde fået ordre til at standse toget med alle midler. De gik ind på stationen med 25 kilo sprængstof i en sæk, kravlende ind unde togvognene, der stod tomme, og bandt sprængstoffet, som var forsynet med sprængblyanter, fast på vognens aksler. De tyske vagter gik på perronen uden at opdage noget. Desværre mislykkedes aktionen, da sprængstoffet faldt af under rangering – og tyskerne opdagede sabotageforsøget – men fik ikke fat i modstandsfolkene.

Der blev ikke udgydt meget blod i forbindelse med sabotager, da modstandsfolkene gjorde sig anstrengelser for at undgå at skade tysk personel fysisk, ligesom der blev taget betydelige hensyn for at undgå skader på civile danskere. Men det ændrede ikke ved, at sabotagen både for de involverede modstandsfolk og den danske befolkning i øvrigt var ekstremt grænseoverskridende, psykisk belastende og både fysisk og politisk farlig.

Tavs, kærlig og præget af minderne

Minderne fra de grænseoverskridende oplevelser under krigen havde Erik med sig, og han var som mange andre modstandsfolk præget af den frygt for stikkeri, forhør og tortur, som fulgte med modstandskampen. Hvorvidt han var stolt eller ej af sin indsats under krigen, er svært at svare på – men han valgte som sin kammerat Chresten, at forlade Danmark efter krigen. Chresten, der sidder på fotografiet ved siden af Erik, var også fra Osted, og han flyttede til Canada, hvor han levede resten af sit liv. Erik levede sit liv i Sverige – og det som for Eriks datter Anna var hendes barndomshjem, var for Erik også et tilflugtssted. 

Erik Kristensen modtog i 1956 et vigtigt brev fra Oberst C.F. Løkkegaard

Anna oplevede, at hendes far var en kærlig, men tavs mand. Samtidig oplevede hun, at han havde en total uvilje mod efter krigen nogensinde igen at skulle beskæftige sig med noget, som havde med krig at gøre.

Og netop derfor var den fritagelse fra svensk militærtjeneste, som fulgte med brevet fra Løkkegaard nok af mindst lige så stor betydning som anerkendelsen af hans modstandsarbejde.

Udstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse” kan opleves på Roskilde Museum frem til og med den 23. december.

Glimt fra besættelsestiden

Roskilde Museum kan du frem til jul opleve udstillingen “Grethe – en våbenmodtagelse”, hvor den svenske kunstner Anna Kristensen udforsker og forsøger at forstå sin fars historie og liv som modstandsmand på Roskilde-egnen. I denne portrætserie kan du møde nogle af de mennesker, som på den ene eller den anden måde har været aktive under besættelsestiden i Roskilde og omegn, – og måske komme tættere på en forståelse af 2. verdenskrig og de spor, den har efterladt i eftertiden.

Læs de øvrige portrætter i serien her.

Se åbningstider og entrépris på Roskilde Museum.


post-49

Arkæologi

ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

post-49

Vores viden

I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.