ROCK- OG POPIKONERNES TOPMØDE MELDER KLAR TIL 2024 – MED BLANDT ANDRE JESPER BINZER, ANNE DORTE MICHELSEN, MARIA BRAMSEN, PETER SOMMER OG JOHNNY REIMAR
22.09.2023
Det blev en samtale med intenst nærvær og stærke fortællinger, da Annisette i foråret 2023 mødte Clement Behrendt Kjersgaard og publikum ved “Historien bag musikken” på RAGNAROCK. I marts 2024 bliver det Jesper Binzer, Anne Dorte Michelsen, Maria Bramsen, Johnny Reimar og Peter Sommer, som indtager scenen og fortæller musikhistorie – som de selv oplevede den. Foto: Kristian Grøndahl
I april 2023 lancerede rockmuseet RAGNAROCK den nye talkfestival ‘Historien bag musikken – musikken bag historien’. Nu er fem hovednavne på plads til anden omgang, der finder sted fredag og lørdag 22.-23. marts 2024.
Idéen er enkel: En række af dansk musikhistories største navne fortæller om deres inspirationskilder og deres arbejde. Publikum kan stille spørgsmål – og alle samtaler optages på video og gøres tilgængelige for alle for eftertiden i et levende musikhistorisk arkiv.
I værtsstolen sidder Clement Behrendt Kjersgaard, der fik idéen til arrangementet. Han siger:
“Med dette arrangement får publikum hvert år en enestående mulighed for at sidde på første række, når de absolut største stjerner i dansk musikhistorie sætter ord på deres erindringer. Deres musik har betydet så meget for så mange mennesker – hvad har musikken betydet for dem? Hvilke valg blev afgørende? Og hvordan har deres drømme forandret sig undervejs?”
Fængende musikhistorie
Ideen viste sit værd, da ”Historien bag musikken – musikken bag historien” for første gang mødte sit publikum i foråret 2023:
”At opleve Annisette fortælle sin livshistorie til Clement og publikum, var fængende på en måde, så nakkehårene rejste sig. Som museum dokumenterer vi populærmusikkens historie fra den spæde pigtrådsrock frem til i dag. At vi kan få nogle af de kunstnere, der har skabt begivenhederne til at dele deres refleksioner – det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det er fantastisk på den måde at være med til at formidle, dokumentere og give nye perspektiver på dansk musikhistorie,” forklarer Tine Moberg, der er projektleder på ’Historien bag Musikken’ på RAGNAROCK.
Også museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser frem til at kunne videreføre succesen:
”Det er en forrygende idé, Clement Kjersgaard fik sidste år med at lade de store pop- og rock-artister fortælle deres historier om og med og bag musikken foran et levende live publikum. I 2024 bygger vi videre på succesen. Og samtidig bidrager arrangementet til at dokumentere populærmusikkens historie på en ny måde. Det er spot on for os som hele Danmarks Rockmuseum”.
Levende musikhistorie med nye lag
Netop dokumentationen er en bærende del af projektet: Alle talks bliver videodokumenteret og gemt for eftertiden – som levende kulturhistorie på nettet, hvor nye lag og nye fortællinger lægges til år for år.
Her kan man i dag se hele rækken af sessions fra premiereudgaven i april – med Steffen Brandt, Annisette, Tim Christensen, Annika Aakjær og produceren Flemming Rasmussen.
Læs mere: Se alle samtalerne fra Historien bag musikken 2023.
OM DE MEDVIRKENDE i 2024:
I 1982 ringede bassisten Stig Pedersen til Jesper Binzer (f.1965) for at lave et band. Mere end 40 år senere er D-A-D (dengang: Disneyland After Dark) en enestående institution på den danske rockscene, der hvert år føjer nye generationer til målgruppen – og i 2017 lagde Binzer en ny dimension til karrieren, da han udsendte karrierens første soloalbum.
Som frontfigurer i Tøsedrengene blev Anne Dorte Michelsen (f.1958) og Maria Bramsen (f.1963) en del af 1980ernes guldalder, der har efterladt et tilsyneladende udødeligt katalog af klassikere. Efter tiden i Tøsedrengene fortsatte Maria i endnu et af tidens største bands, all star-ensemblet Ray Dee Ohh, mens Anne Dorte cementerede sin rolle som sangskriver, da hun indledte den solokarriere, der senest har givet publikum albummet “Thumbs Up” (2023). I øvrigt er de på landevejen sammen – og i marts 2024 lægger de vejen forbi RAGNAROCK, hvor de er på scenen både sammen og hver for sig.
Peter Sommer (f.1974) står som en af sin generations største sangere og sangskrivere, der sang for sang og album for album udbygger sin position i dansk musikhistorie, fra gennembruddet i 2004 med ”Valby Bakke” til det anmelderroste album ”De uforelskede i København” (2022). Undervejs har han overrasket både sig selv og sit publikum bl.a. i samarbejde med Simon Kvamm (“De eneste to”) og teaterkoncerten “I morgen er alt muligt” med Aveny-T (2022).
Da rocken kom til Danmark, var en af de afgørende skikkelser Johnny Reimar (f.1943), der ikke alene var frontfigur i The Cliffters men hurtigt blev en af landets centrale producere og pladeselskabsfolk. I 1968 sad han i producerstolen på det, der er blevet kaldt 60ernes ‘vigtigste danske udgivelse’: debutalbummet fra Savage Rose. Hans karriere blev helt unik, og spejler som ingen andens fire årtiers kulturhistorie.
OM VÆRTEN:
Clement Behrendt Kjersgaard (f.1975) indledte sin mediekarriere, da han i 1987 startede Århus Børneradio. Han tog sin studentereksamen i Hong Kong og sin første universitetsgrad på Universitetet i Oxford. I 2002 grundlagde han nyhedsmagasinet RÆSON (www.raeson.dk), i 2012 den årlige Vidensfestival (www.vidensfestival.dk) og i 2021 kultur- og historiemagasinet ÆRA (www.historiemagasinet.dk). Siden 2004 har han arbejdet for DR, som vært på et væld af tv- og radioprogrammer, herunder flagskibene “Debatten”, “Deadline” og en stribe talkshows i hans eget navn. www.kjersgaard.com
OM RAGNAROCK:
Danmarks rockmuseum RAGNAROCK åbnede i 2016 og har fra første akkord lagt hus til en række udstillinger, arrangementer og aktiviteter, hvor man kan se, lytte og danse sig igennem fortællinger fra syv årtiers pop- og rockhistorie. De hollandske stjernearkitekter MVRDV og danske COBE er de kreative hoveder bag den ikoniske bygning, der både udadtil og indadtil understreger den historie og stemning, som museet formidler. Museet er en del af museumsorganisationen ROMU, der favner i alt 10 besøgssteder i Roskilde, Lejre og Frederikssund.
Salget af billetter åbner torsdag den 21. september 2023 på billetto.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Roskilde Museum inviterer til Grundlovsfest med fællessang
Roskilde Museum inviterer til Grundlovsfest med fællessang 23.05.2025PressemeddelelseGrundlovsfesten afholdes i gården på Roskilde Museum, som bliver pyntet til fest. Der vil være taler, fællessang og – hvis traditionen skal være tro – rigtig god stemning. Foto:...
Grundlovsdag i historiske rammer på Lejre Museum
Grundlovsdag i historiske rammer på Lejre Museum 23.05.2025 PressemeddelelseSkibssætningen ved Lejre Museum, foto: ROMU ”Danske Mænd og Kvinder!” Således råbte Grundtvig forsamlingen an, da han i sommeren 1851 tog turen fra København til Lejre for at holde tale. Netop...
Arvefjendeopgøret er tilbage i vanlig stil – også med fornyelser.
Søndag den 25. maj krydser svenske og danske soldater endnu engang klinger bag Smørum Kulturhus. Det traditionsrige Svenskeslag er tilbage med et velafprøvet koncept, som fortæller den historiske baggrund for festivalen, men som også er under konstant udvikling. Hos SkuespilsKompagniet har forberedelserne stået på længe.
Oplev Lejres smukke natur og historie på gratis guidede vandreture
Er du nysgerrig på Lejres fortidsminder og spændende historie – eller vil du gerne blive klogere på sagnhelten Beowulfs eventyr, Harald Hildetands høj eller gudinden Nerthus i Herthadalen? Så tag med på en historisk sommervandring.
Roskilde Museumscafé åbner med ny forpagter
Det er igen muligt at få stillet sulten i Sankt Ols Stræde, hvor Jampa Phetsut efter syv år i køkkenet på samme adresse nu overtager nøglerne som forpagter på Roskilde Museumscafé Jampa
Gl. Kongsgaard markerer 100 år som museum med festlig sæsonåbning
Søndag den 1. juni inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold traditionen tro til sæsonåbning på Gl. Kongsgaard – og i år bliver det ekstra festligt. I 2025 er det nemlig 100 år siden, Gl. Kongsgaard blev åbnet som museum, og det skal fejres med manér!
Arbejderhistorisk langbordsmiddag på Lützhøfts Købmandsgaard
Til hverdag kan du dufte, føle, høre, se og smage historien på den gamle købmandsgård i Roskilde. Nu kan du komme endnu tættere på hverdagen for 100 år siden, når museet indbyder til arbejderhistorisk langbordsmiddag den 20. maj med et måltid hentet ud af historiens kogebøger.
Sommersuccesen gentages: Tag med til middelalderens magtfulde Roskilde
I begyndelsen af august bliver tiden skruet tilbage på Roskildes centrale Stændertorv, når ROMU for andet år i træk afholder Roskilde Middelalderdage. Der vil være aktiviteter, musik og et væld af gode historier for hele familien, når Roskildes rolle som stor og magtfuld middelalderby sættes i fokus.
Reportage fra en mørklagt og besat aften i Smørum Gamle Skole
Den 9. april var det 85 år siden, tyskerne besatte Danmark. I den anledning satte Ledøje-Smørum Historisk Forening ved et arrangement fokus på den almindelige danskers liv under krigen. For selv om faldende bomber ikke var hverdagskost, var der mange udfordringer og store usikkerheder forbundet med at være et besat land.
Mød påskens dunede superstjerner på Lützhøfts Købmandsgård
Kom i påskestemning hos Lützhøft: Nus de nyfødte kyllinger, tril eller farv æg og gå på jagt efter påskeharens skatte i købmandsgårdens krinkelkroge.