Forløsning, glæde og store forventninger fyldte Det Kongelige Palæ: Roskilde Domkirke får nyt verdensarvscenter

 

04.12.2024

Formand for Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, Morten Langager, præsenterede visionerne for det nye verdensarvscenter. Det skal etableres i Det Kongelige Palæ, som ligger lige ved siden af Roskilde Domkirke. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

En glædens dag for Roskilde, for Danmark og for hele verden. Det var kongstanken, der satte tydelige præg på stemningen i Det Kongelige Palæ på dagen, hvor det blev offentliggjort, at finansieringen til et nyt verdensarvscenter for Roskilde Domkirke er på plads.

Allerede fra den tidlige morgenstund mandag den 2. december sitrede det i Lauritz de Thurahs ikoniske gule bygningskompleks, det barokke Kongelige Palæ midt i Roskilde. Palæet, der har knap 300 år på bagen, dannede i al sin aldrende charme rammen om en glædelig nyhed, som skulle afsløres på et pressemøde for særligt inviterede. Da gæsterne begyndte at myldre ind i garderoben, faldt vinterfrakker og halstørklæder, og forventningsfulde smil blev afsløret.

 

Til at byde velkommen og slå fast, hvor monumental dagens nyhed var, gik Morten Thomsen Højsgaard, direktør i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke bag mikrofonen.

 

”I 29 år har vi i Roskilde og ved Roskilde Domkirke ventet på dagen i dag. Så lang tid er det nemlig siden, at den majestætiske og monumentale Domkirke blev udnævnt til UNESCO Verdensarv. Et af de umistelige steder, som vi ikke kan undvære på denne klode, så vigtig er den”, sagde direktør Morten Thomsen Højsgaard i sin velkomst og lagde op til, at tilhørerne nu skulle høre om projektet og om byens, statens og kirkens forhold til den kongelige gravkirke.

 

Det er den unikke arkitektur og status som kongelig gravkirke, der i 1995 sikrede Domkirken en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Siden har der været ønske om at formidle Domkirkens historie bedre og for flere. Nu er ventetiden slut, og det var tydeligt at mærke på den vidtløftige og spændte stemning i Det Kongelige Palæ.

 

”Vi er samlet i dag for at fejre, at det nu bliver muligt at fortælle historien om Roskilde Domkirke på en endnu bedre måde og for endnu flere mennesker. Som formand for Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke er det mig en meget, meget stor fornøjelse at sige følgende: Roskilde Domkirke får et verdensarvscenter,” proklamerede formanden for Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, Morten Langager, hvorefter klapsalver, store smil og forløsning spredte sig i rummet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt glædede sig over det kommende verdensarvscenter for Roskilde Domkirke, der har stor, kulturel betydning – ikke bare for Roskilde, ikke bare for Danmark, men for hele verden. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

Landets nye samlingspunkt

Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke bliver bygherre på verdensarvscenteret, mens museumsorganisationen ROMU er operatør og ledelsesansvarlig. Fondsorganisationen har rejst over 125 millioner kroner til at styrke formidlingen i og omkring Roskilde Domkirke, og Morten Langager benyttede lejligheden til at rette en hjertelig tak mod donorerne. Derefter præsenterede han visionerne for det kommende besøgscenter, som med dagens store nyhed nu kan realiseres.

 

”Jeg glæder mig til at forvandle drømme til realiteter sammen med jer, der står her i lokalet, og sammen med alle de dygtige mennesker, der arbejder for den her sag. Vi står op skuldrene af folk, der kom før os – og vi arbejder med noget, der skal gives videre til næste generationer. Med verdensarvscentret får vores land et nyt samlingspunkt. Det synes vi i bestyrelsen er værd at råbe hurra for: Længe leve verdensarv, længe leve verdensarvscentret,” sagde Morten Langager og udbragte sammen med hele forsamlingen et trefoldigt hurra, der rungede i palæets højloftede lokaler.

 

Herefter fik Roskildes borgmester, Tomas Breddam, ordet.

 

”Jeg er stolt, ydmyg og ufattelig glad over, at vi kan fortælle om dette verdensarvsvidunder til alle vores borgere, til Danmark – ja til hele verden. Jeg kan næsten ikke vente, til det bliver 2028,” lød det blandt andet fra en tydeligt glad borgmester.

Medier og særlige indbudte gæster var spændt mødt op til afsløringen af, at Danmark får et nyt verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Det skal ligge i dele af bygningskomplekset Det Kongelige Palæ, som også dannede rammen om dagens gode nyhed. I Lauritz de Thurahs smukke og ikoniske bygninger skal der frem mod 2028 etableres udstillinger, der formidler historien om monumentet Roskilde Domkirke og om monarkiet, der bruger Domkirken som kongelige gravkirke. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

Bred politisk opbakning

Det nye verdensarvscenter skal etableres i dele af Det Kongelige Palæ – Lauritz de Thurahs barokke bygningskompleks, hvor også mandagens pressemøde og fejring af nyheden blev afholdt.

”Det er på alle måder formidabelt at være her i dag og sammen med jer fejre, at vi nu – langt om længe – får et verdensarvscenter her i Roskilde. Domkirken har enorm betydning, ikke bare for Roskilde, men for Danmark. I virkeligheden tror jeg, at det er de færreste danskere, der gør sig det klart, at der her i byen ligger noget, der er lige så betydningsfuldt som Pyramiderne og Den Kinesiske Mur. Domkirken er underformidlet. Det laver vi om på i dag,” sagde kulturminister Jakob Engel-Schmidt i sin tale.

Tre af hans politiske kollegaer var også mødt op for at fejre den gode nyhed. Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne glæder sig til at kunne tage sine børn med i verdensarvscentret.

”Når man oplever danmarkshistorien gennem kirker, så ved man også, at man står på et fundament, som er vigtigt at kende for at finde ud af, hvem man er. Jeg er fuld af glæde over Danmarks fremtid, når vi ser det her projekt,” sagde Susie Jessen.

De konservatives kulturordfører Birgitte Bergman er også overbevist om, at det nye verdensarvscenter har stor betydning for os alle sammen.

”Hvis ikke vi fornyer den kultur, vi står på, og formidler den på en ny måde, så tror jeg, vi mister nogen undervejs. Vi skal forny for at bevare. Jeg synes, det er en fantastisk dag. Tillykke til jer og til os alle.”

Zenia Stampe, kulturordfører for De Radikale, er opvokset i Roskilde, og på trods af sine ideologiske ståsteder har Domkirken haft stor betydning for Zenia Stampe:

”Jeg er opvokset i et meget venstreorienteret hjem. Jeg er ikke døbt, jeg var ikke medlem af folkekirken, senere blev jeg republikaner – men jeg var så pavestolt af at bo på den side af Clermontgade, der hørte til Roskilde Domkirke. Selv om jeg stadig ikke er døbt og principielt er republikaner, har jeg altid været ekstremt optaget af kirker og af vores kongehus’ historie.”

Hun glæder sig over, at den verdenskulturarv, der har været hendes og byens lokalmiljø, nu bliver åbnet for alle.

En glad borgmester havde taget det brede smil med. Både under talen og i efterfølgende interview var det en tydeligt stolt Tomas Breddam, der kommenterede på nyheden om verdensarvscentret, som byen har drømt om i 29 år. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

Samarbejde på tværs af kulturinstitutioner

Verdensarvscentret forventes at åbne i Det Kongelige Palæ i 2028. ”Den helt perfekte bygning til det helt perfekte formål”, lød det fra formanden for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn, Bjarne Hald. Han glæder sig over, at Domkirken, som ikke bare er verdensarv, men også aktiv sognekirke, nu får et besøgscenter.

”Vi er stolte af det unikke samspil, vi har med verdensarven. Med et verdensarvscenter bliver der mere plads til på en gang at udfolde kirkens liv og til at være det historiske vingesus for Roskilde, som vi også er,” lød det fra Bjarne Hald.

Samspillet videreføres i den grad. Udover at rumme udstillinger og formidling, skal Det Kongelige Palæ fortsat være base for Roskilde Stift og for biskop Ulla Thorbjørn Hansen.

”Det kommende verdensarvscenter er et udtryk for samarbejde og netværk på tværs af kulturinstitutionerne. Jeg glæder mig til sammen med centret at være fælles om både Roskilde Domkirke og Roskilde Palæ. Vi får et rigtig tæt naboskab med fortsat bispebolig og kontor i østfløjen og stiftsadministration på førstesalen. Verdensarvscentret bliver endnu en aktør, der åbner dørene til Roskilde Domkirkes historie,” lød det fra biskoppen, der var sidste taler på programmet.

Herefter var der kaffe og lidt sødt til, mens gæsterne gik rundt og fordøjede dagens glædelige nyhed med hinanden. På væggen kørte en film, der er optaget i forbindelse med Christian 9.s begravelse i 1906. Her ses kongens begravelsesfølge forlade Det Kongelige Palæ. Kvinder i sorte sørgedragter og mænd med ekstravagante fjer i hovedbeklædningen trådte ud af den selvsamme dør, som dagens gæster 118 år senere trådte ind ad. Denne gang i mere muntre omstændigheder: Snart skal døren være ankomst for gæster i det kommende verdensarvscenter for Roskilde Domkirke.

Roskilde Domsogns næstformand Jesper Kejlhof og formand Bjarne Hald får en op kaffe ovenpå dagens gode nyhed, som Bjarne Hald i sin tale kaldte ”en drøm, der går i opfyldelse.” Det nye verdensarvscenter skal i samspil med den levende sognekirke, som Roskilde Domkirke også er, udfolde den lange historie om Roskilde Domkirke og de gravlagte konger og dronninger. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

Mads Lebech, direktør i A.P. Møller Fonden, som støtter projektet med 60 millioner kroner, i samtale med biskoppen for Roskilde Stift, Ulla Thorbjørn Hansen. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

Direktør Morten Thomsen Højsgaard rundede pressemødet af med en ekstra tak til fonde og bevillingsgivere og opfordring til samarbejde mellem folk i projektet, i byen, i staten og i kirken. I baggrunden Susie Jessen (DD), Zenia Stampe (RV), Birgitte Bergman (C) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

 

Fakta:

Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal formidle historien om Roskilde Domkirke som UNESCO Verdensarv. Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af bygningskomplekset Det Kongelige Palæ lige ved siden af Roskilde Domkirke. Den centrale beliggenhed – med den ikoniske arkitekt Lauritz de Thurahs indgangsport direkte ud mod Roskildes livlige Stændertorv – giver det nye verdensarvscenter en nøglerolle med at binde Roskildes kulturhistoriske miljø omkring Domkirken sammen. Det forventes, at det nye verdensarvscenter kan slå dørene op i løbet af 2028.

Realiseringen af verdensarvscentret er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 60 mio. kr. og Augustinus Fonden med 25 mio. kr. Roskilde Kommune har bidraget med 25 mio. kr. Kulturministeriet bidrager – med forbehold for Folketingets endelige godkendelse – med 10 mio. kr. i anlægsstøtte og yderligere 10 mio. kr. i driftsstøtte over en 5-årig periode. Projektet er desuden støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med 500.000 kroner, og Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke bidrager selv med 6 mio. kr.

Læs mere på verdensarvscenter.dk

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER

Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard – farvel til en ener

Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard – farvel til en ener

Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard - farvel til en ener 14.10.2024 Peder Bundgaard var blandt meget andet manden bag Gasolin's visuelle univers, her cover-fotoet til Gas' 6. I forbindelse med rockmuseets Gasolin'-udstilling i 2019 fortalte Bundgaard, at det var...

Egedals beskedne historiefortæller runder et skarpt hjørne

Egedals beskedne historiefortæller runder et skarpt hjørne

Egedals beskedne historiefortæller runder et skarpt hjørne 13.09.2024 Rolf Kjær-Hansen kender kulturhistorien i alle hjørner af Egedal Kommune, og han videregiver den med stor indlevelse til en relativt fast skare af begejstrede tilhørere. Den 12. september kan han...

Svensk forsker sætter mytiske kongeslægter under lup på Lejre Museum

Svensk forsker sætter mytiske kongeslægter under lup på Lejre Museum

Svensk forsker sætter mytiske kongeslægter under lup på Lejre Museum 11.09.2024 Kongesædet i Gamla Uppsala blev grundlagt på samme tid som kongesædet i Lejre, eksisterede i mange hundrede år og efterlod både sagnfortællinger og fantastiske fund til eftertiden -...

Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum

Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum

Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum 11.09.2024 I regn og slud må arkæologerne ud… Hen over vinteren og foråret blev området nord for Egedal Rådhus udgravet, ikke altid under de mest optimale forhold. Men de gav gode resultater, og...

Foredragsrække præsenterer ny viden om vikingedynastierne i Lejre og Uppsala

Foredragsrække præsenterer ny viden om vikingedynastierne i Lejre og Uppsala

Nye opdagelser, nye tolkninger og spektakulære fund er på programmet, når Lejre Museum i efterårets foredragsrække varmer op til storværk fra forskningsprojektet ”Viking Dynasties”. Gennem syv år har forskere fra Uppsala Universitet, Nationalmuseet og ROMU undersøgt sammenhænge mellem de to vikingemagtcentre. I fire foredrag på Lejre Museum giver projektets nøgleforskere et kig ind i nogle af resultaterne.

Vicevært søges til museer i Roskilde og omegn

Vicevært søges til museer i Roskilde og omegn

Har du fingrene rigtigt skruet på? Har du håndværksmæssige erfaringer med at vedligeholde bevaringsværdige bygninger? Sætter du en ære i at udføre et godt stykke arbejde i samarbejde med andre? Så er du måske lige den vicevært, som museumsorganisationen ROMU søger

Ny forskning: Overset aspekt kaster lys over store omvæltninger i bondestenalderen

Ny forskning: Overset aspekt kaster lys over store omvæltninger i bondestenalderen

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. Arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

X
post-8565

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

BEGIVENHED

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

13.06.2024

I spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ bliver branden i Roskilde Domkirke i 1968 mindet med et rigt fotomateriale, avisartikler og dokumentaroptagelser. Foto: Roskilde Domkirkes Arkiv

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Det vakte opsigt, og folk stimlede sammen på Stændertorvet, da Roskilde Domkirke brændte i 1968. Nu mindes branden og brandfolkenes indsats i spotudstillingen ‘Roskilde brænder’ på Roskilde Museum. Foto: Roskilde Arkiverne

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Mange voksne og ældre roskildensere husker brandstationen i Sankt Ols Stræde, som i årene 1909 – 1984 havde til huse i en af de bygninger, der i dag rummer Roskilde Museum. Foto: Gorm Grove

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Fra 23. juni til og med 1. uge af september kan den originale brandbil, drejestigen ”S.1.” fra 1937, opleves i gården på Roskilde Museum som en del af spotudstillingen ”Roskilde brænder!” Det er foreningen Roskilde Stigeholdere, som vedligeholder og passer på det flotte køretøj, der kendes fra den årlige juletræstænding på Stændertorvet. Foto: Gorm Grove

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Det lille brandmuseum lavet af brandmændene i anledningen af brandvæsnets 100 års jubilæum i 1974 i den gamle brandstation genopstår i ny form i udstillingen Roskilde brænder! Foto: Gorm Grove

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Med brandstationen på Sankt Ols Stræde fik brandfolkene helt nyt udstyr. Her ses deres første brandbil, Trianglen, som de indkøbte for 100 år siden, i 1924. Foto: Roskilde Brandvæsen.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-2255

Lützhøfts Købmandsgaard tager en bid Roskilde-historie med til København

BEGIVENHED

Lützhøfts Købmandsgaard tager en bid Roskilde-historie med til København

Af Lene Steinbeck

09.03.2023

Et museum er langt fra kun udstillede genstande. Det ved museumsinspektør Jakob Caspersen, der vil gøre sit for, at den autentiske stemning fra Lützhøfts Købmandsgaard følger med ind på standen til Historiske Dage. Her kan man besøge butikken til en snak om det gode købmandskab, de historisk korrekte varer, og hvad man ellers kan vende over en købmandsdisk. Foto: Martin Harvøe Kristensen/ROMU

I marts åbner Lützhøfts Købmandsgaard for en kort bemærkning en filial i hovedstaden. Det lille Roskilde-museum er nemlig for første gang med, når festivalen Historiske Dage bliver afviklet i Øksnehallen den 18.-19. marts. Her kan historieinteresserede fra hele landet få et indblik i livet bag disken i Roskildes gamle købmandsgård for 100 år siden.

En mobil købmandsdisk, et klingende kasseapparat, bunker af bolsjer og al den stemning, der overhovedet kan opdrives. Sådan lyder pakkelisten, når Lützhøfts Købmandsgård i marts tager på et lille, udenbys weekendophold. Museet skal deltage ved Historiske Dage i København, og her kommer festivalens besøgende til at kunne opleve en fuldt udstyret købmandsbutik med historisk korrekte varer fra 1920’ernes Roskilde.

”Kommiserne står klar bag disken til at demonstrere det gamle købmandshåndværk, mens vi fortæller gode historier om varerne, butikken og livet på Købmandsgården for 100 år siden. Der er smagsprøver på snapse og likører, som var populære på den tid, og man kan købe bolsjer i håndfoldede kræmmerhuse, som bliver vejet på en gammeldags vægt og slået ind på et gammelt kasseapparat. Vi indretter vores stand, så den minder så meget som muligt om butikken hjemme i Roskilde,” fortæller Jakob Caspersen, der er museumsinspektør i den gamle købmandsgård, som er et besøgssted under museumskoncernen ROMU.

En bid af Roskildes historie

Festivalen samler over en weekend en række kulturinstitutioner, der beskæftiger sig med historie, og på fem scener afvikles hele weekenden et program med samtaler og oplæg fra blandt andet forfattere, historikere og journalister. Det er første gang, Købmandsgården deltager på festivalen. Men det er lidt en drøm, der går i opfyldelse, når museet tager en del af Roskildes historie med rundt på turné.

”Vi har den her dejlige købmandsdisk på hjul, og den vil vi gerne bruge meget mere. Det her er en oplagt mulighed for at lave en sjov og anderledes stand. Jeg tror ikke, at de andre museer på samme måde kan tage så stor en del af deres udstillingsoplevelse med på festivalen. Vi håber, det kan være med til at skabe opmærksomhed om os selv som et lille museum, men også om Roskilde, og hvad den som by har tilbyde for historiske interesserede,” siger Jakob Carstensen.

Museet i Ringstedgade holder lukket den 17. og 18. marts for at gøre klar og lave pop up-butik i København. Kan man ikke undvære sine bolsjer og sin likør, er der råd for det: Tag en tur på Historiske Dage og oplev en lille bid af Roskildes historie i helt nye rammer.

Det er Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning, der står bag Historiske Dage. Festivalen afvikles i Øksnehallen den 18.-19. marts. Man kan se programmet og købe billet på www.historiskedage.dk

post-6205

Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

BEGIVENHED

Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Grundlovsdag på Lejre Museum

Grundlovsdag på Lejre Museum

På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.

læs mere
LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

Ved du, hvor Harald Hildetand eftersigende er begravet? Eller kender du historien om gudinden Nerthus i Herthadalen? Lejreområdets naturskønne landskab er sprængfyldt med fascinerende historier – og hele sommeren kan du høre nogen af dem, når Lejre Museum i samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske forening og lokale lodsejere inviterer på gratis historiske vandreture i lejreområdet.

læs mere
[{ _i=”0″ _address=”4.0.0.0″ /]

post-3000

Oplev sjove sommersøndage for hele familien på Tadre Mølle

BEGIVENHED

Oplev sjove sommersøndage for hele familien på Tadre Mølle

19.06.2023

 Foto: ROMU

Over fire søndage i juli inviterer Tadre Mølle børn og deres familier til spændende aktiviteter. Kreative naturkunstværker udformes, naturen skal udforskes og brød skal bages i den gamle stenovn.

Sommer og søndag er i hvert fald på plads. Om der også kommer sol til de, der finder vej til Tadre Mølles alsidige og hyggelige ferieaktiviteter, må tiden vise. Men næsten uanset vejret bliver der gode muligheder for at få sig en feriesøndag fyldt med fælles oplevelser på tværs af generationer ved den kulturhistoriske perle i Elverdamsdalen.

Kreativt naturværksted

På det kreative naturværksted på Tadre Mølle skal børn og deres familier slippe deres indre kunstner løs og lave flotte kunstværker af de naturmaterialer, der findes rundt om møllen.

”Kyndige krea-vejledere vil hjælpe de besøgende med at skabe smukke kreationer af naturens materialer. Kun fantasien sætter grænser, når de besøgende gennem denne kreative aktivitet kommer tæt på naturen og skaber hyggeligt samvær,” siger museumsmedarbejder Maja Kvamm.

Det kreative naturværksted finder sted den 2. juli fra klokken 12:00-15:00.

Naturdage
Hele familien er inviteret, når Tadre Mølle holder naturdag i den smukke Elverdamsdal. Kyndige naturvejleder fra Nationalpark Skjoldungernes Land vil udstyre børn og deres familier med grej til at gå på opdagelse i naturens liv omkring den gamle vandmølle.

”Den kulturhistoriske perle Tadre Mølle ligger omgivet af smuk natur i Elverdamsdalen, og denne dag er der ekstra mulighed for at komme helt tæt på det krible- krablende liv, der findes ved møllen,” siger Maja Kvamm.

Naturdage på Tadre Mølle finder sted søndag den 16. juli og 23. juli fra klokken 11:00-14:00.

Bagedag
Den, der kommer først til mølle, får først malet melet. Korn skal kværnes til mel, og brød skal bages i Tadre Mølles gamle stenovn, når der inviteres til bagedag for hele familien.

”Oplev naturens kræfter, når den gamle vandmølle forvandler korn til mel. Få hænderne i dejen og mærk de gamle traditioner på egen krop. Der vil være forskellige aktiviteter på dagen, så alle familiens medlemmer kan sætte sanserne i brug,” siger Maja Kvamm.

Bagedagen på Tadre Mølle finder sted søndag den 20. juli fra kl. 12:00-16:00.

Billetter til alle arrangementer kan købes i Møllecafeen. Børn er gratis.

    MERE INDHOLD FRA TADRE MØLLE

    Tadre Mølle kalder til Kildemarked

    Tadre Mølle kalder til Kildemarked

    Søndag den 25. juni inviterer ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner til en herlig markedsdag på den gamle møllegård. Kom og vær med, når den danske sommer står i pragt, og nyd den dejlige sommerstemning i Elverdamsdalen.

    post-5656

    Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

    BEGIVENHED

    19.06.2023

    Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

    Foto: Trine Sejthen, ROMU

    Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages. 

    Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.

    ”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:

    ”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.

    Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.

    Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.

    Mød dyrene i fjorden

    Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.

    Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.

    ”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.

    Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.

    Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.

    ”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.

    Den sorte bogs hemmeligheder
    Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.

    Mød dyrene i fjorden
    Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00. 
    Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto

    Læs flere nyheder og artikler her.

    Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

    FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
    FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

    FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

    Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

    Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

    ”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.

    læs mere


    post-49

    Arkæologi

    ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

    post-49

    Vores viden

    I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.