Børn lærer billedkunst på Lejre Museum: “Alt var glædesfuldt”
Af Linda C. Jensen
08.06.2023
Klara fra 2.v. fra Kirke Hyllinge Skole tegner med kuglepen på sit maleri, hvis penselstrøg er med pigmentmaling, som vikingerne lavede den for 1000 år siden. Foto: Linda C. Jensen/ROMU
Alle 2. klasser i Lejre Kommune får to dages undervisning i billedkunst og historie på Lejre Museum. Børnene er vilde med forløbet – for her er kreativitet, historie og ikke mindst børnenes eget udtryk i højsæde.
I en rundkreds sidder børnene fra 2.v. på Kirke Hyllinge Skole musestille på plankegulvet i et lokale på Lejre Museum. Alle har en sten i hånden. Næsten alle har lukkede øjne, mens andre kigger lige ud i luften eller op i loftet. Astrid Randrup har bedt børnene om at være helt stille og mærke stenen, helst med lukkede øjne.
“Hvad mærkede du?” spørger billedkunstneren en dreng.
“Den er skarp, så tænkte jeg på at sejle en speedbåd ind på en kirkegård.”
Nu stikker flere børn fingrene i vejret. De vil fortælle, hvordan de oplever stenen uden at kigge på den. Og hvis en siger noget lidt fjollet med en skør mimik, så kvitteres der med glade børnefnis – på en bekræftende måde, ikke dømmende.
Inden øvelsen har billedkunstner Astrid Randrup nemlig understreget over for børnene, at ingen måtte kommentere eller rette hinandens historier.
“Alle historier er lige gode, for de kommer indefra,” fortalte billedkunstneren.
Billedkunstner Astrid Randrup sætter kreative og skøre lyde på børnenes streger. I samarbejde med Lejre Museum underviser hun alle 2. klasseselever i Lejre Kommune i at udtrykke sig kreativt i projektet Dronten. Foto: Linda C. Jensen
Alle børn i Lejre Kommune skal lære om kunst
Den grundtanke, at udtrykket er personligt og derfor er præcis, som det skal være, er netop pointen med det kunstneriske kulturforløb Dronten, som Lejre Kommune sender alle kommunens børn – fra vuggestue til 9. klasse – afsted på.
Kommunens 2. klasser skal ud af klasserummet og ind på Lejre Museum, hvor billedkunstner Astrid Randrup og omviser Marie Hesse henover to dage underviser børnene i primært billedkunst, men også i en stor bid historie.
Sonja Eliasen er projektleder på Dronten for Lejre Kommune. Også hun er optaget af projektets kunstneriske afsæt:
“I Dronten er kreativiteten omdrejningspunktet, så børnene skal skabe noget og bruge deres fantasi. Det er vigtigt, at der ikke er et rigtigt eller et forkert svar, men at det er deres egen mening, der er gældende,” siger hun og peger på en anden vigtig pointe: Kunstforløbet er obligatorisk, ikke valgfrit:
“Det er simpelthen en politisk beslutning, at alle kommunens børn får involverende møder med kunst og kultur.”
Børnene lærer billedkunst og historie samtidig
Forløbet strækker sig over to dage, og dagen forinden havde børnene malet abstrakte, bølgende linjer med pigmentmaling, som vikingerne lavede den. Sammen med omviser Marie Hesse vandrede ungerne ud i det smukke, grønbakkede landskab til resterne af den tidligere 100 meter lange skibssætning. Her hørte eleverne fortællinger om, hvad danskerne i vikingetiden og jernalderen havde af forestillinger om livet efter døden – eksempelvis at den døde blev sejlet til dødsriget og derfor skulle begraves i en elipsefomet cirkel af sten, som var det et skib.
Louise Dahl Christensen er museumsinspektør med ansvar for undervisning og læring og har udviklet forløbet sammen med Astrid Randrup.
“Det fungerer godt, at der hele tiden er forbindelser mellem museet og billedkunsten. Der er hele tiden variation i opgaverne – og da forløbet varer to dage, får eleverne mulighed for at falde til ro på stedet og åbne sig op.”
Opskriften har vist sig at være en succes, for somme tider kan eleverne slet ikke få nok, fortæller Louise Dahl Christensen:
“Ofte vil børnene vide, om de også gerne må komme på museet med deres forældre, eller om de kan holde børnefødselsdag her. Og dét er den ultimative succes for os, hvis vi kan vække børnenes interesse for og lyst til at gå på museum og lære om historien.”
Liv fra 2.v. på Kirke Hyllinge Skole er stoppet op ved en af montrerne på Lejre Museum for at tegne en model af kongehallerne fra vikingetiden, hvis stolpehuller er fundet i landskabet lige uden for museet. Foto: Linda C. Jensen
Børnene elsker at være kreative
Efter øvelsen med stenene skal børnene i gang med det kreative arbejde på egen hånd. De går rundt på museet med et tegnebræt, papir og blyant og tegner former og mønstre fra de udstillede genstande.
Under Astrids Randrups vejledning former børnene ståltråd til fantasifulde former.
Til sidst indgår ståltrådsfigurerne i et fælles kunstværk, hvor de placeres symmetrisk på en halvanden meter høj dinglende ståltrådsform – som var den en kæmpe drømmefanger. Kunstværket har i øvrigt form som en sten fra skibssætningen.
Da de to dages forløb er slut lyder dommen fra Klara fra 2.v. på Kirke Hyllinge Skole:
“Det var sjovt, alt var glædesfuldt. Jeg kunne især godt lide det med maling og ståltråd – og det med sten og stenudstilling.”
Norah fra klassen bakker op:
“Det var mega godt. Jeg elskede at tegne mønstre, og historien om Rolf Krake var spændende og uhyggelig.”
Lejre Museum holder fernisering den 16. juni kl. 10.00 for alle kommunens 2. klasser. Derefter kan deres familier – og andre interesserede – komme forbi Lejre Museum og opleve kunstværkerne.
DRONTEN
- Dronten er Lejre Kommunes børnekulturindsats, som har eksisteret siden 2018.
- Dronten består af i alt 13 forskellige kultur- og kunstforløb pr. år. Tre forløb i
dagtilbuddene og ti forløb i skolerne inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur,
arkitektur, film og kulturhistorie.
4000 børn og unge deltager hvert år i Drontens kulturforløb.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
ROMU styrker organisationen med erfaren administrationschef
Museumsorganisationen ROMU har ansat Jeanett Grau Engstrøm som ny administrationschef. Hun tiltræder den 1. oktober 2026 og får ansvar for at samle og styre organisationens administrative funktioner i en periode med betydelig udvikling.
Georadar afslører stort klosteranlæg fra middelalderen i Roskilde
I forbindelse med afdækning af mulighederne for et kommende parkeringsanlæg i Roskilde er der fundet rester af et middelalderkloster, som man antog var gået tabt.
ROMU søger museumsinspektør til Frederikssund Museum, Færgegården
Vil du være med til at udvikle Frederikssund Museum, Færgegården som et levende kulturhistorisk mødested? Har du erfaring med museumsfagligt arbejde inden for nyere tid, og motiveres du af at omsætte kulturarv til meningsfulde oplevelser for borgere og besøgende?
ROMU og Fors udvikler sammen et skoleforløb om kilderne i Roskilde
Roskildes historiske kilder får nu nyt liv i undervisningen. Museumsorganisationen ROMU og forsyningsselskabet Fors har sammen udviklet et undervisningsforløb.
Tag med på en tidsrejse til middelalderen midt i Roskildes historiske centrum
Roskilde Middelalderdage vender tilbage den 3. og 4. august med masser af sjove aktiviteter, en sanselig oplevelse af middelalderens lyde og dufte og endnu mere formidling af en periode, hvor Roskilde var en af landets vigtigste danske byer.
Få meget mere sommer for pengene med ROMUs brandvarme sommertilbud
Tilbring sommeren med vikinger, købmænd og rockstjerner – det er ikke så dyrt, som det lyder. Med en stor sommerkampagne lover ROMU nemlig en stribe stærke oplevelser til halv pris hele sommeren. Så tag familien under armen og planlæg en indholdsrig, men budgetvenlig ferie.
Feriesjov med vild mad, arkæologisk værksted og stemningsfulde mølledage
Tag på skattejagt i naturens skatkammer, prøv dine evner med en detektor og en lille børste, og kom til sjove mølledage for hele familien. Igen i år er der masser af gode aktiviteter for alle i sommerferien.
Aqua kommer på kulturarvs-museum
Rockmuseet dedikere et nyt, sommerligt univers til netop til det album, som Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted og Claus Norreen arbejdede på at gøre færdigt: Aquas debutalbum ’Aquarium’. Som har en helt særlig plads i historiebøgerne.
Fra racerbiler til Beatles-skitse: Nyt ROMU-årsskrift åbner til museets maskinrum
ROMUs årsskrift, der samler op på det forgangne år, er på gaden. Her kan læserne blandt andet dykke ned i historien om Paul McCartneys håndtegnede Sgt. Pepper-skitse, nye forskningsprojekter og det omfattende arbejde med at bevare museets mere end 278.000 genstande.
Fem stærke hold skal konkurrere om at skabe udstillingerne til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter
Interessen for at skabe medrivende publikumsoplevelser i det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter har været overvældende. Ud af et stærkt, internationalt felt er der nu valgt fem gode hold, der skal konkurrere om opgaven med at vække verdensarven til live frem mod åbningen.




























