For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.

Den har gemt på en hemmelighed i tusindvis af år.

Det gik op for arkæologerne på Frederikssund Museum, Færgegården, da de tidligere på året fik overdraget et enestående fund fra en privatperson i området.

Et fund, som efter nærmere undersøgelser har vist sig at være netop den puslespilsbrik, de i årevis har manglet – nemlig en vildsvine-underkæbe med en enestående forhistorie, der går 6.500 år tilbage i Danmarkshistorien.

Altafgørende detalje

Underkæben fra vildsvinet stammer med andre ord helt tilbage fra jægerstenalderen.

Den har stadigvæk sine drabelige kindtænder og er blevet omhyggeligt gennemboret i midten, hvilket gør det muligt at sætte den fast på en pæl. En detalje, som kunne virke ligegyldig – men som blev noget af en øjenåbner for arkæologerne, da de fik den i hænderne:

“Det er den første gennemborede vildsvinekæbe, vi kender til i den danske museumsverden, så det er et enestående fund. Derudover er den velbevaret, og fordi den er uden tegn på slitage, kan man udelukke, at den har været brugt som redskab eller våben,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

En vigtig del af fødekæden

Den hemmelighedsfulde underkæbe stammer med al sandsynlighed fra et vildsvin, som det er lykkedes Ertebøllekulturens jægere at indfange for godt 6.500 år siden. Dengang levede der vildsvin i Danmarks skove, og deres kød holdt jægerfolket i live gennem de strenge vinterperioder.

Men lige netop dette vildsvin skulle ikke blot brødføde stammens familie, forklarer Line Jandoria Jørgensen. Den skulle i stedet tjene et højere formål.

“Jagt var afgørende for stammens overlevelse i jægerstenalderen, og derfor vurderer vi på baggrund af gennemboringen, at vildsvinekæben her er blevet brugt som en del af et ritual, der skulle sikre fremtidig jagtlykke ved at sætte kæben på en pæl og placere det i jorden nær kysten.”

Den manglende puslespilsbrik

Hvordan stammens ritual helt præcist har set ud dengang, kan museets arkæologer kun gisne om. Til gengæld har fundet af vildsvinekæben fået flere brikker til at falde på plads, når det gælder andre centrale fund fra museets samling.

“Vi kunne straks genkende den type gennemboring fra to andre genstande i vores samling, to hjortetakker fra samme tidsperiode. På grund af gennemboringen er hjortetakkerne hidtil blevet opfattet som en slags spidsvåben. Men de er samtidig smukt dekorerede, så det er meget sandsynligt, at de i virkeligheden ligesom vildsvinekæben er fremstillet til rituelt brug i stedet,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

Den største af de to dekorerede hjortetakker er blevet fundet af en sportsdykker, som det lykkedes at nå ned til den allerdybeste del af Roskilde Fjord. Her stødte dykkeren ved rent held på kronhjortetakken, som har hvilet der siden stenalderen, hvor området var dækket af en sø med et kraftigt, underjordisk kildevæld.

De to ornamenterede hjortetakker fra samlingen bliver nu sammen med det nye vildsvinefund en del af den kommende spot-udstilling ‘Vildsvinekæben på pælen – stenalderens rituelle verden’, som åbner den 13. juni.

For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.

Det er ikke nogen ny opfindelse at slå sig ned i Egedal for at skabe sig et godt liv. Siden oldtiden har området omkring Værebro Ådal været et attraktivt sted at bo.

”Som ejendomsmægleren ville sige: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,” lyder det fra arkæolog Emil Winther Struve, der er museumsinspektør ved ROMU med ansvar for de arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune

”Det var et rigt område, fordi det naturligt havde gode betingelser for bosættelse. Det handler om placeringen ved Værebro Ådal, der fungerede som oldtidens motorvej, men også om det omkringliggende land. Det var perfekt landbrugsjord, noget af det bedste i Danmark. De to ting kombineret gjorde, at området var attraktivt,” fortæller han.

Levede som fyrster og prinser

Arkæologerne har tidligere fundet tegn på, at området var beboet i oldtiden. Udgravninger ved Toftegård Nord og det store offerfund, Egedal-fundet, der begge kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, tegner et billede af en bronzealderbefolkning, som ellers har været lidt underbelyst, fortæller Emil Winther Struve. Det er der ellers ingen grund til. De gik nemlig heller ikke selv og puttede sig.

”Her har levet en meget rig befolkning, som selv har kontrolleret områder med god landbrugsjord, og som har indgået i handler og netværk langt nede i Europa. Var vi længere sydpå, ville vi tale om dem som fyrster og prinser. Det brugte vi ikke i Danmark på det tidspunkt, men det har været rige og magtfulde slægter,” fortæller Emil Winther Struve.

Bronzealderen var netop kendetegnet ved stor fremgang og velstand. En effektivisering af landbruget gjorde det muligt at få flere ressourcer, og det skabte et overskud til at fokusere på andet end ren og skær overlevelse. Det betød blandt andet, at man også orienterede sig ud i verden for at få nye ideer. Via ådalens vidtforgrenede vandveje og den store velstand var områdets elite i stand til at indgå i høvdinge- og fyrstenetværk på et større europæisk plan.

”I de netværk udveksler man pragtgenstande, man bliver en del af en verden af symboler og prestige, man køber ind på den pakke, der hedder: Sådan opfører vi os, når vi er rige og høvdinger. Vi er også en del af det, de andre i Europa gør, vi adopterer deres fortællinger og ritualer. Vi er også europæiske aristokrater,” fortæller Emil Winter Struve.

Kostbare bronzealderfund

Blandt de mere udtryksfulde ritualer var de imponerende gravhøje, der var som skabt til at signalere magt og rigdom i bakkerne omkring Værebro Ådal. Men også ofringer var en vigtig del af bronzealderens forestillingsverden. De var ikke som gravhøjene et visuelt orienteret symbol, men når offerfundene i dag dukker frem af jorden og ser dagens lys efter 3000 år, kan arkæologerne ved selvsyn konstatere de tydelige tegn på velstand og overskud i området.

Det gælder et stort bronzealderfund med 163 genstande fra Smørumovre, det gælder Veksøhjelmene, og så gælder det det nyere fund af pragtsværd og smykker, gjort i foråret 2024 ved Veksø – også kaldet Egedalfundet. Tilsammen afdækker fundene hele bronzealderen, der strakte sig fra ca. 1700-500 f.Kr. Over en periode på godt 1200 år var de rige slægter tydeligt til stedet omkring Ådalen.

Et samfund med hierarki

Gravhøjene og de kostbare offerfund fortæller en historie om tilstedeværelsen af rigdom og velstand omkring ådalen. Men med de seneste udgravninger af områdets bopladser begynder arkæologerne at få et nuanceret billede af bronzealderens Egedal-borgere. For der skal andre end en elite til at opretholde velstand, og på bakkerne omkring ådalen har der sandsynligvis været bopladser, hvor de knap så velstående beboere har holdt til.

”Generelt set må vi sige, at der har været en form for samfund med øverste magthavere og så nogle mere almindelige bønder. Da kan man for eksempel pege på udgravningen ved Gammel Toftegård Nord, som er en boplads af vis betydning, hvor der er arbejdet med metal. Pladsen udstråler med sin størrelse en vis status, men svømmer ikke over i statusgenstande og rigdom,” fortæller Emil Winther Struve.

Gammel Toftegård Nord blev udgravet i foråret 2024 i området nord for Egedal Rådhus, og hvor offerfund og gravhøje er elitens tydelige stemme, var her spor efter dem, som var lidt længere nede i hierarkiet.

”Vi udgravede et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Vi ved altså, at der er blevet ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her,” fortæller Emil Winther Struve.

En velpolstret elite

Hen mod slutningen af bronzealderen var de gyldne tider ved at være forbi, og der blæste nye vinde. Arkæologisk kommer forandringerne omkring år 500 f.Kr. til udtryk i markant mindre huse, mere spredt bosætning og et tydeligt fald i mængden af rige metalfund. Bronzealderen var slut og den før-romerske jernalder fulgte.

Men selv om nedgangstiderne stod for døren, havde man fortsat et vist overskud i Værebro Ådal. Det viser det nyeste store offerfund, der stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Egedal-fundet, der dukkede op nær Veksø i foråret 2024, var et depotfund med bandt andet et kostbart bronzesværd, små bronzeøkser og store pragtsmykker.

”Vi vidste allerede på forhånd, at her har boet en meget velstående befolkning gennem hele bronzealderen. Det kommer også til udtryk i det her nye fund: Selv i den sidste periode, hvor det gik ned ad bakke, var man stadig i stand til at gøre et kostbart offer. Det er nok en udløber af, hvor imponerende godt, det har været tidligere i bronzealderen,” siger Emil Winther Struve.

Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.

Stenalderbopladser, løse vragdele fra vikingeskibe eller anlæg fra tidlig middelalder til at regulere kyst og vandløb – det er den slags spor af fortiden, som ROMUs arkæologer håber at finde, når de fra i dag går i gang med forundersøgelser i området, hvor den nye udstillingsbygning til de fem umistelige Skuldelevskibe fra vikingetiden skal ligge

“Lige siden oldtiden har der været masser af liv og aktivitet på strandengen ned mod Roskilde Fjord. Selvom nye fund indebærer en risiko for projektet med en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, er vi meget spændte på at se, hvad der dukker op. Hvert nyt fund kan berige vores forståelse af området, og det vil bidrage til at skabe et endnu mere interessant og informativt Vikingeskibsmuseum for fremtidige generationer,” fortæller chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet Jesper Stub Johnsen.

Området, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal placeres, var i vikingetiden og middelalderen den mest lavvandede del af fjorden. Arealet var også en del af den lavvandede kyst, hvor jægere og samlere levede i den ældre stenalder 6.000 år før Kristus fødsel.

Mulige fund af flere vikingeskibe og havneanlæg

Da Vikingeskibsmuseet i 1996 byggede Museumsøen fandt man i etableringsfasen i alt 9 skibsvrag. Heriblandt det hidtil længste kendte vikingeskib, Roskilde 6, som i dag er en del af Nationalmuseets samling.

Når ROMU’s arkæologer i næste uge undersøger de cirka 1,5 meter brede søgegrøfter i tre lige linjer, så er det muligt, at de finder dele af vikingeskibe. Det vurderer arkæolog ved ROMU Jesper Langkilde, der står for de arkæologiske forundersøgelser.

”Når vi kommer ned til den oprindelige fjordbund og strandeng, kan der muligvis ligge skibsvrag eller vragdele fra vikingetid og middelalder, ligesom det var tilfældet ved gravningen af kanalen rundt om museumsøen i 1996. Vi forventer gode bevaringsforhold for organisk materiale på grund af de fugtige aflejringsforhold,” lyder det fra Jesper Langkilde.

Udgravningen til forundersøgelserne foregår i første omgang med gravemaskine.

”Længst mod syd i det område vi graver i, kommer man måske så meget ind mod stranden, at der kan findes rester af forskellige anlæg til havn eller kystsikring,” vurderer Jesper Langkilde.

Rester fra 1.000 år gamle bebyggelser

Det ligger allerede gemt i navnet på Vikingeskibsmuseets adresse ’Vindeboder 12´. Stednavnet Vindeboder betyder vendernes boder. Venderne var et slavisk folk, som i vikingetiden og tidlig middelalder holdt til ved Østersøen i det nuværende Nordstyskland og Polen.

Flere steder, især på Lolland-Falster, er der stednavne, som stammer fra det vendiske sprog. Det vidner om, at der har været et dynamisk handelsforhold mellem venderne og danskerne, som har levet side om side.

Der er dog ikke fundet mange arkæologiske spor efter venderne. En undtagelse er netop her i Roskilde, hvor der i området omkring Skt. Ibs Kirke er fundet en del genstande med vendisk islæt.

Arkæolog Jesper Langkilde regner dog kun med at kunne finde spor af affald fra egentlige havnebebyggelser ved udgravningerne i området, hvor den nye udstillingsbygning skal opføres.

”Længere inde på land har der ligget en bebyggelse, der i middelalderen blev kaldt Vindeboder i området omkring Skt. Ibs kirke. Denne har i middelalderen ligget ned til strandengen, men så langt skal vi ikke ind og lave forundersøgelser. Der kan dog sagtens være gode affaldslag fra handelspladsen, da man i vikingetid og middelalder kan have dumpet affald i kystzonen,” lyder det.

Køkkenmøddinger og strandvoldsbegravelser fra oldtiden

Udover fund fra vikingetiden og de tidlige havnebebyggelser fra middelalderen, er der et særligt fokus på fund fra oldtiden. Langs kystzonerne omkring Roskilde Fjord er der nemlig registreret mange arkæologiske lokaliteter med fund fra især ældre stenalder.

I rundkørslen ved Sankt Claras Vej blev der eksempelvis fundet et menneskeskelet i 1999 uden spor af kiste, gravgaver eller nedgravning. Man regner derfor med, at der her var tale om en strandvoldsbegravelse fra oldtiden. Strandboldsbegravelser var nemlig et almindeligt fænomen i både sten-, bronze-, og jernalder. Skelettet blev dog ikke præcist dateret. Sankt Claras Vej er også hjem for fundet af en køkkenmødding af muslingeskaller, hvori der fandtes spor af stenaldermenneskers madrester og redskaber som blandt andet flintgenstande fra Ertebøllekulturen cirka 5400-3900 f.Kr.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.

Den har gemt på en hemmelighed i tusindvis af år.

Det gik op for arkæologerne på Frederikssund Museum, Færgegården, da de tidligere på året fik overdraget et enestående fund fra en privatperson i området.

Et fund, som efter nærmere undersøgelser har vist sig at være netop den puslespilsbrik, de i årevis har manglet – nemlig en vildsvine-underkæbe med en enestående forhistorie, der går 6.500 år tilbage i Danmarkshistorien.

Altafgørende detalje

Underkæben fra vildsvinet stammer med andre ord helt tilbage fra jægerstenalderen.

Den har stadigvæk sine drabelige kindtænder og er blevet omhyggeligt gennemboret i midten, hvilket gør det muligt at sætte den fast på en pæl. En detalje, som kunne virke ligegyldig – men som blev noget af en øjenåbner for arkæologerne, da de fik den i hænderne:

“Det er den første gennemborede vildsvinekæbe, vi kender til i den danske museumsverden, så det er et enestående fund. Derudover er den velbevaret, og fordi den er uden tegn på slitage, kan man udelukke, at den har været brugt som redskab eller våben,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

En vigtig del af fødekæden

Den hemmelighedsfulde underkæbe stammer med al sandsynlighed fra et vildsvin, som det er lykkedes Ertebøllekulturens jægere at indfange for godt 6.500 år siden. Dengang levede der vildsvin i Danmarks skove, og deres kød holdt jægerfolket i live gennem de strenge vinterperioder.

Men lige netop dette vildsvin skulle ikke blot brødføde stammens familie, forklarer Line Jandoria Jørgensen. Den skulle i stedet tjene et højere formål.

“Jagt var afgørende for stammens overlevelse i jægerstenalderen, og derfor vurderer vi på baggrund af gennemboringen, at vildsvinekæben her er blevet brugt som en del af et ritual, der skulle sikre fremtidig jagtlykke ved at sætte kæben på en pæl og placere det i jorden nær kysten.”

Den manglende puslespilsbrik

Hvordan stammens ritual helt præcist har set ud dengang, kan museets arkæologer kun gisne om. Til gengæld har fundet af vildsvinekæben fået flere brikker til at falde på plads, når det gælder andre centrale fund fra museets samling.

“Vi kunne straks genkende den type gennemboring fra to andre genstande i vores samling, to hjortetakker fra samme tidsperiode. På grund af gennemboringen er hjortetakkerne hidtil blevet opfattet som en slags spidsvåben. Men de er samtidig smukt dekorerede, så det er meget sandsynligt, at de i virkeligheden ligesom vildsvinekæben er fremstillet til rituelt brug i stedet,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

Den største af de to dekorerede hjortetakker er blevet fundet af en sportsdykker, som det lykkedes at nå ned til den allerdybeste del af Roskilde Fjord. Her stødte dykkeren ved rent held på kronhjortetakken, som har hvilet der siden stenalderen, hvor området var dækket af en sø med et kraftigt, underjordisk kildevæld.

De to ornamenterede hjortetakker fra samlingen bliver nu sammen med det nye vildsvinefund en del af den kommende spot-udstilling ‘Vildsvinekæben på pælen – stenalderens rituelle verden’, som åbner den 13. juni.

For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.

Det er ikke nogen ny opfindelse at slå sig ned i Egedal for at skabe sig et godt liv. Siden oldtiden har området omkring Værebro Ådal været et attraktivt sted at bo.

”Som ejendomsmægleren ville sige: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,” lyder det fra arkæolog Emil Winther Struve, der er museumsinspektør ved ROMU med ansvar for de arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune

”Det var et rigt område, fordi det naturligt havde gode betingelser for bosættelse. Det handler om placeringen ved Værebro Ådal, der fungerede som oldtidens motorvej, men også om det omkringliggende land. Det var perfekt landbrugsjord, noget af det bedste i Danmark. De to ting kombineret gjorde, at området var attraktivt,” fortæller han.

Levede som fyrster og prinser

Arkæologerne har tidligere fundet tegn på, at området var beboet i oldtiden. Udgravninger ved Toftegård Nord og det store offerfund, Egedal-fundet, der begge kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, tegner et billede af en bronzealderbefolkning, som ellers har været lidt underbelyst, fortæller Emil Winther Struve. Det er der ellers ingen grund til. De gik nemlig heller ikke selv og puttede sig.

”Her har levet en meget rig befolkning, som selv har kontrolleret områder med god landbrugsjord, og som har indgået i handler og netværk langt nede i Europa. Var vi længere sydpå, ville vi tale om dem som fyrster og prinser. Det brugte vi ikke i Danmark på det tidspunkt, men det har været rige og magtfulde slægter,” fortæller Emil Winther Struve.

Bronzealderen var netop kendetegnet ved stor fremgang og velstand. En effektivisering af landbruget gjorde det muligt at få flere ressourcer, og det skabte et overskud til at fokusere på andet end ren og skær overlevelse. Det betød blandt andet, at man også orienterede sig ud i verden for at få nye ideer. Via ådalens vidtforgrenede vandveje og den store velstand var områdets elite i stand til at indgå i høvdinge- og fyrstenetværk på et større europæisk plan.

”I de netværk udveksler man pragtgenstande, man bliver en del af en verden af symboler og prestige, man køber ind på den pakke, der hedder: Sådan opfører vi os, når vi er rige og høvdinger. Vi er også en del af det, de andre i Europa gør, vi adopterer deres fortællinger og ritualer. Vi er også europæiske aristokrater,” fortæller Emil Winter Struve.

Kostbare bronzealderfund

Blandt de mere udtryksfulde ritualer var de imponerende gravhøje, der var som skabt til at signalere magt og rigdom i bakkerne omkring Værebro Ådal. Men også ofringer var en vigtig del af bronzealderens forestillingsverden. De var ikke som gravhøjene et visuelt orienteret symbol, men når offerfundene i dag dukker frem af jorden og ser dagens lys efter 3000 år, kan arkæologerne ved selvsyn konstatere de tydelige tegn på velstand og overskud i området.

Det gælder et stort bronzealderfund med 163 genstande fra Smørumovre, det gælder Veksøhjelmene, og så gælder det det nyere fund af pragtsværd og smykker, gjort i foråret 2024 ved Veksø – også kaldet Egedalfundet. Tilsammen afdækker fundene hele bronzealderen, der strakte sig fra ca. 1700-500 f.Kr. Over en periode på godt 1200 år var de rige slægter tydeligt til stedet omkring Ådalen.

Et samfund med hierarki

Gravhøjene og de kostbare offerfund fortæller en historie om tilstedeværelsen af rigdom og velstand omkring ådalen. Men med de seneste udgravninger af områdets bopladser begynder arkæologerne at få et nuanceret billede af bronzealderens Egedal-borgere. For der skal andre end en elite til at opretholde velstand, og på bakkerne omkring ådalen har der sandsynligvis været bopladser, hvor de knap så velstående beboere har holdt til.

”Generelt set må vi sige, at der har været en form for samfund med øverste magthavere og så nogle mere almindelige bønder. Da kan man for eksempel pege på udgravningen ved Gammel Toftegård Nord, som er en boplads af vis betydning, hvor der er arbejdet med metal. Pladsen udstråler med sin størrelse en vis status, men svømmer ikke over i statusgenstande og rigdom,” fortæller Emil Winther Struve.

Gammel Toftegård Nord blev udgravet i foråret 2024 i området nord for Egedal Rådhus, og hvor offerfund og gravhøje er elitens tydelige stemme, var her spor efter dem, som var lidt længere nede i hierarkiet.

”Vi udgravede et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Vi ved altså, at der er blevet ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her,” fortæller Emil Winther Struve.

En velpolstret elite

Hen mod slutningen af bronzealderen var de gyldne tider ved at være forbi, og der blæste nye vinde. Arkæologisk kommer forandringerne omkring år 500 f.Kr. til udtryk i markant mindre huse, mere spredt bosætning og et tydeligt fald i mængden af rige metalfund. Bronzealderen var slut og den før-romerske jernalder fulgte.

Men selv om nedgangstiderne stod for døren, havde man fortsat et vist overskud i Værebro Ådal. Det viser det nyeste store offerfund, der stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Egedal-fundet, der dukkede op nær Veksø i foråret 2024, var et depotfund med bandt andet et kostbart bronzesværd, små bronzeøkser og store pragtsmykker.

”Vi vidste allerede på forhånd, at her har boet en meget velstående befolkning gennem hele bronzealderen. Det kommer også til udtryk i det her nye fund: Selv i den sidste periode, hvor det gik ned ad bakke, var man stadig i stand til at gøre et kostbart offer. Det er nok en udløber af, hvor imponerende godt, det har været tidligere i bronzealderen,” siger Emil Winther Struve.

Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.

Stenalderbopladser, løse vragdele fra vikingeskibe eller anlæg fra tidlig middelalder til at regulere kyst og vandløb – det er den slags spor af fortiden, som ROMUs arkæologer håber at finde, når de fra i dag går i gang med forundersøgelser i området, hvor den nye udstillingsbygning til de fem umistelige Skuldelevskibe fra vikingetiden skal ligge

“Lige siden oldtiden har der været masser af liv og aktivitet på strandengen ned mod Roskilde Fjord. Selvom nye fund indebærer en risiko for projektet med en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, er vi meget spændte på at se, hvad der dukker op. Hvert nyt fund kan berige vores forståelse af området, og det vil bidrage til at skabe et endnu mere interessant og informativt Vikingeskibsmuseum for fremtidige generationer,” fortæller chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet Jesper Stub Johnsen.

Området, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal placeres, var i vikingetiden og middelalderen den mest lavvandede del af fjorden. Arealet var også en del af den lavvandede kyst, hvor jægere og samlere levede i den ældre stenalder 6.000 år før Kristus fødsel.

Mulige fund af flere vikingeskibe og havneanlæg

Da Vikingeskibsmuseet i 1996 byggede Museumsøen fandt man i etableringsfasen i alt 9 skibsvrag. Heriblandt det hidtil længste kendte vikingeskib, Roskilde 6, som i dag er en del af Nationalmuseets samling.

Når ROMU’s arkæologer i næste uge undersøger de cirka 1,5 meter brede søgegrøfter i tre lige linjer, så er det muligt, at de finder dele af vikingeskibe. Det vurderer arkæolog ved ROMU Jesper Langkilde, der står for de arkæologiske forundersøgelser.

”Når vi kommer ned til den oprindelige fjordbund og strandeng, kan der muligvis ligge skibsvrag eller vragdele fra vikingetid og middelalder, ligesom det var tilfældet ved gravningen af kanalen rundt om museumsøen i 1996. Vi forventer gode bevaringsforhold for organisk materiale på grund af de fugtige aflejringsforhold,” lyder det fra Jesper Langkilde.

Udgravningen til forundersøgelserne foregår i første omgang med gravemaskine.

”Længst mod syd i det område vi graver i, kommer man måske så meget ind mod stranden, at der kan findes rester af forskellige anlæg til havn eller kystsikring,” vurderer Jesper Langkilde.

Rester fra 1.000 år gamle bebyggelser

Det ligger allerede gemt i navnet på Vikingeskibsmuseets adresse ’Vindeboder 12´. Stednavnet Vindeboder betyder vendernes boder. Venderne var et slavisk folk, som i vikingetiden og tidlig middelalder holdt til ved Østersøen i det nuværende Nordstyskland og Polen.

Flere steder, især på Lolland-Falster, er der stednavne, som stammer fra det vendiske sprog. Det vidner om, at der har været et dynamisk handelsforhold mellem venderne og danskerne, som har levet side om side.

Der er dog ikke fundet mange arkæologiske spor efter venderne. En undtagelse er netop her i Roskilde, hvor der i området omkring Skt. Ibs Kirke er fundet en del genstande med vendisk islæt.

Arkæolog Jesper Langkilde regner dog kun med at kunne finde spor af affald fra egentlige havnebebyggelser ved udgravningerne i området, hvor den nye udstillingsbygning skal opføres.

”Længere inde på land har der ligget en bebyggelse, der i middelalderen blev kaldt Vindeboder i området omkring Skt. Ibs kirke. Denne har i middelalderen ligget ned til strandengen, men så langt skal vi ikke ind og lave forundersøgelser. Der kan dog sagtens være gode affaldslag fra handelspladsen, da man i vikingetid og middelalder kan have dumpet affald i kystzonen,” lyder det.

Køkkenmøddinger og strandvoldsbegravelser fra oldtiden

Udover fund fra vikingetiden og de tidlige havnebebyggelser fra middelalderen, er der et særligt fokus på fund fra oldtiden. Langs kystzonerne omkring Roskilde Fjord er der nemlig registreret mange arkæologiske lokaliteter med fund fra især ældre stenalder.

I rundkørslen ved Sankt Claras Vej blev der eksempelvis fundet et menneskeskelet i 1999 uden spor af kiste, gravgaver eller nedgravning. Man regner derfor med, at der her var tale om en strandvoldsbegravelse fra oldtiden. Strandboldsbegravelser var nemlig et almindeligt fænomen i både sten-, bronze-, og jernalder. Skelettet blev dog ikke præcist dateret. Sankt Claras Vej er også hjem for fundet af en køkkenmødding af muslingeskaller, hvori der fandtes spor af stenaldermenneskers madrester og redskaber som blandt andet flintgenstande fra Ertebøllekulturen cirka 5400-3900 f.Kr.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.