Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.

Stenalderbopladser, løse vragdele fra vikingeskibe eller anlæg fra tidlig middelalder til at regulere kyst og vandløb – det er den slags spor af fortiden, som ROMUs arkæologer håber at finde, når de fra i dag går i gang med forundersøgelser i området, hvor den nye udstillingsbygning til de fem umistelige Skuldelevskibe fra vikingetiden skal ligge

“Lige siden oldtiden har der været masser af liv og aktivitet på strandengen ned mod Roskilde Fjord. Selvom nye fund indebærer en risiko for projektet med en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, er vi meget spændte på at se, hvad der dukker op. Hvert nyt fund kan berige vores forståelse af området, og det vil bidrage til at skabe et endnu mere interessant og informativt Vikingeskibsmuseum for fremtidige generationer,” fortæller chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet Jesper Stub Johnsen.

Området, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal placeres, var i vikingetiden og middelalderen den mest lavvandede del af fjorden. Arealet var også en del af den lavvandede kyst, hvor jægere og samlere levede i den ældre stenalder 6.000 år før Kristus fødsel.

Mulige fund af flere vikingeskibe og havneanlæg

Da Vikingeskibsmuseet i 1996 byggede Museumsøen fandt man i etableringsfasen i alt 9 skibsvrag. Heriblandt det hidtil længste kendte vikingeskib, Roskilde 6, som i dag er en del af Nationalmuseets samling.

Når ROMU’s arkæologer i næste uge undersøger de cirka 1,5 meter brede søgegrøfter i tre lige linjer, så er det muligt, at de finder dele af vikingeskibe. Det vurderer arkæolog ved ROMU Jesper Langkilde, der står for de arkæologiske forundersøgelser.

”Når vi kommer ned til den oprindelige fjordbund og strandeng, kan der muligvis ligge skibsvrag eller vragdele fra vikingetid og middelalder, ligesom det var tilfældet ved gravningen af kanalen rundt om museumsøen i 1996. Vi forventer gode bevaringsforhold for organisk materiale på grund af de fugtige aflejringsforhold,” lyder det fra Jesper Langkilde.

Udgravningen til forundersøgelserne foregår i første omgang med gravemaskine.

”Længst mod syd i det område vi graver i, kommer man måske så meget ind mod stranden, at der kan findes rester af forskellige anlæg til havn eller kystsikring,” vurderer Jesper Langkilde.

Rester fra 1.000 år gamle bebyggelser

Det ligger allerede gemt i navnet på Vikingeskibsmuseets adresse ’Vindeboder 12´. Stednavnet Vindeboder betyder vendernes boder. Venderne var et slavisk folk, som i vikingetiden og tidlig middelalder holdt til ved Østersøen i det nuværende Nordstyskland og Polen.

Flere steder, især på Lolland-Falster, er der stednavne, som stammer fra det vendiske sprog. Det vidner om, at der har været et dynamisk handelsforhold mellem venderne og danskerne, som har levet side om side.

Der er dog ikke fundet mange arkæologiske spor efter venderne. En undtagelse er netop her i Roskilde, hvor der i området omkring Skt. Ibs Kirke er fundet en del genstande med vendisk islæt.

Arkæolog Jesper Langkilde regner dog kun med at kunne finde spor af affald fra egentlige havnebebyggelser ved udgravningerne i området, hvor den nye udstillingsbygning skal opføres.

”Længere inde på land har der ligget en bebyggelse, der i middelalderen blev kaldt Vindeboder i området omkring Skt. Ibs kirke. Denne har i middelalderen ligget ned til strandengen, men så langt skal vi ikke ind og lave forundersøgelser. Der kan dog sagtens være gode affaldslag fra handelspladsen, da man i vikingetid og middelalder kan have dumpet affald i kystzonen,” lyder det.

Køkkenmøddinger og strandvoldsbegravelser fra oldtiden

Udover fund fra vikingetiden og de tidlige havnebebyggelser fra middelalderen, er der et særligt fokus på fund fra oldtiden. Langs kystzonerne omkring Roskilde Fjord er der nemlig registreret mange arkæologiske lokaliteter med fund fra især ældre stenalder.

I rundkørslen ved Sankt Claras Vej blev der eksempelvis fundet et menneskeskelet i 1999 uden spor af kiste, gravgaver eller nedgravning. Man regner derfor med, at der her var tale om en strandvoldsbegravelse fra oldtiden. Strandboldsbegravelser var nemlig et almindeligt fænomen i både sten-, bronze-, og jernalder. Skelettet blev dog ikke præcist dateret. Sankt Claras Vej er også hjem for fundet af en køkkenmødding af muslingeskaller, hvori der fandtes spor af stenaldermenneskers madrester og redskaber som blandt andet flintgenstande fra Ertebøllekulturen cirka 5400-3900 f.Kr.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal.3 Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

EN FREJA-FIGUR?
Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve.7 Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT?
Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og
en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig
tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre9, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det
gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.

Stenalderbopladser, løse vragdele fra vikingeskibe eller anlæg fra tidlig middelalder til at regulere kyst og vandløb – det er den slags spor af fortiden, som ROMUs arkæologer håber at finde, når de fra i dag går i gang med forundersøgelser i området, hvor den nye udstillingsbygning til de fem umistelige Skuldelevskibe fra vikingetiden skal ligge

“Lige siden oldtiden har der været masser af liv og aktivitet på strandengen ned mod Roskilde Fjord. Selvom nye fund indebærer en risiko for projektet med en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, er vi meget spændte på at se, hvad der dukker op. Hvert nyt fund kan berige vores forståelse af området, og det vil bidrage til at skabe et endnu mere interessant og informativt Vikingeskibsmuseum for fremtidige generationer,” fortæller chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet Jesper Stub Johnsen.

Området, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal placeres, var i vikingetiden og middelalderen den mest lavvandede del af fjorden. Arealet var også en del af den lavvandede kyst, hvor jægere og samlere levede i den ældre stenalder 6.000 år før Kristus fødsel.

Mulige fund af flere vikingeskibe og havneanlæg

Da Vikingeskibsmuseet i 1996 byggede Museumsøen fandt man i etableringsfasen i alt 9 skibsvrag. Heriblandt det hidtil længste kendte vikingeskib, Roskilde 6, som i dag er en del af Nationalmuseets samling.

Når ROMU’s arkæologer i næste uge undersøger de cirka 1,5 meter brede søgegrøfter i tre lige linjer, så er det muligt, at de finder dele af vikingeskibe. Det vurderer arkæolog ved ROMU Jesper Langkilde, der står for de arkæologiske forundersøgelser.

”Når vi kommer ned til den oprindelige fjordbund og strandeng, kan der muligvis ligge skibsvrag eller vragdele fra vikingetid og middelalder, ligesom det var tilfældet ved gravningen af kanalen rundt om museumsøen i 1996. Vi forventer gode bevaringsforhold for organisk materiale på grund af de fugtige aflejringsforhold,” lyder det fra Jesper Langkilde.

Udgravningen til forundersøgelserne foregår i første omgang med gravemaskine.

”Længst mod syd i det område vi graver i, kommer man måske så meget ind mod stranden, at der kan findes rester af forskellige anlæg til havn eller kystsikring,” vurderer Jesper Langkilde.

Rester fra 1.000 år gamle bebyggelser

Det ligger allerede gemt i navnet på Vikingeskibsmuseets adresse ’Vindeboder 12´. Stednavnet Vindeboder betyder vendernes boder. Venderne var et slavisk folk, som i vikingetiden og tidlig middelalder holdt til ved Østersøen i det nuværende Nordstyskland og Polen.

Flere steder, især på Lolland-Falster, er der stednavne, som stammer fra det vendiske sprog. Det vidner om, at der har været et dynamisk handelsforhold mellem venderne og danskerne, som har levet side om side.

Der er dog ikke fundet mange arkæologiske spor efter venderne. En undtagelse er netop her i Roskilde, hvor der i området omkring Skt. Ibs Kirke er fundet en del genstande med vendisk islæt.

Arkæolog Jesper Langkilde regner dog kun med at kunne finde spor af affald fra egentlige havnebebyggelser ved udgravningerne i området, hvor den nye udstillingsbygning skal opføres.

”Længere inde på land har der ligget en bebyggelse, der i middelalderen blev kaldt Vindeboder i området omkring Skt. Ibs kirke. Denne har i middelalderen ligget ned til strandengen, men så langt skal vi ikke ind og lave forundersøgelser. Der kan dog sagtens være gode affaldslag fra handelspladsen, da man i vikingetid og middelalder kan have dumpet affald i kystzonen,” lyder det.

Køkkenmøddinger og strandvoldsbegravelser fra oldtiden

Udover fund fra vikingetiden og de tidlige havnebebyggelser fra middelalderen, er der et særligt fokus på fund fra oldtiden. Langs kystzonerne omkring Roskilde Fjord er der nemlig registreret mange arkæologiske lokaliteter med fund fra især ældre stenalder.

I rundkørslen ved Sankt Claras Vej blev der eksempelvis fundet et menneskeskelet i 1999 uden spor af kiste, gravgaver eller nedgravning. Man regner derfor med, at der her var tale om en strandvoldsbegravelse fra oldtiden. Strandboldsbegravelser var nemlig et almindeligt fænomen i både sten-, bronze-, og jernalder. Skelettet blev dog ikke præcist dateret. Sankt Claras Vej er også hjem for fundet af en køkkenmødding af muslingeskaller, hvori der fandtes spor af stenaldermenneskers madrester og redskaber som blandt andet flintgenstande fra Ertebøllekulturen cirka 5400-3900 f.Kr.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal.3 Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

EN FREJA-FIGUR?
Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve.7 Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT?
Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og
en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig
tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre9, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det
gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.

Stenalderbopladser, løse vragdele fra vikingeskibe eller anlæg fra tidlig middelalder til at regulere kyst og vandløb – det er den slags spor af fortiden, som ROMUs arkæologer håber at finde, når de fra i dag går i gang med forundersøgelser i området, hvor den nye udstillingsbygning til de fem umistelige Skuldelevskibe fra vikingetiden skal ligge

“Lige siden oldtiden har der været masser af liv og aktivitet på strandengen ned mod Roskilde Fjord. Selvom nye fund indebærer en risiko for projektet med en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, er vi meget spændte på at se, hvad der dukker op. Hvert nyt fund kan berige vores forståelse af området, og det vil bidrage til at skabe et endnu mere interessant og informativt Vikingeskibsmuseum for fremtidige generationer,” fortæller chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet Jesper Stub Johnsen.

Området, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal placeres, var i vikingetiden og middelalderen den mest lavvandede del af fjorden. Arealet var også en del af den lavvandede kyst, hvor jægere og samlere levede i den ældre stenalder 6.000 år før Kristus fødsel.

Mulige fund af flere vikingeskibe og havneanlæg

Da Vikingeskibsmuseet i 1996 byggede Museumsøen fandt man i etableringsfasen i alt 9 skibsvrag. Heriblandt det hidtil længste kendte vikingeskib, Roskilde 6, som i dag er en del af Nationalmuseets samling.

Når ROMU’s arkæologer i næste uge undersøger de cirka 1,5 meter brede søgegrøfter i tre lige linjer, så er det muligt, at de finder dele af vikingeskibe. Det vurderer arkæolog ved ROMU Jesper Langkilde, der står for de arkæologiske forundersøgelser.

”Når vi kommer ned til den oprindelige fjordbund og strandeng, kan der muligvis ligge skibsvrag eller vragdele fra vikingetid og middelalder, ligesom det var tilfældet ved gravningen af kanalen rundt om museumsøen i 1996. Vi forventer gode bevaringsforhold for organisk materiale på grund af de fugtige aflejringsforhold,” lyder det fra Jesper Langkilde.

Udgravningen til forundersøgelserne foregår i første omgang med gravemaskine.

”Længst mod syd i det område vi graver i, kommer man måske så meget ind mod stranden, at der kan findes rester af forskellige anlæg til havn eller kystsikring,” vurderer Jesper Langkilde.

Rester fra 1.000 år gamle bebyggelser

Det ligger allerede gemt i navnet på Vikingeskibsmuseets adresse ’Vindeboder 12´. Stednavnet Vindeboder betyder vendernes boder. Venderne var et slavisk folk, som i vikingetiden og tidlig middelalder holdt til ved Østersøen i det nuværende Nordstyskland og Polen.

Flere steder, især på Lolland-Falster, er der stednavne, som stammer fra det vendiske sprog. Det vidner om, at der har været et dynamisk handelsforhold mellem venderne og danskerne, som har levet side om side.

Der er dog ikke fundet mange arkæologiske spor efter venderne. En undtagelse er netop her i Roskilde, hvor der i området omkring Skt. Ibs Kirke er fundet en del genstande med vendisk islæt.

Arkæolog Jesper Langkilde regner dog kun med at kunne finde spor af affald fra egentlige havnebebyggelser ved udgravningerne i området, hvor den nye udstillingsbygning skal opføres.

”Længere inde på land har der ligget en bebyggelse, der i middelalderen blev kaldt Vindeboder i området omkring Skt. Ibs kirke. Denne har i middelalderen ligget ned til strandengen, men så langt skal vi ikke ind og lave forundersøgelser. Der kan dog sagtens være gode affaldslag fra handelspladsen, da man i vikingetid og middelalder kan have dumpet affald i kystzonen,” lyder det.

Køkkenmøddinger og strandvoldsbegravelser fra oldtiden

Udover fund fra vikingetiden og de tidlige havnebebyggelser fra middelalderen, er der et særligt fokus på fund fra oldtiden. Langs kystzonerne omkring Roskilde Fjord er der nemlig registreret mange arkæologiske lokaliteter med fund fra især ældre stenalder.

I rundkørslen ved Sankt Claras Vej blev der eksempelvis fundet et menneskeskelet i 1999 uden spor af kiste, gravgaver eller nedgravning. Man regner derfor med, at der her var tale om en strandvoldsbegravelse fra oldtiden. Strandboldsbegravelser var nemlig et almindeligt fænomen i både sten-, bronze-, og jernalder. Skelettet blev dog ikke præcist dateret. Sankt Claras Vej er også hjem for fundet af en køkkenmødding af muslingeskaller, hvori der fandtes spor af stenaldermenneskers madrester og redskaber som blandt andet flintgenstande fra Ertebøllekulturen cirka 5400-3900 f.Kr.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal.3 Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

EN FREJA-FIGUR?
Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve.7 Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT?
Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og
en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig
tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre9, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det
gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.