Kommentar: Kulturarv genopfinder sig selv på 4. maj i en krisetid

Der bliver ikke afholdt fællessang på Stændertorvet i Roskilde som ellers planlagt i år, men i stedet kan borgerne mødes digitalt til virtuel alsang. Det vidner om en lyslevende kulturarv, som sundhedskrisen har skærpet vores forståelse for værdien af, vurderer museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.

Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar.

Da Dronningen ved indgangen til året i sin nytårstale gjorde danskerne opmærksomme på, at 2020 ville blive et år med anledning til at mindes flere store begivenheder i landets historie, var der næppe ret mange blandt de millioner af seere som anede, at året i sig selv ville blive en milepæl for Danmark, ja, for verden.

Men sådan blev det. COVID-19 er blevet en sygdom og et udtryk, som stort set alle nu kender og må forholde sig til. Og alt, hvad Dronningen forberedte borgerne på med markeringer af besættelsen, befrielsen og genforeningen, har måttet enten aflyses, udskydes eller gentænkes.

For som følge af sundhedskrisen kan vi umiddelbart ikke foretage os det, vi plejer at gøre for at markere noget, der har stor betydning, nemlig at mødes, at samles, at holde fest, at gennemføre arrangementer på særlige steder. Dermed er sundhedskrisen også en kulturkrise. Eller kunne være blevet det.

Alt det, der giver livet værdi

For sundhedskrisen har så afgjort ikke kun sat kulturen på pause. Den har i høj grad også fremkaldt nye måder at udfolde kultur på. Og savnet af alt det, vi nu ikke kan, har derudover fået rigtig mange til at mærke, hvad der har givet livet værdi. Også ting eller tiltag, vi måske har taget for givet.

  1. maj er et godt eksempel. Der var i anledning af 75-året for befrielsen planlagt arrangementer med alsang i alle dele af landet, fra Aalborg over Roskilde til København. Stort skulle det være, og drømmen var nok igen at kunne samle over 700.000 mennesker på tværs af landet som i storhedstiden under besættelsens første år, hvor det at synge sammen om fædrelandet og den danske natur blev en fredelig måde at byde tysken trods på.

Det hele kunne såmænd godt være blevet aflyst i år med henvisning til COVID-19, men sådan gik det ikke. For 4. maj er og bliver en lyslevende del af kulturarven, som danskerne ønsker at holde i hævd. Og måske i særlig grad nu, under en krise. Så nu bliver de fælles traditioner bare genopfundet i digitale udgaver og hjemme i stuerne.

I Roskilde mødes vi ikke som planlagt på det historiske Stændertorv til alsang, men vi skriver ny historie sammen ved at mødes virtuelt og synge samtidig, de samme sange med hver vores stemme. I adskillige andre byer og på andre institutioner sker noget lignende. Også de store tv-stationer formidler den fælles oplevelse af, at vi trods krisen alligevel har noget væsentligt at værne om og føre videre. Det er hjemmet, det er sproget, det er naturen, det er historien, det er roden, “hvorfra min verden går”, som H.C. Andersen har beskrevet det.

Længslen efter at vende tilbage

I 1945 kom meddelelsen om aftenen den 4. maj via radio om, at “Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig” vitterlig som en sand befrielse. Folk strømmede ud i gaderne. Mørklægningsgardiner blev revet ned. Lys blev symbolsk tændt i stedet i vinduerne. Længslen efter det vante og normale liv fra før krigen kunne begynde at indfries, “så landet fyldtes af klokkers klang, og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit”, som Mads Nielsen beskrev det til lejligheden i sin berømte sang.

Den verdensomspændende krise med COVID-19 er af mange blevet sammenlignet med 2. verdenskrig. Fordi den forandrer så meget. Fordi den lukker samfund ned. Fordi den også dræber mange uskyldige, om end på en helt anden måde end i krigens dage.

Længslen efter, at krisen og kampen mod den synlige eller usynlige fjende skal være overstået, kan også sammenlignes. Og derfor er der også god timing i, at de næste skridt i planerne om gradvis genåbning af Danmark kommer til at udfolde sig sideløbende med fejringen af befrielsen og 4. maj.

“Man binder os på mund og hånd”, lød det Poul Henningsens slående revyvise fra besættelsesåret 1940. Men visen pegede også frem mod befrielsen, for “ingen er fangne, når tanken er fri”, og når vi blot kæmper “for det vi kan li'”.

Når vi synger sammen

Tyskernes mødeforbud slukkede alsangen i 1943 – og den blev først vakt til live ved befrielsen. COVID-19 har medført forbud mod at mødes, men takket være ny teknologi skal der ikke gå flere år, før vi alligevel kan finde sammen om traditionerne.

Når borgerne tænder lys og sætter dem i vinduerne og bryder ud i virtuel alsang mandag aften den 4. maj 2020, så vil det ikke bare være til minde om befrielsen fra den synlige fjende dengang. Det vil også være et signal om, at kulturen og håbet og sammenholdet er lyslevende den dag i dag. Stillet over for en ny usynlig fjende bliver det så tydeligt, hvad det er, vi holder af og så gerne vil holde fast i og sættes fri til.

“Når vi synger sammen – hører vi sammen”, som det lyder i mottoet for sangkraftcenteret Roskilde Synger, som er initiativtager til arrangementet. På lokalt plan er det et eksempel på, hvad DR og Philip Faber er lykkedes med i national skala, nemlig at gribe fat i sangtraditionen og forny den, så den stadig kan udtrykke sammenholdet.

På den 4. maj ser vi således ikke kun tilbage, vi ser også frem, og vi ser os selv som en del af en større historie her og nu. Og mon ikke, at der i virkeligheden vil være langt, langt flere end 700.000, som tager del netop i år i alle de nye typer af fællessang – hver for sig.

Og skulle det ske, så har historien endnu engang vist, at kriser kan gøre os stærkere, når bare vi har noget, vi kan li’ at holde sammen om.

Roskilde synger sammen – hver for sig

Mandag aften den 4. maj 2020 synger Roskilde sammen hver for sig og tænder lys i vinduerne for at fejre 75-året for Danmarks befrielse på en ny måde.

Det er adskillige af byens institutioner og borgere, som er gået sammen for at mindes og at se frem.

KorKors Martin Gerup og Camilla Tiedt Frith spiller og synger for sammen med Roskilde Syngers Jacob Heide i de smukke orange rammer på Roskilde Festival Højskole.

Aftenen byder otte nye og gamle sange samt indslag fra Roskilde Museum og præsentationer fra både lokale og kendte ansigter.

Find den virtuelle alsang i og fra Roskilde her.

https://www.facebook.com/events/1563428837144870/

Og læs mere om institutionerne og ideerne bag her.

https://romu.dk/blog/roskilde-hylder-demokrati-og-samfundssind-med-sang/

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

 

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Til top
X

post-49

Arkæologi

ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

post-49

Vores viden

I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.