![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/10/billede1.jpg)
Udgravningssituation i de mere end to meter tykke kulturlag. Her leder man efter Ribes fortid som den første by i Skandinavien.
I artikelserien HER BLEV DANMARK FØDT går en række historikere, arkæologer og forfattere tilbage i historien og fortæller om steder, der har haft stor betydning i udviklingen af det Danmark, vi kender i dag. I denne artikel giver museumsinspektør og arkæolog Claus Feveile nogle pointer fra sit foredrag om Ribe, der som Skandinaviens første by var en spydspids i udviklingen af Danmarks handelsliv.
Det er ikke med sin størrelse, at Ribe skal imponere. I hvert fald ikke med nutidens målestok. Med godt 8.300 ripensere inden for bygrænsen ligger den sydvestjyske by temmelig langt nede på listen over Danmarks største byer.
Men sådan har det ikke altid været. Hvis man befinder sig midt i Ribe og spoler tiden 1300 år tilbage, vil man pludselig stå på første parket til en historisk vigtig begivenhed: Fødslen af Danmarks – og Skandinaviens – første by. Her grundlægges Danmarks handelsliv.
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/10/billede-2-scaled.jpg)
Wodan/monster-mønten, Ribes egen mønt. Den er af sølv og fundet ved udgravning på handelspladsen. På den ene side er mønten præget med et ansigt af Wodan (Odin) og på den anden side et monster. Derfor kaldes denne type mønter for “Wodan/Monster”.
Det er lige omkring år 700, at en handelsplads ikke langt fra den danske vestkyst virkelig begynder at blomstre. På pladsen er et virvar af liv fra glasperlemagere, kamsælgere og skomagere, som byder deres varer til for de handlende fra nær og fjern. I små fletværkshuse rundt på pladsen bliver der hamret og banket, for det er ikke blot en markedsplads med et rigt handelsliv. Det er også et produktionscentrum, hvor alt fra smede til glasmagere og træarbejdere producerer de varer, som sælges på pladsen.
– Der foregår nogle meget innovative produktioner her, som man ikke har set før, fortæller Claus Feveile.
Han er arkæolog og museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer og har stået bag en række af de mest opsigtsvækkende udgravninger i Ribe og omegn.
– Fundmængden er enorm, og vi ser ikke noget lignende andre steder. Det er især produktionsrester, så vi kan se håndværkernes arbejde og følge den proces, der ligger bag de ting, de har lavet.
Internationalt udsyn
Ribe er ikke det eneste sted, man handler i Danmark omkring år 700. Rundt omkring i landet ligger flere lignende steder, hvor varer skifter hænder. Men på flere punkter skiller Ribe sig alligevel ud.
Handelspladsen har et usædvanligt udadvendt blik og lokker et stort antal udenlandske handlende til. Med sin strategiske placering tæt på den danske vestkyst bliver Ribe en del af et større nordvesteuropæisk handelsnetværk, og især fra Rhinområdet og den frisiske kyst slår rejsende forbi for at gøre en god handel og afsætte deres egne varer, som f.eks. vin, kværnstene af basalt og flotte drikkeglas.
Derudover er der noget, der tyder på, at handelspladsen summer af liv i længere perioder end andre steder. Tidligere troede man, at stedet her – som det var typisk for lignende pladser andre steder i Danmark – var en sæsonarbejdsplads med flytbare telte og skærme. Men nyere forskning peger på faste konstruktioner og fletværkshuse, som har stået året rundt. Om folk faktisk har boet der hele året, ved man ikke endnu.
– Men det tyder på en meget større aktivitetsperiode end blot et par uger om sommeren. Alene mængden af varer, du kan producere, hvis det er hele året, er meget større. Og folks bevidsthed om stedet vil være anderledes, hvis der er helårs-aktivitet, fortæller Claus Feveile.
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/10/billede-3-compressed-scaled.jpg)
Perler af glas, ravklumper og skår fra drikkeglas. Et lille udpluk af de mange fund, der er gjort ved udgravningerne i Ribe.
Danmarks første møntøkonomi
På endnu et punkt er Ribe først med det sidste, for de mange udenlandske rejsende tager en kultur med sig, som slår rod i Ribe som det første sted i Danmark. De har mønter med.
– Når du skal betale for varer, tager du tre mønter op, lægger dem på disken, og så har du betalt. Det er endnu ukendt i Danmark på det her tidspunkt, hvor man bruger tuskhandel. Altså, det at bytte sig til det, man mangler. Det går mønterne ind i første omgang og supplerer, og senere erstatter, fortæller Claus Feveile.
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/10/her-blev-danmark-foedt-ribe-jylland-1920x1080-web-formindsket.png)
Importeret vinkande, der i 700-årene blev anvendt som urne til de kremerede rester af et lille barn. Ud over knoglerester var der også et par røde glasperler i urnen. Måske var det resterne af en lille pige?
Han har deltaget i flere udgravninger i byen og har sammen med sine kollegaer kortlagt, at der har været livligt på handelspladsen til omkring år 900. Så sker der noget med aktivitetsniveauet.
– Ribe mister en del af sin betydning i 8-900-tallet til fordel for Hedeby, som tager over som central handelsby, siger Claus Feveile.
Hvad der sker, er stadig ikke kortlagt. Men et faktum er det, at Ribe, som på papiret kan virke undseelig, har haft en afgørende betydning i dannelsen af det Danmark, vi kender i dag.
Artikelserien HER BLEV DANMARK FØDT er blevet til på baggrund af en række foredrag, som blev afholdt i løbet af 2020. Artiklen her bringer nogle af de vigtigste pointer fra Claus Feveiles foredrag om den tidlige handelsby Ribe. Foredraget tager udgangspunkt i en forskningsudgravning fra 2017-18, der blev gennemført i samarbejde med UrbNet, Aarhus Universitet under ledelse af prof. Søren Sindbæk. Udgravningen var finansieret af Carlsberg Fondet.
Gå på opdagelse i ROMUs spændende artikler her.
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROMU
Nærkontakt på tværs af årtusinder: Moselig dukkede op under udgravning i Egedal
Under en arkæologisk forundersøgelse i Egedal dukkede dele af et skelet op af jorden. Det drejer sig om et menneske, der sandsynligvis blev ofret for tusindvis af år siden.
Julemarkedet er tilbage: Julen synges ind på Skenkelsø Mølle
Skenkelsø Mølle trækker for alvor i juletøjet, når møllens frivillige den 3. december afholder det traditionsrige julemarked. Og i julens ånd er en særlig gruppe inviteret med fribilletter – nemlig kommunens ukrainske flygtninge, der sandsynligvis for første gang skal holde jul i Danmark
Roskilde fejrer Verdensarvsdag med sang, debat og Domkirken som lysende midtpunkt
I Roskilde ligger en kirke med ”enestående værdi for hele menneskeheden”. Det markeres den 16. november, når Roskilde sammen med resten af verden fejrer, at Verdensarvskonventionen fylder 50 år. Både i selve Domkirken, i byrummet udenfor og på Roskilde Museum, hvor borgerne blandt andet kan blive klogere på det kommende Verdensarvscenter.
Arkæolog Emil Winther Struve vil rykke ved vores forståelse af oldtiden
En dag på kontoret byder på alt fra skrivebordsarbejde til en udgravning i al slags vejr for arkæolog Emil Struve Winther, der står i spidsen for arkæologiske undersøgelser i Egedal Kommune. Men uanset hvor dagens kontor er, drives han af lysten til at gøre kulturarven levende og relevant.
Historien om Veksøhjelmene – et ikonisk oldtidsfund fra Brøns Mose
På Nationalmuseet i København kan man se to fornemt dekorerede hjelme fra bronzealderen. Et værdifuldt offer til guderne, der for præcis 80 år siden blev fundet i Brøns Mose ved Veksø. Veksøhjelmene fortæller en historie om religion og ritualer i bronzealderens Egedal, og mange årtier efter fundet er de stadig en stor del af identiteten i Veksø.
RAGNAROCK og Roskilde Museum giver unge fri adgang en hel uge
Er du mellem 18 og 27 år, kan du hele uge 37 besøge Roskilde Museum og RAGNAROCK uden at skulle have penge op af lommen. De to museer er nemlig en del af Golden Days-initiativet K7, som har til formål at give unge over hele landet kulturhistoriske oplevelser – helt gratis.