ROCK- OG POPIKONERNES TOPMØDE MELDER KLAR TIL 2024 – MED BLANDT ANDRE JESPER BINZER, ANNE DORTE MICHELSEN, MARIA BRAMSEN, PETER SOMMER OG JOHNNY REIMAR
22.09.2023
Det blev en samtale med intenst nærvær og stærke fortællinger, da Annisette i foråret 2023 mødte Clement Behrendt Kjersgaard og publikum ved “Historien bag musikken” på RAGNAROCK. I marts 2024 bliver det Jesper Binzer, Anne Dorte Michelsen, Maria Bramsen, Johnny Reimar og Peter Sommer, som indtager scenen og fortæller musikhistorie – som de selv oplevede den. Foto: Kristian Grøndahl
I april 2023 lancerede rockmuseet RAGNAROCK den nye talkfestival ‘Historien bag musikken – musikken bag historien’. Nu er fem hovednavne på plads til anden omgang, der finder sted fredag og lørdag 22.-23. marts 2024.
Idéen er enkel: En række af dansk musikhistories største navne fortæller om deres inspirationskilder og deres arbejde. Publikum kan stille spørgsmål – og alle samtaler optages på video og gøres tilgængelige for alle for eftertiden i et levende musikhistorisk arkiv.
I værtsstolen sidder Clement Behrendt Kjersgaard, der fik idéen til arrangementet. Han siger:
“Med dette arrangement får publikum hvert år en enestående mulighed for at sidde på første række, når de absolut største stjerner i dansk musikhistorie sætter ord på deres erindringer. Deres musik har betydet så meget for så mange mennesker – hvad har musikken betydet for dem? Hvilke valg blev afgørende? Og hvordan har deres drømme forandret sig undervejs?”
Fængende musikhistorie
Ideen viste sit værd, da ”Historien bag musikken – musikken bag historien” for første gang mødte sit publikum i foråret 2023:
”At opleve Annisette fortælle sin livshistorie til Clement og publikum, var fængende på en måde, så nakkehårene rejste sig. Som museum dokumenterer vi populærmusikkens historie fra den spæde pigtrådsrock frem til i dag. At vi kan få nogle af de kunstnere, der har skabt begivenhederne til at dele deres refleksioner – det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det er fantastisk på den måde at være med til at formidle, dokumentere og give nye perspektiver på dansk musikhistorie,” forklarer Tine Moberg, der er projektleder på ’Historien bag Musikken’ på RAGNAROCK.
Også museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser frem til at kunne videreføre succesen:
”Det er en forrygende idé, Clement Kjersgaard fik sidste år med at lade de store pop- og rock-artister fortælle deres historier om og med og bag musikken foran et levende live publikum. I 2024 bygger vi videre på succesen. Og samtidig bidrager arrangementet til at dokumentere populærmusikkens historie på en ny måde. Det er spot on for os som hele Danmarks Rockmuseum”.
Levende musikhistorie med nye lag
Netop dokumentationen er en bærende del af projektet: Alle talks bliver videodokumenteret og gemt for eftertiden – som levende kulturhistorie på nettet, hvor nye lag og nye fortællinger lægges til år for år.
Her kan man i dag se hele rækken af sessions fra premiereudgaven i april – med Steffen Brandt, Annisette, Tim Christensen, Annika Aakjær og produceren Flemming Rasmussen.
Læs mere: Se alle samtalerne fra Historien bag musikken 2023.
OM DE MEDVIRKENDE i 2024:
I 1982 ringede bassisten Stig Pedersen til Jesper Binzer (f.1965) for at lave et band. Mere end 40 år senere er D-A-D (dengang: Disneyland After Dark) en enestående institution på den danske rockscene, der hvert år føjer nye generationer til målgruppen – og i 2017 lagde Binzer en ny dimension til karrieren, da han udsendte karrierens første soloalbum.
Som frontfigurer i Tøsedrengene blev Anne Dorte Michelsen (f.1958) og Maria Bramsen (f.1963) en del af 1980ernes guldalder, der har efterladt et tilsyneladende udødeligt katalog af klassikere. Efter tiden i Tøsedrengene fortsatte Maria i endnu et af tidens største bands, all star-ensemblet Ray Dee Ohh, mens Anne Dorte cementerede sin rolle som sangskriver, da hun indledte den solokarriere, der senest har givet publikum albummet “Thumbs Up” (2023). I øvrigt er de på landevejen sammen – og i marts 2024 lægger de vejen forbi RAGNAROCK, hvor de er på scenen både sammen og hver for sig.
Peter Sommer (f.1974) står som en af sin generations største sangere og sangskrivere, der sang for sang og album for album udbygger sin position i dansk musikhistorie, fra gennembruddet i 2004 med ”Valby Bakke” til det anmelderroste album ”De uforelskede i København” (2022). Undervejs har han overrasket både sig selv og sit publikum bl.a. i samarbejde med Simon Kvamm (“De eneste to”) og teaterkoncerten “I morgen er alt muligt” med Aveny-T (2022).
Da rocken kom til Danmark, var en af de afgørende skikkelser Johnny Reimar (f.1943), der ikke alene var frontfigur i The Cliffters men hurtigt blev en af landets centrale producere og pladeselskabsfolk. I 1968 sad han i producerstolen på det, der er blevet kaldt 60ernes ‘vigtigste danske udgivelse’: debutalbummet fra Savage Rose. Hans karriere blev helt unik, og spejler som ingen andens fire årtiers kulturhistorie.
OM VÆRTEN:
Clement Behrendt Kjersgaard (f.1975) indledte sin mediekarriere, da han i 1987 startede Århus Børneradio. Han tog sin studentereksamen i Hong Kong og sin første universitetsgrad på Universitetet i Oxford. I 2002 grundlagde han nyhedsmagasinet RÆSON (www.raeson.dk), i 2012 den årlige Vidensfestival (www.vidensfestival.dk) og i 2021 kultur- og historiemagasinet ÆRA (www.historiemagasinet.dk). Siden 2004 har han arbejdet for DR, som vært på et væld af tv- og radioprogrammer, herunder flagskibene “Debatten”, “Deadline” og en stribe talkshows i hans eget navn. www.kjersgaard.com
OM RAGNAROCK:
Danmarks rockmuseum RAGNAROCK åbnede i 2016 og har fra første akkord lagt hus til en række udstillinger, arrangementer og aktiviteter, hvor man kan se, lytte og danse sig igennem fortællinger fra syv årtiers pop- og rockhistorie. De hollandske stjernearkitekter MVRDV og danske COBE er de kreative hoveder bag den ikoniske bygning, der både udadtil og indadtil understreger den historie og stemning, som museet formidler. Museet er en del af museumsorganisationen ROMU, der favner i alt 10 besøgssteder i Roskilde, Lejre og Frederikssund.
Salget af billetter åbner torsdag den 21. september 2023 på billetto.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Verdensarvscenter vælger erfaren bygherrerådgiver
For at indfri ambitionen om at skabe et unikt og visionært besøgscenter ved Roskilde Domkirke har Anlægsfonden Kulturarv Roskilde Domkirke valgt erfarne Bauherr som bygherrerådgiver på projektet.
Tag med på feriesjov i forfædrenes fodspor
Ferie er tid til fordybelse – og måske at tilegne sig nye kundskaber…? Der er nok at give sig til for både børn og voksne i Egedal, når sommerferien lige om lidt melder sin ankomst. Feriesjov byder på oplevelser for hele familien, og der er ingen undskyldning for ikke at prøve kræfter med noget nyt – eller noget gammelt.
Kom til middag hos borgmesteren i middelalderbyen
Når man normalt bevæger sig i Roskilde bymidte, er de historiske bygninger og ikke mindst domkirken en kulisse for det moderne liv, der leves i byen. Nu har du mulighed for at komme tættere på byens liv for 700 år siden, når Roskilde Middelalderdage inviterer til middag i den gamle byrådssal den 3. august.
Museumspraktik i dansk pop- og rockhistorie
Er du vild med musik, kulturarv og formidling? Har du lyst til at lære mere om at gøre seriøs viden om musik tilgængelig for mange mennesker? Læser du på en videregående uddannelse, hvor du skal i praktik? Så er det måske lige dig, museumsorganisationen ROMU søger til praktikforløb i efterårssemesteret 2025
Endnu mere sjov for børn til dette års traditionsrige kildemarked ved Tadre Mølle
Når ROMU og Tadre Mølles Venner igen i år inviterer til kildemarked ved Tadre Mølle, vil traditioner blive suppleret med fornyelser, særligt for de yngste besøgende. Oplev kildemarkedet den 22. juni.
ROMU’s årsskrift 2024 afrunder et stærkt år med milepæle og rekorder
Publikumsrekorder, fantastiske fund, store nyheder og stærke udstillinger. Traditionen tro samler ROMU trådene i et årsskrift, der giver en overflyvning over 2024. Et år, der på mange parametre peger på en museumsorganisation med vind i sejlene.
Enestående stenalder-fund kan ses i Frederikssund
For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.
Oplev cykeldysten mellem Bøffen og Bananen
Hvem kommer først – kødspiseren eller vegetaren? Det spørgsmål runger igen i Roskildes gader denne sommer, hvor Lützhøfts Købmandsgaard og Slagtermuseet vækker cykeldysten mellem Bøffen og Bananen til live på Stændertorvet i Roskilde.
Verdensarvscenter henter udstillingsleder fra BARK
Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke har ansat Caroline Lørup som udstillingsleder til det kommende verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Lørup skal de næste tre år stå i spidsen for at etablere udstillinger om domkirkens 1000-årige historie i Det Kongelige Palæs historiske bygninger midt i Roskilde.
Danmarks første motorsportsbane racer igen
I juni 1955 lykkedes det at omdanne en forladt grusgrav til intet mindre end Skandinaviens første motorsportsbane, Roskilde Ring. Nu åbner billetlugerne igen til bilræs, når Roskilde Museum vækker byens hurtigste kapitel til live i særudstillingen ROSKILDE RACER