Direktør: Derfor skal affald også på museum

29.09.2021

“Med denne udstilling ønsker vi at bringe et stykke af kulturhistorien til ny værdighed og fornyede overvejelser. ”Sådan har du aldrig set dit skrald før”, håber vi, at du, at I, at børn og voksne som brugere af udstillingen vil tænke, når vi har taget den i brug om lidt”, lød det fra museumsdirektør i velkomsttale på Roskilde Museum. Foto: Jesper Skaane Bendix/ROMU.

Af: Morten Thomsen Højsgaard  

Potteskår. Mikroplast. Og udtjent it-udstyr fra børneværelser. Affald af alskens typer fra området omkring Roskilde Fjord er kommet på museum med spots og farver. I sin velkomsttale ved åbning af særudstilling fortalte museumsdirektør, hvad meningen med det egentlig er.  

Når man sidder i en lille båd, der gynger. Ude på Roskilde Fjord. Mens sejl blafrer i de omskiftelige vinde. Og man så ser ind mod byen i bunden af fjorden. Så fanger øjnene hurtigt noget ekstraordinært. Som solister foran et symfoniorkester knejser spirene fra Roskilde Domkirke sig stolt, stræbende, spidst opad. På kilometers afstand har tårnene og konturerne af kirken med det majestætiske udtryk i århundreder været et umiskendeligt vartegn for byen.

Kigger man så let til venstre drages øjnene igen mod noget specielt, noget tungere i udtrykket, mørkere i looket, men også højt, dybt højt. Ak, ja, ak, jo, det er Energitårnet fra ARGO. Silhuetten af ”affalds-katedralen” eller ”øjebæen”, som forbrændings- og genbrugsanlægget også er blevet kaldt, er i det 21. århundrede blevet et nyt kendemærke for byen ved fjorden med den så stolte og lange historie.

Og om natten, når lyset er brændt ud så mange andre steder, så skinner et væld af lamper i varierende farver ud af en myriade af huller og forvandler dermed mastodontens mørke til et orgie af lethed og lys. ”Det kan bare noget”, som de unge siger, når de hører et nyt topsejt nummer på Spotify, rører ved et stykke labert tøj på torvet eller ser noget mad med street credit på en café, der kan gå lige ud til vennerne på Instagram.

”Det kan noget”, tror jeg også, en pæn stribe af journalister i Danmark tænkte, da branden fra Solum gik land og rige rundt. Lokalt blev der rynket på næsen af flere grunde, men nationalt var det spektakulært, anderledes, fascinerende igennem flere uger at være vidne til bunker af haveaffald, der bare brændte, brændte og brændte som var det en vulkan med lavastrømme tæt på landets tiende største by. På et tidspunkt måtte det da brænde op, ebbe ud, holde op med at kunne noget.
 

Vi bygger op og river ned

Det hører med til menneskelivet, at vi skaber og smider væk, vi bruger ting, vi efterlader ting, vi bygger op og vi river ned. Men pudsigt nok, er der intet af det, vi kasserer, afsondrer, udskiller, som forsvinder. Nok er affaldet, når posen først er snøret eller renovationsfolkene er kørt, ude af syne, og dermed ude af sind. Men affaldet skifter i virkeligheden bare plads, det forandres eller forvandles til noget andet.

Gamle bygninger bliver måske til vejfyld. Bøger og pap transformeres til nyt papirmateriale. Biologisk affald forvandles til næring for nye planter. Og et brændende bjerg af haveaffald fortættes til slagger, der kan minde om lavasten, og hvoraf nogle særligt heldige eksemplarer nu er kommet på særudstilling på Roskilde Museum.

”Forvandlinger – fortællinger om affald”, hedder det projekt, som vi i dag er samlet om at åbne. Vi bevæger os i et tematisk rum fra oldtidens køkkenmøddinger med østersskaller fundet langs fjorden. Over middelalderens potter, der blev fejlproduceret, smidt ud og dermed bevaret. Til informationsalderens hurtigt udtjente it-udstyr fra midtsjællandske børneværelser. Eller den næsten usynlige, moderne mikroplast, der også flyder rundt mellem bølgerne i fjordens vand.

Vi ønsker med projektet at bringe et stykke af kulturhistorien til ny værdighed og fornyede overvejelser. ”Sådan har du aldrig set dit skrald før”, håber vi, at du, at I, at børn og voksne som brugere af udstillingen vil tænke, når vi har taget den i brug om lidt.
   

Tidsånden skriger på bæredygtighed

Bæredygtighed er et af de helt store temaer i tiden, i samfundet, i folks bevidsthed. Så selvom vi måske gerne vil tro, at vi er unikke og originale, så er udstillingens tema om affald, brug og genanvendelse et klassisk eksempel på, hvordan museer arbejder: Med nutidens øjne stiller vi relevante spørgsmål til historien, finder svar i magasinerne og via autentiske genstande, præsenterer det for borgerne på en måde, hvor oplysning og oplevelse går hånd i hånd. Og vi har en fast formodning om, at vi ved hjælp af indsigter fra historien kan forme en bedre fremtid, end hvis vi skulle navigere uden de pejlemærker, som fortiden har sat op for os.

Når det er sagt, så byder særudstillingen, vi åbner i dag, på forvandlinger og forandringer i så mange lag og i en sådan skala, at vi faktisk føler, at det er noget ret specielt, som vi – som jeg – som kollegerne – byder velkommen til i dag.

Vi har på Roskilde Museum gjort op med tanken om den permanente og statiske udstilling. Og i stedet indleder vi med projektet i dag en rejse ind i et dynamisk udstillingsbegreb, hvor dele af udstillingen konstant kan udsættes for forandringer, forvandlinger, forbedringer, der kalder på fornyet interesse.

Varesortimentet i butikken i stueetagen er forvandlet, så det matcher temaet om genbrug før og nu. Med forandret lys- og farvesætning stiller vi nye spørgsmål til, hvad det egentlig er, man ser som gæst. Med nye måder at skilte på forandrer vi diskret den måde, gæsterne bevæger sig rundt i udstillingsarealerne på. Samarbejde med café, med foreninger med andre dele af bylivet genoptager og udvikler vi.
 

Gode rammer om flere forvandlinger 

På toppen af Sukkerhuset, der oprindelig i 1700-tallet blev bygget til at håndtere sukkerrør fra dansk-vestindien, har vi indrettet en stor, smuk sal med højt til loftet, udsigt til domkirken og plads til events med op til 150 deltagere. Vi tror, museet midt i byen, kan bevæge sig fra et sted, hvor man går hen, til et kulturhus, man opholder sig i, mødes om, vender tilbage til igen og igen for at knytte bånd og deltage i alskens typer af arrangementer i tidens ånd.

Det hjælper os, at Roskilde Kommune holder de historiske bygninger ved lige og senest er gået i gang med at reparerer taget på en længe i bygningen ved siden af. Det medvirker til at sikre, at fremtidens udstillinger i domkirkebyen også dermed kan udfolde sig i trygge, gode og behagelige rammer.

At være på et museum under en verdensomspændende pandemi med nedlukninger, restriktioner og usikkerheder som dem, vi har været vidne til siden begyndelsen af 2020, kan godt føles noget ubehageligt. Som at sidde i en meget lille båd, der gynger, mens bølgerne skvulper og vinden konstant skifter retning.

Nu har stormen lagt sig. Og vi kan synge videre, som vi er sat i verden for, om de ting, der har givet og giver livet værdi. Det er det indlysende, som enhver kan se med verdensarven i domkirken. Og så er det alt det oversete, de andre pejlemærker fra den mangfoldige historie, der fortjener at komme frem i lyset, så enhver også kan se dem og få en forvandlet forståelse af sig selv, af livet, af byen, af egnen, af kulturen. Før og Nu. Og i dagene, som kommer.

Er affaldet ude af syne, så få det gerne ind i sindet igen. Så kan vi tage skraldet sammen – og se historien i et nyt lys.

Det kan altså bare noget.

Hjerteligt velkommen!