Skulle man få lyst til for eksempel at opleve den meget omtalte Odin-figur på Lejre Museum i efterårsferien, kan man for samme pris også komme på Roskilde Museum eller Frederikssund Museum. Foto: Ole Malling /ROMU

I efterårsferien får du et ekstra museumsbesøg med i handlen, når du køber en entrebillet til Roskilde Museum, Frederikssund Museum eller Lejre Museum.

“Efterårsferien er en rigtigt stor museumsuge for børnefamilierne, og da alle vores tilbud er gratis for børn, så synes vi også, at vi skulle gøre noget for de voksne,” fortæller Anette Gade Kristensen, kommerciel chef i museumsorganisationen ROMU.

I hele uge 42 giver en voksenbillet derfor adgang til to museer. Tilbuddet gælder for besøg på både Roskilde Museum, Frederikssund Museum og Lejre Museum.

Foruden museernes udstillinger giver billetten adgang til museernes mange efterårsaktiviteter, som allerede er gratis for børn.

På Roskilde Museum kan familien være med til at opklare et mystisk mord, ved at finde spor og løse gåder. På Frederikssund Museum, Færgegården, kan man blive klogere på dyrene i fjorden, og lave sit eget fiskegarn.

På Lejre Museum kan man blive detektorfører for en dag, eller tage på stemningsfulde aftenudflugter i fortidens Lejre.

Også på RAGNAROCK, Tadre Mølle og Lützhøfts Købmandsgård er der planlagt familiearrangementer i efterårsferien. Disse besøgssteder indgår dog ikke i 2for1-ordningen.

“Der er altså nok at lave i ferien, og med 2for1-tilbuddet har vi gjort det endnu mere attraktivt for familierne at besøge flere af vores museer,” siger Anette Gade Kristensen.

Tilmelding er påkrævet til de fleste arrangementer og foregår online via tjenesten billetto.dk eller i museernes butikker.

Alle besøgssteder har åbent som hidtil, og der er håndsprit ved alle indgange, afskærmningsglas ved kasserne, skiltning om afstand og tydelige regler om det maksimale antal gæster sted for sted og rum for rum.

Få et overblik over samtlige efterårsaktiviteter på ROMUs besøgssteder her: www.romu.dk/efteraarsferie

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Til top
X

post-49

Arkæologi

ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

post-49

Vores viden

I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.