I en tid, hvor COVID-19 breder sig også i Danmark, kan det være en god ide at tage temperaturen på fortidens sygdomsforløb. For som alt andet har også epidemier en historie, som vi mennesker kan lære noget af, vurderer museumsdirektør i denne kommentar om norovirus.  

Der er så meget, Roskilde med stolthed har lagt navn til. En af Nordeuropas største musikfestivaler, Rokilde Festivalen, for eksempel. Roskilde Domkirke, som er på listen fra UNESCO over verdens kulturarv. Eller Roskilde Ringen, der indtil slutningen af 1960’erne var banebrydende inden for motorsporten.

Den toneangivende stænderforsamling, som uddannede en ung generation til demokratiets nye virkelighed fra 1835 og frem til grundloven i 1849 lå i Roskilde. Kongeriget Danmarks første jernbane gik fra København til netop Roskilde. Roskilde Universitet har siden grundlæggelsen i 1972 vokset sig stort og dannet skole med sin projekt- og problemorienterede tilgang til læring og samarbejde.

Men én ting ville byen med den stolte historie om kultur, kreativitet og viden nok helst have været fri for at lægge navn til, nemlig sygdommen, som i Danmark har fået navnet ”Roskilde Syge”.

I en tid, hvor COVID-19 er på alles læber, kan der ikke desto mindre være god grund til at kaste et blik tilbage i sygdommenes kulturhistorie for at kunne tage lidt ved lære også af ”Roskilde Sygen”. For sygdommen fandtes – og findes stadig. Den havde sine naturlige årsager. Det lykkedes at håndtere den, om end med en del besvær.

Og så var der frem for alt også en vej videre frem fra og ud af den krise, som sygdommen forvoldte.

En tredjedel af byen blev ramt

Roskilde skulle imidlertid gå så grueligt meget igennem, før det hele blev godt igen dengang i mellemkrigstiden, hvor ”Roskilde Sygen” i to omgange først i 1925 og så igen i 1935 foldede sig ud i skræmmende stor skala.

Rigtig dårlig mave med tilhørende feber, opkastninger og diarré fik helt op mod en tredjedel af borgerne i Roskilde ved udbruddet i 1935 af Roskilde Sygen. Svage, ældre og børn var særligt udsatte, og flere døde.

Der var tale om en infektionssygdom, som smittede hurtigt og let fra person til person, da først den havde bidt sig fast i området. Og ligesom med COVID-19, så var der heller ikke dengang nogen vaccine eller medicin mod norovirus, som ”Roskilde Syge” også kendes som.

Hurtigt kom debatten i byen til at dreje sig om årsagen til smitten. Opmærksomheden faldt på en forurening af drikkevandet, som mentes at stamme fra ”Chromlæderfabriken”, et håndværksgarveri, der lå ved den nuværende Eriksvej syd for jernbanen i Roskilde. Men smitte fra person til person udgjorde også en vigtig faktor i udbredelsen.

Embedslægen gik ind i sagen. Ugeskrift for Læger skrev om fænomenet. En sundhedskommission blev nedsat. Og resultatet blev efter nogen tid blandt andet en gennemgående oprensning af grunden, som garveaffaldet kom fra, en forbedret og mere sikker drikkevandsforsyning og spildevandsrensning.

Kommunen fik også kraftigt stigende udgifter til sundhed, og byens mindre sygehuse blev i kølvandet på ”Roskilde Sygen” afløst af et centralsygehus.

”Roskilde Sygen” kom med epidemisk voldsomhed og bidrog ikke bare til at give ”maveondet” et navn i Danmark; sygdommen førte efterhånden også til en forandring og forbedring af sundhedsforholdene i Roskilde.