Hyld demokratiet sammen med ROMU
Af: Linda Corfitz Jensen
30.05.2023
Folk kom fra nær og fjern til de populære folkemøder i Herthadalen i demokratiets første spæde år. Tidspunktet for mødet på billedet her er ukendt, men billedet giver et indtryk af rammerne i Herthadalen for de populære folkemøder i 1800-tallet. Foto: Flensborg. Lejre Arkiv
På grundlovsdag den 5. juni fejrer ROMU demokratiet i Lejre og Roskilde – med fællessang, godt til ganen og overraskende, væsentlige lokalhistorier. Roskilde var det danske demokratis vugge, og i Lejre blev holdt gigantiske folkefester til ære for grundloven. Dét bliver afsættet, når ROMU markerer dagen med to gratis arrangementer.
Mange tusind mennesker havde fundet vej, på gåben, til hest eller i hestevogn, til Herthadalen nær Gl. Lejre den 5. juni 1854. De ville fejre landets nye forfatning, Grundloven – og ikke mindst høre den berømte præst, salmedigter, politiker, forfatter og folkeoplysningsmand N.F.S. Grundtvigs tale om sagn fra Lejre, national stolthed og borgeren.
“I midten af 1800-tallet kunne de virkelig fejre det spæde demokrati. Vi kan ikke måle os med datidens rene og skære folkefest, men fra ROMUs side vil vi også markere denne demokratiets festdag med fælleskab, gode historier og fejring af demokratiet,” siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.
Derfor markerer ROMU årets grundlovsdag med to hyggelige, oplysende, underholdende mini-folkefester – om formiddagen på Lejre Museum, efter middag i museumsgården på Roskilde Museum.
Lokale historier og lokale sange
Gæsterne vil kunne nyde gratis kaffe, te og kage, fællessang med lokalområdet som tema ved pianist og sanger Line Rosenlund og en kort og fyndig grundlovstale fra museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard om lokalområdets spændende historier fra grundlovens tidlige år.
Arrangøren bag begge grundlovsfejringer, Marie Abel Hesse fra ROMU, fortæller, at det især handler om at være sammen med andre om at fejre demokratiet:
“For os handler det om at skabe en fællesskabsfølelse – med spændende lokalhistorier om demokratiets begyndelse og fællessang, fordi det bringer os tættere sammen”.
Museumsdirektøren tilføjer:
“Når man arbejder med museer, så lever og ånder man på mange måder for demokratiet. Museer er sat i verden for at oplyse, berige og underholde borgerne med den historie, vi er rundet af.”
Derfor er begge arrangementer også rundet af lokalområdets lange tradition for politiske folkefester, fortæller Marie Abel Hesse og påpeger, at Grundtvig allerede i 1851, tre år før det første store møde i Herthadalen, holdte tale for folket et andet sted i lokalområdet; nemlig ved den engang 100 meter lange skibssætning fra vikingetiden i Gl. Lejre – hvorfor arrangementet i Lejre også i år bliver afholdt netop dér.
I Roskilde vil fokus naturligt være på byens enestående historier som rugemaskine for det danske demokrati.
Roskilde var grundlovens vugge
I 1844 – altså fem år før grundloven – stod den nationalliberale politiker Orla Lehmann i en stor sal i det smukke gule barokanlæg, Det Kongelige Palæ, i centrum af Roskilde. I hesteskoformede rækker sad repræsentanter for bønder, borgere og godsejere på Sjælland, Fyn og øerne og hørte den kendte politiker bruge sin taletid på at kritisere stilstanden i udviklingen af en ny forfatning for Danmark.
Forsamlingen på omkring 70 mænd var den såkaldte stænderforsamling, hvor delegerede fra de tre stænder i det østlige Danmark siden 1835 mødtes for at drøfte statens anliggender.
“Det er ikke en historie, som vi har patent på, for der var også stænderforsamlinger i Viborg og i de to hertugdømmer. Men Roskilde var en vugge for demokratiet i Danmark, ” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.
Faktisk var stænderforsamlingerne det repræsentative demokratis spæde begyndelse, for de delegerede blev stemt ind af omkring tre procent af vælgerne. Dog havde forsamlingen ingen magt, men de måtte rådgive enevoldskongen.
Værdsæt demokratiet – og dem vi står på skuldrene af
Og det var ikke uden betydning at sidde i stænderforsamlingen i Det Kongelige Palæ. Flere af herrerne blev forkæmpere for demokratiet – heriblandt grundlovens hovedforfatter, D.G. Monrad – og førnævnte Orla Lehmann, som også fik stor indflydelse på udkastet til grundloven.
“På stænderforsamlingen blev der slået en grundtone an – mændene her diskuterede statens anliggender og dannede netværk, som skubbede på for en ny styreform i Danmark,” fortæller museumsdirektøren og påpeger, hvorfor vi skal mindes historien:
“Vi skylder at fejre, markere og hylde vores demokrati og værdsætte de personer, som muliggjorde det gode samfund, vi har i dag med ytringsfrihed, ligestilling, foreningsliv med mere”.
Morten Thomsen Højsgaard fortsætter med stof til eftertanke:
“Når man kigger ud i verden, er det tydeligt, at demokratiet ikke er en given styreform, som alle lande en dag vil tage til sig – det troede en del danskere nok engang. Så hvis demokratiet er noget man er glad for, så synes jeg, at man skal fejre grundlovsdag.”
Kom til fejring af grundloven i Lejre og Roskilde
Lejre Museum, kl. 9.45
Program:
9.45-10.00: Udskænkning af kaffe og kage ved Skibssætningen til de første 50.
10.00: Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale ved Skibssætningen.
10.15: Alle går i samlet flok til Lejre Museum
10.30-11.00: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.
Tid, pris og sted
Tid: 5. juni 2023, kl. 9.45-11.00
Pris: Gratis
Sted: Skibssætningen i Gl. Lejre, tæt ved Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
Husk: Påklædning efter vejrforholdene – vi rykker dog indenfor, hvis nødvendigt.
Roskilde Museum, museumsgården, kl. 12.30
Program:
12.30-12.45: Udskænkning af kaffe og kage til de første 50.
12.45-13.00: Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale.
13.00-13.30: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.
Tid, pris og sted
Tid: 5. juni 2023, kl. 12.30-13.30
Pris: Gratis
Sted: Roskilde Museum, Museumsgården, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Husk: Påklædning efter vejrforholdene – vi rykker dog indenfor, hvis nødvendigt.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
EGEDALS STÆRKE HISTORIE SKAL HELT HJEM TIL BORGERNE
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.
KULTURARV OG HISTORIE SKAL STYRKE FÆLLESSKABET I EGEDAL KOMMUNE
Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.
FRISK LUFT OG FORTIDSMINDER
Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil”
VELKOMMEN! LYSET ER SAT TIL NYE STORE OPLEVELSER
ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her.
WEEKEND MED FORTIDSMINDER OG FORÅRSFORNEMMELSER
Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021
EGEDALS FRIVILLIGE GLÆDER SIG TIL AT GENÅBNE FOR LOKALHISTORIEN
I Egedal står en gruppe ildsjæle og tripper for at få lov til at åbne. De frivillige i tre lokalhistoriske foreninger længes efter at mødes med andre frivillige og glæder sig over, at det forhåbentligt snart er muligt igen at udbrede de lokale historier.
MUSEUMSBUTIKKERNE UNDER ROMU ÅBNER VIRTUELT
ROMU slår dørene op til en ny butik, der ikke lader sig mærke med smittetryk og kontakttal. Det er nemlig en webshop, der sørger for, at kulturhungrende gæster kan købe museumsvarer fra Lejre, Frederikssund og Roskilde Museer.
LEJRE MUSEUM VIL INSPIRERE TIL VANDRETURE MED NY GUIDE PÅ NETTET
Kulturlandskabet i Lejre er et populært udflugtsmål, og nu bliver det lettere at planlægge vandreturen, med en ny guide fra Lejre Museum. Her er der både kortere og længere ture, der alle lægger vejen forbi historiske spor i landskabet.
DERFOR ER VIKINGEGRAVEN FRA GERDRUP STADIG GÅDEFULD
Arkæologerne er med tiden blevet klogere på den sensationelle dobbeltgrav, der blev fundet for fyrre år siden, som indgår i udstillingen på Roskilde Museum. Men hver gang de finder nye svar, dukker nye spørgsmål op. Arkæolog Ole Thirup Kastholm fortæller her om fundet, der bliver ved med at give – alt andet end klare svar.
MUSEUMSAFTALE SÆTTER FORTIDEN I SPIL FOR IDENTITET OG SAMHØRIGHED I EGEDAL
Formidling af fortiden er i fokus i ny aftale mellem museumsorganisationen ROMU og Egedal Kommune. ROMU skal føre arkivalsk kontrol med vores fortid og sætte den i spil over for de nye generationer