
Tag på museum i vinterferien…
Vinterferie er museumstid. Og på ROMUs besøgssteder finder I et væld af muligheder for at være sammen om lærerige og underholdende museumsoplevelser.
Kombiner de sjove familieaktiviteter med besøg i udstillingerne og giv jer selv en indholdsrig ferie.
Få overblikket over ROMUs ferieaktiviteter her og læs mere om udstillinger og åbningstider på de enkelte besøgssteders hjemmesider.
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN
Fastelavnsløjer på Færgegården
– Lækre boller, gakkede lege og onde katte!
Tag med på fastelavnsoptog i Færgegårdens have og vær med til at lege, dyste og smage dig gennem fastelavnens mange skægge traditioner!
Til fastelavnsløjer på Færgegården kan hele familien fejre fastelavn som man gjorde i 1800-tallets Danmark og lære historierne bag nogle af fastelavnens pudsige traditioner.
Vi opfordrer alle til at komme i jeres mest festlige fastelavnskostume!
Arrangementet finder sted 10., 11. og 12. februar
Læs mere og køb billetter via billetto.dk
Foto: Kristian Grøndahl/ROMU
LEJRE MUSEUM
Vinterferieværksted: Lav din egen jernalderhjelm
Tag hele familien med til Lejre Museum i vinterferien og lav jeres egne flotte hjelme! Inspireret af museets nye, spændende spotudstilling, der viser et fantastisk fragment af en hjelm fra jernalderen, kan I slippe kreativiteten løs i vores hjelm-værksted.
Børn (og voksne!) får her mulighed for at designe og dekorere deres egne hjelme, mens vores formidler fortæller om det mægtige jernalder- og vikingetidskongesæde i Lejre.
Arrangementet finder sted 18., 19. og 20. februar.
Læs mere på Lejremuseum.dk
Foto: Kristian Grøndahl/ROMU
ROSKILDE MUSEUM
Da toget kom til roskilde – Ny spotudstilling og aktiviteter
Vidste du, at det allerførste lokomotiv i Danmark kørte til Roskilde? Det var i 1847. Toget hed ODIN og Kong Christian d. 8 kørte med fra København til Roskilde for at fejre det, da der aldrig tidligere havde været et transportmiddel, der kunne køre så hurtigt!
Oplev Roskilde Museums nye spotudstilling og tag med på den første togrejse. Bliv klogere på den vilde begejstring og frygten for den nye maskine, der lød som en vrinskende hest.
Der er togleg for store og små i hele Roskildes vinterferie (uge 8) kl. 10-16.
Den 20., 21., og 22. februar kan I høre togfortællinger kl. 12 og kl. 13.
Læs mere på Roskildemuseum.dk
Foto: Kristian Grøndahl/ROMU
DANMARKS ROCKMUSEUM, RAGNAROCK
Hold vinterferie på Danmarks rockmuseum
I uge 7 og 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferieaktiviteter.
Tag de yngste med på familieomvisning og i kreaværksted, eller slå jer løs på egen hånd i spotudstillingen ‘The Good Life’.
Få jer et overblik over rockmuseets vinterferieaktiviteter lige her: museumragnarock.dk/vinterferie-2025