Velkommen! Lyset er sat til nye store oplevelser
21.04.2021
ROMU-direktør og ph.d. Morten Thomsen Højsgaard og alle andre i ROMU-organisationen glæder sig til at byde brugerne “velkommen tilbage!”
Af Morten Thomsen Højsgaard
ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her
Så er det nu!
Lyset er tændt i de rigtige farver. Montrerne er pudset spejlblanke. Kaffen i museumscafeen er sat over. Og særudstillingerne står klar.
Efter mere end fire måneders tvangslukning, er det endelig blevet tid til, at museer og kulturinstitutioner landet over kan slå dørene op igen på vid gab og byde nysgerrige borgere, unge som ældre, varmt velkommen indenfor.
På ROMU har medarbejderne tålmodigt og engageret brugt ventetiden på at forberede en stribe af nyskabelser, der vil møde publikum nu og i den kommende tid på de ti forskellige besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner.
En spritny og ambitiøs særudstilling står for eksempel klar på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. ”Smattens magi: 50 års aftryk af Roskilde Festival” er titlen på satsningen, der i skyggen af al usikkerheden fra pandemien kaster lys over betydningen af et stykke dansk kulturhistorie, forankret i festival, frivillighed, fællesskab, frihed.
Asetro kommer frem i lyset
På Færgegården ved Frederikssund udstilles fra 21. april et enestående detektorfund, som viser den mytologiske kamp mellem Tyr og Fenrisulven fra dengang, asatroen var den fremherskende i sen jernalder og vikingetid.
På Lejre Museum kan publikum fordybe sig i gådefulde fund og fascinerende fortællinger, som knytter sig til områdets kongehaller og magtudfoldelse fra før Danmark blev et samlet og kristent rige. Museet har udvidet den gådefulde spotudstilling ”Skelettet i Kongehallen” med flere nye digitale tiltag, og bud på vandreture ad offentlige stier i det historiske landskab.
1000 års historie
I Roskilde Domkirke kan turister og kulturhistoriske gæster igen besøge domkirkemuseet og se de prægtige kongelige gravmonumenter. 5. juni åbner kirkeruinen og bytårnet Sankt Laurentius efter mere end to et halvt års nedlukning. Her kan gæsterne bogstaveligt talt komme i nærkontakt med middelalderen og henved 1000 års historie om og fra Roskilde.
Museets butikker har frem til genåbningen fået opdateret varelageret. Caféerne, som drives af en forpagter, har fået mulighed for at åbne tidligere end planlagt. Og myndighederne har leveret retningslinjer for hele området, som gør det muligt at færdes sikkert i udstillingerne.
Fra bekymring til glæde
Usikkert, bekymrende og ensomt har det ellers været for museets ansatte og frivillige at stå uden publikum i en periode, som ingen kendte længden af. Men nu er ventetiden forbi.
Ensomhed kan afløses af nyt fællesskab. Bekymringer kan erstattes af glæde over igen at kunne dele store museumsoplevelser. Usikkerheden i hele samfundet er godt i gang med at blive forvandlet til mere tryghed, og et gensyn med en stadig mere normal hverdag.
Den, der venter på noget godt, venter aldrig for længe, siges det. Og det, satser vi nu fra ROMU på, bliver tilfældet.
Hvad enten man så foretrækker at blive klogere på oldtidens mytologi og magt, den nyere tids modstandskampe eller magiske festivalkultur – ja, så er det er godt for samfundet at kende, at huske og at dele sin historie. Det er godt at kunne opleve kulturarv som noget, der er ægte, virkeligt, konkret. Det er godt at kunne tage afsted til et besøgssted sammen med andre – for at få noget nyt med saft og kraft i at tale om.
Fra onsdag den 21. april er det ikke bare en drøm, et håb eller en forventning, at kunne få del i alt dette. Det er virkeligheden.
Så benyt chancen og tag på museumsbesøg sammen med en, du holder af.
Vi har glædet os så ufattelig meget til at se jer på museerne.
Sådan åbner besøgssteder under ROMU
Den 21. april åbner RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur i Roskilde, Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Færgegården, Lejre Museum og Domkirkemuseet i Roskilde Domkirke.
Den 22. april åbner Lützhøfts Købmandsgård og Håndværksmuseet i Roskilde.
Den 1. maj er der sæsonstart på Tadre Mølle ved Hvalsø.
Den 5. juni åbner Sankt Laurentius på Stændertorvet i Roskilde efter 2½ års nedlukning.
Den 3. juni er der sæsonåbning på Gl. Kongsgård i Gl. Lejre.
Alle stederne følger myndighedernes corona-anbefalinger. Find mere information om åbningstider, udstillinger, omvisninger mv. her.
Derfor er museer en god idé!
Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard har samlet 10 gode grunde til at tage på museum. Se listen her.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Kom i julestemning på hele Danmarks rockmuseum
Kom i julestemning på hele Danmarks rockmuseum08.11.2024Rockmuseets juleudstilling kan allerede opleves nu og frem til d. 22. december. Foto Kristian Grøndahl /ROMU. Igen i år bliver der skruet kraftigt op for julen på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Hele november og...
Årets Lysfest sætter mørket på pause og lyser på kulturens forbindelser
Årets Lysfest sætter mørket på pause og lyser på kulturens forbindelser04.11.2024Traditionen tro vil et festligt optog bevæge sig langs Kulturstrøget. I år får det lysende optog selskab af Roskilde Garden. Foto: Simon Fogh Karlshøj/ Havblaa Media Den sidste fredag i...
Oplev Poul Krebs helt tæt på
Oplev Poul Krebs helt tæt på 21.10.2024 Poul Krebs gæster Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK i novembermørket til en særlig artist talk, hvor den erfarne sanger og sangskriver vil se tilbage og i den grad også frem på et nyt års komme En aften med Poul Krebs er altid...
Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard – farvel til en ener
Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard - farvel til en ener 14.10.2024 Peder Bundgaard var blandt meget andet manden bag Gasolin's visuelle univers, her cover-fotoet til Gas' 6. I forbindelse med rockmuseets Gasolin'-udstilling i 2019 fortalte Bundgaard, at det var...
Mød Andreas Mogensen på Lejre Museum, når Odin-figur vender tilbage fra rummet
Mød Andreas Mogensen på Lejre Museum, når Odin-figur vender tilbage fra rummet02.10.2024Andreas Mogensen havde under hele sin rummission selskab af en kopi af den ikoniske Odin fra Lejre-figur. Den 29. oktober vender Astronaut-Odin tilbage til Lejre Museum og bliver...
Egedals beskedne historiefortæller runder et skarpt hjørne
Egedals beskedne historiefortæller runder et skarpt hjørne 13.09.2024 Rolf Kjær-Hansen kender kulturhistorien i alle hjørner af Egedal Kommune, og han videregiver den med stor indlevelse til en relativt fast skare af begejstrede tilhørere. Den 12. september kan han...
Svensk forsker sætter mytiske kongeslægter under lup på Lejre Museum
Svensk forsker sætter mytiske kongeslægter under lup på Lejre Museum 11.09.2024 Kongesædet i Gamla Uppsala blev grundlagt på samme tid som kongesædet i Lejre, eksisterede i mange hundrede år og efterlod både sagnfortællinger og fantastiske fund til eftertiden -...
Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum
Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum 11.09.2024 I regn og slud må arkæologerne ud… Hen over vinteren og foråret blev området nord for Egedal Rådhus udgravet, ikke altid under de mest optimale forhold. Men de gav gode resultater, og...
Foredragsrække præsenterer ny viden om vikingedynastierne i Lejre og Uppsala
Nye opdagelser, nye tolkninger og spektakulære fund er på programmet, når Lejre Museum i efterårets foredragsrække varmer op til storværk fra forskningsprojektet ”Viking Dynasties”. Gennem syv år har forskere fra Uppsala Universitet, Nationalmuseet og ROMU undersøgt sammenhænge mellem de to vikingemagtcentre. I fire foredrag på Lejre Museum giver projektets nøgleforskere et kig ind i nogle af resultaterne.
Vicevært søges til museer i Roskilde og omegn
Har du fingrene rigtigt skruet på? Har du håndværksmæssige erfaringer med at vedligeholde bevaringsværdige bygninger? Sætter du en ære i at udføre et godt stykke arbejde i samarbejde med andre? Så er du måske lige den vicevært, som museumsorganisationen ROMU søger