Bådgraven i lufthavnen
Af Ole Thirup Kastholm
Længe før landingsbaner, terminaler og flyparkering indtog store dele af Amager, blev en betydningsfuld person engang stedt til hvile, tæt på hvor lufthavnens Terminal 3 er i dag.
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser. Forbindelser, der formentlig gik mellem kongesædet i Lejre og andre kongesæder i yngre jernalder.
Amager er en flad ø. Det er en god ting, når man skal bygge en lufthavn. Men før græslandingsbanerne kunne indvies for lufttrafikken dengang i 1925, måtte visse forhindringer alligevel ryddes af vejen. Det gjaldt blandt andet en gruppe på fem gravhøje, der bulede op af markerne, tæt ved Øresundskysten. Højene blev undersøgt af arkæologer fra Nationalmuseet i 1921, og viste sig alle at være opført over grave fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.).
En overraskelse
Men den største høj rummede en overraskelse. Bare et spadestik under overfladen dukkede forskellige rustne jerngenstande op, ikke mindst over 80 såkaldte klinknagler, en slags store nitter. Det var tydeligt for arkæologerne, at den gamle gravhøj havde været genbrugt i jernalderen, og de mente dengang at klinknaglerne var de sidste spor efter to kister. Senere fandt man ud af, at det ikke var kister, men resterne af en båd, der var gravet ned i højen. Det var altså en bådgrav.
Nye undersøgelser
Jeg har selv haft mulighed for at undersøge genstandene fra bådgraven. Klinknaglernes form, og den måde de var fordelt på i højen, fortalte mig, at det havde været en båd på ca. 12 m længde af den klinkbyggede slags, der er spids i begge ender, og som især vikingetiden er kendt for. Men der var også andre jerngenstande i graven, alle meget rustne og svært genkendelige, og en nøje gennemgang viste, at gravgaverne bestod af blandt andet et enægget sværd, en lanse, rytterudstyr, et træskrin og en spand. Det er gaver, som betyder, at det var en betydningsfuld person, der havde ligget i bådgraven.
Vedkommende var dog for længst blevet til muld, da de udgravede stedet dengang i 1921, og der var intet spor efter skelet. Sværdet i graven kunne give vigtige informationer om gravens alder. Det er nemlig en særlig karakteristisk type, som vi kan datere til begyndelsen af 700-tallet, det er overgangen mellem de perioder vi kalder yngre germansk jernalder og vikingetid.
En sjældenhed
Det er ret ualmindeligt at finde bådgrave i Sydskandinavien fra denne periode i jernalderen. De kan tælles på én hånd. Alligevel skal vi dog ikke bevæge os længere end lige over på den anden side af Øresund, ved Lackalänga lidt nord for Malmø. Vi kender ikke bådens størrelse i dette fund, men graven rummer – ligesom den amager’kanske – våben og rytterudstyr, og er dateret til 700-tallet. Hvad betyder det mon, at disse to sjældne grave ligger ved Øresund?
Lad os kigge mod nord. Længere oppe i Skandinavien er skikken med bådgrave mere udbredt, og den er tydeligt forbeholdt samfundets øverste lag. De store norske skibsgrave fra 800-tallet, som fx Gokstad og Oseberg nær Oslofjorden, er berømte for deres skibe såvel som gravudstyr. Der lå personer på kongeligt niveau i dem. Og omkring søen Mälaren ved Stockholm findes en række rige bådgrave, der er nogenlunde samtidige med vores grav på Amager. Også her er der tale om en skik, der skal knyttes til samfundets øverste lag. Disse betydningsfulde jernaldermennesker havde deres gang omkring det berømte kongesæde ved Uppsala nord for Stockholm.
Lejre og Uppsala
Sagaerne fortæller om forbindelserne mellem de mægtige kongehaller i Lejre og hallerne ved kongesædet i Uppsala. Det var i Uppsala, at Lejrekongen Rolf Krake og hans følgesvende sprang over ilden, da kong Adils forsøgte at brænde dem inde – ”Den flyr ej ilden, som over den springer!” sagde Rolf ved den lejlighed. Men det er bare én fortælling ud af flere, som beretter om både fredeligt samkvem og blodsudgydelser de to kongesæder imellem.
Stoler vi på, at sagaerne fortæller nogle grundlæggende sandheder, så må der have været jævnlig rejseaktivitet mellem Lejre og Uppsala. Dengang foregik rejsen ikke over land. De 750 km ville have været en nærmest umulig affære i det uvejsomme svenske landskab. Det var skibet, som var midlet – ud af Roskilde Fjord, via Øresund, op langs den svenske østkyst indtil indsejlingen til søen Mälaren, hvor Uppsala ligger.
En stormands død?
”Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil, som fandt døden med Thore i Øresund.” Det står der på en runesten ved Mejlby. Er den gravlagte på Amager også en rejsende, der aldrig kom hjem, men som blev ramt af sygdom, ulykke eller vold undervejs? Den særlige gravskik med båden kunne tyde på, at den døde kom fra det mellemsvenske område, måske som deltager i Uppsalakongens følge på en rejse mod Lejre eller retur. Den store bronzealderhøj var et tydeligt landmærke på den flade ø, et oplagt monument at genbruge for jernalderens søfarende, der måtte sætte mindesmærke over deres rejsefælle i det fremmede.
En af de årtusind gamle gravhøje, som lå på lufthavnsområdet, stod stadig markant i landskabet i 1700-tallet. Vi ser her Amagers østkyst set fra søsiden, og højen er markeret med ”D”. Kobberstik fra 1756 gengivet i arkitekten Laurids de Thurahs bog om Amager og Saltholm (1758).
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER
Færgegården inviterer hele familien til Sankt Hans med bål, overtro og urtemagi
Frederikssund Museum, Færgegården, genopliver gamle midsommerskikke ved en festlig Sankt Hans-fejring for hele familien i museets have. Pak en picnickurv, overvind det onde med forfædrenes ritualer, og bliv revet med af historiefortællerens båltale.
Oplev Lejres smukke natur og spændende historie på gratis sommervandreture
Er du nysgerrig på Lejreområdets rige historie? Vil du høre fortællinger om Beowulf, Kong Hans’ hests gravsted eller gudinden Nerthus i Herthadalen? Så skulle du tage med på en historisk sommervandring! I samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske Forening og lokale lodsejere inviterer Lejre Museum til gratis historiske vandreture henover sommeren i det smukke Lejreområde.
Demokratiets fødselsdag fejres med sange og taler
Vanen tro fejrer ROMU, at vi i Danmark løser vores stridigheder med pennen og ordet. I år kan man være med til fejring af Grundlovsdag på Roskilde Museum og i Lejre, hvor Lejre Museum står for et arrangement ved de gamle skibssætninger. Årets taler kommer blandt andet til at handle om at navigere i en verden i forandring.
Gl. Kongsgaard starter sæsonen på hyggeligste vis
Som traditionen byder, inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold på Gl. Kongsgaard til en umanerlig hyggelig sæsonåbning fyldt med gamle håndværk, godt til ganen og historiske festligheder.
Gravritualer fra jernalderens Vindinge kommer under lup i ny bog
Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.
Mød D:A:D og Pernille Rosendahl til en aften med kompromisløs kærlighed på begge sider af scenekanten
Hvad betyder stil for optrædende kunstnere? Og for deres fans? Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, dedikerer en aften til det univers, der opstår omkring bands og solister. Mød blandt andet D:A:D og en superfan, der har fulgt bandet fra cowpunk og skinny jeans til folkelighed og joggingbukser, og det kompromisløse stilikon Pernille Rosendahl.
Kashmirs album ’The Good Life’ vækkes til live efter 25 år
I år er det 25 år siden, at det danske rockband Kashmir udgav albummet ’The Good Life’, som blæste både anmeldere og fans omkuld. Til efteråret bliver det populære album vækket til live igen – både i en spotudstilling på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK, som fans fra i dag kan sende bidrag til, og i en portrætbog i serien ’Danske Albums’.
At være praktikant hos ROMU er mere end en midlertidig stilling
At være praktikant hos ROMU har været meget mere end et midlertidigt job for Sif Hermansen. Det har været en rejse fyldt med oplevelser og personlig udvikling.
Danmarks rockmuseum blæst bagover af gæsters musikanbefalinger
’We will Rock You’ er god at danse til, Tessa bryder grænserne, og BTS giver en følelse af, at det kan være okay at fejle. En sværm af musikanbefalinger har ramt Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, som i udstillingen LYT. LIKE. DEL. beder deres gæster give et nummer videre. Godt 1000 har siden åbningen delt deres anbefaling, som ender på hver måneds playliste med gæsternes yndlingsnumre.