Historisk viden
KULTURARV
VORES FÆLLES KULTURARV
I ROMUs dækningsområde (Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal Kommuner) findes en lang række enestående spor fra vores fælles fortid af både national og international betydning. Her kan eksempelvis nævnes kongehallerne og skibsætningen i Gl. Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde, Håndtegnsstenene i Frederikssund samt mange andre unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.
ROMU forsker i disse emner for at forstå fortiden og derigennem blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske. Formålet er at skabe ny viden, der både er relevant for offentligheden samt fagfæller.
ROMU råder over videnskabeligt uddannet personale inden for fagområderne arkæologi og historie/etnologi. ROMU har en klar ambition om at bidrage med væsentlig forskning på alle disse fagområder.
INDSAMLING
De genstande, museet samler og bevarer for eftertiden, er grundlaget for at fortælle områdets historie. Derfor er det vigtigt, at genstandene har det, der kaldes proveniens, dvs. vi skal kende deres oprindelse og historien om deres brug. ROMU samler kun genstande ind fra Roskilde, Lejre og Frederikssund, samt genstande, som er knyttet til pop, rock og ungdomskultur. Desuden varetager ROMU det arkæologiske ansvar i Egedal kommune, og derfor også de arkæologiske genstande herfra
Ønsker du at aflevere genstande til museet?
Har du noget, du mener, kan være af interesse for museet, hører vi meget gerne fra dig. Det er dog nødvendigt at lave en aftale på forhånd med en af museets inspektører, som er ansvarlige for indsamling af genstande.
Derfor skriv først til romu@romu.dk
Så vurderer museet, om dine genstande passer ind i de eksisterende samlinger og vil kunne bidrage med ny viden. Det er som udgangspunkt ikke muligt at aflevere genstande på museet uden forudgående aftale.
Hvis museet siger ja, udfyldes en indkomstseddel med oplysninger om, hvor tingene stammer fra, og hvem der har brugt dem. Du skriver også under på, at ROMU bliver ejer af genstandene.
BEVARING
ROMU er gennem museumsloven forpligtet til at registrere og opbevare sine indsamlede genstande, så de ikke går til.
Museets konserveringsværksted tilser samlingerne og varetager det daglige bevaringsarbejde. Dette kan være egentlige konserveringsopgaver, varetagelse af magasinindretning, så den er optimal for museets samlinger, samt overvågning af klima på magasin og i udstillinger.