Gennem 7.500 år på 200 sider – og fem minutters køretur
01.03.2022
Den nyopførte Kronprinsesse Marys Bro ved solopgang, set fra Marbæk ved Frederikssund. Foto: Ole Kastholm, ROMU.
Onsdag den 2. marts udkommer ”Kronprinsesse Marys Bro og arkæologien”, som samler den vigtigste viden fra tre års udgravninger ved og i Roskilde Fjord, forud for det store brobyggeri. Bogen er udgivet af museumsorganisationen ROMU og viser, at historien om Roskilde Fjord måske nok er lig med de velkendte vikingeskibe, men også langt mere end dét
Arkæologer får en helt særlig chance, når store anlægsprojekter som broer, letbaner, metrolinjer og motorveje bliver sat i gang. Hver gang opstår en unik mulighed for at blive klogere på vores fælles fortid. Så før borebisser eller kranførere rykker ind, stiller arkæologerne op med deres udstyr for at nå at lirke mest mulig viden ud af de jordmasser, som for evigt vil være væk, når byggeriet engang står færdigt.
Det skete også forud for byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro, som siden 2019 har forbundet Hornsherred og Nordsjælland og aflastet den gamle Kronprins Frederiks bro ved Frederikssund.
Fra 2014 til 2017 udgravede arkæologer fra ROMU og Vikingeskibsmuseet intet mindre end 350.000 kvadratmeter fordelt på begge sider af Roskilde Fjord og på fjordbunden. Det svarer til et areal på omkring 50 fodboldbaner.
Et snit gennem landskabet
Og landskabet viste sig at være usædvanligt rigt på fortidsminder fra de seneste 7.500 år, fortæller arkæolog Ole Thirup Kastholm, der har redigeret den nye bog:
”Det store vej- og broanlæg gav os et sjældent snit gennem landskabet. Et snit, hvor vi kom uden for de almindelige bebyggelsesområder, hvor de fleste udgravninger ellers foregår. Her gjorde vi ikke alene fund, der i sig selv er helt enestående og spændende, vi sikrede – på grund af projektets store volumen – også store mængder arkæologisk data om fx oldtidens begravelser og boliger, som i fremtiden kan bruges i udforskningen af oldtiden omkring fjorden og på Sjælland.”
I bogen kan man blandt meget andet læse…
- At jernnagler og værktøj afslører, at der i vikingetiden lå en form for værft ved Tørslev Hage. Formentlig har man her arbejdet med skibe, der skulle sænkes i fjorden som spærring og regulering af trafikken, ligesom de berømte Skuldelevskibe, blot tidligere.
- At bondestenalderens samfund på begge sider af Roskilde Fjord har haft et verdensbillede, hvor det var afgørende at markere og afgrænse særlige pladser i landskabet med store palisader og grøftesystemer.
- At der på de ti kilometers vejstrækning var hele fire gravpladser med i alt 97 begravelser. De fleste var fra romersk jernalder, men der var også grave fra ældre germansk jernalder og vikingetid. Det var jordfæstegrave med gravgaver som lerkar, perler og dragtnåle.
At der blev udgravet huse fra bondestenalder, bronzealder og jernalder, en 5000-årig periode. 268 i alt. Langt de fleste var langhuse fra romersk jernalder, hvor der må have været tæt bebygget i landskabet, der nu gennemskæres af den nye vej.
Ganske tæt på mennesket
Men det er ikke kun de store linjer, der trækkes op i bogens 15 artikler. I glimt tager arkæologerne deres læser med helt tæt på nogle af de mennesker, der har levet langs fjorden før os:
I en brønd udgravet nord for Onsved stod resterne af en træstige, ganske som man havde efterladt den for knap 1.400 år siden, da man skulle ned for at rense og reparere brønden.
Ved en smedje på Tørslev Hage lå stadig de små flager af jern, som sprøjtede til alle sider en dag for længe siden, da en højspecialiseret håndværker svang hammeren over det glødende jern. Og øst for Lyngerup i en nedgravet værksstedhytte – et grubehus – lå en torshammer af jern, en amulet, som nogen engang har tabt.
Alle sporene er væk nu. De har måttet vige pladsen for bropiller og asfalt. Men udvalgte af dem er blevet til genstande i ROMUs samling og vil blive bevaret for eftertiden. Og en del af den viden, som arkæologerne hidtil har kunnet lirke ud af dem, kan alle nu dykke ned i og suge til sig i ”Kronprinsses Mary Bro og arkæologien”.
Bogen henvender sig til enhver interesseret læser, men er forsynet med noter og litteraturlister, så også den mere videnskabeligt interesserede er godt hjulpet. Bogen er rigt illustreret med kort, fotos og tegninger. Den er finansieret af Møller-Clausen Fonden, Farumgaard-Fonden og ROMU.
Udgivelsen af bogen vil blive markeret med en reception, hvor pressen er velkommen onsdag den 2. marts kl. 14 på Frederikssund Museum, Færgegården.
Bogen kan ligeledes købes i ROMUs museumsbutikker og webshop fra og med onsdag 2. marts.
Foredrag på Færgegården
I forbindelse med bogudgivelsen inviterer Frederikssund Museum, Færgegården til foredrag med arkæolog Palle Østergaard Sørensen. Her vil han folde de arkæologiske udgravninger ud og tage publikum med ind i overvejelser og oplevelser fra felten.
Tid, pris og sted
16. marts, kl. 19.00-21.00
75 kr. + billetgebyr. (billetter købes via billetto)
Frederikssund Museum, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Fakta om broen
- Indviet 28. september 2019.
- Navngivet efter Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary
- Anlægget består af den 1,4 km lange bro og de 10 km tilhørende veje
Fakta om udgravningerne
- Udgravningerne stod på i perioden fra 2014 til 2017
- De dækkede i alt et areal på 350.000 kvadratmeter, svarende til 50 fodboldbaner
- Fundene spænder over en periode på 7.500 år.
- Blandt andet blev fundet 97 grave og 268 huse, fra forskellige tider, primært fra romersk jernalder. Dertil kommer perler, værktøj, lerkar, dragtnåle, stolpehuller, spor i jordlagene og mange andre fund, som kan gøre forskerne klogere på fortiden.
Fakta om bogen
- Ole Thirup Kastholm (red.): Kronprinsesse Marys Bro og arkæologien
- Museumsforlaget ROMU. Roskilde 2022. Hardback. 207 sider, 139 farveillustrationer.
- ISBN: 978-87-88563-84-9.
- Vejl. pris: 249 DKK.
- Udgivelsen er finansieret af Møller-Clausen Fonden, Farumgaard-Fonden og ROMU.
- Bogen kan købes i ROMUs museumsbutikker og webshop fra og med 2. marts 2022.
Du kan købe bogen her.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Julen bliver ekstra hyggelig på Færgegården i år
Færgegården skruer i år ekstra op for julestemningen med et hyggeligt julemarked og flere børneaktiviteter, når museet sammen med Grevinde Danner spejderne i Jægerspris inviterer til ”Jul på Færgegården” i alle adventsweekender. Der er gratis adgang.
Lysfesten er tilbage: Vær med til at sende mørket til tælling
Når vi længes mest efter lyset, tændes et håb i mørket. Den 30. januar vender den traditionelle lysfest tilbage og omdanner for en aften Roskilde til en lysende plet på landkortet med eventyrlig balletopvisning og strålende, kreative kunstværker.
Fire stærke hold skal konkurrere om at skabe Verdensarvscenter ved Roskilde Domkirke
Flere af landets største og bedste hold af arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter har vist interesse for at blive totalrådgiver på Roskilde Domkirkes kommende Verdensarvscenter. Her skal danskerne i fremtiden kunne gå på opdagelse i den kongelige gravkirkes historie og betydning.
Istidsjægere og stenaldermennesker ville også bo i Egedal
Egedal er en forholdsvis ny kommune, men området har været attraktivt næsten lige så længe, som der har været mennesker i Danmark. Arkæolog Emil Winther Struve samler trådene fra de mange arkæologiske spor efter fortidens mennesker til en fortælling om Egedal, der siden istiden har været menneskers hjem.
Roskilde Domkirke fejrer verdensarven med tre dages kunst og kultur
Roskilde Domkirke kan i år fejre 30-års jubilæum som verdensarv. Det fejres i oktober med ’Forvandling & Verdensarv’ – tre festlige dage med musik, kunst og kultur, både i kirken og i domkirkebyen Roskilde.
Skenkelsø Mølle hilser efteråret velkomment med magisk lysfest
På tærsklen til årets mørkeste tid tænder Skenkelsø Mølle lys, når museet igen i år afholder lysfest. Både børn og voksne kan komme med på et lysende eventyr, når stævningsskoven i efterårsferien omdannes til et fortryllende, magisk univers.
Udstillingen ”Forvandlinger” får nyt liv hos Fors og Frederiksberg Kommune
De seneste fire år har udstilling på Roskilde Museum fortalt om genbrug og affald gennem tiderne. Nu skal udstillingen selv forvandles. I god genbrugsånd får en del af de udstillede glas – med alt fra dyreknogler til slikpapir – nyt liv hos forsyningsselskabet Fors og Affaldsguiderne i Frederiksberg Kommune.
To praktikanter til kommunikation og markedsføring af ROMUs ti museer
Vil du være en del af et team, der skaber opmærksomhed om alt fra popdronninger til kongegrave? Er du selv glad for museer, og vil du være med til at få endnu flere gæster til ROMUs ti besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre? Så søg praktik hos ROMU til foråret 2026.
Når gyset bringer dig tættere på fortiden
’Allehelgen på Færgegården’ formidler historien, så den mærkes og huskes – og minder om traditioner, der ikke alene er importerede for nylig fra USA, men som har rødder langt tilbage hertillands.
En aften i Roskilde Domkirke med Ken Follett og katedralernes magi
Det blev en fortryllende aften med korsang og verdensstjernedrys, da forfatter Ken Follett lagde vejen forbi Roskilde Domkirke. Kirkebænkene var fyldt til randen, og det blev til en snak om katedralers skønhed, om at researche på alle fire og om stærke kvinder.





























