ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024