Møller Eriksens bukser kan altid godt lappes lidt mere

Møllerens bukser har været gennem gentagne reparationer, og i årtier holdt møller Eriksen varm gennem kolde vintre. I dag ligger de i en kommodeskuffe i huset, hvor Eriksen og hans familie boede, og som i dag er en del af museet Skenkelsø Mølle. Foto: Lene Steinbeck/ROMU

Af: Lene Steinbeck

Den sidste møller på Skenkelsø mølle fylder stadig stedet med sin ånd. Møllen gemmer på finurlige historier og efterladte genstande fra en mand, der var prisbevidst og ordentlig, men også drev en mølle med plads til leg, gæster og glæde

I en kommode på Skenkelsø mølle ligger et par slidte uldne bukser. De kunne nok være sendt på pension mange gange, men reparationer vidner om, at de igen og igen har fået deres anden luft og sandsynligvis i årevis – måske årtier – har holdt møller Eriksens underkrop varm. 

”Han har nok brugt dem det meste af den tid, han var på møllen,” fortæller Lena Sørensen, der er arkivassistent på Skenkelsø Mølle. Hun har fundet bukserne frem til en snak om stedets sidste møller, Karl Johan Eriksen. Og hans bukser, der vinter efter vinter gjorde det udholdeligt at arbejde i den uopvarmede mølle. 

”De har virkelig været brugt er blevet repareret mange gange. De er lappet med forskellige syteknikker, så man kan forestille sig, at der er flere, der gennem tiden har været med til at reparere. Måske hans kone Anna og døtrene Bitten og Alice,” fortæller Lena Sørensen. 

Møller Karl Johan Eriksen overtog Skenkelsø Mølle under krigen i 1942. Han var oprindeligt sømand, men gik i land og havde arbejde på forskellige møller, inden han som 32-årig rykkede sin lille familie til Skenkelsø og overtog møllen.

Et udateret fotografi af møller Eriksen (tv) i sit hvide arbejdstøj. Han står på møllens galleri, som den ydre gangbro rundt om mølle. Herfra drejes mølles vinger, alt efter vindens retning. Foto: Lene Steinbeck/ROMU

Sparetider og ferieopsparing

At det var krigstid, satte selvfølgelig sit præg på økonomien. Bedre bliver det ikke af, at møllen allerede ved sin opførsel i 1891 var noget umoderne for sin tid. Byggestilen og teknikken var typisk i brug i midten af 1800-tallet, altså næste hundrede år inden Karl Johan Eriksen kom til. Allerede omkring år 1900 var møllererhvervet på retur, fordi konkurrencen fra industrimøller, der blev drevet af dampmaskiner, vandt frem.

Men møller Eriksen holdt ud helt til 1972. I arkiverne kan man se, at han gennem årene har haft en indtjening ved at frasælge den jord, der hørte til møllen. Og bukserne – ja, de kunne altid klare et par reparationer mere.

Selvom møller Eriksen måske har måttet arbejde hårdt for at få det til at løbe rundt, har han og familien klaret sig fint. Selv en lille ferieopsparing blev det til. Måske i en lidt utraditionel sparegris, som Lena Sørensen åbner ved at lirke en sten fra møllens ene væg fri. Et lille hulrum åbenbares. 

”Herinde gemte han penge. Hans døtre har fortalt, at de kunne huske de krøllede sedler, som deres far altid fandt frem, når de skulle på ferie. De undrede sig over, hvorfor de var så krøllede, men det er først som voksne, de har fundet ud af, at det var fordi han hev dem frem herindefra,” fortæller Lena Sørensen. 

Skenkelsø Mølle er en hollandsk vindmølle, der blev opført i 1891. Den var i drift helt til 1972, hvor den blev solgt til Ølstykke Kommune. Møllen er fuldt funktionsdygtig og drives i dag som museum. Foto: Lene Steinbeck/ROMU

Hele verden kom til Skenkelsø

Døtrene har for et par år siden besøgt det gamle barndomshjem på møllen og fortalt om deres far, som de husker som varm og kærlig. På trods af sin noget utilregnelige overordnede – vinden, der fik møllens vinger til at dreje og uden varsel kunne sende Eriksen på arbejde juleaften – var der også masser af tid til leg. Lena Sørensen åbner en låge ned til slisken, som sendte de fyldte melsække direkte fra møllen og ned på en ventende hestevogn. 

”Her fik børnene lov til at rutsje ned, så der har også været tid til sjov og leg. Vi har haft besøg af lokale, der fortæller, at de som unge også har taget turen på den stejle rutsjebane,” fortæller hun. 

I det hele taget summede stedet af liv på møller Eriksens tid. Inde i møllen vidner en kegleformet træsøjle fyldt med visitkort om besøg fra blandt andet Paris, Frankfurt og Massachusetts.

”Det er fra mølleinteresserede fra hele verden, som er kommet forbi, og så har han sikkert bedt om at få deres visitkort. Jeg tror, han har haft en stor kontaktflade, allerede inden han kom til møllen. Han har jo rejst meget som sømand,” siger Lena Sørensen.

I 1972 gik Eriksen på pension og solgte møllen til Ølstykke Kommune. Men han var stadig tilknyttet møllen og dens bygninger, som han også var med til at gøre til det museum, som stedet huser i dag. Karl Johan Eriksen døde i 1987. Men på Skenkelsø Mølle lever historierne om ham i bedste velgående.

Bag en mursten i møllens væg gemte møller Eriksen familiens ferieopsparing. Først som voksne fandt hans døtre ud af, hvorfor de altid havde krøllede pengesedler med, når de skulle holde ferie. Foto: Lene Steinbeck/ROMU