Flere end 1000 mennesker deltog i Alsang Live på befrielsesaftenen den 4. maj. Nu gentager Roskilde successen med en begivenhed, der skaber nærvær, fællesskab og samhørighed. Store dele af musikbyens kulturliv inviterer igen til at synge sammen hver for sig: Grundlovsdag den 5. juni kl. 15-16 kan alle være med til at fejre demokratiet med virtuel fællessang.

Otte nye og gamle sange får hovedrollen, når store dele af Roskildes kulturliv igen inviterer til fællessang hver for sig, denne gang på Grundlovsdag. Og der er fortsat behov for at samles om fællessang hver for sig:

– Selv om de fleste af os vender gradvist tilbage til et mere udadvendt liv, så er der stadig mange mennesker, som er tvunget til fortsat at være forsigtige og isolere sig. Og det er endnu heller ikke muligt at samle mange mennesker fysisk til de store mærkedage, som vi plejer at samles om i løbet af et år – som for eksempel Grundlovsdag. Derfor er der stadig brug for begivenheder som denne, hvor vi kan synge sammen og opleve samhørigheden, vurderer Camilla Tiedt Frith fra sangfællesskabet KorKor og sanglærer på Roskilde Musiske Skole.

Sammen med Martin Gerup, også fra sangfællesskabet KorKor, står hun for at guide folk musikalsk igennem sangene og synge for.

Tre sange vælges af brugerne

Fælles for de valgte sange er, at de alle på forskellige måder sætter ord på den tid, vi lever i nu, mangfoldighed og historien om at være dansker.

Af de otte sange er de fem valgt af arrangørerne. Det er:

  • ”Når lyset bryder frem” – Sebastian
  • ”Jeg ser de bøgelyse øer” – L.C. Nielsen /Th. Aagaard
  • ”De smukke unge mennesker” – Kim Larsen
  • ”Danmark, nu blunder den lyse nat” – Th. Larsen /O. Ring
  • ”Noget Om Billigrejser” (Jorden drejer om sin akse) – M.J. Nissen / H. Rasmussen

De sidste tre skal vælges ved en afstemning af brugerne på facebook, som kan vælge mellem følgende seks sange:

  • ”Danmark, dit indre ocean” – Gnags
  • ”Sang til foråret” (Det er forår, alting klippes ned) – P. Dissing / B. Andersen
  • ”Han kommer med sommer” – J. Aakjær/ Th. Aagaard
  • ”I Danmark er jeg født” – H.C. Andersen / P. Schierbeck
  • ”Se dig ud en sommerdag” – J. Aakjær / C. Nielsen
  • ”Frit Land” – C. E. Petersen / Ulige Numre

Afstemningen foregår her: https://www.facebook.com/alsang4000/

Dagens gæst er sangeren Lars Grand, som i disse tider er ”gået viralt” fra folks altaner, fordi han forsyner baggårde i både København og Roskilde med sang og harmonikaspil.

Undervejs i programmet kan stemmebåndene få et øjebliks pause, når borgmester Tomas Breddam hylder demokratiet i en kort tale.

Tid:

Grundlovsdag, den 5. juni kl. 15-16

Sted:

Facebook-siden Alsang i Roskilde: https://www.facebook.com/alsang4000/

Vi offentliggør med vilje ikke lokaliteten, da vi passer på hinanden og opfordrer til at synge med hjemmefra – fra haven, fra plejecentrets kaffestue, fra gaden, fra havnen, eller hvor man nu befinder sig på dagen.

Bag arrangementet står KorKor4000, Roskilde Bibliotek, Roskilde Museum, Roskilde Musiske Skole, Roskilde Festival Højskole og INSP! Media. Arrangementet er støttet af Roskilde Kommune – Kultur & Idræt og DMF Roskilde.

Til top
X

post-49

Arkæologi

ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

post-49

Vores viden

I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.