Gæsterne strømmede til ROMU i 2022
19.01.2023
Rekordmange børn og unge besøgte ROMUs besøgssteder sidste år. Her er det børn fra Børnehuset Spirebakken, der åbner udstillingen MIG & MIN BY på Roskilde Museum i oktober 2022. Foto: Kristian Grøndahl
På trods af, at coronaens skygger strakte sig ind i begyndelsen af 2022, endte besøgstallet for museumsorganisationen ROMU næsten på niveau med rekordåret 2019. Faktisk er det organisationens tredjebedste år nogensinde, flere besøgssteder har sat publikumsrekord, og initiativer for at nå især de unge og nye målgrupper har båret frugt.
Efter to år, hvor corona har spændt ben for snart sagt alt sjovt, er kulturlivet nu for alvor på vej tilbage. Det gælder også for museumsorganisationen ROMU, som efter rekordmange besøgende i 2019 måtte se den flotte udvikling gå i stå, da pandemien ramte. Men nu får besøgstallene atter mundvigene til at pege opad.
ROMUs ti besøgssteder, der blandt andet tæller Roskilde Museum, Lejre Museum, Frederikssund Museum Færgegården og RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, havde sidste år besøg af 167.077 gæster. Det gør 2022 til det tredjebedste år, siden museumsaktiviteterne udsprang fra Roskilde Museumsforening i 1929.
”Det er selvfølgelig tal, jeg er rigtig glad for, og som er en stor opmuntring at se. Borgerne har efter et par drøje år vist stor interesse i at vende tilbage, og vi har kunnet gennemføre adskillige initiativer med at åbne og udfolde vigtig kulturarv,” siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra ROMU.
Ansvar for rekordmange gæster
Siden 2021 har ROMU ikke blot haft fagligt ansvar for Domkirkemuseet, men også for ledelse af den formidlingsfond, der driver turist- og kulturarvsarbejdet ved Roskilde Domkirke som besøgssted. Med Domkirkens 148.687 gæster i 2022 har besøgssteder, som ROMU står i spidsen for, for første gang svimlende 315.000 besøgende.
”Vi har aldrig haft ansvar for så mange gæster før, og vi er selvfølgelig enormt beærede over og taknemlige for, at så mange mennesker igen bruger besøgsstederne i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommune”, siger Morten Thomsen Højsgaard og tilføjer:
”Det er meget karakteristisk for besøgsstederne, ROMU driver, at de er autentiske. Købmandsgård, vandmølle, færgegård, sukkerhus, domkirke. Her fandt historierne faktisk sted. Det gør oplevelsen endnu større for gæsterne, som også bruger museerne til at spejle sig i den fælles fortid”, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Han ser flere mulige årsager til de flotte tal.
Blandt andet har en god medieeksponering, både lokalt og nationalt, vakt en nysgerrighed efter at opleve udstillinger og arrangementer i ROMU-regi. Derudover har flere royale besøg i Roskilde plus en sommer med flere danske og udenlandske turister og tour-eksponering sat solide aftryk på tallene. Og så har besøgsstederne hver især gjort en stor indsats for at tiltrække gæster. Blandt andet Roskilde Museum, som i anledningen af Roskildes 1000-års jubilæum som bispesæde udstillede det unikke Ely-dokument. På RAGNAROCK blev det markeret med fest og musik, at bandet TV-2s legendariske lydstudie flyttede ind som en del af den permanente udstilling.
Smilene var store, da RAGNAROCK i september 2022 kunne præsentere bandet TV-2s legendariske lydstudie som en del af museets permanente udstilling. Fra venstre ses bestyrelsesformand i ROMU og borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam, næstformand i bestyrelsen og borgmester i Frederikssund Kommune, Tina Tving Stauning, TV-2-forsanger Steffen Brandt, næstformand i bestyrelsen og borgmester i Lejre Kommune Tina Mandrup og længst til højre direktør for ROMU Morten Thomsen Højsgaard. Foto: Claus Bech /Ritzau Scanpix
Børn og unge var flittige gæster
Tallene gemmer på flere gode historier. Blandet andet sætter Lejre Museum med Gl. Kongsgaard alle tiders besøgsrekord, mens Frederikssund Museum Færgegården har vendt en nedadgående kurve og opnår for tredje år i træk fremgang i besøgstallet.
Også de 0-17-årige har været flittige gæster. Hele 26.497 børn og unge lagde sidste år vejen forbi et eller flere af ROMU’s besøgssteder, og det er det højeste antal registreret indtil nu. Det er især skolerne, som efter corona nu igen bruger museerne til undervisning og oplevelser uden for skolen, fortæller Anette Gade Kristensen, der er kommerciel chef i ROMU.
”Derudover har udstillingen MIG & MIN BY på Roskilde Museum haft rigtig godt fat i børnefamilierne, og så havde vi et spændende samarbejde med Spejdernes Lejr om alt fra middelalderhistorie til rap-workshop på RAGNAROCK.”
Men også initiativer, der går på tværs i ROMU, har båret frugt. Der har været leveret flere timer fra frivillige i 2022 end tidligere. Museets forskere har udgivet flere fagfællebedømte artikler i 2022 end tidligere. Og antallet af besøgende på websites tilknyttet ROMU er mere end fordoblet til nu 353.619 på et år.
Også de såkaldte samskabte arrangementer, hvor ROMU i eksterne samarbejder laver events, foredrag og formidling uden for besøgsstedernes adresser, har vundet frem. Her har mere end 6.000 mennesker, som ellers ikke indgår i besøgstallet, i årets løb lagt vejen forbi.
”Det kan for eksempel være, når vi laver arrangementer sammen med organisationer som for eksempel lokale historiske foreninger, og typisk går det rigtig godt, når vi formidler historie i naturen eller byrummene. Det glæder vi os selvfølgelig over, for det er et meget vigtigt møde med vores gæster, og vi vurderer også, at vi på den måde kommer i kontakt med nogle nye grupper af borgere med historien,” siger Anette Gade Kristensen.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
LYSFEST 2021 GAV GÅTUREN ET NYT FORMÅL
Som alt andet var årets Lysfest en anderledes oplevelse. Men når intet er som det plejer, opstår nye muligheder. Lysfest2021 blev en dejlig, lang og meningsfuld fest, som gav et mål for de efterhånden mange gåture.
HISTORIEN FINDER VI PÅ BUNDEN AF ET LATRIN I ROSKILDE
Hvad var der på middagsbordet hos den kirkelige elite i middelalderen? Og hvornår begyndte vi at spise eksotiske varer som agurk og figner her i Danmark? Svarene skal vi ikke lede efter i de skriftlige kilder, men i affaldsbunker og 1000 år gamle latriner.
SE DE FINESTE ØJEBLIKKE FRA LYSFESTEN 2021
Lysfesten 2021 er blevet afviklet under anderledes coronasikrede former – men det har stadig været en fest, og lysene har kastet håb over Roskilde. Se pletskud fra lysfesten her – og husk at du kan nyde lysene i aften med.
SKOV, VAND OG HISTORIE I DET FRI: TADRE MØLLE LOKKER UNDER NEDLUKNINGEN
Det er stadig muligt at få kulturhistoriske oplevelser under nedlukningen. For selv om Tadre Mølles butik og café er lukket, flokkes cyklister, hundeluftere og friluftsmennesker stadig til området omkring den historiske vandmølle.
FÅ NYT OM KONGELIG MAGT I LIV OG DØD I SEN JERNALDER OG VIKINGETID
Lejre Museum lancerer nyt og gratis digitalt nyhedsbrev om Danmarks forhistorie. Første udgave udkommer 5. februar 2021.
VIKINGESYMBOLER BLIVER BRUGT AF QANON-SHAMAN
PERSPEKTIV. Da Capitol i Washington D.C. blev stormet den 6. januar var både Thors hammer, Yggdrasil og en såkaldt valknude med i menneskemængden, nemlig på QAnon-shamanen Jake Angelis krop. Symbolerne, der gennem mange år er dukket op i vikingefund i blandt andet Lejre og Roskilde, bliver flittigt brugt i moderne politiske sammenhænge, fortæller museumsinspektør og ph.d. Laura Maria Schütze.
PORTRÆT AF EN FRIVILLIG: JEG VAR MED TIL AT UNDFANGE RAGNAROCK
Erling Schliemann er én af de mange frivillige, som bruger sin fritid og sine evner på ROMU’s besøgssteder. Han har arbejdet på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur lige fra dets spæde start.
DORTHE SKABER NYE MUSEUMSOPLEVELSER PÅ ROSKILDE MUSEUM
Der går nogle uger endnu, før Roskilde Museum igen kan slå dørene op til den nu forlængede særudstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’, som tilbyder et usædvanligt blik på besættelseshistorien. Mød idéhistoriker og museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen, der står bag den roste udstilling, og få et kig ind i de visioner, hun skal folde ud i de kommende år sammen med sine kolleger.
GRETHE HAR VÆRET FRIVILLIG I HAVEHOLDET GENNEM ET ÅRTI: ‘JEG TAGER GERNE 10 ÅR TIL’
Da sognepræst Grethe Lyndby-Jensen gik på pension, valgte hun at flytte fra Jylland og tilbage til hjemegnen på Midtsjælland. Her fandt hun nye venner og udviklede grønne fingre som frivillig i haveholdet ved Gl. Kongsgård.
SOLID DIGITAL VÆKST FOR ROMU I ÅR MED CORONA
Pandemien lagde i perioder ROMU’s fysiske besøgssteder øde hen. Til gengæld har det summet af aktivitet på de digitale platforme