Egedals stærke historie skal helt hjem til borgerne
Af: Lene Steinbeck
18.05.2021

Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, drømmer om, at det ikke kun er de meget historisk interesserede, der ved hvilke fantastiske historier, der knytter sig til området. Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix.
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.
For nogle år siden stod Charlotte Haagendrup på Nationalmuseet og beundrede to smukke hjelme fra bronzealderen. Hjelmene, der er omkring 3000 år gamle, er udhamret i bronzeblik og har snoede horn. De menes at være fremstillet i det sydlige Europa – men de er fundet i en mose på Sjælland. Formodentlig er de lagt ned som en offergave til guderne.
Det var først senere, at Charlotte Haagendrup (C) opdagede sammenhængen mellem hjelmene og den kommune, hvor hun bor og i dag er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget: At de unikke hjelme er fundet i Brøns Mose. Nærmest i hendes egen baghave.
Den oplevelse rammer hovedet på sømmet i forhold til den opgave, Egedal kommune står overfor, når det kommer til kulturarv, mener Charlotte Haagendrup:
”Vi har så sindssygt meget her i Egedal kommune. Vi bor et vanvittigt interessant sted, men vi ved det ikke! Der er så mange gode historier her – de er omkring os, de ligger i bogform, i jorden og over den. Men på en eller anden måde får vi dem ikke ud.”
Engagerede formidlere
Kommunen har et stærkt talerør i de mange engagerede frivillige. De tre historiske foreninger i Stenløse, Smørum og Ølstykke afholder arrangementer, indsamler viden og udgiver publikationer med nyt og gammelt fra områderne.
”De er gode til at formidle, og jeg bliver så begejstret. Vi har nogle enormt engagerede mennesker. Så mit håb er, at vi bliver bedre til at komme ud med historierne. De er med til at definere os som kommune og som borgere. Når vi deler historie, er det nemmere at se, at vi ikke er så forskellige.”
Et stærkt korps af frivillige betyder ikke, at kommunen kan læne sig tilbage. Tværtimod. Der ligger nemlig en opgave i at hjælpe kulturarven med at krydse de gamle kommunegrænser mellem Stenløse, Ølstykke og Smørum. Og fra politisk side skal man gribe den opgave. Blandt andet via et stærkere samarbejde med områdets skoler, mener Charlotte Haagendrup. Egedal vokser hastigt, og blandt tilflytterne er mange børnefamilier.
”Lige når man flytter ind, skal man have styr på, hvor Brugsen og børnehaven er. Men når man lige falder til, har man overskud til mere. Da vil jeg gerne have, at børnene hjælper lidt på vej. Hvis de kommer hjem og siger: ’Nu skal du høre, hvad jeg har set i dag,’ så vil forældrene også se det.”
Byggeboom i Egedal
De mange nye borgere, der kommer til Egedal, skal have et sted at bo. Og det betyder, at byggebranchen har travlt. Det er blot med til at gøre historien større, siger Charlotte Haagendrup.
”At Egedal bygger meget nyt, gør jo også, at vi gør nye fund. Hver gang man graver, dukker der jo noget op. Vi skal sørge for, at de mennesker, der flytter ind, ved, at lige her på deres grund har vi fundet et halvt vikingeskib, eller hvad det nu måtte være. Det, der bliver gravet op her, skal ud lokalt. Det kan vi godt blive endnu bedre til at målrette.”
Det gælder de nye fund – men i høj grad også de gamle. Hun vender tilbage til Veksøhjelmene, der er danefæ og en del af Nationalmuseets permanente udstilling. Hvis det står til Charlotte Haagendrup, skal de på visit i Egedal.
”Jeg ville elske at kunne få udlånt hjelmene til en udstilling her i området, så de kan komme hjem. Det er et stort ønske, som jeg også har haft lejlighed til at ytre til Rane Willerslev (direktør for Nationalmuseet, red.). De er fundet her hos os, men mange er ikke klar over, at de faktisk er fra Brøns Mose. Det er den slags historier, jeg gerne vil have bundet helt sammen med området.”
Naturen som katalysator for kulturarven
De tydeligste spor efter historien finder vi i naturen, der gennem årtusinder har formet Egedal i området mellem Roskilde Fjord og Furesøen. Og det har mange fået øjnene op for det seneste år, hvor vores pandemiske virkelighed har lukket ned for stort set alt andet.
”At folk befinder sig mere i naturen, bringer mere fokus på kulturarven. Det er med til at pege på, at vi slet ikke er så forskellige. Egedal er et kæmpestort område, som er forbundet af naturen,” siger Charlotte Haagendrup, som fremhæver et helt specielt sted.
”Panoptikon i Smørum er mit yndlingssted. Det er en fantastisk udsigtspost.”
Det var her, hun selv begyndte at løfte blikket fra at spejde efter sin egen slægts historie til at se på naturen og landskabet som noget, der også former mennesket.
”Her står man og kigger ned på ådalen med alle de menneskeofringer og den mangeårige historie, der er foregået her. Når jeg står der og kigger, så tænker jeg, at her får vi på smukkeste vis bundet kommunerne sammen, fordi man kan se dem herfra.”
Fakta:
I 2021 har museumsorganisationen ROMU fået det samlede, lovafledte, kulturhistoriske ansvar i Egedal Kommune. ROMU skal i henhold til museumsloven foretage arkivalsk kontrol forud for nye byggesager for at sikre eventuelle væsentlige bevaringsværdier for eftertiden.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Sommersuccesen gentages: Tag med til middelalderens magtfulde Roskilde
I begyndelsen af august bliver tiden skruet tilbage på Roskildes centrale Stændertorv, når ROMU for andet år i træk afholder Roskilde Middelalderdage. Der vil være aktiviteter, musik og et væld af gode historier for hele familien, når Roskildes rolle som stor og magtfuld middelalderby sættes i fokus.
Reportage fra en mørklagt og besat aften i Smørum Gamle Skole
Den 9. april var det 85 år siden, tyskerne besatte Danmark. I den anledning satte Ledøje-Smørum Historisk Forening ved et arrangement fokus på den almindelige danskers liv under krigen. For selv om faldende bomber ikke var hverdagskost, var der mange udfordringer og store usikkerheder forbundet med at være et besat land.
Mød påskens dunede superstjerner på Lützhøfts Købmandsgård
Kom i påskestemning hos Lützhøft: Nus de nyfødte kyllinger, tril eller farv æg og gå på jagt efter påskeharens skatte i købmandsgårdens krinkelkroge.
Udstillingsleder til Verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke
Er du klar til at tage føringen i udviklingen af udstillinger i verdensklasse om arkitektur og kongelige grave?
Tadre Mølle lokker med påskeaktiviteter og smuk natur
Udfordr familien i æggerafting, mærk vandmøllen bruse, og mal æg i krea-værkstedet: Med vilde og stille aktiviteter i naturskønne omgivelser er Tadre Mølle et oplagt sted til påskens familieudflugt.
Lützhøfts Købmandsgaard indtager Historiske Dage med smagsprøver og høflig betjening
Roskildes gamle købmandsgård rykker for en weekend ind på festivalen Historiske Dage i København, hvor et nyt publikum kan opleve butikkens autentiske ånd.
Bronzealderens Egedal-elite var ualmindeligt velstående
For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.
Arkæologiske forundersøgelser ved nyt Vikingeskibsmuseum går i gang
Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.
Foredrag: Restaureringen af Øm Jættestue kom omkring en blød hat, slumrende firben og arkæologiske dilemmaer
Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.
Rockmuseum opfylder kvindes sidste opsigtsvækkende ønske
For nylig modtog Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK en privat donation fra en afdød kvinde, som fik museets inspektør til at tabe kæben. Til april kan museets gæster forhåbentlig få samme oplevelse, når udstillingen ‘Birthe & Beatles’ giver et direkte indblik i en almindelig dansk piges ualmindelige oplevelser med verdens største gruppe, The Beatles.