november, 2021

20nov10:0011:00BONDESTENALDERENS ”FIRST MOVERS” I KILDEDAL NORDMød arkæologerne i felten

Mere

Detaljer

Mød arkæologerne i felten og hør om bondestenalderens first movers ved Værebro Ådal.

ROMUs museumsinspektør og arkæolog Emil Winther Struve guider på området Kildedal Nord og fortæller om livet på kanten af ådalen omkring 2.500 f.Kr. med udgangspunkt i fundet af Knardrupgraven – en helt særlig grav fra Sjællands sene bondestenalder.

Knardrupgraven, som blev fundet i 1992, da man anlagde den nuværende Knardrupvej, dateres til tiden omkring 2.500 f.Kr. Det var en periode med store kulturelle omvæltninger, som kan spores over det meste af Europa, og graven er et af ganske få eksempler på, at forandringerne også nåede Sjælland.

DNA studier har påvist store migrationer og nye befolkningsgruppers indtog i Skandinavien i denne periode. Med sig bragte de nye befolkninger en anderledes idéverden, som kan ses gennem udformninger af økser og keramik men også ved ændringer i levemåde og begravelsesritualer.

Med ændringerne begyndte en udvikling, som ledte frem til den efterfølgende bronzealder. Bronzealderen fandt naturligvis også vej til Sjælland, men her er det svært at få øje på den tidlige introduktion af de nye ideer. På Sjælland har man åbenbart i længere tid fastholdt gamle levemåder – måske fordi der ikke skete en indvandring, men fordi den eksisterende befolkning i et langsommere tempo tog ideerne til sig?

Området omkring Værebro Ådal har i den sene stenalder huset en befolkning, som var åbne for nye tanker omkring deres samfunds organisering og måden at leve på. Har Kildedal Nord dengang været beboet af tilflyttere eller lokale, der ville være med på den nyeste mode?

Egedal Kommune byudvikler på området Kildedal Nord, og før anlægsarbejde kan begynde, skal det sikres, at fortidsminder ikke destrueres. Derfor er ROMU for tiden i gang med en arkæologisk forundersøgelse af arealerne. Og netop fordi Knardrupgraven er så særlig, er de aktuelle udgravninger i Kildedal Nord ekstra spændende for ROMUs arkæologer, som håber at finde yderligere spor efter stenalderens mennesker og måske blive klogere på, bondestenalderens ”first movers.

Så tag med på tur i det kuperede terræn og oplev det landskab, der dannede ramme om introduktionen af nye ideer i stenalderen.

Hør museumsinspektør og arkæolog Emil Winther Struve fortælle om de foreløbige arkæologiske undersøgelser ved Kildedal Nord og bliv klogere på, hvordan arkæologerne arbejder og på de videnskabelige perspektiver, som ligger til grund for undersøgelsen.

Vi mødes på marken syd for Kalveholmvej, 3660 Stenløse. Husk fornuftig beklædning og fodtøj.

RESERVER BILLETTER

Tid, pris og sted

20. november kl. 10.00-11.00

Gratis men tilmelding nødvendig

Billetter reserveres via billetto.dk

Kildedal Nord, marken syd for Kalveholmvej, 3660 Stenløse

Tidspunkt

(Lørdag) 10:00 - 11:00

Adresse

Kildedal Nord

Kalveholmvej

Indsend Kommentar

Til top
X
post-5385

DR2 JAGTER DEN FØRSTE DANSKE KONGE – OG SPORENE ENDER PÅ LEJRE MUSEUM

BEGIVENHED

DR2 jagter den første danske konge – og sporene ender på Lejre Museum

04.11.2021

Museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø (tv) tager imod DR2-vært og historiker Cecilie Nielsen (th) på Lejre Museum, hvor jagten på den første danske konge ender. Foto: Nicki Sørensen/DR.

 

I DR2’s nye historiske serie ”Gåden om Danmarks første konge” rejser historiker Cecilie Nielsen rundt i kongeriget for at blive klogere på, hvorfor kongerækken ser ud, som den gør. Jagten fører hende i sidste afsnit til Lejre Museum, hvor en lille figur udfordrer den nationale selvforståelse – og viser, at der har været en kongemagt i Lejre før kristendommens indtog i Danmark

Lejre er et sted fyldt med sagn og mysterier – men de sidste 40 års arkæologiske udgravninger på egnen taler deres tydelige videnskabelige sprog og viser os, at de vilde historier ikke bare er grebet ud af den blå luft.

Før Gorm den Gamle og før Harald Blåtands kristning af danerne har der været en centraliseret magt i Lejre, og dén del af Danmarkshistorien får nu oprejsning i DR2’s nye serie ”Gåden om Danmarks første konge”. Historiker Cecilie Nielsen rejser land og rige rundt og besøger flere steder, hvor der er spor efter store konger.

Kongehallerne er en magtmanifestation
I sidste afsnit af serien, som lige nu kan ses i sin fulde længde på DRTV, møder Cecilie Nielsen museumsinspektør ved Lejre Museum, Isabella No’omi Fuglø, som hun har sat stævne ved kongehallen i Sagnlandet Lejre.

Kongehallen er en genskabelse af den største hal fra vikingetid, vi kender i Danmark, baseret på blandt andet Lejre Museum og ROMUs udgravninger og forskning. Sporene efter den blev fundet i 2009, og Isabella No’omi Fuglø peger på, hvordan den enorme hal, som måler over 60 meter fra gavl til gavl, er ét blandt flere vidnesbyrd om et magtcentrum i Lejre før Gorm den Gamle og hans efterkommere.

Odin fra Lejre udfordrer vores nationale selvfortælling
Isabella No’omi Fuglø inviterer også Cecilie Nielsen med ind på Lejre Museum, hvor man kan opleve sølvfiguren Odin fra Lejre, som blev fundet omkring kongehallen.

Ifølge Fuglø udfordrer tolkningen af denne unikke lille figur den danske selvforståelse som en nation, hvis historie først rigtig begynder ved Harald Blåtands kristning af danerne på Jellingestenen i ca. 965.

For Odin var gudernes konge og kongernes gud – derfor har figuren været meget værdifuld og en konge værdig. Så også dén vidner om en kongemagt i århundrederne, der gik forud for Gorm den Gamles og Harald Blåtands tid, forklarer Isabella No’omi Fuglø.

Hun mener, at der skal være mere plads i vores fælles bevidsthed til fortællingen om de kongemagter, der gik hånd i hånd med asatroen, og som havde deres langvarige storhedstid gennem flere århundreder, inden kristendommens indtog – og en væsentlig del af den historie begynder i Lejre.

Se hele serien ”Gåden om Danmarks første konge” på DRTV eller onsdage kl. 21.00 på DR2 fra 3. november. Afsnittet fra Lejre sendes på DR2 den 1. december.

Bliv klogere på, hvor Lejre er Kongerigets Vugge, og dyk dybere ned i historien om de første konger i udstillingen på Lejre Museum.

Læs mere om museet og se åbningstider og entrepriser.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.


post-49

Arkæologi

ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

post-49

Vores viden

I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.