Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

I Lejre har detektorførere fundet et yderst sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetid. Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til nuværende England og Sverige. Fundet kan opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.

Guldbelægning, smykkesten og detaljerig dyreornamentik: Hjelmfragmentet, som i 2024 blev fundet i lokalområdet, vil snart lyse op i montren på Lejre Museum.

”I sig selv er fund af hjelmdele en sjælden ting i Danmark. Det her stykke stammer fra, hvad der må have været en af Skandinaviens mest prægtige hjelme,” vurderer ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen.

Bronzefragmentet er forgyldt. Det er dekoreret med en rød smykkesten, en såkaldt granat. ”Guldet, ornamentikken og granaten viser hjelmens pragt,” siger Julie Nielsen.

Hjelmdele passer sammen som puslespilsbrikker

Fragmentet består af to dele, der blev fundet på samme mark, og som passer sammen som puslespilsbrikker. Tilsammen udgør stykkerne det meste af hjelmens øjenbrynsbue – det indikerer deres karakteristiske svungne form.

”Ornamentikken – et dyr med markante tænder og store øjne – afspejler den stil, vi kender fra den yngre germanske jernalder; fragmentet er fra perioden mellem år 650 og 750,” fastslår Julie Nielsen.

Symbol på kongepragt og magt

Hjelmen understreger den storhed og status, som vi ser i Lejres halbygninger og gravmonumenter fra samme periode. Ifølge Julie Nielsen har den været en helt særlig genstand tilegnet en konge eller en person, der rangerede højest i stedets stærkt opdelte hierarki:

”Den dybrøde granatsten har længe været forbundet med styrke. Den detaljerige ornamentik på hjelmen udgør en fortælling, et narrativ, om en enorm magt hos mennesket, der ejede og bar den,” siger den arkæologiske chef.

Lejre var et vigtigt handelscentrum

Julie Nielsen mener ikke, at hjelmen kan have været båret i kamp, for som hun siger: Lejre var i yngre germansk jernalder ikke et sted, hvor de lokale bekrigede hinanden – nærmere et politisk og religiøst elitested. Her dyrkede man guderne, ophøjetheden, netværket og handlen, endda på tværs af landegrænser.

”Vi ser i nabolande i øst og vest – England og Sverige – fund af hjelmfragmenter med et overordnet ens udtryk. Det viser, at Lejre lå som centrum på en akse. Handlen har her været et meget vigtigt omdrejningspunkt,” siger hun.

Svensk forsker: ”Fragmentet er unikt”

I storværket ”Viking Dynasties” sammenligner forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet Lejres sagnkongesæde med et søsterdynasti i Gamla Uppsala i Sverige. Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet John Ljungkvist har nærstuderet hjelmfragmentet fra Lejre og fremhæver dets unikke konstruktion:

”Hvor vi i andre hjelme ser tre separate beslag, der er sat sammen, er denne hjelms øjenbrynsbue konstrueret i ét stykke. Den nye variant af den eksklusive hjelm har vi ikke fundet tilsvarende før.”

At man kunne fremstille en hjelm af den kaliber er i John Ljungkvists øjne enestående:

”Det er håndværk af en helt særlig kvalitet – på højde med håndværket bag den berømte hjelm fra Sutton Hoo-skibsgraven i England.”

Oplev hjelmstykket live

De to hjelmdele blev fundet på lokaliteten Lillebro ved Lejre. To detektorførere fra henholdsvis Jylland og Sverige stødte på stykkerne under et træf i foråret 2024. De indleverede fragmenterne til museet som danefæ. På ROMUs anmodning hastebehandlede Nationalmuseet fundet og straksudlånte det til Lejre Museum.

”Det lå os stærkt på sinde at få fragmentet hurtigt ud i en montre på museet. Vi glæder os over, at vi allerede nu kan vise det til alle, der interesserer sig for vores fælles fortid,” siger Julie Nielsen.

Foto af fragmentet skaber ivrig debat
Et foto af hjelmfragmentet pryder forsiden på storværket ”Viking Dynasties” – forskningsprojektets bogudgave, der udkommer 21. januar. Blandt hjelm-entusiaster satte forsidefotoet straks gang i en debat.

”Det bliver heftigt diskuteret, hvor dette nye fragment mon er dukket op henne. Derfor er det fedt, at vi nu kan offentliggøre hjelmfragmentet og fortællingen om, at det er fundet her ved Lejre,” siger Julie Nielsen.

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

I Lejre har detektorførere fundet et yderst sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetid. Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til nuværende England og Sverige. Fundet kan opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.

Guldbelægning, smykkesten og detaljerig dyreornamentik: Hjelmfragmentet, som i 2024 blev fundet i lokalområdet, vil snart lyse op i montren på Lejre Museum.

”I sig selv er fund af hjelmdele en sjælden ting i Danmark. Det her stykke stammer fra, hvad der må have været en af Skandinaviens mest prægtige hjelme,” vurderer ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen.

Bronzefragmentet er forgyldt. Det er dekoreret med en rød smykkesten, en såkaldt granat. ”Guldet, ornamentikken og granaten viser hjelmens pragt,” siger Julie Nielsen.

Hjelmdele passer sammen som puslespilsbrikker

Fragmentet består af to dele, der blev fundet på samme mark, og som passer sammen som puslespilsbrikker. Tilsammen udgør stykkerne det meste af hjelmens øjenbrynsbue – det indikerer deres karakteristiske svungne form.

”Ornamentikken – et dyr med markante tænder og store øjne – afspejler den stil, vi kender fra den yngre germanske jernalder; fragmentet er fra perioden mellem år 650 og 750,” fastslår Julie Nielsen.

Symbol på kongepragt og magt

Hjelmen understreger den storhed og status, som vi ser i Lejres halbygninger og gravmonumenter fra samme periode. Ifølge Julie Nielsen har den været en helt særlig genstand tilegnet en konge eller en person, der rangerede højest i stedets stærkt opdelte hierarki:

”Den dybrøde granatsten har længe været forbundet med styrke. Den detaljerige ornamentik på hjelmen udgør en fortælling, et narrativ, om en enorm magt hos mennesket, der ejede og bar den,” siger den arkæologiske chef.

Lejre var et vigtigt handelscentrum

Julie Nielsen mener ikke, at hjelmen kan have været båret i kamp, for som hun siger: Lejre var i yngre germansk jernalder ikke et sted, hvor de lokale bekrigede hinanden – nærmere et politisk og religiøst elitested. Her dyrkede man guderne, ophøjetheden, netværket og handlen, endda på tværs af landegrænser.

”Vi ser i nabolande i øst og vest – England og Sverige – fund af hjelmfragmenter med et overordnet ens udtryk. Det viser, at Lejre lå som centrum på en akse. Handlen har her været et meget vigtigt omdrejningspunkt,” siger hun.

Svensk forsker: ”Fragmentet er unikt”

I storværket ”Viking Dynasties” sammenligner forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet Lejres sagnkongesæde med et søsterdynasti i Gamla Uppsala i Sverige. Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet John Ljungkvist har nærstuderet hjelmfragmentet fra Lejre og fremhæver dets unikke konstruktion:

”Hvor vi i andre hjelme ser tre separate beslag, der er sat sammen, er denne hjelms øjenbrynsbue konstrueret i ét stykke. Den nye variant af den eksklusive hjelm har vi ikke fundet tilsvarende før.”

At man kunne fremstille en hjelm af den kaliber er i John Ljungkvists øjne enestående:

”Det er håndværk af en helt særlig kvalitet – på højde med håndværket bag den berømte hjelm fra Sutton Hoo-skibsgraven i England.”

Oplev hjelmstykket live

De to hjelmdele blev fundet på lokaliteten Lillebro ved Lejre. To detektorførere fra henholdsvis Jylland og Sverige stødte på stykkerne under et træf i foråret 2024. De indleverede fragmenterne til museet som danefæ. På ROMUs anmodning hastebehandlede Nationalmuseet fundet og straksudlånte det til Lejre Museum.

”Det lå os stærkt på sinde at få fragmentet hurtigt ud i en montre på museet. Vi glæder os over, at vi allerede nu kan vise det til alle, der interesserer sig for vores fælles fortid,” siger Julie Nielsen.

Foto af fragmentet skaber ivrig debat
Et foto af hjelmfragmentet pryder forsiden på storværket ”Viking Dynasties” – forskningsprojektets bogudgave, der udkommer 21. januar. Blandt hjelm-entusiaster satte forsidefotoet straks gang i en debat.

”Det bliver heftigt diskuteret, hvor dette nye fragment mon er dukket op henne. Derfor er det fedt, at vi nu kan offentliggøre hjelmfragmentet og fortællingen om, at det er fundet her ved Lejre,” siger Julie Nielsen.

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

I Lejre har detektorførere fundet et yderst sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetid. Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til nuværende England og Sverige. Fundet kan opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.

Guldbelægning, smykkesten og detaljerig dyreornamentik: Hjelmfragmentet, som i 2024 blev fundet i lokalområdet, vil snart lyse op i montren på Lejre Museum.

”I sig selv er fund af hjelmdele en sjælden ting i Danmark. Det her stykke stammer fra, hvad der må have været en af Skandinaviens mest prægtige hjelme,” vurderer ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen.

Bronzefragmentet er forgyldt. Det er dekoreret med en rød smykkesten, en såkaldt granat. ”Guldet, ornamentikken og granaten viser hjelmens pragt,” siger Julie Nielsen.

Hjelmdele passer sammen som puslespilsbrikker

Fragmentet består af to dele, der blev fundet på samme mark, og som passer sammen som puslespilsbrikker. Tilsammen udgør stykkerne det meste af hjelmens øjenbrynsbue – det indikerer deres karakteristiske svungne form.

”Ornamentikken – et dyr med markante tænder og store øjne – afspejler den stil, vi kender fra den yngre germanske jernalder; fragmentet er fra perioden mellem år 650 og 750,” fastslår Julie Nielsen.

Symbol på kongepragt og magt

Hjelmen understreger den storhed og status, som vi ser i Lejres halbygninger og gravmonumenter fra samme periode. Ifølge Julie Nielsen har den været en helt særlig genstand tilegnet en konge eller en person, der rangerede højest i stedets stærkt opdelte hierarki:

”Den dybrøde granatsten har længe været forbundet med styrke. Den detaljerige ornamentik på hjelmen udgør en fortælling, et narrativ, om en enorm magt hos mennesket, der ejede og bar den,” siger den arkæologiske chef.

Lejre var et vigtigt handelscentrum

Julie Nielsen mener ikke, at hjelmen kan have været båret i kamp, for som hun siger: Lejre var i yngre germansk jernalder ikke et sted, hvor de lokale bekrigede hinanden – nærmere et politisk og religiøst elitested. Her dyrkede man guderne, ophøjetheden, netværket og handlen, endda på tværs af landegrænser.

”Vi ser i nabolande i øst og vest – England og Sverige – fund af hjelmfragmenter med et overordnet ens udtryk. Det viser, at Lejre lå som centrum på en akse. Handlen har her været et meget vigtigt omdrejningspunkt,” siger hun.

Svensk forsker: ”Fragmentet er unikt”

I storværket ”Viking Dynasties” sammenligner forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet Lejres sagnkongesæde med et søsterdynasti i Gamla Uppsala i Sverige. Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet John Ljungkvist har nærstuderet hjelmfragmentet fra Lejre og fremhæver dets unikke konstruktion:

”Hvor vi i andre hjelme ser tre separate beslag, der er sat sammen, er denne hjelms øjenbrynsbue konstrueret i ét stykke. Den nye variant af den eksklusive hjelm har vi ikke fundet tilsvarende før.”

At man kunne fremstille en hjelm af den kaliber er i John Ljungkvists øjne enestående:

”Det er håndværk af en helt særlig kvalitet – på højde med håndværket bag den berømte hjelm fra Sutton Hoo-skibsgraven i England.”

Oplev hjelmstykket live

De to hjelmdele blev fundet på lokaliteten Lillebro ved Lejre. To detektorførere fra henholdsvis Jylland og Sverige stødte på stykkerne under et træf i foråret 2024. De indleverede fragmenterne til museet som danefæ. På ROMUs anmodning hastebehandlede Nationalmuseet fundet og straksudlånte det til Lejre Museum.

”Det lå os stærkt på sinde at få fragmentet hurtigt ud i en montre på museet. Vi glæder os over, at vi allerede nu kan vise det til alle, der interesserer sig for vores fælles fortid,” siger Julie Nielsen.

Foto af fragmentet skaber ivrig debat
Et foto af hjelmfragmentet pryder forsiden på storværket ”Viking Dynasties” – forskningsprojektets bogudgave, der udkommer 21. januar. Blandt hjelm-entusiaster satte forsidefotoet straks gang i en debat.

”Det bliver heftigt diskuteret, hvor dette nye fragment mon er dukket op henne. Derfor er det fedt, at vi nu kan offentliggøre hjelmfragmentet og fortællingen om, at det er fundet her ved Lejre,” siger Julie Nielsen.