Bådgraven i lufthavnen
Af Ole Thirup Kastholm
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/03/sekundaer-baadgrav-lufthavn-copenhagen-airport-from-air-web.png)
Længe før landingsbaner, terminaler og flyparkering indtog store dele af Amager, blev en betydningsfuld person engang stedt til hvile, tæt på hvor lufthavnens Terminal 3 er i dag.
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser. Forbindelser, der formentlig gik mellem kongesædet i Lejre og andre kongesæder i yngre jernalder.
Amager er en flad ø. Det er en god ting, når man skal bygge en lufthavn. Men før græslandingsbanerne kunne indvies for lufttrafikken dengang i 1925, måtte visse forhindringer alligevel ryddes af vejen. Det gjaldt blandt andet en gruppe på fem gravhøje, der bulede op af markerne, tæt ved Øresundskysten. Højene blev undersøgt af arkæologer fra Nationalmuseet i 1921, og viste sig alle at være opført over grave fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.).
En overraskelse
Men den største høj rummede en overraskelse. Bare et spadestik under overfladen dukkede forskellige rustne jerngenstande op, ikke mindst over 80 såkaldte klinknagler, en slags store nitter. Det var tydeligt for arkæologerne, at den gamle gravhøj havde været genbrugt i jernalderen, og de mente dengang at klinknaglerne var de sidste spor efter to kister. Senere fandt man ud af, at det ikke var kister, men resterne af en båd, der var gravet ned i højen. Det var altså en bådgrav.
Nye undersøgelser
Jeg har selv haft mulighed for at undersøge genstandene fra bådgraven. Klinknaglernes form, og den måde de var fordelt på i højen, fortalte mig, at det havde været en båd på ca. 12 m længde af den klinkbyggede slags, der er spids i begge ender, og som især vikingetiden er kendt for. Men der var også andre jerngenstande i graven, alle meget rustne og svært genkendelige, og en nøje gennemgang viste, at gravgaverne bestod af blandt andet et enægget sværd, en lanse, rytterudstyr, et træskrin og en spand. Det er gaver, som betyder, at det var en betydningsfuld person, der havde ligget i bådgraven.
Vedkommende var dog for længst blevet til muld, da de udgravede stedet dengang i 1921, og der var intet spor efter skelet. Sværdet i graven kunne give vigtige informationer om gravens alder. Det er nemlig en særlig karakteristisk type, som vi kan datere til begyndelsen af 700-tallet, det er overgangen mellem de perioder vi kalder yngre germansk jernalder og vikingetid.
En sjældenhed
Det er ret ualmindeligt at finde bådgrave i Sydskandinavien fra denne periode i jernalderen. De kan tælles på én hånd. Alligevel skal vi dog ikke bevæge os længere end lige over på den anden side af Øresund, ved Lackalänga lidt nord for Malmø. Vi kender ikke bådens størrelse i dette fund, men graven rummer – ligesom den amager’kanske – våben og rytterudstyr, og er dateret til 700-tallet. Hvad betyder det mon, at disse to sjældne grave ligger ved Øresund?
Lad os kigge mod nord. Længere oppe i Skandinavien er skikken med bådgrave mere udbredt, og den er tydeligt forbeholdt samfundets øverste lag. De store norske skibsgrave fra 800-tallet, som fx Gokstad og Oseberg nær Oslofjorden, er berømte for deres skibe såvel som gravudstyr. Der lå personer på kongeligt niveau i dem. Og omkring søen Mälaren ved Stockholm findes en række rige bådgrave, der er nogenlunde samtidige med vores grav på Amager. Også her er der tale om en skik, der skal knyttes til samfundets øverste lag. Disse betydningsfulde jernaldermennesker havde deres gang omkring det berømte kongesæde ved Uppsala nord for Stockholm.
Lejre og Uppsala
Sagaerne fortæller om forbindelserne mellem de mægtige kongehaller i Lejre og hallerne ved kongesædet i Uppsala. Det var i Uppsala, at Lejrekongen Rolf Krake og hans følgesvende sprang over ilden, da kong Adils forsøgte at brænde dem inde – ”Den flyr ej ilden, som over den springer!” sagde Rolf ved den lejlighed. Men det er bare én fortælling ud af flere, som beretter om både fredeligt samkvem og blodsudgydelser de to kongesæder imellem.
Stoler vi på, at sagaerne fortæller nogle grundlæggende sandheder, så må der have været jævnlig rejseaktivitet mellem Lejre og Uppsala. Dengang foregik rejsen ikke over land. De 750 km ville have været en nærmest umulig affære i det uvejsomme svenske landskab. Det var skibet, som var midlet – ud af Roskilde Fjord, via Øresund, op langs den svenske østkyst indtil indsejlingen til søen Mälaren, hvor Uppsala ligger.
En stormands død?
”Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil, som fandt døden med Thore i Øresund.” Det står der på en runesten ved Mejlby. Er den gravlagte på Amager også en rejsende, der aldrig kom hjem, men som blev ramt af sygdom, ulykke eller vold undervejs? Den særlige gravskik med båden kunne tyde på, at den døde kom fra det mellemsvenske område, måske som deltager i Uppsalakongens følge på en rejse mod Lejre eller retur. Den store bronzealderhøj var et tydeligt landmærke på den flade ø, et oplagt monument at genbruge for jernalderens søfarende, der måtte sætte mindesmærke over deres rejsefælle i det fremmede.
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/03/sekundaer-baadgrav-thurahs-prospect-web.png)
En af de årtusind gamle gravhøje, som lå på lufthavnsområdet, stod stadig markant i landskabet i 1700-tallet. Vi ser her Amagers østkyst set fra søsiden, og højen er markeret med ”D”. Kobberstik fra 1756 gengivet i arkitekten Laurids de Thurahs bog om Amager og Saltholm (1758).
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER
Roskilde Museum udstiller uvurderlig kulturarv – oplev Roskildes dåbsattest
Efter halvandet års forberedelse kan museet endelig udstille det enestående Ely-håndskrift, som omtaler Roskilde for første gang, og som er kilden til Roskilde Stifts 1000-års jubilæum. Borgmester Tomas Breddam og biskop Peter Fischer-Møller deltager ved åbningsreceptionen den 19. maj på Roskilde Museum. Det mageløse håndskrift kan opleves af alle i museets udstilling fra og med den 20. maj.
Svenskeslaget i Smørum er tilbage for fuld udblæsning
Det er tid til at slibe sværdene, støve kampornatet af og skrue tiden 350 år tilbage. Efter to års ufrivillig pause vender Egedals historiske festival, Svenskeslaget, tilbage. Og gæsterne kan godt begynde at glæde sig. I år er der nemlig gjort ekstra meget ud af oplevelsen.
FOREDRAG SÆTTER LEJRE OG ODIN-FIGUREN I SPÆNDENDE PERSPEKTIV
Lejre Museum inviterer til foredrag om jernalderens og vikingetidens samfundsforhold på Sjælland. Ph.d. Trine Borake tager afsæt i nyere interessante fund fra Boeslunde syd for Slagelse og en helt særlig sølvfigur, som dukkede op i 2020, og som kaster nyt lys på Lejres Odin-figur
Tril dem, farv dem, find dem, spis dem!
Lützhøfts Købmandsgård slår porten op til dage, hvor små og store sammen kan lege sig gennem gamle påsketraditioner i omgivelser, der emmer af historie. Det sker i de tre hverdage op til påske. I påskeugen har Købmandsgården desuden åbent for almindelige besøg alle dage fra mandag den 11. til og med lørdag den 16. april.
UNIKT HÅNDSKRIFT: ENGLAND UDLÅNER ROSKILDES DÅBSATTEST TIL ROSKILDE MUSEUM
I år er det 1000 år siden, at Roskilde første gang blev omtalt på skrift. Håndskriftet, der bevidner det flotte, runde jubilæum, kan til maj opleves Roskilde Museum. Det er en sjælden mulighed for de nysgerrige – det er nemlig første gang, at dokumentet har taget turen til Roskilde fra England, hvor det normalt har hjemme
TINAS BOGHYLDER BUGNER AF HISTORIER OM ROSKILDE
Et museum er meget mere end de udstillinger, publikum kan opleve. Hvis man er nysgerrig på alt det, der går forud for udstillingerne, er museets boghylder en guldgrube af viden. I bøgerne kan man kigge arkæologerne over skulderen og blive klogere på byens og egnens historie.
GENNEM 7.500 ÅR PÅ 200 SIDER – OG FEM MINUTTERS KØRETID
Onsdag den 2. marts udkommer ”Kronprinsesse Marys Bro og arkæologien”, som samler den vigtigste viden fra tre års udgravninger ved og i Roskilde Fjord, forud for det store brobyggeri. Bogen er udgivet af museumsorganisationen ROMU og viser, at historien om Roskilde Fjord måske nok er lig med de velkendte vikingeskibe, men også langt mere end dét
EN MORDGÅDE, EN VILD HALSRING OG FORTÆLLINGER OM AFFALD I SKOLERNES VINTERFERIE
Der bliver mange gode veje til en vinterferie fuld af historie og hyggeligt samvær for børnefamilierne i Roskilde og omegn. Alle hverdage i uge 8 kan børn og voksne være med til at løse et mordmysterie under Stændertorvet. På Roskilde Museum kan man få et nyt blik på sit affald i museets særudstilling. Og så er Lützhøft Købmandsgård altid et stemningsfyldt besøg værd
TILBUD OM GRATIS SKOLEFORLØB FORLÆNGES MED ET HALVT ÅR
Museumskoncernen ROMU har nu fået mulighed for at forlænge perioden, hvor grundskolerne i Egedal Kommune ganske gratis kan tage eleverne med på udvalgte skoleforløb. Det betyder, at skolerne hele foråret kan komme ud og prøve kræfter med vikingelivet i Frederikssund og festivalhistorie på RAGNAROCK