![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/12/01-jul-med-romu-grafik-amalie-wulff-scaled.jpg)
2020 har været et mærkeligt år. Men det bliver jul alligevel, også hos ROMU, som i år markerer julemåneden med digitale julekalendere, julede undervisningsforløb og juleforedrag, som kan opleves både fysisk og via live stream.
Der er linet op til både hygge og spas – fysisk og digitalt – på ROMU’s besøgssteder. På Færgegården kan du for eksempel komme til foredrag om juletraditionernes historie, du kan følge med via live stream, eller du kan deltage fysisk, ligesom du kan købe et helt fysisk juletræ på gårdspladsen foran museet. På RAGNAROCK rimer jul i år på Roskilde Festival, og så holder alle vores museumsbutikker selvfølgelig åbne – hvis du vil forkæle en, du holder af i julen.
Jul på Færgegården – mere digitalt end det plejer
På Færgegården skal der julehygges både fysisk, under sikre forhold, og digitalt. På Facebook kan du følge med i museets julekalender og deltage i julequizzen, og der sælges som altid juletræer på gårdspladsen foran Færgegården. Det foregår den 5., 6., 12., 13., 19., 20., 21. og 22. december – altså alle weekender og de sidste to hverdage inden lille juleaften.
Den 10. december inviterer museet desuden til hyggeligt foredrag – om selve julens historie. Julen er traditionsrig, den er fyldt med ritualer og særlige skikke, som gentages år efter år. Sådan har man altid gjort – eller har man? Er de danske juletraditioner overhovedet danske? Og hvordan kan det være, at man også fejrede jul før Jesus blev født?
Det er nogle af de spørgsmål, som museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen giver svar på i foredraget. Sammen med tilhørerne på museet og hjemme bag skærmene dykker hun ned i juletraditionernes historie og ser på, hvorfor vi egentligt gør, som vi gør. Hun vil undersøge de danske juletraditioners oprindelse og se på, hvordan de har forandret sig over tid. Der bliver også tid til at udforske, hvordan man har fejret jul før julen, som vi kender den i dag.
Du kan booke en af de begrænsede pladser – eller følge med hjemme fra stuen via live stream.
Jul på RAGNAROCK – i år rimer jul på Roskilde Festival
Et nisselandskab med legofigurer på Orange Scene. En guirlande af gamle festivalprogrammer. Og en ræv, der er formet som en ølbong. Julepynten har sit helt eget udtryk og slår en særlig stemning an i årets julesatsning på RAGNAROCK – en adventskalender i fire afsnit – “Jul i Smatten”.
”Konceptet er ganske simpelt: hver søndag i advent lukker vi en kasse op med et stykke kulturarv fra Roskilde Festival”, forklarer museumsinspektør Jakob Caspersen, der glæder sig til årets julespas på RAGNAROCK. Og hvad gemmer der sig mon i de fire pakker? Her er et hint til hvert afsnit:
1. En vigtig lap papir
2. Et smattet minde
3. En syv-hullet dessertskaber
4. Et intergalaktisk møde.
“Jul i Smatten” kan følges hver søndag i advent på RAGNAROCKs Facebook-side eller på rf50.dk.
Skoleforløb med duft af jul
Også når det gælder ROMUs undervisningsforløb dufter det af jul og gran.
På Frederikssund Museum, Færgegården kan de yngste elever høre om jul i gamle dage i skoleforløbet ”Julestue på Færgegården”, og Roskilde Museum tilbyder et skoleforløb for 2.-4. klasse om ”Jul i en besættelsestid” – om hvordan det var at være barn og fejre jul under Anden Verdenskrig.
Der er også åbent i alle vores butikker
Julen er hjerternes fest, og hvis du gerne vil glæde en du holder af i december, så kan du jo slå vejen forbi en af museumsbutikkerne på Roskilde Museum, Lejre Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lützhøfts Købmandsgård og RAGNAROCK – Museet for pop, rock og ungdomskultur.
Her er der gode muligheder for at finde julegaven, hvad enten du er på jagt efter museumskopi-smykker, et KLUB kort med gratis adgang for 2 i et helt år, en flaske mjød og et horn at drikke det af eller Gasolin’-merchandise.
Alle ROMUs museumsbutikker har åbent samtidigt med museerne.
Tider, priser og steder
Juleforedrag:
Fysisk arrangement:
10. december kl. 19.00-21.00
75 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk eller på museet Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Live streaming:
10. december kl. 19.00-21.00
25 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk
Se med via smartphone, tablet eller computer hjemme fra din egen stue
Du vil modtage en mail en time før arrangementet med link og informationer om, hvad du skal gøre. Vær opmærksom på, at mailen kan ende i dit spamfilter. Hvis der mod forventning skulle opstå problemer, da skriv til faergegaarden@romu.dk både før og under foredraget. Det vil ikke uden for almindelig arbejdstid være muligt at få svar på henvendelser, der er gået igennem billetto.
Digital julekalender- og quiz:
‘Like’ Frederikssund Museum, Færgegården på Facebook – og følg med hver dag i december.
Juletræssalg:
Der sælges juletræer på gårdspladsen foran Færgegården den 5., 6., 12. 13., 19., 20., 21. og 22. december.
“Jul i Smatten”:
Følg adventskalenderen hver søndag op til jul på RAGNAROCKs Facebook-side eller rf50.dk.
Find desuden museumsbutikkerne på:
Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
ROMU ÅBNER MUSEER FOR UNDERVISNING FOR DE YNGSTE ELEVER
Fra mandag den 8. februar bliver det igen muligt at inddrage et museumsbesøg i undervisningen for 0. – 4. klasse i Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner. ROMU åbner tre af sine besøgssteder for netop denne særlige gruppe af besøgende.
LYSFEST 2021 GAV GÅTUREN ET NYT FORMÅL
Som alt andet var årets Lysfest en anderledes oplevelse. Men når intet er som det plejer, opstår nye muligheder. Lysfest2021 blev en dejlig, lang og meningsfuld fest, som gav et mål for de efterhånden mange gåture.
HISTORIEN FINDER VI PÅ BUNDEN AF ET LATRIN I ROSKILDE
Hvad var der på middagsbordet hos den kirkelige elite i middelalderen? Og hvornår begyndte vi at spise eksotiske varer som agurk og figner her i Danmark? Svarene skal vi ikke lede efter i de skriftlige kilder, men i affaldsbunker og 1000 år gamle latriner.
SE DE FINESTE ØJEBLIKKE FRA LYSFESTEN 2021
Lysfesten 2021 er blevet afviklet under anderledes coronasikrede former – men det har stadig været en fest, og lysene har kastet håb over Roskilde. Se pletskud fra lysfesten her – og husk at du kan nyde lysene i aften med.
SKOV, VAND OG HISTORIE I DET FRI: TADRE MØLLE LOKKER UNDER NEDLUKNINGEN
Det er stadig muligt at få kulturhistoriske oplevelser under nedlukningen. For selv om Tadre Mølles butik og café er lukket, flokkes cyklister, hundeluftere og friluftsmennesker stadig til området omkring den historiske vandmølle.
FÅ NYT OM KONGELIG MAGT I LIV OG DØD I SEN JERNALDER OG VIKINGETID
Lejre Museum lancerer nyt og gratis digitalt nyhedsbrev om Danmarks forhistorie. Første udgave udkommer 5. februar 2021.
VIKINGESYMBOLER BLIVER BRUGT AF QANON-SHAMAN
PERSPEKTIV. Da Capitol i Washington D.C. blev stormet den 6. januar var både Thors hammer, Yggdrasil og en såkaldt valknude med i menneskemængden, nemlig på QAnon-shamanen Jake Angelis krop. Symbolerne, der gennem mange år er dukket op i vikingefund i blandt andet Lejre og Roskilde, bliver flittigt brugt i moderne politiske sammenhænge, fortæller museumsinspektør og ph.d. Laura Maria Schütze.
PORTRÆT AF EN FRIVILLIG: JEG VAR MED TIL AT UNDFANGE RAGNAROCK
Erling Schliemann er én af de mange frivillige, som bruger sin fritid og sine evner på ROMU’s besøgssteder. Han har arbejdet på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur lige fra dets spæde start.
DORTHE SKABER NYE MUSEUMSOPLEVELSER PÅ ROSKILDE MUSEUM
Der går nogle uger endnu, før Roskilde Museum igen kan slå dørene op til den nu forlængede særudstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’, som tilbyder et usædvanligt blik på besættelseshistorien. Mød idéhistoriker og museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen, der står bag den roste udstilling, og få et kig ind i de visioner, hun skal folde ud i de kommende år sammen med sine kolleger.
GRETHE HAR VÆRET FRIVILLIG I HAVEHOLDET GENNEM ET ÅRTI: ‘JEG TAGER GERNE 10 ÅR TIL’
Da sognepræst Grethe Lyndby-Jensen gik på pension, valgte hun at flytte fra Jylland og tilbage til hjemegnen på Midtsjælland. Her fandt hun nye venner og udviklede grønne fingre som frivillig i haveholdet ved Gl. Kongsgård.