Yngste danefæfund i 2019

– satanmønten fra Vor Frue Kirke

Af Cille Krause, arkæolog og museumsinspektør

Kuverterne har påklistrede gamle frimærker, hvor poststemplerne ikke går ud på kuverten og dermed med al tydelighed er sat på efterfølgende. Adresserne er ligeledes skrevet på en gammeldags skrivemaskine. Andre gange indeholder kuverterne intet brev, men i stedet gamle fotos eller postkort, eller helt andre ting, såsom hinkesten, novellemanuskripter eller udklippede rationeringsmærker. Årstallet på frimærket, fra 1973, eller en maskinskrevet dato ”13. maj 1973” samt ligheden til de andre mystiske breve kæder dem sammen. Fælles for dem alle er, at der er tale om falske breve med reference til hændelsen i 1973 i Ørkenen på Anholt. Gemt i al ubemærkethed, i kirker og på museer, hvor de ikke burde ligge.Brevene var også blevet sendt til private, som ofte havde tilknytning til kirken. Eksempelvis kirkegartnere og præster. Brevenes indhold var bizart, og mens nogle smed brevene ud, da de blev opfattet som tosserier, politianmeldte andre dem, da indholdet blev betragtet som truende. Man vidste jo ikke, om der var tale om en rigtig satankult, og hvad de kunne finde på, eller om det blot var drengestreger. Af samme grund blev breve og andre fund i kirkerne fortiet. Man ville måske værne om kirkens omdømme?

I Københavns Domkirke blev der i 1995 fundet 50-75 breve under kirke-gulvet, da kirken skulle renoveres. Journalist Jens Rebensdorff fra Berlingske blev gjort opmærksom på fundene og fik fat i nogle af brevene. Han kontaktede enkelte af de personer, brevene var adresseret til, og de kunne fortælle, at de havde modtaget samme breve mange år tidligere.1

I 2013 kastede to journalister fra Politiken sig over den gådefulde historie. I en omfattende artikelserie gennemgik de mange af de små spor, der var efterladt rundt omkring i Danmark. Endvidere interviewede de personer, der på den ene eller anden måde kunne bidrage med viden til at løse det store puslespil om den formodede satankult på Anholt. Det viste sig, at der var tale om en enkelt mands værk. Små spor, som han selv havde plantet, afslørede, hvem han var. Men mellem et hav af forfalskede breve var det ikke lige til at gennemskue i begyndelsen. Der skulle gå 40 år efter hændelserne på Anholt, før gåden blev opklaret.

Det var én person, der havde bekostet produktionen af flere hundrede satanmønter, og som fra 1973 til sin død i 2003 havde formuleret og kreeret et hav af ejendommelige breve, skaffet gamle postkort og foto­grafier samt mystiske rekvisitter. Personen havde brugt tid på at rejse rundt i Danmark og gemme effekterne i kirker og på museer. De blev gemt så godt, at de ikke ville blive fundet med det samme.

Mønterne er blevet produceret hos en medaljør, der har kunnet holde så tilpas meget tæt med hemmeligheden, at oplysningerne ikke er sivet ud til offentligheden. Det er dog sandsynligt, at man i ”møntmiljøet”, i et eller andet omfang, har været bevidst om, hvem der har produceret dem.

Der er formodentlig stadig mønter og breve, der endnu ikke er blevet fundet. Konklusionen på historien er, at der ikke var tale om en satan­kult med tilknytning til Anholt, men derimod om en enkelt person, der brugte en stor del af sit liv på at skabe, hvad man måske kan betegne som en af de mest gennemførte kulturhistoriske happenings i Danmark.

Det er på den baggrund, satanmønterne i dag lever op til kriterierne som danefæ – det er i høj grad den fortælling, der omgiver dem, der bidrager til denne status.

Måske har historien en fortsættelse. Når man betragter de tre satan­mønter fra Roskilde Domkirke, Roskilde Museum og Vor Frue Kirke, er der små forskelle på de to første og den sidste. Den nye mønt er ikke nær så detaljeret. Stregen i tegningen er tykkere, og teksten er kraftigere og ikke nær så skarp. Den nye mønt vejer også lidt over to gram mere end de andre. Når man kigger på motivet med djævlen, er den pjuskede pels tydelig på ben, hale og arme på de to gamle mønter, og det samme gælder fingre, trefork, horn og øre. Dette er ikke tilfældet for den nye mønt. Kan der mon være tale om en kopi? Og i så tilfælde, hvem er så den ”copycat”, der står bag, og er det for nylig mønten blev gemt i kirken?

Nationalmuseet fik i 2002 overdraget dét, der tolkes som restoplaget af satanmønter samt fem møntstempler i stål. De fem stempler har kunnet fremstille tre ud af de fire typer satanmønter. Der var tale om en anonym gave. Om djævlen med treforken er blandt stemplerne, vides ikke på nuværende tidspunkt. Snart kommer den nyfundne mønt til Nationalmuseets møntsamling. Her må eksperterne sammenligne den med de øvrige og vurdere, om der er tale om en ny serie satanmønter og dermed en fortsættelse af historien.