Sjældent fund afspejler store forandringer i stenalderen

Af Jens Winther Johannsen

De to økser og dolkforarbejdet (i midten). Det længste stykke er 21 cm langt. Redskaberne er ubrugte og nedlagt samlet, og det bestyrker formodningen om, at de er ofret. Foto Cille Krause

Et sjældent depotfund fra slutningen af bondestenalderen er med til at give indblik i ændringer i samfundet for 4.000 år siden.

I foråret 2019 afholdt Lejre Museum et velbesøgt arrangement, ”Vis mig dit stenalderfund”, hvor ROMUs arkæologer stod klar til at kigge på gæsternes flintfund og give et bud på funktion og datering. Alt fra forstenede søpindsvin til smukke, slebne flintøkser dukkede op, men ét fund skilte sig særligt ud: to fint tilhuggede flintøkser og et forarbejde til en flintdolk, der er fundet ved markarbejde ved Lyndby på Hornsherred for ca. 10 år siden. Et bemærkelsesværdigt fund, der bliver en del af en udstilling på Frederikssund Museum, Færgegården, når museet igen må åbne for gæster.

Økserne er med deres let udsvajede æg karakteristiske for bondestenalderens seneste del. Dolkforarbejdet kan dateres til perioden omkring 2000 f.Kr. Typerne er ikke sjældne i sig selv, men fundet er alligevel specielt, fordi finderen oplyste, at de tre genstande blev fundet sammen i kanten af et lille mosehul. Stykkerne er lagt i mosen samtidigt og kan dermed betegnes som et depotfund.

Depotfund giver indblik

Det kan være svært at finde ud af, hvad en enkelt økse eller dolk, som bliver fundet, er udtryk for: Er den kasseret, tabt eller måske ofret? Men når man finder tre ting samlet, som i depotfundet fra Lyndby, tyder det på, at en bevidst handling ligger bag. Om depotfund skal opfattes som ofringer eller som skatte, der er gemt af vejen og af uvisse årsager aldrig hentet igen, er en af arkæologiens aldrig afsluttede diskussioner.

Et argument for, at de to økser og dolkforarbejdet er ofret, er, at de vanskeligt kunne bjerges fra det lille mosehul, de var nedlagt i. Præcis hvorfor de skulle ofres, finder vi aldrig ud af. Måske blev de lagt i mosen for at formilde den sene bondestenalders guder i forbindelse med sygdom eller efter en fejlslagen høst? Samtidigt med at deponeringen i mosen sandsynligvis har været en religiøs handling, har ofringen af genstandene også været en anledning for en lokal storbonde til at vise sin storhed. At tilintetgøre de fornemme genstande ved at kaste dem i mosen har været en overlegen demonstration af magt og rigdom overfor de øvrige deltagere i ritualet. Ofringen kan således have været led i konsolideringen af en ny bondeelites sociale position.

En stenalder i forandring

Den sidste del af bondestenalderen var en tid præget af forandring. At man gennemsnitligt blev ti centimeter højere set i forhold til den forudgående periode viser, at levevilkårene blev forbedret bredt, formentlig fordi landbruget har sikret et bedre ernæringsgrundlag end tidligere. Samtidig begynder man at ane konturerne af den samfundselite, som så tydeligt trådte frem i de efterfølgende århundreder. Det er mest tydeligt ved, at nogle af den sene bondestenalders huse er exceptionelt store. Huse fra perioden er normalt omkring 15-20 meter lange, men en lille håndfuld er mere end dobbelt så store. Sådan et kæmpehus har formentlig fungeret som en almindelig gård, dvs. kombineret driftsbygning og beboelseshus, men for en storbonde, som ved det monumentale byggeri har signaleret sin rigdom og magt.

Da de to økser og dolkforarbejdet blev fremstillet, havde man i Skandinavien hugget redskaber af flint i omkring 10.000 år. Men i bondestenalderens slutning begyndte man i stigende grad at formgive flinten efter metalforbilleder fra kontinentet. Det mest velkendte eksempel er de skandinaviske flintdolke, som den der er et forarbejde til i fundet fra Lyndby. Disse er efterligninger af nordvesteuropæisk kobberdolke. At disse flintdolke blev det vigtigste symbol på mandlig status i den sene, sydskandinaviske bondestenalder viser, at påvirkningen fra de metalproducerende samfund mod syd var massiv.

Fundet fra Lyndby vil blive indleveret til Nationalmuseet som Danefæ, men kan inden da ses i en mini-udstilling, når Frederikssund Museum, Færgegården, åbner igen.

Hvis du ikke kan få nok af flintdolke, så læs om et andet stenalderfund på Frederikssund Museum, Færgegårdens Facebook-side. Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegårdens her.

Eller læs andre artikler her.

Til top
X

post-49

Arkæologi

ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

post-49

Vores viden

I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.