Et overbevisende flertal i Nordslesvig stemte sig i 1920 ”hjem” til Danmark. Sommeren det år blev en stor fest for flertallet i Sønderjylland, der kulminerede med Christian 10.s ridt over den gamle grænse ved Kongeåen. Rundt i landet delte befolkningen de danske sønderjyders glæde blandt andet ved opstilling af 600 genforeningssten. Dele af markeringen af 100-året for Genforeningen er udskudt til 2021. Men heldigvis er det muligt på egen hånd at tage ud og opleve de rejste sten. Museumsinspektør Louise Dahl Christensen, opvokset i Sønderjylland, giver her baggrunden for Genforeningen og guider dig til fem genforeningssten ved Frederikssund, Lejre og Roskilde.

Efter krigen i 1864 måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen (fra 1871 Tyskland). Blandt de dansksindede i Nordslesvig var der et håb om, at Slesvig en dag kunne vende tilbage til Danmark. I januar 1918 fremlagde den amerikanske præsident Wilson fjorten punkter, der skulle sikre fred efter 1. verdenskrig. Wilson krævede, at nationalitetsprincippet skulle lægges til grund for den kommende fredsslutning.

I oktober 1918 stod det klart, at Tyskland havde tabt krigen, og den 4. oktober 1918 anmodede den tyske rigskansler Max von Baden de allierede om våbenhvile. I den tyske anmodning blev der henvist til Wilsons fjorten punkter. Med det tyske nederlag forelå nu muligheden for at få løst det dansk-tyske grænsespørgsmål. H.P. Hansen, der var de danske nordslesvigeres repræsentant i den tyske Rigsdag, rejste officielt spørgsmålet i Rigsdagen. Ligeledes lykkedes det at få den danske regerings opbakning til en folkeafstemning. For at opretholde et godt forhold til den store nabo mod syd var det vigtigt for den danske regering, at grænsespørgsmålet blev løst gennem folkenes selvbestemmelsesret.

Hvor skal grænsen gå?

Der var flere ønsker til, hvor grænsen skulle gå. H.P. Hansen ønskede en naturlig grænsedragning, der desuden fulgte grænsen mellem dansk og tysk kirkesprog – til og med 1888 også mellem tysk og dansk skolesprog. H.P. Hansens forslag blev vedtaget af Vælgerforeningen for Nordslesvig og betegnes Aabenraa-resolutionen. Dannevirkebevægelsen ønskede en grænse ved Dannevirke baseret på en historisk ret. Bevægelsen lagde vægt på, at Danmark og Slesvig havde en fælles historie og dermed havde Danmark retten til at indlemme hele området. Man så her stort på, at mange i dette område følte sig som tyske.

Versaillestraktaten

Det blev ideen om folkenes selvbestemmelsesret, der kom til at indgå i Versaillestraktatens artikler om løsningen af det slesvigske spørgsmål. Her blev det fastlagt, at der skulle afholdes folkeafstemninger i to zoner. Zone 1 omfattede Nordslesvig, der skulle stemme en-bloc. Zone 2 omfattede Flensborg og en række distrikter i Mellemslesvig. Stemmerne i zone 2 skulle tælles kommunevis. Afstemningen i zone 1 fandt sted den 10. februar 1920 og gav et dansk flertal på 75 %. I zone 2 foregik afstemningen den 14. marts 1920 og her var der et klart tysk flertal på 80%. Grænsen kom derfor til at gå imellem de to afstemningszoner, der også medførte, at to nationale mindretal opstod på begge sider af grænsen.

Genforeningsdagen den 15. juni 1920

Tysk militær og tyske embedsmænd forlod Slesvig den 10. januar 1920, og afstemningsområdet blev styret af en international kommission (CIS), der også overvågede afstemningen. Den 5. juli 1920 overtog Danmark suveræniteten over Sønderjylland med tilbagevirkende kraft til den 15. juni 1920, der derfor regnes som den officielle genforeningsdag. Den 9. juli underskrev Christian 10. ”lov om indlemmelse af de sønderjyske landsdele i kongeriget”. Dermed kunne festlighederne begynde.

Genforeningssten – et unikt europæisk monumentbyggeri på lokalt initiativ

Rundt i Danmark blev der i 1920 og i årene frem rejst op imod 600 genforeningssten. Rejsningen af stenene skete på lokalt initiativ, og ofte er genforeningsstenene store marksten, som man selv transporterede. Denne måde, hvorpå vi mindes en af de største begivenheder i dansk historie er, ifølge tidligere museumsinspektør og ph.d. Inge Adriansen, Danmarks mest originale bidrag til europæiske monumentkultur. I anledning af markeringen af 100-året for Genforeningen er genforeningsstenene nu fredet. Det betyder, at de ikke umiddelbart kan fjernes, flyttes eller ødelægges. Inskriptioner på stenene viser befolkningens glæde over Genforeningen, som blev anset som hel naturlig. At Nordslesvig eller Sønderjylland var en del af hertugdømmet Slesvig og dermed ikke var en del af Danmark lå ikke i tankerne hos de fleste. En tur rundt til genforeningsstenene i vores område viser, hvorledes befolkningen opfattede Genforeningen. Det er desuden interessant at læse uddrag af de festtaler, der blev holdt i forbindelse med afsløringsfesterne.