En klasse besøger oldtidsudstillingen på Roskilde Museum og uroksens historie vækker undren og begejstring. Foto: Karina Bruun Houg.
Mange lærere sidder i disse uger og planlægger næste skoleår. Med fravigelsen af afstandskravet på skoler og ungdomsuddannelser er det nu blevet endnu lettere at tage eleverne med på byvandring, til rap-workshop, på oldtidsræs eller at benytte nogle af ROMUs andre undervisningsforløb. Det er oven i købet gratis for folkeskolerne i Lejre, Frederikssund og Roskilde.
Der er en lang tradition for, at lærere og elever deltager i tilrettelagte undervisningsforløb på ROMUs mange besøgssteder. I 2013 havde ROMU på tværs af besøgssteder besøg af 244 klasser, og i 2019 var dette tal steget til 581. Dertil kommer de klasser, der besøger museerne på egen hånd. Inddragelse af museet i undervisningen er altså ikke noget nyt, men fik fornyet liv med folkeskolereformens tiltag åben skole.
Museet som eksternt læringsrum
Tanken bag åben skole er, at undervisning ikke er forbeholdt et klasselokale, men kan finde sted mange andre steder – på museet, i skoven, på teatret, i kirken, på fodboldbanen og i en virksomhed. Med åben skole skal skolerne samarbejde med det omkringliggende samfund for at gøre undervisningen mere relevant og skabe en større sammenhæng mellem det, der foregår i skolen, og verden uden for. Med museets fysiske rammer som udstillinger og mange genstande, bygninger, landskaber og bymiljøer skabes et anderledes læringsrum.
Det udgør fundamentet i museets undervisningspraksis og kan benyttes i flere forskellige fag. Det er ikke meningen med et besøg hos ROMU, at eleverne bliver flyttet fra et klasselokale til et andet, der blot findes på museet. Museets undervisning skal bestå i at undersøge og fortolke genstande eller kulturmiljøer, såsom landskaber, fortidsminder, bygninger, monumenter og bymiljøer.
Det er gratis
ROMUs katalog over undervisningsforløb rummer forløb til alle klassetrin og til flere fag. Historie og kristendomskundskab er vel repræsenteret, men musik- og samfundsfagslæreren kan også finde forløb, der matcher de krav til undervisningen, som læreren skal efterleve. Ligeledes findes der forløb, der er skræddersyet til dansk og matematik.
ROMU har indgået aftaler med de tre kommuner Roskilde, Lejre og Frederikssund om gratis undervisning for kommunernes folkeskoler. Det betyder, at lærerne frit kan booke de undervisningsforløb, der passer med de emner, der er planlagt eller planlægges for det kommende skoleår. Vi ved af erfaring, at mange lærere booker forløb i forbindelse med årsplanlægningen, men det er også muligt at booke løbende igennem skoleåret.
Da museernes skoletjenester følger retningslinjerne for åben skole og derfor er underlagt de samme regler som øvrig undervisning, skal museerne følge de regler, som den enkelte skole er underlagt i forhold til forebyggelse af smittespredning af Covid-19. Det betyder, at ROMU fra 1. august kan tilbyde flere forløb til skolerne, end vi umiddelbart efter genåbningen.
Sæt museet på skemaet
Med 10 besøgssteder og ca. 25 undervisningsforløb er der rig lejlighed til at sætte museet på skoleskemaet også i fag, der normalt ikke tænker museet ind under åben skole.
Det kommende skoleår byder på en række spændende forløb, der både inddrager museets genstande og dets udstillinger, men som også giver elever og lærere mulighed for at inddrage nærområdet, fortidsminder, monumenter og mindesten i undervisningen.
På ROMU er det vigtigt for os at gøre museet og kulturhistorien så relevant for så mange som muligt, og at så mange elever som muligt får gavn og glæde af det anderledes læringsrum, som et museum udgør. Vi glæder os til at tage imod rigtig mange lærere og elever efter sommerferien. Så har du børn eller børnebørn, der går i skole i Lejre, Roskilde og Frederikssund, så hvisk dem i øret, at museets undervisningsforløb er gratis at benytte. Er du lærer på en folkeskole, så tænk museets undervisningsforløb ind, når du planlægger næste års undervisning, så endnu flere elever kan få glæde af kulturhistorien.