Kirsten Hansdatter trak fulde huse på rådhuset – 113 år efter sin død
12.10.2021
Af Lene Steinbeck
![IMG_1813](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/11/img-1813-scaled.jpeg)
De lokalhistoriske foreninger er i 1800-tals-klæder. Der bliver betjent strikkepinde og kartet uld – det kan nemt kombineres med at lytte til et oplæg om Kirsten Hansdatter
Tiden blev skruet tilbage til 1863, da Egedal Rådhus dannede rammen om en aften i Kirsten Hansdatters tegn. Den unge kvinde skrev dagbog et år af sit liv her på egnen for næsten 160 år siden. Arrangementet, som var stablet på benene af lokalhistoriske kræfter, var gennemført med udstilling, musik, fortælling og en ret, der også optræder i dagbogen.
Hvad mon hun selv ville have sagt til det, Kirsten Hansdatter? At et arrangement på Egedal Rådhus med hende og hendes dagbog som omdrejningspunkt har tiltrukket 130 tilhørere?
Selv om den unge kvinde var glad for selskaber, ville det måske have været overvældende. Det havde hun nok ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, da hun for knap 160 år sad i skær fra et lille lys og skrev i sin dagbog. Om tørvestrygning, aftensysler, hårdt arbejde og et levende selskabsliv. Om hverdagen og gøremålene for en 24-årig ugift kvinde på den lille gård Lindegaard i Knardrup
Denne torsdag aften har Egedals tre historiske foreninger i Stenløse, Ølstykke og Ledøje-Smørum sammen med Egedal Arkiv og Museum solgt alle billetterne til Kirsten Hansdatter-arrangementet. Rådhussalen på Egedal Rådhus er blevet omdannet til en fortælling om et år i livet for en ung, ugift kvinde, der boede ikke langt herfra.
![IMG_1824](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/11/img-1824-scaled.jpeg)
Marianne Mortensen læser med stor indlevelse højt fra Kirsten Hansdatters dagbog.
En eventyrfortælling
Et stort opbud af foreningernes frivillige er mødt op i 1800-tals-dragter. Ved siden af scenen snurrer en spinderok, mens to par strikkepinde ivrigt går om kap. De historiske foreninger har sat alle sejl til for at give gæsterne en oplevelse af 1863. Langs væggene kan man se små udstillinger af køkkenremedier, landbrugsredskaber og altså også demonstrationer af huslige sysler. For på Kirsten Hansdatters tid er det sådan, aftenerne tilbringes.
”Det er jo lidt en eventyrfortælling med den her dagbog. Men det opdager I nok i løbet af aftenen,” lover Rolf Kjær-Hansen fra Egedal Arkiv og Museum, da han byder velkommen.
Og etnolog Carsten Hess, der efterfølgende træder frem på scenen, tager eventyrtråden op, da han indleder sit oplæg om Kirsten Hansdatter og hendes dagbog:
”Der var engang en bondegård i en lille by, der hed Knardrup…”
Etnologen kender dagbogen ud og ind og er meget begejstret. Den er unik, fordi der stort set kun eksisterer dagbøger fra unge mænd fra den tid. Men Kirsten Hansdatters sensitive blik på verden tilføjer et usædvanligt kig ind i en ung kvindes dagligdag og indre liv i 1800-tallet.
Naturbeskrivelser og stor livsglæde
Efter at Carsten Hess har fortalt om det lille mirakel, at vi overhovedet har dagbogen i dag – den blev reddet fra en bunke affald mange år efter Kirsten Hansdatters død – rejser den lokale skuespiller Marianne Mortensen sig fra en lille pult på scenen. Hun begynder at læse fra dagbogens første sider, som blev skrevet den 25. december 1862.
Det er svært ikke at bide mærke i Kirsten Hansdatters beskrivelser af naturen og vejret. Om de dampende enge, de frostklare aftener, om tåge og skyfri dage. Tilskuerne kommenterer efterfølgende dagbogens fine litterære kvaliteter. Også hendes livsglæde skinner tydeligt igennem.
”Lige så skøn aftenen var, lige så dejlig var morgenen,” læser Marianne Mortensen.
Kirsten Hansdatter rammer tydeligvis noget i publikum, der spørger, hvor mange års skolegang, hun mon har haft. Sandsynligvis ikke mange, lyder det fra Carsten Hess, der ligesom tilhørerne er imponeret over Kirsten Hansdatters levende sprog fra den relativt uuddannede kvinde.
Marianne Mortensen fortsætter læsningen gennem blæsende dage og stjerneklare aftener. I februar 1863 bliver det fastelavn, og det går ikke stille for sig. I dagevis rejser karlene rundt og slår katten af tønden, mens Kirsten Hansdatter og de øvrige kvinder sørger for traktementet – blandt andet enorme mængder af æbleskiver. Især æbleskiverne går igen gennem hele bogen, der i det hele taget præsenterer os for et hjem, hvor ingen gik sultne i seng.
![IMG_1852](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/11/img-1852-scaled.jpeg)
I pausen bliver der serveret medisterpølse og æbleskiver. En helt almindelig kombination i 1863. I dag modtages den med en smule mere skepsis. Men godt smager det.
Medisterpølse og æbleskiver
Efter oplæsningen og en klapsalve til Marianne Mortensen, finder Henrik Jensen fra Skenkelsø Mølle harmonikaen frem. Han giver et par eksempler på tidens skillingsviser, som også blev sunget på Lindegaard hos Kirsten Hansdatter og hendes familie.
I pausen sættes endnu flere sanser i spil. I rådhussalen kan man se nærmere på de udstillede genstande og billeder, mens de historiske foreninger står klar til at svare på spørgsmål. I kantinen serverer foreningerne en ret, som Kirsten Hansdatter mere en én gang har serveret for sine gæster: Medisterpølse og æbleskiver.
En mand nikker. Ja, det kan godt spises sammen. Kvinden overfor er enig – men ville alligevel foretrække det hver for sig: Det er jo hovedret og dessert.
Efter pausen er der en kort afrunding på arrangementet, hvor Carsten Hess zoomer ind på en biperson i fortællingen om Kirsten Hansdatter. Hendes lillesøster, Ane Marie Hansen, blev nemlig en dygtig maler. Fordi hun var kvinde, måtte hun ikke komme på kunstakademiet – men hun kom i malerlære hos kunstnere som Knud Kyhn og P.S. Krøyer og blev udstillet på Charlottenborg. Talentet fejlede ikke noget, men anderkendelsen mangler, bemærker Carsten Hess.
Aftenen med Kirsten Hansdatter lakker mod enden. Men måske er det kun begyndelsen på en række arrangementer, der tager os med tilbage til 1800-tallet i det nuværende Egedal Kommune. Carsten Hess lufter i hvert fald muligheden for, at han har flere historier i ærmet.
FAKTA
Kirsten Hansdatter levede fra 1838 til 1908. Hun boede på Lindegaard i Knardrup med sine forældre og fem søskende, og hun forblev ugift. I et helt år, fra julen 1862 til julen 1863, skrev hun i sin dagbog, som ved et særdeles heldigt tilfælde er bevaret.
Arrangementet med Kirsten Hansdatter var blevet til i et samarbejde mellem Egedal Arkiver og Museum og de tre historiske foreninger: Ledøje-Smørum, Stenløse og Ølstykke. Det er første gang, de tre foreninger, som før kommunesammenlægningen i 2007 tilhørte hver deres kommune, slår kræfterne sammen om et arrangement.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
LYSFEST 2021 GAV GÅTUREN ET NYT FORMÅL
Som alt andet var årets Lysfest en anderledes oplevelse. Men når intet er som det plejer, opstår nye muligheder. Lysfest2021 blev en dejlig, lang og meningsfuld fest, som gav et mål for de efterhånden mange gåture.
HISTORIEN FINDER VI PÅ BUNDEN AF ET LATRIN I ROSKILDE
Hvad var der på middagsbordet hos den kirkelige elite i middelalderen? Og hvornår begyndte vi at spise eksotiske varer som agurk og figner her i Danmark? Svarene skal vi ikke lede efter i de skriftlige kilder, men i affaldsbunker og 1000 år gamle latriner.
SE DE FINESTE ØJEBLIKKE FRA LYSFESTEN 2021
Lysfesten 2021 er blevet afviklet under anderledes coronasikrede former – men det har stadig været en fest, og lysene har kastet håb over Roskilde. Se pletskud fra lysfesten her – og husk at du kan nyde lysene i aften med.
SKOV, VAND OG HISTORIE I DET FRI: TADRE MØLLE LOKKER UNDER NEDLUKNINGEN
Det er stadig muligt at få kulturhistoriske oplevelser under nedlukningen. For selv om Tadre Mølles butik og café er lukket, flokkes cyklister, hundeluftere og friluftsmennesker stadig til området omkring den historiske vandmølle.
FÅ NYT OM KONGELIG MAGT I LIV OG DØD I SEN JERNALDER OG VIKINGETID
Lejre Museum lancerer nyt og gratis digitalt nyhedsbrev om Danmarks forhistorie. Første udgave udkommer 5. februar 2021.
VIKINGESYMBOLER BLIVER BRUGT AF QANON-SHAMAN
PERSPEKTIV. Da Capitol i Washington D.C. blev stormet den 6. januar var både Thors hammer, Yggdrasil og en såkaldt valknude med i menneskemængden, nemlig på QAnon-shamanen Jake Angelis krop. Symbolerne, der gennem mange år er dukket op i vikingefund i blandt andet Lejre og Roskilde, bliver flittigt brugt i moderne politiske sammenhænge, fortæller museumsinspektør og ph.d. Laura Maria Schütze.
PORTRÆT AF EN FRIVILLIG: JEG VAR MED TIL AT UNDFANGE RAGNAROCK
Erling Schliemann er én af de mange frivillige, som bruger sin fritid og sine evner på ROMU’s besøgssteder. Han har arbejdet på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur lige fra dets spæde start.
DORTHE SKABER NYE MUSEUMSOPLEVELSER PÅ ROSKILDE MUSEUM
Der går nogle uger endnu, før Roskilde Museum igen kan slå dørene op til den nu forlængede særudstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’, som tilbyder et usædvanligt blik på besættelseshistorien. Mød idéhistoriker og museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen, der står bag den roste udstilling, og få et kig ind i de visioner, hun skal folde ud i de kommende år sammen med sine kolleger.
GRETHE HAR VÆRET FRIVILLIG I HAVEHOLDET GENNEM ET ÅRTI: ‘JEG TAGER GERNE 10 ÅR TIL’
Da sognepræst Grethe Lyndby-Jensen gik på pension, valgte hun at flytte fra Jylland og tilbage til hjemegnen på Midtsjælland. Her fandt hun nye venner og udviklede grønne fingre som frivillig i haveholdet ved Gl. Kongsgård.
SOLID DIGITAL VÆKST FOR ROMU I ÅR MED CORONA
Pandemien lagde i perioder ROMU’s fysiske besøgssteder øde hen. Til gengæld har det summet af aktivitet på de digitale platforme