Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.

Hvem var her før os? Hvorfor slog de sig ned netop her? Og hvad fik de tiden til at gå med? Det er nogle af de spørgsmål, som arkæologer leder efter svar på i jorden under vores fødder. Og der er rigeligt at gruble over i Egedal, hvor nye, spændende fund jævnligt kaster lys over fortiden. Det ved Emil Winther Struve, arkæolog og museumsinspektør i museumsorganisationen ROMU, hvor han har ansvar for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune. Ved et foredrag i Smørum Kulturhus den 26. september åbner han døren til sit arbejdsliv og deler noget af den viden, han og hans kollegaer det seneste år har gravet frem om fortidens Egedal.

Nord for Egedal Rådhus har ROMU’s arkæologer udgravet store områder og gjort fund fra mange forskellige perioder. Det var blandt andet her, at de i 2022 fandt et moseoffer. En nyhed, som gik verden rundt og skrev sig ind i en fortælling om stenalderens menneskeofringer. Til foredraget, som er et årligt tilbagevendende overblik over året i arkæologien, fortæller Emil Winther Struve om noget, der endnu ikke har fået så meget fokus: En boplads fra midten af bronzealderen.

”Vi har udgravet et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring huset. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Det bliver udgangspunkt for at fortælle om livet i bronzealderen ud fra nogle meget rige fund, der er gjort i området. Det mest kendte er nok Veksøhjelmene, men der er også fundet andre store ofringer af bronzealder-genstande, som viser, at der her har været en meget lang periode med et meget rigt samfund,” fortæller Emil Winther Struve.

Flere nuancer på historien

Bronzealderen er betegnelsen for perioden 1700-500 f.Kr, hvor en effektivisering af landbruget for alvor medførte velstand i Danmark. En velstand, der blandt andet kom til udtryk i pragtgenstande i bronze. Bronze findes ikke naturligt i Danmark, men blev importeret sydfra via netværk og handelsforbindelser til magtfulde kulturer i det sydlige og centrale Europa. At de kostbare genstande dukker op efter tusindvis af år i jorden her i Egedal, underbygger fortællingen om, at området i oldtiden var et sted for de rige og magtfulde. Samtidig er udgravningen af bopladsen og spor efter bronzearbejdet med til at nuancere historien om, hvem der boede og levede her.

”Vi ved, at de har ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her. For de har altså siddet her og arbejdet med at producere de her metalgenstande og offerfund.”

Foredraget finder sted i Smørum Kulturhus torsdag den 26. september kl. 19. Billetter koster 25 kroner + gebyr og bookes via Place2book.

Tid: Torsdag den 26. september 2024, kl. 19.00
Sted: Smørum Kulturhus – Salen, Flodvej 68, Smørum, 2765
Pris: 25 kroner + gebyr. Billet købes via Place2book

Nye opdagelser, nye tolkninger og spektakulære fund er på programmet, når Lejre Museum i efterårets foredragsrække varmer op til storværk fra forskningsprojektet ”Viking Dynasties”. Gennem syv år har forskere fra Uppsala Universitet, Nationalmuseet og ROMU undersøgt sammenhænge mellem de to vikingemagtcentre. I fire foredrag på Lejre Museum giver projektets nøgleforskere et kig ind i nogle af resultaterne. 

Storslåede halkomplekser, imponerende fund og en slægt af sagnkonger. Det er elementer, som karakteriserer Lejres fortid, og som er med til at give nutidens forskere vished for, at området var et magtcentrum og havde enorm betydning gennem 500 år i yngre jernalder og vikingetid.

Men hvad der er nok så interessant er, at der i Uppsala i Sverige er et område, som har rigtig mange træk til fælles med Lejre i samme periode – med såvel store halkomplekser og fornemme fund som en tilknyttet sagnkongeslægt, Ynglingene.

I 2017 blev et stort forskningsprojekt derfor skudt i gang for at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala, og nu er resultaterne snart klar til at møde offentligheden.

Med foredragsrækken ”Viking Dynasties – nyt lys på Kongesædet Lejre” tager museet forskud på begejstringen, når forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet præsenterer nogle af de nye indsigter, resultater og fund, som forskningsprojektet har bidraget med.

Gennem i alt fire foredrag i efteråret 2024 vil forskerne og foredragsholderne Julie Nielsen, John Ljungkvist, Tom Christensen og Ole Kastholm, med hver sit kompetenceområde, kaste nyt lys over de to kongesæder.

Nye forståelser af skibssætningerne

Første foredrag, der finder sted onsdag den 4. september, slår ned på nye tolkninger om gravpladsen ved de imponerende skibssætninger, der blev rejst i Lejre for over et årtusind siden:

”I min forskning om skibssætningerne og det omkringliggende gravpladsområde er jeg kommet frem til ny viden og en række nye forståelser om den yngre jernalders gravskikke og –ritualer,” fortæller arkæologisk chef ved ROMU, Julie Nielsen, der er en af forfatterne bag forskningsudgivelsen.

”Hidtil har vi som forskere især haft fokus på, hvordan de store haller og palisadeanlægget afspejler stedet som et magtcenter. Min forskning afdækker, at man også med datidens gravmonumenter, skibssætningerne, og med de skikke, der knytter sig til gravlæggelserne, har været med til at understrege magten. Så man kan sige, at Lejres storhed ikke kun blev underbygget af arkitekturen for de levende, men også af arkitekturen for de døde. Og at monumenterne for forfædrene har været med til at knytte magten til netop dét sted gennem fem århundreder.”

Viden i konstant forandring

Forskningsresultaterne fra Viking Dynasties kommer til at sætte præg på formidlingen på Lejre Museum ikke bare i efterårets foredragsrække, men på mange måder og i lang tid fremover:

”Det er forskningsprojekter, som det her, Lejre Museum bygger på. Vores udstillinger og alt, hvad vi foretager os, tager afsæt i forskningsbaseret viden. Så ”Viking Dynasties” kommer til at danne grundlag for fremtidens formidling på museet. Vores viden om fortiden er i konstant udvikling, og det er det, der gør det så spændende at arbejde med – og forhåbentlig også at opleve for vores gæster”, forklarer museumsinspektør Maja Kvamm.

Forskningsprojektet ”Viking Dynasties” er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

Datoer i foredragsrækken:

De fire foredrag i rækken på Lejre Museum er programsat således:

Onsdag 4. september:
Skibssætningerne i Lejre genfortalt, v/ Julie Nielsen, arkæologisk chef i ROMU. Find billetter her

Onsdag 18. september:
Uppsala – Lejres svenske modstykke v/ John Ljungkvist, arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet. Find billetter her

Torsdag 24. oktober:
Kongeslægter i Lejre og Uppsala – mellem arkæologi og (sagn)historie, v/ Tom Christensen, arkæolog og leder af forskningsprojektet Viking Dynasties. Find billetter her

Tirsdag 26. november
Fra Lejre til Uppsala i sagnkongernes kølvand, v/ Ole Kastholm, arkæolog og seniorforsker i ROMU. Find billetter her

Fakta om Viking Dynasties 

Forskningsprojektet blev sat i gang i 2017.

Formålet er at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala.

Forskningsresultaterne bliver udgivet i storværket “Viking Dynasties – The Royal Families of Lejre and Uppsala between Archaeology and Text”.

Forskningsprojektet er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.

Hvem var her før os? Hvorfor slog de sig ned netop her? Og hvad fik de tiden til at gå med? Det er nogle af de spørgsmål, som arkæologer leder efter svar på i jorden under vores fødder. Og der er rigeligt at gruble over i Egedal, hvor nye, spændende fund jævnligt kaster lys over fortiden. Det ved Emil Winther Struve, arkæolog og museumsinspektør i museumsorganisationen ROMU, hvor han har ansvar for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune. Ved et foredrag i Smørum Kulturhus den 26. september åbner han døren til sit arbejdsliv og deler noget af den viden, han og hans kollegaer det seneste år har gravet frem om fortidens Egedal.

Nord for Egedal Rådhus har ROMU’s arkæologer udgravet store områder og gjort fund fra mange forskellige perioder. Det var blandt andet her, at de i 2022 fandt et moseoffer. En nyhed, som gik verden rundt og skrev sig ind i en fortælling om stenalderens menneskeofringer. Til foredraget, som er et årligt tilbagevendende overblik over året i arkæologien, fortæller Emil Winther Struve om noget, der endnu ikke har fået så meget fokus: En boplads fra midten af bronzealderen.

”Vi har udgravet et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring huset. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Det bliver udgangspunkt for at fortælle om livet i bronzealderen ud fra nogle meget rige fund, der er gjort i området. Det mest kendte er nok Veksøhjelmene, men der er også fundet andre store ofringer af bronzealder-genstande, som viser, at der her har været en meget lang periode med et meget rigt samfund,” fortæller Emil Winther Struve.

Flere nuancer på historien

Bronzealderen er betegnelsen for perioden 1700-500 f.Kr, hvor en effektivisering af landbruget for alvor medførte velstand i Danmark. En velstand, der blandt andet kom til udtryk i pragtgenstande i bronze. Bronze findes ikke naturligt i Danmark, men blev importeret sydfra via netværk og handelsforbindelser til magtfulde kulturer i det sydlige og centrale Europa. At de kostbare genstande dukker op efter tusindvis af år i jorden her i Egedal, underbygger fortællingen om, at området i oldtiden var et sted for de rige og magtfulde. Samtidig er udgravningen af bopladsen og spor efter bronzearbejdet med til at nuancere historien om, hvem der boede og levede her.

”Vi ved, at de har ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her. For de har altså siddet her og arbejdet med at producere de her metalgenstande og offerfund.”

Foredraget finder sted i Smørum Kulturhus torsdag den 26. september kl. 19. Billetter koster 25 kroner + gebyr og bookes via Place2book.

Tid: Torsdag den 26. september 2024, kl. 19.00
Sted: Smørum Kulturhus – Salen, Flodvej 68, Smørum, 2765
Pris: 25 kroner + gebyr. Billet købes via Place2book

Nye opdagelser, nye tolkninger og spektakulære fund er på programmet, når Lejre Museum i efterårets foredragsrække varmer op til storværk fra forskningsprojektet ”Viking Dynasties”. Gennem syv år har forskere fra Uppsala Universitet, Nationalmuseet og ROMU undersøgt sammenhænge mellem de to vikingemagtcentre. I fire foredrag på Lejre Museum giver projektets nøgleforskere et kig ind i nogle af resultaterne. 

Storslåede halkomplekser, imponerende fund og en slægt af sagnkonger. Det er elementer, som karakteriserer Lejres fortid, og som er med til at give nutidens forskere vished for, at området var et magtcentrum og havde enorm betydning gennem 500 år i yngre jernalder og vikingetid.

Men hvad der er nok så interessant er, at der i Uppsala i Sverige er et område, som har rigtig mange træk til fælles med Lejre i samme periode – med såvel store halkomplekser og fornemme fund som en tilknyttet sagnkongeslægt, Ynglingene.

I 2017 blev et stort forskningsprojekt derfor skudt i gang for at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala, og nu er resultaterne snart klar til at møde offentligheden.

Med foredragsrækken ”Viking Dynasties – nyt lys på Kongesædet Lejre” tager museet forskud på begejstringen, når forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet præsenterer nogle af de nye indsigter, resultater og fund, som forskningsprojektet har bidraget med.

Gennem i alt fire foredrag i efteråret 2024 vil forskerne og foredragsholderne Julie Nielsen, John Ljungkvist, Tom Christensen og Ole Kastholm, med hver sit kompetenceområde, kaste nyt lys over de to kongesæder.

Nye forståelser af skibssætningerne

Første foredrag, der finder sted onsdag den 4. september, slår ned på nye tolkninger om gravpladsen ved de imponerende skibssætninger, der blev rejst i Lejre for over et årtusind siden:

”I min forskning om skibssætningerne og det omkringliggende gravpladsområde er jeg kommet frem til ny viden og en række nye forståelser om den yngre jernalders gravskikke og –ritualer,” fortæller arkæologisk chef ved ROMU, Julie Nielsen, der er en af forfatterne bag forskningsudgivelsen.

”Hidtil har vi som forskere især haft fokus på, hvordan de store haller og palisadeanlægget afspejler stedet som et magtcenter. Min forskning afdækker, at man også med datidens gravmonumenter, skibssætningerne, og med de skikke, der knytter sig til gravlæggelserne, har været med til at understrege magten. Så man kan sige, at Lejres storhed ikke kun blev underbygget af arkitekturen for de levende, men også af arkitekturen for de døde. Og at monumenterne for forfædrene har været med til at knytte magten til netop dét sted gennem fem århundreder.”

Viden i konstant forandring

Forskningsresultaterne fra Viking Dynasties kommer til at sætte præg på formidlingen på Lejre Museum ikke bare i efterårets foredragsrække, men på mange måder og i lang tid fremover:

”Det er forskningsprojekter, som det her, Lejre Museum bygger på. Vores udstillinger og alt, hvad vi foretager os, tager afsæt i forskningsbaseret viden. Så ”Viking Dynasties” kommer til at danne grundlag for fremtidens formidling på museet. Vores viden om fortiden er i konstant udvikling, og det er det, der gør det så spændende at arbejde med – og forhåbentlig også at opleve for vores gæster”, forklarer museumsinspektør Maja Kvamm.

Forskningsprojektet ”Viking Dynasties” er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

Datoer i foredragsrækken:

De fire foredrag i rækken på Lejre Museum er programsat således:

Onsdag 4. september:
Skibssætningerne i Lejre genfortalt, v/ Julie Nielsen, arkæologisk chef i ROMU. Find billetter her

Onsdag 18. september:
Uppsala – Lejres svenske modstykke v/ John Ljungkvist, arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet. Find billetter her

Torsdag 24. oktober:
Kongeslægter i Lejre og Uppsala – mellem arkæologi og (sagn)historie, v/ Tom Christensen, arkæolog og leder af forskningsprojektet Viking Dynasties. Find billetter her

Tirsdag 26. november
Fra Lejre til Uppsala i sagnkongernes kølvand, v/ Ole Kastholm, arkæolog og seniorforsker i ROMU. Find billetter her

Fakta om Viking Dynasties 

Forskningsprojektet blev sat i gang i 2017.

Formålet er at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala.

Forskningsresultaterne bliver udgivet i storværket “Viking Dynasties – The Royal Families of Lejre and Uppsala between Archaeology and Text”.

Forskningsprojektet er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.

Hvem var her før os? Hvorfor slog de sig ned netop her? Og hvad fik de tiden til at gå med? Det er nogle af de spørgsmål, som arkæologer leder efter svar på i jorden under vores fødder. Og der er rigeligt at gruble over i Egedal, hvor nye, spændende fund jævnligt kaster lys over fortiden. Det ved Emil Winther Struve, arkæolog og museumsinspektør i museumsorganisationen ROMU, hvor han har ansvar for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune. Ved et foredrag i Smørum Kulturhus den 26. september åbner han døren til sit arbejdsliv og deler noget af den viden, han og hans kollegaer det seneste år har gravet frem om fortidens Egedal.

Nord for Egedal Rådhus har ROMU’s arkæologer udgravet store områder og gjort fund fra mange forskellige perioder. Det var blandt andet her, at de i 2022 fandt et moseoffer. En nyhed, som gik verden rundt og skrev sig ind i en fortælling om stenalderens menneskeofringer. Til foredraget, som er et årligt tilbagevendende overblik over året i arkæologien, fortæller Emil Winther Struve om noget, der endnu ikke har fået så meget fokus: En boplads fra midten af bronzealderen.

”Vi har udgravet et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring huset. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Det bliver udgangspunkt for at fortælle om livet i bronzealderen ud fra nogle meget rige fund, der er gjort i området. Det mest kendte er nok Veksøhjelmene, men der er også fundet andre store ofringer af bronzealder-genstande, som viser, at der her har været en meget lang periode med et meget rigt samfund,” fortæller Emil Winther Struve.

Flere nuancer på historien

Bronzealderen er betegnelsen for perioden 1700-500 f.Kr, hvor en effektivisering af landbruget for alvor medførte velstand i Danmark. En velstand, der blandt andet kom til udtryk i pragtgenstande i bronze. Bronze findes ikke naturligt i Danmark, men blev importeret sydfra via netværk og handelsforbindelser til magtfulde kulturer i det sydlige og centrale Europa. At de kostbare genstande dukker op efter tusindvis af år i jorden her i Egedal, underbygger fortællingen om, at området i oldtiden var et sted for de rige og magtfulde. Samtidig er udgravningen af bopladsen og spor efter bronzearbejdet med til at nuancere historien om, hvem der boede og levede her.

”Vi ved, at de har ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her. For de har altså siddet her og arbejdet med at producere de her metalgenstande og offerfund.”

Foredraget finder sted i Smørum Kulturhus torsdag den 26. september kl. 19. Billetter koster 25 kroner + gebyr og bookes via Place2book.

Tid: Torsdag den 26. september 2024, kl. 19.00
Sted: Smørum Kulturhus – Salen, Flodvej 68, Smørum, 2765
Pris: 25 kroner + gebyr. Billet købes via Place2book

Nye opdagelser, nye tolkninger og spektakulære fund er på programmet, når Lejre Museum i efterårets foredragsrække varmer op til storværk fra forskningsprojektet ”Viking Dynasties”. Gennem syv år har forskere fra Uppsala Universitet, Nationalmuseet og ROMU undersøgt sammenhænge mellem de to vikingemagtcentre. I fire foredrag på Lejre Museum giver projektets nøgleforskere et kig ind i nogle af resultaterne. 

Storslåede halkomplekser, imponerende fund og en slægt af sagnkonger. Det er elementer, som karakteriserer Lejres fortid, og som er med til at give nutidens forskere vished for, at området var et magtcentrum og havde enorm betydning gennem 500 år i yngre jernalder og vikingetid.

Men hvad der er nok så interessant er, at der i Uppsala i Sverige er et område, som har rigtig mange træk til fælles med Lejre i samme periode – med såvel store halkomplekser og fornemme fund som en tilknyttet sagnkongeslægt, Ynglingene.

I 2017 blev et stort forskningsprojekt derfor skudt i gang for at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala, og nu er resultaterne snart klar til at møde offentligheden.

Med foredragsrækken ”Viking Dynasties – nyt lys på Kongesædet Lejre” tager museet forskud på begejstringen, når forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet præsenterer nogle af de nye indsigter, resultater og fund, som forskningsprojektet har bidraget med.

Gennem i alt fire foredrag i efteråret 2024 vil forskerne og foredragsholderne Julie Nielsen, John Ljungkvist, Tom Christensen og Ole Kastholm, med hver sit kompetenceområde, kaste nyt lys over de to kongesæder.

Nye forståelser af skibssætningerne

Første foredrag, der finder sted onsdag den 4. september, slår ned på nye tolkninger om gravpladsen ved de imponerende skibssætninger, der blev rejst i Lejre for over et årtusind siden:

”I min forskning om skibssætningerne og det omkringliggende gravpladsområde er jeg kommet frem til ny viden og en række nye forståelser om den yngre jernalders gravskikke og –ritualer,” fortæller arkæologisk chef ved ROMU, Julie Nielsen, der er en af forfatterne bag forskningsudgivelsen.

”Hidtil har vi som forskere især haft fokus på, hvordan de store haller og palisadeanlægget afspejler stedet som et magtcenter. Min forskning afdækker, at man også med datidens gravmonumenter, skibssætningerne, og med de skikke, der knytter sig til gravlæggelserne, har været med til at understrege magten. Så man kan sige, at Lejres storhed ikke kun blev underbygget af arkitekturen for de levende, men også af arkitekturen for de døde. Og at monumenterne for forfædrene har været med til at knytte magten til netop dét sted gennem fem århundreder.”

Viden i konstant forandring

Forskningsresultaterne fra Viking Dynasties kommer til at sætte præg på formidlingen på Lejre Museum ikke bare i efterårets foredragsrække, men på mange måder og i lang tid fremover:

”Det er forskningsprojekter, som det her, Lejre Museum bygger på. Vores udstillinger og alt, hvad vi foretager os, tager afsæt i forskningsbaseret viden. Så ”Viking Dynasties” kommer til at danne grundlag for fremtidens formidling på museet. Vores viden om fortiden er i konstant udvikling, og det er det, der gør det så spændende at arbejde med – og forhåbentlig også at opleve for vores gæster”, forklarer museumsinspektør Maja Kvamm.

Forskningsprojektet ”Viking Dynasties” er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

Datoer i foredragsrækken:

De fire foredrag i rækken på Lejre Museum er programsat således:

Onsdag 4. september:
Skibssætningerne i Lejre genfortalt, v/ Julie Nielsen, arkæologisk chef i ROMU. Find billetter her

Onsdag 18. september:
Uppsala – Lejres svenske modstykke v/ John Ljungkvist, arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet. Find billetter her

Torsdag 24. oktober:
Kongeslægter i Lejre og Uppsala – mellem arkæologi og (sagn)historie, v/ Tom Christensen, arkæolog og leder af forskningsprojektet Viking Dynasties. Find billetter her

Tirsdag 26. november
Fra Lejre til Uppsala i sagnkongernes kølvand, v/ Ole Kastholm, arkæolog og seniorforsker i ROMU. Find billetter her

Fakta om Viking Dynasties 

Forskningsprojektet blev sat i gang i 2017.

Formålet er at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala.

Forskningsresultaterne bliver udgivet i storværket “Viking Dynasties – The Royal Families of Lejre and Uppsala between Archaeology and Text”.

Forskningsprojektet er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.