Det kan vi lære af Roskilde Sygen
Af Morten Thomsen Højsgaard
Virusinfektionen norovirus kaldes i Danmark for ”Roskilde Syge”, fordi der i mellemkrigstiden var to meget store og karakteristiske udbrud af maveondet netop i domkirkebyen. Rent vand, god hygiejne og karantæne til ramte bidrog til at løse problemet – og er stadig den dag i dag en vigtig brik i forebyggelsen. – FOTO: Pexels.com
I en tid, hvor COVID-19 breder sig også i Danmark, kan det være en god ide at tage temperaturen på fortidens sygdomsforløb. For som alt andet har også epidemier en historie, som vi mennesker kan lære noget af, vurderer museumsdirektør i denne kommentar om norovirus.
Der er så meget, Roskilde med stolthed har lagt navn til. En af Nordeuropas største musikfestivaler, Rokilde Festivalen, for eksempel. Roskilde Domkirke, som er på listen fra UNESCO over verdens kulturarv. Eller Roskilde Ringen, der indtil slutningen af 1960’erne var banebrydende inden for motorsporten.
Den toneangivende stænderforsamling, som uddannede en ung generation til demokratiets nye virkelighed fra 1835 og frem til grundloven i 1849 lå i Roskilde. Kongeriget Danmarks første jernbane gik fra København til netop Roskilde. Roskilde Universitet har siden grundlæggelsen i 1972 vokset sig stort og dannet skole med sin projekt- og problemorienterede tilgang til læring og samarbejde.
Men én ting ville byen med den stolte historie om kultur, kreativitet og viden nok helst have været fri for at lægge navn til, nemlig sygdommen, som i Danmark har fået navnet ”Roskilde Syge”.
I en tid, hvor COVID-19 er på alles læber, kan der ikke desto mindre være god grund til at kaste et blik tilbage i sygdommenes kulturhistorie for at kunne tage lidt ved lære også af ”Roskilde Sygen”. For sygdommen fandtes – og findes stadig. Den havde sine naturlige årsager. Det lykkedes at håndtere den, om end med en del besvær.
Og så var der frem for alt også en vej videre frem fra og ud af den krise, som sygdommen forvoldte.
En tredjedel af byen blev ramt
Roskilde skulle imidlertid gå så grueligt meget igennem, før det hele blev godt igen dengang i mellemkrigstiden, hvor ”Roskilde Sygen” i to omgange først i 1925 og så igen i 1935 foldede sig ud i skræmmende stor skala.
Rigtig dårlig mave med tilhørende feber, opkastninger og diarré fik helt op mod en tredjedel af borgerne i Roskilde ved udbruddet i 1935 af Roskilde Sygen. Svage, ældre og børn var særligt udsatte, og flere døde.
Der var tale om en infektionssygdom, som smittede hurtigt og let fra person til person, da først den havde bidt sig fast i området. Og ligesom med COVID-19, så var der heller ikke dengang nogen vaccine eller medicin mod norovirus, som ”Roskilde Syge” også kendes som.
Hurtigt kom debatten i byen til at dreje sig om årsagen til smitten. Opmærksomheden faldt på en forurening af drikkevandet, som mentes at stamme fra ”Chromlæderfabriken”, et håndværksgarveri, der lå ved den nuværende Eriksvej syd for jernbanen i Roskilde. Men smitte fra person til person udgjorde også en vigtig faktor i udbredelsen.
Embedslægen gik ind i sagen. Ugeskrift for Læger skrev om fænomenet. En sundhedskommission blev nedsat. Og resultatet blev efter nogen tid blandt andet en gennemgående oprensning af grunden, som garveaffaldet kom fra, en forbedret og mere sikker drikkevandsforsyning og spildevandsrensning.
Kommunen fik også kraftigt stigende udgifter til sundhed, og byens mindre sygehuse blev i kølvandet på ”Roskilde Sygen” afløst af et centralsygehus.
”Roskilde Sygen” kom med epidemisk voldsomhed og bidrog ikke bare til at give ”maveondet” et navn i Danmark; sygdommen førte efterhånden også til en forandring og forbedring af sundhedsforholdene i Roskilde.
Epidemier med historiske mønstre
Den første dansker, der i 2020 officielt fik diagnosen COVID-19, kom pudsigt nok også fra Roskilde, men arbejdede hos TV2 på Teglholmen i København. Han og hans familie og alle de kolleger, han umiddelbart havde været i tæt kontakt med, kom straks i karantæne.
Sundhedsmyndighederne greb her til et middel mod hurtigt og let smittende sygdomme, som også viste sig at være effektivt mod ”Roskilde Sygen”. Jo færre, der bliver udsat for smitte, des færre får sygdommen. Det var og er det enkle lærestykke.
Karantæne, isolation eller inddæmning kan holde en del smitsomme sygdomme i skak og sinke eller hindre videre udbredelse. Især med sygdomme, der ikke findes en kur mod, er dette fundamentale greb afgørende at ty til. Her hedder medicinen socialt ansvar.
Hver sygdom har dog også sin egen logik og sin egen historie. ”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
”Roskilde Sygen” kommer hurtigt til udtryk efter smitten og er også relativt hurtigt overstået, og for langt de fleste går livet roligt videre bagefter. Sprogligt er ”Roskildesyge” i folkemunde blevet en mere løs betegnelse for en hvilken som helst maveinfektion.
COVID-19, som vi heldigvis ikke kalder hverken ”Kinasyge” eller ”Wuhansyge”, smitter også hurtigt, men er længere tid om at vise sine symptomer, den bider sig tilsyneladende mere fast hos de svage grupper, og den har en højere dødelighed.
Drikkevand, der var forurenet med kromsyre, var en af årsagerne til udbrud af maveondet ”Roskilde Syge”, der udbrød første gang i 1925. ”Chromlæderfabriken”, som her er fotograferet i 1914, måtte efter pres ændre på håndteringen af affaldsstoffer. – Foto fra ”Roskilde Bys historie 1850 – 1970, s. 226.
Virus før og nu og i morgen
I Danmark står vi lige nu efter alt at dømme kun ved begyndelsen til en ny epidemi, der kan få et historisk omfang. Ikke bare for en by, men for hele den globale landsby.
Men hvad kan vi så lære af tidligere eksempler på noget, der trods alt kunne ligne?
Flere ting: Det er vigtigt at forstå og finde smittekilderne. Rent vand og god hygiejne er altid vigtigt. Samtidig er det helt nødvendigt at bruge karantæne og inddæmning som metode. Det er derfor parolen i disse dage og uger lyder ”Vi passer på hinanden – ved at holde afstand”.
Set med historiske briller, så findes der ikke nogen sikker opskrift på at undgå vira. Borgerne må forberede sig på, at selv når sygdommen er væk, så kan den vende tilbage. Det gjorde ”Roskilde Sygen”. Og det gjorde i øvrigt også en anden stor virusepidemi, den såkaldte spanske syge, som ramte Europa og verden i flere bølger fra 1918.
Men selvom sygdommene bogstaveligt talt gør ondt, er farlige og uforudsigelige, så rummer de også potentiale til forandringer og forbedringer. Stillet over for de enorme menneskelige konsekvenser får beslutningstagere gerne modet til at træffe vidtrækkende, men nødvendige beslutninger, som ruster os bedre til fremtiden.
Mange kan og vil blive ramt, men de fleste vil klare den og være modstandsdygtige i længere tid.
Sygdomme er kommet for at blive, men det er mennesker, som lever sammen i velfungerende fællesskaber og tager ved lære af erfaring, i den grad også.
”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
Flere kilder til historien
Artiklen bygger på oplysninger fra Roskilde Museums arkiver og samlinger samt oplysninger hentet fra:
Pernille Mette Damsgaard: ”Roskildesyge: Derfor har vi ingen vaccine – endnu”.
Udgivet 27. december 2016 på https://videnskab.dk/krop-sundhed/roskildesyge-derfor-har-vi-ingen-vaccine-endnu.
Nils Engelbrecht: ”Roskildesyge” i Den Store Danske. Gyldendal.
Senest opdateret 2015 på http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152732.
Per Karlsson, Jørgen Vogelius og Eva Tønnesen: ”Roskilde Bys Historie 1850 – 1970”.
Roskilde Museums Forlag 1998.
Statens Serum Institut: ”Norovirus”. Hentet 16. marts 2020 fra
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/n/norovirus.
Læs andre artikler her.
