HUSKER DU FREDERIK 9.s BEGRAVELSE?
Har du minder fra dagen, hvor hele Danmark tog afsked med sømandskongen?
Den 14. januar 2022 er det 50 år siden Frederik 9. døde, og Dronning Margrethe 2. blev regent.
ROMU indsamler nu personlige erindringer, fotografier og ting fra Frederik 9.s begravelse.
Det kan du være med til!
- Så du hvert minut af tv-transmissionen fra begravelsen?
- Stod du og oplevede begravelsesoptoget bevæge sig forbi?
- Eller vinkede du til toget, der fragtede kisten til Roskilde?
- Kan du huske, at gaderne var belagt med gran helt fra stationen til Roskilde Domkirke?
- Var du måske med til at lave blomsterdekorationer?
Har du fotografier fra begivenheden? Eller ting, der knytter sig til begravelsen?
Så skriv gerne til os og fortæl os, hvad du husker.
Med dine erindringer kan fremtidige generationer også blive klogere på deres historie.
Sådan kan du bidrage!
- Du kan udfylde formularen nedenfor eller sende et brev til ROMU, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
- Fortæl, hvad du husker fra dagen eller dagene omkring begravelsen. Det behøver ikke være en lang tekst.
- Send gerne et foto med, hvis det er muligt.
- Har du spørgsmål til, hvordan du kan dele dine erindringer med ROMU, så kontakt museumsinspektør Laura Maria Schütze på indsamling@romu.dk eller på telefon +45 29 32 75 93.
Hvem står bag indsamlingen?
Bag indsamlingsprojektet står samarbejdspartnerne Fonden til formidling af kulturarv Roskilde Domkirke og museumsorganisationen ROMU. Beretninger, fotografier og genstande tilgår ROMUs samling.
NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROMU
ROMU udgiver ny årbog: Et år med rumrejser, øl og spændende detektorfund
Vanen tro gør museumsorganisationen ROMU status over det forgangne år. I seneste udgave af årbogen, der i år har fået titlen ’Nye tider’, kan man blandt andet læse om udstillinger, arkæologiske pilotprojekter og om andre højdepunkter fra 2023, som blandt andet har budt på et prominent farvel, en gudefigur i rummet og en genfødt øl. Årbogen kan købes fra og med 18. april.
Restaureringen af Øm Jættestue er i gang
Siden 2020 har Øm Jættestue været forseglet og spærret af på grund af løse sten. Nu har Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med ROMU iværksat en omfattende restaurering, der vil sikre det populære fortidsminde for fremtiden. Den 21. april, i anledning af årets fortidsmindeweekend, inviteres til åbent hus, hvor besøgende kan få indblik i arbejdet med at restaurere det cirka 5000 år gamle gravmæle.
VALBORGSAFTEN PÅ TADRE MØLLE
Kom og vær med, når ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner inviterer til traditionsrig forårsfejring med majstang, musik og fest den 30. april, Valborgsaften, på Tadre Mølle.