Foredrag: Restaureringen af Øm Jættestue kom omkring en blød hat, slumrende firben og arkæologiske dilemmaer
07.03.2025
Af Lene Steinbeck
Arkæolog Emil Winther Struve, der her ses ved jættestuens indgang i april 2024, forklarer om de såkaldte tørmursfliser. Det var tilpassede stenfliser, som blev lagt i lag mellem de større kampesten for at holde jættestuen tør. Foto: Claus Bech /Ritzau Sanpix
Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.
Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.
Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.
Projektet er udført med en lang række moderne teknologiske løsninger – blandt andet 3D fotogrammetri, hvor man har koblet tusindvis af billeder af gravhøjen med nøjagtige GPS-målinger og på den måde skabt en digital model af højen. Den kan vendes og drejes, så højens udtryk hele vejen rundt, ude og inde, er bevaret digitalt. Når arbejdet med restaureringen er afsluttet, laves en ny model, så man kan se jættestuen både før og efter. 3D-illustration: Nadja Kring Mortensen /ROMU
I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.
Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.
”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.
En skitse viser dilemmaet ved stendiget, set oppefra. Nederst ses metoden fra det oprindelige dige fra 1830’erne. Den største flade af stenene vender ud og forstyrrer gravhøjen mindst muligt. Til gengæld er sikkerheden tvivlsom, fordi de ikke ligger stabilt over en lang periode. Øverst ligger stenen mere sikkert, men stikker langt ind højen og forstyrrer mere end den oprindelige metode. Skitse: Emil Winther Struve /ROMU
Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.
”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.
Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.
Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.
”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”
Træerne på toppen af Øm Jættestue var med til at presse stendiget, fordi rødderne skubbede på stenene. Derfor blev træerne fjernet for at forhindre samme pres på det restaurerede dige. Her ses jættestuen efter restaureringen af stendiget, men inden alle træer på toppen er fjernet. Foto: Lene Steinbeck
Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.
”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.
Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.
Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.
”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve.
Jættestuens indgang er blevet restaureret med både nye og gamle sten, så den i højere grad har samme udtryk som den oprindelige jættestue fra bondestenalderen. Foto: Lene Steinbeck
Altså lå hovedvægten af restaureringen udenfor. Hovedsageligt for at sikre stendiget og højen, men også for at skabe et bedre indtryk af, hvordan højen så ud i bondestenalderen. For der er som nævnt sket store forandringer med fortidsmindets udseende.
Ny viden i ældgammel jord
Jættestuens oprindelige omkreds er sandsynligvis afmærket af randsten hele vejen rundt – men skjult et stykke inde i højen. De er blevet ”spist” af højen i den langvarige proces, der med Emil Winther Struves billede har ændret højens udseende fra stejlt fortidsminde til blød hat.
”De her randsten formoder vi har været hele vejen rundt og er måske stadig derinde. Men det ville være lidt for meget at skære ind til dem hele vejen rundt, så vi nøjedes med et lille område her ved indgangen til kammeret. Her har vi dannet en plads, hvor man kan opleve det at stå foran jættestuen, som folk har gjort i bondestenalderen,” fortæller han.
Samtidig håbede Emil Winther Struve, at man kunne hente ny viden og blive klogere på højens historie. Man ved, at det ikke kun er gravkammeret inde i jættestuer, der bliver brugt ved gravlæggelser. Indgangspartierne blev også brugt til ritualer, hvor man for eksempel har placeret lerskåle med et madoffer. De arkæologiske udgravninger i jordlaget foran indgangen til Øm Jættestue blotlagde keramik, flintaffald samt mejsel og økse. Genstandene har forskellige datering og stammer altså ikke fra samme periode.
”Det tyder mere og mere på, at jordlaget er et udtryk for mange hundrede års aktivitet, der er blandet sammen. Mejslen har et voldsomt knæk, der ser ret nyt ud, så der er blevet rodet godt rundt. Det er altså ikke et offerlag, der har ligget der siden stenalderen.”
Flyttedag for firben
Efter udgravningerne og undersøgelserne af jorden, er indgangspartiet blevet restaureret og har fået et nyt, gammelt look. Det er udbedret med både gamle og nye sten efter de originale principper og udtryk. Solidt, stabilt og klar til næste skridt: At sikre diget fra 1832. Og så er vi tilbage ved firbenene, hvis habitat er beskyttet af EU. Så længe, firbenene bor i diget, må man ikke forstyrre dem. Derfor måtte Emil Winther Struve og hans hold sadle om i forhold til den oprindelige plan.
”I første omgang fik vi lov til at pille ved nordsiden af jættestuen, fordi der er mere skygge, så der er der ikke firben. Sydsiden må så vente, indtil firbenene er blevet flyttet et andet sted hen. Det har vi fået tilladelse til af Miljøstyrelsen. Så er der bare lige det, at nu er firbenene gået i hi, og vi må ikke flytte dem, før de vågner op igen. Derfor er vi ikke færdige med arbejdet endnu. Der er blevet bygget et nyt hjem, så det hele er klar til, at de
skal flyttes, når de vågner.”
I samarbejde med Miljøstyrelsens konsulenter er der blevet etableret et erstatningshabitat af overskydende sten fra restaureringen af stendiget. Stenene forbliver altså i tæt tilknytning til fortidsmindet.
Dilemmafyldt stendige
Men på nordsiden, der var altså firbenfri, kunne arbejdet begynde. ROMU kontaktede flere anlægsfirmaer for at få en vurdering af mulighederne for at reparere tilføjelsen fra 1800-tallet.
”Dem, vi havde fat i, sagde alle: ’Hvis vi begynder at pille i det, så kan vi ikke rigtigt stoppe. Så skal vi stort set sætte det hele om.’ De påpegede nogle konstruktionsmæssige ting, der bestemt ikke var optimale. Der var nok nogle bønderkarle i 1832, der havde tænkt, at de skulle være hurtigt færdige, så de har vendt de store, flade sider af stenene udad. Det er samtidig den tunge side, og derfor er stenene begyndt at skride ud efter mange års erosion af jord, eller når rødderne fra de træer, der vokser på toppen, har skubbet til dem.”
Det var altså svært at reparere på diget uden at begynde forfra. Man ville gerne genbruge så mange af stenene som muligt – men flere af dem havde en uhensigtsmæssig form i forhold til at bygge et sikkert dige. Og det var jo hele anledningen til restaureringen.
”Det skal være tilgængeligt for ca. 10.000 besøgende om året og børn kravler på det, og så dur det ikke, at man kan få sådan en sten ned over sig. Så der var flere hensyn, vægtninger og kompromiser. Skal man bevare udseendet som det er, skal man vægte sikkerheden, og hvordan risikerer man at påvirke den originale høj, når man piller ned og bygger op?”
De arkæologiske dilemmaer stod i kø og skabte også debat.
Emil Winther Struve sammenlignede de arkæologiske optegnelser af højen fra genopdagelsen i 1832 med et billede fra nutiden. Der var tydeligt forskel på højens form. Hvis stenalderfolket dukkede op i dag for at finde jættestuen, er det ikke sikkert, at de ville kunne kende den. Foto: Lene Steinbeck
Total omsætning blev løsningen
”I sidste ende blev løsningen at sætte diget om med samme form som før. Altså samme uregelmæssige, ikke-cirkulære form, samme højde, samme bundniveau, som tidligere, men et andet udseende, fordi 1) det er ikke de samme sten, der bliver brugt, og 2) de bliver ikke placeret på præcis samme måde.”
Arbejdet blev udført af anlægsgartnerne under tilsyn af arkæologerne, der rensede jorden bagved op for at gøre observationer og gøre tolkninger, om man havde fat i jord fra den oprindelige høj eller fra 1830’erne, så man havde styr på, hvad der blev påvirket af arbejdet.
Undervejs blev træerne på toppen af højen fjernet. Rodnettet har ikke kunnet trænge ned i stenlaget over gravkammeret og har derfor søgt ud mod diget. For at fjerne presset på diget, blev træerne fjernet.
”Hvis jeg skulle nævne én ting, jeg ærgrer mig over, er det, at vi ikke fræsede rødderne ud i stedet for at grave dem ud. Heldigvis kan vi konstatere, at det ikke gjorde skade på de originale dele af højen, og til gengæld fik vi mulighed for at lave de her små indhak og få
meget brugbar viden om fortidsmindet,” fortæller Emil Winther Struve.
Jættestuens mange faser
I højen fandt han en lille højafgrænsning, der ikke ligner randstenene fra jættestuen.
”Den ligger også et sted, vi ikke ville forvente. Med den diameter, vi forventer jættestuen har, er den placeret mere yderligt. Så vurderingen er, at det nok er en anden fase af højen, vi har fat på her.”
Byggeteknikken minder om den, der er brugt ved to bronzealderhøje ved Venslev – og den sag leder Emil Winther Struve frem til den tolkning, at Øm Jættestue starter som et mindre fortidsminde og udvikler sig over tid til og med de formål, som mennesker senere har brug for.
”Der gemmer sig en jættestue inde i højen, som giver den her høje form i ’den bløde hat’, som jeg kaldte det, og inde i højen gemmer der sig både randsten, som hører til den afgrænsning, som højen havde, da man opførte jættestuen i bondestenalderen, og sten tilhørende den senere byggefase fra bronzealderen”
Efter undersøgelserne er diget – på den nordlige, firbenfri side – blevet bygget op igen. Og selv om arbejdet ikke er helt færdigt, så kan Emil Winther Struve allerede nu godt sætte streg under nogle delkonklusioner.
”Jeg er stolt over og tilfreds med den flotte åbning på jættestuen, hvor man for alvor kan føle sig mere i kontakt med jættestuen, som den oprindeligt har set ud. Om man leder efter oplevelsen med oldtiden, som den så ud, eller man har en anden form interaktion med fortidsmindet og den stemning, der er der, så er der skabt en rigtig god mulighed for det nu.”
Og det resterende arbejde med digets sydside? Tja – det er ganske enkelt helt ude af arkæologens hænder.
”Vi går i gang, når solen har bestemt, at firbenene skal op, men inden de er i gang med at hygge sig alt for meget. Før får vi ikke lov til at gøre noget,” slutter Emil Winther Struve.
Øm Jættestue blev opført for omkring 5.300 år siden i midten af bondestenalderen. Den er brugt til gravlæggelser over en lang tidsperiode i stenalder, bronzealder og jernalder.
Gravhøjen blev genfundet i 1832. Der blev opført et beskyttende stendige omkring højen, der blev fredet. Diget er altså ikke en del af det oprindelige fortidsminde fra stenalderen.
Selve gravkammeret er knap to meter bredt, syv meter langt og to meter højt. Udvendigt er højen 27-30 meter bred og fem meter høj.
Når restaureringsarbejdet afsluttes, vil den igen være helt åben for offentligheden.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Vær med til at gøre Lysfesten til et strålende møde i mørket
Opbakning er alfa og omega, når Kulturstrøget den 30. januar inviterer til Lysfest. Jo flere gæster, desto lysere kan Roskilde stråle og gløde i mørket. Arrangørerne inviterer alle til at være med og efterlyser frivillige til at sikre, at gæsterne får en god oplevelse.
Sjællands smukkeste vandmølle er blevet endnu smukkere
Renoveringen af det fredede møllehus på Tadre Mølle er fuldført – og klar til det store årlige julemarked søndag den 7. december.
Jul med smørklat på toppen – oplev julemarked på Skenkelsø Mølle
Juletiden byder på et væld af hyggelige traditioner. En af dem er julemarkedet på Skenkelsø Mølle, hvor der næsten er garanti for at komme i julestemning. Som vanligt trækker den gamle mølle i juletøjet, og de frivillige arrangerer en hyggelig dag for hele familien.
Ny bog blev fejret med symbolske chokolader og bevingede ord om Roskilde Domkirke
Titlen er ”Kongelige begravelser”, men fejringen af bogen var alt andet end sørgelig. Bogreceptionen i Det Kongelige Palæ bød blandt andet på et smukt traktement med royalt islæt og stærke ord om naboen, Roskilde Domkirke.
Butiksansvarlig søges til museumsbutikken på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock
Kunne du tænke dig at stå i spidsen for en af Danmarks fedeste museumsbutikker? Har du solid erfaring med detail, og har du lyst til at møde mange forskellige mennesker hver dag? Så er jobbet som butiksansvarlig på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock måske noget for dig.
Overgiv dig – det er Merry Freakin’ Jul!
Lyden af jul har indtaget Danmark, og på RAGNAROCK kan du få stillet den musikalske julehunger, uanset om du er til julehjertevarm fællessang, vil brillere med vennerne i viden om julemusik eller er klar til at give årets pynt et los i julekuglerne.
Ny bog: ROMU-forsker gransker 1000 års kongelige begravelsestraditioner
En kongelig begravelse markerer overgangen fra én regent til en anden. Men den er også en dybt symbolsk ladet handling, der har betydning for kongemagten, folket og for en nations sammenhængskraft. I en ny bog, som for første gang undersøger 1000 års kongelige begravelser, kaster ph.d. Laura Maria Schütze et blik på folkets rolle i kongemagtens vigtigste ritual.
Julen bliver ekstra hyggelig på Færgegården i år
Færgegården skruer i år ekstra op for julestemningen med et hyggeligt julemarked og flere børneaktiviteter, når museet sammen med Grevinde Danner spejderne i Jægerspris inviterer til ”Jul på Færgegården” i alle adventsweekender. Der er gratis adgang.
Lysfesten er tilbage: Vær med til at sende mørket til tælling
Når vi længes mest efter lyset, tændes et håb i mørket. Den 30. januar vender den traditionelle lysfest tilbage og omdanner for en aften Roskilde til en lysende plet på landkortet med eventyrlig balletopvisning og strålende, kreative kunstværker.
Fire stærke hold skal konkurrere om at skabe Verdensarvscenter ved Roskilde Domkirke
Flere af landets største og bedste hold af arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter har vist interesse for at blive totalrådgiver på Roskilde Domkirkes kommende Verdensarvscenter. Her skal danskerne i fremtiden kunne gå på opdagelse i den kongelige gravkirkes historie og betydning.
