RAGNAROCK starter ny juletradition med udstillingen Merry Freakin’ Jul
13.11.2023
Af: Lene Steinbeck
Merry Freakin’ Jul er titlen på en ny og fremover tilbagevendende juleudstilling på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Museet er gået på jagt efter lyden af jul, og udstillingen dækker alt fra de største juleklassikere til obskure, platte og perverse fortolkninger af højtidens toner. Foto og bearbejdning: Kristian Grøndahl /ROMU.
Trænger du til at få renset ørerne for bjældeklang? Så slå vejen forbi RAGNAROCK, som for første gang hylder julens musik. I udstillingen kan du støde på de uundgåelige, danske julehits og de store crooneres snebløde ørehængere om juleromancer. Men forbered dig også på at møde julens mere beskidte, perverse og spraglede lydside. Med den nye juletradition ønsker hele Danmarks rockmuseum alle en Merry Freakin’ Jul!
Snart er det den tid på året, hvor Wham! svælger i minderne om forrige juls romantiske nederlag. Inden længe kan du heller ikke undgå at støde på MC Einars syrlige 80’er-stikpille ’Jul det’ cool’, der efterhånden er blevet en lige så mainstream højtidsmarkør som Gnags’ julesang om to mus i en spand med mælk.
Med andre ord: Det begynder efterhånden at lyde lidt som jul. Men – hvordan lyder det egentlig?
Det spørgsmål har de stillet sig selv på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Svaret er blevet til udstillingen ’Merry Freakin’ Jul’, som kan opleves på museet fra tirsdag den 28. november.
En ny juletradition
Udstillingen vrænger på ingen måde på næsen ad højtiden. Tværtimod hylder museet julen og dens mange traditioner. Både ved at sætte fokus på musikken, som er uløseligt forbundet med julen – uanset om man er til heavy, hiphop eller pop – og ved at skabe en tilbagevendende udstilling om julemusik – en vaskeægte juletradition. Og der er gode chancer for at komme i julestemning.
”Der er selvfølgelig masser af musik i udstillingen. Blandt andet er der et hyggeligt lille tv-hjørne, hvor man kan sætte den ene groteske, vanvittige, sjove julemusikvideo på efter den anden. Der er kravlenisser med nogle af de største danske rock- og popnavne, man kan åbne lågerne i vores adventskalender, og så kan man gå på opdagelse i symbolikker og sprogblomster i dansk julemusik. For eksempel kan man trykke på en fodpedal fra Magasin du Nord og se, hvad der sker,” siger Rasmus Rosenørn med henvisning til Shu-bi-duas ’Den himmelblå’ fra 1980.
Juletræ med attitude
Kronjuvelen i ’Merry Freakin Jul’ bliver et juletræ, der hvert år skal pyntes af en kunstner med noget på hjerte. Træet bliver en fast tilbagevendende platform, som museet stiller til rådighed for kunstnerens kreativitet. I år er det punkikon og performancekunstner Trine Trash, der er juletræets dekorationsnisse, og hun har brug for hjælp til pynten.
”Under overskriften ’Fuck the establishment’ vil Trine Trash gerne bringe undergrunden op til overfladen. Vi er på jagt efter alt, der kan illustrere knuste drømme, så alle der har slået sig på pladeindustrien, kan være med her. Det kan være et demobånd, der blev kasseret, det kan være en et-stjernet anmeldelse, det kan være historien om at blive røvrendt af sin forsanger. Alt det, vil vi gerne pynte juletræet med,” siger Rasmus Rosenørn.
’Merry Freakin’ Jul’ kan opleves på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, fra tirsdag den 28. november og året ud. Men allerede nu kan museets gæster følge med i, hvordan en freakin’ julestemning indtager mere og mere af rockmuseets udstillingsrum.
Merry Freakin’ julearrangementer
Torsdag den 30. november er der fællessang, og repertoiret er naturligvis hentet i den poppede og rockede jul. Sammen med bandet bliver alle de fremmødte stemmer ført forbi knækkede guldtænder, hollandske cykelryttere og en stjerneregn af gul sne.
Vi går efter fuld plade, når RAGNAROCKS musikbingo vender tilbage i juleklæder. Kom og quiz i landeplager og kendte toner. Der er gode præmier og rocket julestemning.
Billetterne til musikbingo den 13. december gik som varm julegrød og er allerede udsolgte. Men heldigvis kan museet invitere til EKSTRA-musikbingo onsdag den 6. december.
FÆLLESANGSKONCERT – KOM OG SKRÅL MED!
Tid: Torsdag d. 30. november kl. 19.00-20.30
Sted: RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde
Pris: Billetter kan købes via billetto.dk eller RAGNAROCKs museumsbutik og koster 75 kr. (+ gebyr) pr. stk.
MUSIKBINGO PÅ RAGNAROCK: Juleedition
Tid:
UDSOLGT: Onsdag d. 13. december kl. 18.30-20.30
EKSTRA-BINGO: Onsdag d. 6. december kl. 18.30-20.30
Sted: RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde
Pris: Første bingoplade er på huset, efterfølgende plader 10 kr. pr. stk. Tilmelding via billetto.dk eller RAGNAROCKs museumsbutik
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Når gyset bringer dig tættere på fortiden
’Allehelgen på Færgegården’ formidler historien, så den mærkes og huskes – og minder om traditioner, der ikke alene er importerede for nylig fra USA, men som har rødder langt tilbage hertillands.
En aften i Roskilde Domkirke med Ken Follett og katedralernes magi
Det blev en fortryllende aften med korsang og verdensstjernedrys, da forfatter Ken Follett lagde vejen forbi Roskilde Domkirke. Kirkebænkene var fyldt til randen, og det blev til en snak om katedralers skønhed, om at researche på alle fire og om stærke kvinder.
Sophia Kalkau udstiller stort billedværk i Roskilde Domkirke
Billedkunstneren Sophia Kalkau udstiller fra 24. oktober værket ’24 flag fra æsken med forvandlinger’ i Roskilde Domkirke. Kirken har gennem århundreder været skueplads for skiftende perioders bedste kunst, der med tiden har givet kirken sit helt unikke udseende. Udstillingen tager tråden op og kobler kirken med samtidskunsten, og den er en del af et nyt initiativ, Forvandling & Verdensarv 2025.
En hovedrengøring i museets wunderkammer
Hver dag kæmpes en skjult kamp på landets museer, hvor kulturarven trues af støv, skimmelsvamp og skægkræ. Gennem fire uger i august har ROMU intensiveret krigen mod utøj, og bevæbnet med pensel, klud og specialstøvsuger har et håndplukket team snart været hver enkelt genstand nænsomt igennem.
Rockgiganter & Mikrobryg: Kom om bag kulissen hos de største musik-ikoner
Til efteråret bliver du ledt tættere på både 80-års fødselarerne Dolly Parton og Neil Young, firserhitmagerne i Tøsedrengene samt på to toneangivende udgivelser fra Fleetwood Mac og Skousen & Ingemann i foredragsrækken ‘Rockgiganter & Mikrobryg’ på Danmarks Rockmuseum i Roskilde.
Lærke Svendsen vil gøre Egedals lokalhistorie tilgængelig og vedkommende
Lokalarkiver er ikke kun for historienørder med smalle interessefelter. Det er parolen fra Egedal Arkiv og Museums nye arkivar, Lærke Svendsen, som vil arbejde for at åbne arkivet og vække borgernes nysgerrighed for Egedals unikke fortid.
Stor donation sikrer banebrydende forskning i Danmarks tidlige historie
KrogagerFonden har givet 2 millioner kroner til ROMU, som skal i gang med at kortlægge Lejres undergrund. Med moderne jordscanninger omkring det gamle kongesæde håber arkæologerne at kunne kvalificere områdets forskningsmæssige potentiale. Projektet har store perspektiver for at løfte Lejres sublime forhistorie frem i lyset.
Et unikt fondssamarbejde har givet Lejres myter kød og blod
For få årtier siden beroede historien om Lejres fortid på sagn og myter. Men et unikt og langvarigt samarbejde mellem ROMU og KrogagerFonden har sikret en vedholdende forskning, som har beseglet Lejres plads i danmarkshistorien som et magtfuldt kongesæde.
Jagten på Lejres skjulte gåder begynder med en scanner
Lejre er sagnkongernes land. Men ingen konge kan regere alene. I et omfattende projekt skal arkæologer scanne undergrunden omkring Lejres legendariske kongesæde for at kortlægge området. Håbet er at lægge grundstenene til mange års fortsat forskning i, hvad der gjorde Lejre til et magtcentrum gennem de sidste 500 år af jernalderen.
Flotte bidrag baner vej for nyt tag til Tadre Mølle
Sensommeren og efteråret byder på en tiltrængt renovering af taget på Tadre Mølle ved Hvalsø. Stedet er fortsat åbent for besøgende, men selve vandmøllen er midlertidigt taget ud af drift, mens møllehuset får skiftet stråtaget og delvist ny tagkonstruktion.


























