Derfor er vikingegraven fra Gerdrup stadig gådefuld

Af Ole Thirup Kastholm, forhistorisk arkæolog, museumsinspektør ved ROMU

12.03.2021

Gerdrupgraven udgraves i december 1981. Arkæologerne finder to skeletter i graven. Det ene er en mand, der ser ud til at være bundet om anklerne og hængt før gravlæggelsen. Den anden er en kvinde med et nålehylster og en lansespids. Graven dateres til 800-tallet. Foto: Tom Christensen.

Arkæologerne er med tiden blevet klogere på den sensationelle dobbeltgrav, der blev fundet for fyrre år siden, som indgår i udstillingen på Roskilde Museum. Men hver gang de finder nye svar, dukker nye spørgsmål op. Arkæolog Ole Thirup Kastholm fortæller her om fundet, der bliver ved med at give – alt andet end klare svar.

Det var ikke til at vide det – dengang i 1981, da arkæologerne fra Roskilde Museum traskede ud over en efterårstung pløjemark ved landsbyen Gerdrup nord for Roskilde – at det skulle være netop her, at et af museets nøglefund snart ville dukke op.

Men et bronzesværd var blevet pløjet op og havde tiltrukket sig arkæologisk opmærksomhed. Ude på marken kunne nogle mørke pletter ses, formentlig begravelser, som var ved at blive pløjet i stykker. Museet iværksatte hurtigt en lille nødudgravning af stedet.

To grave dukkede op under mulden. Den ene, grav A, blot en lille hul med resterne af et kremeret menneske. Den anden, grav B, var større, og viste sig at være en jordfæstegrav med to menneskeskeletter side om side. Skeletterne var velbevarede nok til, at køn og omtrentlig alder kunne fastslås. Det ene fra en mand på 35-40, som lå på ryggen med krydsede ankler, og hovedet vredet unaturligt ned mod venstre skulder. Det indikerede, at han havde været bundet om anklerne og var blevet hængt før gravlæggelsen. Det andet skelet var efter en midaldrende kvinde, også lagt på ryggen og desuden tynget ned af store sten. Ved hendes bæltested lå et lille nålehylster, og nær hendes højre skinneben en lansespids i jern. Ud fra lansens form kunne arkæologerne datere graven til 800-tallet, altså i vikingetiden.

Den første tolkning

Fundet var fra starten en mindre sensation. Den hængte mand var et særsyn i sig selv – var han en gravgave, en ihjelslået træl, ligesom man havde fundet i enkelte andre grave? Og den bevæbnede kvinde – et tilsyneladende helt unikt fund – var det en kvindelig kriger, en valkyrie, en troldkvinde? De store sten kunne opfattes som et middel mod gengangeri. Udgraveren Tom Christensen skrev en lille artikel om fundet i museets årbog og har fortalt, hvordan nogle arkæologer stillede spørgsmålstegn ved, om graven nu var ordentligt udgravet, og om man overhovedet kunne stole på den kønsbestemmelse. Kunne det være en kvinde, når nu der lå et våben?

Arkæolog og museumsinspektør Ole Thirup Kastholm beskriver hvordan Gerdrupgraven fortsat beriger arkæologerne med nye spørgsmål. Spørgsmål der kan udvide forståelsen af vikingetiden og måden at se fortiden på. Foto: ROMU.

Nye udgravninger

I 1983 vendte museet tilbage til stedet for at se, om graven var del af en større vikingetidsgravplads. Og der blev da også fundet flere begravelser, nogle var fra bronzealderen, mens andre ikke umiddelbart kunne dateres. Men det var ikke nogen rigtig vikingetidsgravplads, sådan som arkæologerne kendte dem dengang, og 1983-udgravningens resultater nåede aldrig videre end museets arkiv. På den måde kom dobbeltgraven fra 1981 i faglitteraturen til at fremstå som en grav, der lå på et øde sted – noget som understøttede idéen om, at de gravlagte på en eller anden måde var afvigere i datidens samfund og – pariaer –, som derfor var blevet begravet uden for lands lov og ret.

Gender-arkæologi og metodiske udfordringer

I 1990’erne tog nye strømninger inden for arkæologien fat, og det medførte et større fokus på kønnet i oldtiden, både det biologiske køn og det socialt konstruerede, ”kulturelle” køn. Det betød et spirende opgør med den klassiske opfattelse af mands- og kvinderoller, som i høj grad var et produkt af 1800-tallets borgerlige kønsnormer, som arkæologifaget havde fået med fra sin barndom. Kort fortalt havde man altid sat lighedstegn mellem for eksempel våben og mænd på den ene side og kvinder og synåle på den anden side. Her passede Gerdrupgraven jo dårligt ind, i og med at kvinden havde både våben og synåle. Det var udtryk for et problem af større omfang end for en enkelt gravs vedkommende. Arkæologerne havde længe haft for vane at kønsbestemme gravlagte ud fra de genstande, de havde fået med i graven, og når der forekom ”blandet” gravgods, blev det undskyldt med, at der nok var tale om flere grave, der var blandet sammen på grund af uprofessionel udgravning eller dårlige bevaringsforhold. Men efterhånden som man i stadig stigende grad begyndte at bestemme kønnet ud fra knoglerne (osteologisk kønsbestemmelse), viste der sig nye ting – man kunne nemlig ikke altid stole på den genstandsbaserede kønsbestemmelse. Nogle gange var (biologiske) kvinder gravlagt med våben, andre gange havde (biologiske) mænd fået smykker med sig, som normalt optrådte hos kvinder.

Set i dét lys kunne man måske sige, at Gerdrupgraven ikke var så afvigende igen?

Sådan så det ud, da Roskilde Avis i 1981 bragte nyheden om fundet af den mystiske dobbeltgrav. Man vidste på daværende tidspunkt ikke, at graven gennem årene fortsat ville være anledning til nye fortolkninger og skabe flere spørgsmål end svar. Foto: ROMU.

Nye analyser

Afvigende eller ej. Graven fik lov til at ligge fredeligt i sin montre, og sagen i sin arkivskuffe, indtil 2015. Nu blev knoglerne igen undersøgt, og kønsbestemmelsen fra 1981 blev stadfæstet. I tilgift fik vi at vide, at kvinden havde født mindst én gang, og at hun var delvist tandløs, da hun døde. Hun har altså fremstået som en gammel kone. Der blev også taget DNA-prøver fra de to, som skulle indgå i et større projekt ved Center for Geogenetik. Resultatet vender vi tilbage til.

Vi foretog også C14-dateringer af de omkringliggende grave fra stedet, som lå opbevaret i museets magasin, og de gamle udgravningsplaner blev nærstuderet. Det samme blev det omgivende landskab og de nærmeste andre fortidsminder. Konklusionen blev, at Gerdrupgraven var del af en gravplads. Ikke en med mange grave, men med grave fra mange perioder – den ældste fra ca. 2000 f.Kr. Gravpladsen lå neden for markante gravhøje, og ved et sted i ådalen, som formentlig var vadested, når man skulle nord- eller sydpå. De to var altså gravlagt et centralt og prominent sted i landskabet. Det var en vigtig grav.

En stor overraskelse

DNA-prøverne viste – heldigvis –, at den osteologiske kønsbestemmelse var retvisende. Men de kunne mere end det. Helt overraskende viste de også, at det med al sandsynlighed er mor og søn, der ligger i graven. Det var nyt og vendte op og ned på sagen. De to er gravlagt samtidig og må også være døde nogenlunde samtidig. Men tager vi fejl, når vi antager, at manden blev slået ihjel? Kom mor og søn helt tilfældigt ulykkeligt af dage samtidig og blev begravet sammen? Eller har vi ret, og blev en søn dræbt for at følge sin gamle mor i graven? Det sidste forekommer ufatteligt set fra det moderne menneskes perspektiv, men – ligesom med kønsstereotyperne fra før – så skal vi være varsomme med at overføre vores egen virkelighed på fortidens samfund. I stedet må vi glæde os over, at dette særprægede, arkæologiske fund bliver ved at berige os med flere spørgsmål end svar. Spørgsmål, der udvider vores forståelse, både af vikingetiden som periode og af vores egen måde at se fortiden på.

Fra Maglemose å ved Gerebro har man frit udsyn til der hvor Gerdrupgraven (rød prik) blev fundet. Det har vist sig, at Gerdrupgraven var en del af en gravplads med grave fra forskellige perioder – den ældste fra ca. 2000 f.Kr.  Foto: Ole Kastholm.