
JUL PÅ FÆRGEGÅRDEN
Julen er traditionsrig. Den er fyldt med ritualer og særlige skikke, som gentages år efter år. Sådan har man altid gjort – eller har man? Til Jul på Færgegården kan du den 16.12 og den 17.12 opleve julen, som den har føltes, duftet og smagt før i tiden.
Prøv for eksempel at lave et kalenderlys, som man gjorde for 100 år siden. Eller lav gardinringsnisser og rosinmænd eller tag på jagt efter gårdbonissen. Smag på historien om julen, når vi sammen laver smagsprøver på ægte gammeldags æbleskiver i en gryde over bålstedet – med rigtige æbler i!
JULemarked på Tadre mølle
Nu’ det jul igen, og så er det tid til julemarked på Tadre Mølle.
Første søndag i december kan familie og venner, voksne som børn, få den dejligste adventssøndag med oplevelser for alle.
Markedsboderne bugner med alskens håndlavede og unikke kvalitetsprodukter, mens duften fra gløgg, vafler og andet godt spreder sig på møllegårdens område.
MERRY FREAKIN’ JUL PÅ RAGNAROCK
Funk din jul op, ved at tage et smut forbi Rockmuseet RAGNAROCK. Museet åbner nemlig snart en ny udstilling med titlen ‘Merry Freakin’ Jul’.
Her er der fokus på Julens lyd. Dette inkluderer både de gamle juleklassikere fra Wham og Mariah Carey, men du skal også forberede dig på at møde julens mere beskidte, perverse og spraglede lydside.
Udstillingen kan opleves fra 28. november. Læs mere her: https://museumragnarock.dk/merry-freakin-jul/
JUL i den gamle købmandsgård
Hestevognen er spændt for, staderne bugner af varer og æbleskiverne er klar. Smag, duft og føl julen som den var for hundrede år siden.
Imens giver lyden af vognhjul og hestesko mod toppede brosten genklang, når I stævner ud på hestevognstur for at se byen fra sin bedste side. Hils på de smukke frieserheste og få et billede i den julepyntede kane.
Dette er noget af den skønne julestemning, du kan mærke til julemarked i Lützhøfts Købmandsgaard d. 2. december.
JULEUNDERVISNING PÅ
ROMUS BESØGSSTEDER
Sikken voldsom trængsel og larm på Lützhøfts Købmandsgaard
Klassetrin: 0. – 2. klasse.
Fag: Børnehaveklassen, historie, dansk og matematik
Sted: Lützhøfts Købmandsgaard
Sikken voldsom trængsel og alarm… Der er travlt med forberedelserne op til jul. Købmandsgården bugner med varer og butikken er pyntet op til jul.
I dette forløb sætter vi fokus på indkøbs julen, og hvordan livet var i en købmandsgård i byerne. Eleverne får selv mulighed for at være købmænd og kunder.
JULESTUE PÅ FÆRGEGÅRDEN
Klassetrin: 1.-3. klasse.
Fag: Historie og billedkunst
Sted: Frederikssund Museum, Færgegården
Eleverne hører om jul i “gamle dage”, hvor størstedelen af Danmarks befolkning boede i landsbyerne. Der fortælles om selvforsyning og om at bruge, hvad der var. Legetøj og slik sammenlignes dengang og i dag. Derefter binder eleverne deres egen halmdukke, som de kan klæde på som nisse, og dagen slutter med at hver elev får et glaseret æble.
JUL I EN KRISETID PÅ ROSKILDE MUSEUM
Klassetrin: 2. – 5. klasse
Fag: Historie og dansk
Sted: Roskilde Museum
Hvordan var det at være barn i Roskilde under den tyske besættelse?
Heldigvis var børnene ikke i krig, men 2. verdenskrig betød alligevel noget for børnenes hverdag og juletiden. Når julen nærmede sig, betød rationering og varemangel, at man ikke kunne få de julegodter, man var vant til, og så måtte man ty til nye lækkerier og tage andre traditioner til sig.
I dette års juleforløb sættes der fokus på Jul i en krisetid. Vi skal tale om hverdagsliv under besættelsen, rationering og erstatningsvarer, nye juletraditioner og lave vores eget ”marcipan” af kartofler.
HAR DU FÅET NOK JUL?
SÅ ER DET HER MÅSKE MERE DIG

Foredrag på Roskilde Museum: Den glemte biskops våbenhus
Kom til et spændende foredrag på Roskilde Museum om “Den glemte biskop Niels Jakobsens våbenhus”
Ny viden trækker nemlig Roskildebiskop Niels Jakobsen fra 1300-tallet frem fra glemslen. Det viser sig, at han var bygherre til Roskilde Domkirkes bedst bevarede våbenhus, der hidtil er blevet tilskrevet biskop Oluf Mortensen (1461-1485).
