Frisk luft og fortid – tre idéer til ture med indhold
Af arkæolog Cille Krause, ansvarlig for tilsynet med de fredede fortidsminder

Der er tusindvis af fortidsminder at udforske i det danske landskab. Så længe man passer på dem og er opmærksom på, om de ligger på privat grund, hvor der ikke er adgang, er det bare med at gå på opdagelse i fortidens spor. Foto: Cille Krause /ROMU
Savner du et udflugtmål, når du skal lufte ungerne? Eller et fælles emne, som kan sætte fantasien i gang? Her får du tre tips til gådefulde fortidsminder i Roskilde-området. Vælg frit mellem stenalder, bronzealder og middelalder.
Hvis du er på jagt efter frisk luft og fortid – i god afstand til andre – skulle du tage at slå et smut forbi Børnehøjen (en dobbelt jættestue fra bondestenalderen), Mastehøj (en gravhøj formentlig fra bronzealderen) eller Nebbe voldsted (et beskyttet borganlæg fra middelalderen). Her får du et lille indblik i hvert af de tre steder. Der er meget, vi endnu ikke ved – men vi ved nok til at sætte fantasien på gled:
Børnehøjen – som at løfte taget af en LEGO-bygning
Adresse: Det store grønne areal ud til vejen Børnehøjen
Her kan du opleve en dobbelt jættestue fra den del af bondestenalderen, der kaldes mellemneolitisk tid – det vil sige 3200-2400 f.Kr. Jættestuer var gravanlæg, og der var plads til at flere kunne begraves derinde. Man kan kalde dem en slags “genbrugsgravplads”.
Oprindeligt har der ligget flere såkaldte “dæksten” som loft over gravkamrene, men de er blevet fjernet på et ukendt tidspunkt. Store kampesten var i høj kurs på den tid, hvor man anlagde veje, broer og jernbaner. Hvis man havde en dysse eller en jættestue liggende på sin jord, kunne man tjene penge på at sælge stenene til anlægsarbejdet. At dækstenene mangler på den dobbelte jættestue, giver os mulighed for at se, hvordan man har konstrueret anlægget – lidt ligesom når man løfter taget af en LEGO bygning. Når man skulle ind i kammeret, foregik det gennem gangen.
Hvis du har lyst til at kravle ind i en jættestue med ”låg på”, kan du besøge den i Øm, lidt sydvest for Roskilde. Her er der også offentlig adgang. Og husk lommelygten, for der er mørkt derinde.

Udsigten fra oldtidshøjen Mastehøj er formidabel. Foto: Cille Krause /ROMU
Mastehøj – måske røvet af gravrøvere
Adresse: Store Valbyvej. Over for parkeringspladsen til Himmelev Skov og den gamle grusgrav.
Her er du 50 meter over havet og kan opleve en fantastisk udsigt over Himmelev, Roskilde og Roskilde fjord.
Gravhøjen er ikke udgravet, og derfor er det heller ikke muligt med sikkerhed at sige, præcis hvor gammel den er. Den er dog formentlig fra bronzealderen – det vil sige mellem 1700-500 f.Kr. Selve højen er lidt “slidt” af tidens tand. Den har derfor lidt stejle sider og i toppen er der en hulning. Denne hulning stammer formentlig fra et forsøg på gravrøveri. Hvem der har gravet i højen og hvornår, ved vi ikke. Højen er i dag fredet, og der er ikke nogen, der får lov til at grave i den igen.
Gravhøje har i oldtiden ligget som perler på en snor langs fjorden. Den videnskabelige assistent og tegner, Magnus Petersen vandrede i 1847 fra Roskilde til Frederikssund. Undervejs talte han gravhøjene. Det blev han træt af, da han nåede til 400, og da var han endnu ikke kommet frem. 40 år efter gjorde han samme tur, men da var størstedelen af gravhøjene fjernet, så bønder kunne udnytte jorden. I 1937 blev fredningsloven vedtaget. Samtlige fortidsminder blev herefter fredet og måtte ikke fjernes.
Nebbe voldsted – borganlæg med god beliggenhed
Adresse: Boserupvej. Mellem fjorden og Store Kattinge Sø. Parker evt. ved Kattinge Værk.
Voldsted er et fagudtryk for et forsvarsværk. Sådan et ligger der på en landtange mellem Roskilde Fjord og Kattinge Sø. Det er lagt dér, fordi det er besværligt at komme derud og derfor lå godt i forhold til at forsvare sig. Den slags voldsteder blev i middelalderen opført af velhavende og/eller kongelige familier til beskyttelse. Dengang var Kattinge Sø ikke en sø, men en del af fjorden. Stedet var således beskyttet af vand mod nord, vest og øst. Der var kun adgang fra syd ad landtangen langs med den nuværende Store Kattinge Sø. I dag løber Boserupvej hen over det fredede fortidsminde, og der er nem adgang nord om Store Kattinge Sø.
I middelalderen har man lavet anlægget ved at gennemskære landtangen to steder – på den måde opstod der tre holme eller “små-øer”.
Ved en undersøgelse i 1959 udgravede man fundamentet til et nærmest kvadratisk tårn af munkesten, en slags “mursten”, på den sydligste og mindste holm i anlægget. Hvordan bygningerne på de andre holme har set ud, ved vi ikke. Måske var de også af munkesten, eller måske var der tale om nogle mere almindelige bindingsværkhuse. I mange år har stedet være dyrket, og efterhånden er de tre holme blevet jævnet ud. Man kan dog stadig fornemme både anlæggets størrelse og den strategiske beliggenhed.
I de skriftlige kilder fra middelalderen nævnes Nebbe første gang i 1315, men hvornår borgen blev grundlagt, ved vi ikke. I anden halvdel af 1300-tallet kom det i Dronning Margrethes I’s besiddelse. Hun overdrog borgen til Roskilde bispestol, som ikke havde interesse i stedet – derfor forfaldt det borganlæg, der stod her. Man kan forestille sig, at byggemateriale fra borgen hurtigt er blevet plyndret og brugt til andre byggerier – det var værdifulde materialer.

Der var plads til at begrave flere personer i den dobbelte jættestue Børnehøjen, som er fra bondestenalderen. Foto: Cille Krause /ROMU
Nysgerrig på mere?
I dag findes der næsten 34.000 registrerede og fredede fortidsminder. Der er både tale om dysser, gravhøje, borge- og voldsteder, kirkeruiner, broer, milesten og mange flere typer. De ligger spredt i hele landet, og måske lægger du slet ikke mærke til dem i dagligdagen? Tilsammen udgør de en vigtig del af vores fælles kulturarv og hver af dem rummer et lille stykke historie. Måske du er blevet nysgerrig på, hvor du kan finde flere fredede fortidsminder?
Med appen “§ 3-natur” kan du få stillet din sult. Den giver bl.a. oplysninger om, hvor de fredede fortidsminder ligger og linker videre til den landsdækkende database Fund og Fortidsminder. Appen ”§ 3-natur” er så fuld af gode informationer, at museets arkæologer indimellem også bruger den i deres professionelle arbejde. Der er nok at udforske derude.
Rigtig god tur!
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER
Skoleforløb med kartoffelmarcipan og halmnisser hitter
Hvordan fejrede man jul under besættelsen, og hvad skrev man på ønskesedlen, dengang al legetøj var analogt? Det kan eleverne lære om på ROMUs besøgssteder, der op til jul udbyder skoleforløb med ”marcipan”, kandis og glaserede æbler. Og det har skolerne i dén grad benyttet sig af.
Vær med til at gøre Lysfesten til et strålende møde i mørket
Opbakning er alfa og omega, når Kulturstrøget den 30. januar inviterer til Lysfest. Jo flere gæster, desto lysere kan Roskilde stråle og gløde i mørket. Arrangørerne inviterer alle til at være med og efterlyser frivillige til at sikre, at gæsterne får en god oplevelse.
Sjællands smukkeste vandmølle er blevet endnu smukkere
Renoveringen af det fredede møllehus på Tadre Mølle er fuldført – og klar til det store årlige julemarked søndag den 7. december.
Jul med smørklat på toppen – oplev julemarked på Skenkelsø Mølle
Juletiden byder på et væld af hyggelige traditioner. En af dem er julemarkedet på Skenkelsø Mølle, hvor der næsten er garanti for at komme i julestemning. Som vanligt trækker den gamle mølle i juletøjet, og de frivillige arrangerer en hyggelig dag for hele familien.
Ny bog blev fejret med symbolske chokolader og bevingede ord om Roskilde Domkirke
Titlen er ”Kongelige begravelser”, men fejringen af bogen var alt andet end sørgelig. Bogreceptionen i Det Kongelige Palæ bød blandt andet på et smukt traktement med royalt islæt og stærke ord om naboen, Roskilde Domkirke.
Butiksansvarlig søges til museumsbutikken på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock
Kunne du tænke dig at stå i spidsen for en af Danmarks fedeste museumsbutikker? Har du solid erfaring med detail, og har du lyst til at møde mange forskellige mennesker hver dag? Så er jobbet som butiksansvarlig på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock måske noget for dig.
Overgiv dig – det er Merry Freakin’ Jul!
Lyden af jul har indtaget Danmark, og på RAGNAROCK kan du få stillet den musikalske julehunger, uanset om du er til julehjertevarm fællessang, vil brillere med vennerne i viden om julemusik eller er klar til at give årets pynt et los i julekuglerne.
Ny bog: ROMU-forsker gransker 1000 års kongelige begravelsestraditioner
En kongelig begravelse markerer overgangen fra én regent til en anden. Men den er også en dybt symbolsk ladet handling, der har betydning for kongemagten, folket og for en nations sammenhængskraft. I en ny bog, som for første gang undersøger 1000 års kongelige begravelser, kaster ph.d. Laura Maria Schütze et blik på folkets rolle i kongemagtens vigtigste ritual.
Julen bliver ekstra hyggelig på Færgegården i år
Færgegården skruer i år ekstra op for julestemningen med et hyggeligt julemarked og flere børneaktiviteter, når museet sammen med Grevinde Danner spejderne i Jægerspris inviterer til ”Jul på Færgegården” i alle adventsweekender. Der er gratis adgang.




























