
Roskilde Museumscafé Klai slår dørene op 1. august. Her ses ejerne af Klai’s Kitchen, ægteparet Jonas og Klai foran Roskilde Museum, hvor der vil være mulighed for udendørsservering. Fotokredit: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen, Museumskoncernen ROMU.
Snart vil duften af kaffe og friskbagt brød brede sig ved Roskilde Museum. Der er nemlig fundet en forpagter til caféen, der 1. august genåbner som Roskilde Museumscafé Klai.
Der er noget i gære i Sankt Ols Stræde. I cafélokalerne, der har stået tomme siden marts, begynder grønne planter at dukke op, der er indkøbt service, og borde og stole står klar til at tage imod forventningsfulde gæster.
De bliver budt velkommen 1. august, hvor caféen genåbner som Roskilde Museumscafé Klai.
Museumsorganisationen ROMU har været på jagt efter en forpagter til caféen, der har stået tom siden corona-nedlukningen i marts. Interessen har været overvældende, og i koret af begejstrede bejlere var Jonas og Klai Phithakkiat. Forretnings- og ægteparret, der sammen driver cateringfirmaet Klai’s Kitchen, faldt pladask for stedet, da de så det første gang.
– Her kunne vi mærke, at vi tabte vores hjerter. Der er en helt speciel atmosfære, et smukt rum og sympatiske mennesker, som vi har lyst til at omgås, fortæller Jonas Phithakkiat.
Forelskelsen var gengældt, og Klai’s Kitchen overtager nu forpagtningen. Parret er allerede godt i gang med at skabe en oase midt på Roskildes kulturstrøget. Gæster kan glæde sig til god mad og en uhøjtidelig stemning i lokalerne, som de indretter med stor æstetisk sans og respekt for det eksisterende rum. Inventaret er holdt i afdæmpede toner, mens porcelænet er indkøbt i alle de farver, som duoens æstetiker, Klai, kunne komme i nærheden af.
Smørrebrød med moderne tvist
De farvestrålende tallerkner vil snart bugne af blandt andet a la carte-brunch, hvor man selv sammensætter sin mad-oplevelse.
– Og så har vi et frokostkort, der tilbyder klassisk smørrebrød med et moderne tvist. Det kan være med ramsløg- eller dildmayonnaise i stedet for en almindelig mayo. Om aftenen er vi en restaurant, hvor vi de fleste dage vil have en dagens ret. Det bliver lidt a la et folkekøkken, fortæller Klai Phithakkiat.
Hos Roskilde Museum, der sidste år havde over 40.000 mennesker ind og ud ad dørene, har man oplevet et godt forløb med mange af de interesserede forpagtere. Men valget faldt på Klai’s Kitchen, fordi de har erfaring med både a la carte-serveringer og selskaber til mange mennesker. De står nemlig for mad til privatflyene i Roskilde Lufthavn, hvor de driver kantine, café og catering.
– Og så er de helt enormt entusiastiske, fortæller ROMU’s kommercielle chef, Anette Gade Kristensen, om valget af Klai’s Kitchen.
– De kom med mange ideer og et stort drive, som er uvurderligt, når man skal åbne en ny cafe. Det er rart med nogle, der er lige så begejstret som vi selv er. Og så har de en rigtig god kemi med museet og den daglige ledelse, så vi forventer super godt samarbejde.
Ankomst med et brag
Det kommer ikke til at gå stille for sig, når Klai’s Kitchen slår dørene op. Caféens gæster vil kunne deltage i konkurrencer, der præmierer vinderne med en helikoptertur over Roskilde eller en middag i Roskilde Lufthavns eksklusive VIP-lounge
Derudover er der planer om at genoplive en gammel forretning, hvor parret har lavet gourmet-is. Under brandet ’Ispind’ har Jonas og Klai Phithakkiat tidligere produceret håndlavet og håndpakket is af høj kvalitet, og dem vil man med tiden kunne smage i Sankt Ols Stræde.
Caféen holder åbent alle ugens dage, og bortset fra søndag og mandag, hvor kaffemaskinerne slukkes kl. 16, vil der fem dage om ugen være serveringer til kl. 20. I caféen er opsat et højbord, hvor det er tanken, at unge skal få lyst til at hænge ud og spille brætspil. Stedet skal afspejle dét kulturrum, som museet er, og hvor rigtig mange forskellige mennesker samles om oplevelser.
– Vi vil gerne prøve at ramme et bredt publikum. Målet er med tiden at fylde cafeen hver dag og at tiltrække kunder med god mad til konkurrencedygtige priser, siger Jonas Phithakkiat.

Museumscaféen, der er udsmykket med originale værker af den anerkendte, danske kunster Peter Brandes. Fotokredit: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen, Museumskoncernen ROMU
Lokaler til alle lejligheder
Også møde- og selskabslokalerne, som hører til caféen, håber de kommer til at summe af liv.
– Vi har stor erfaring med at lave mad til konfirmationer, bryllupper og lignende. Tidligere har vi afleveret den tilberedte mad eller lavet den på stedet. Men nu har vi mulighed for at huse folk på stedet og tilbyde en samlet arrangementspakke, siger Jonas Phithakkiat.
De har allerede fået bookninger på lokalerne i august, og de håber, at der fortsat vil være interesse for at bruge cafeens områder – både inde og ude – til alt fra møder til bryllupper og begravelser.
Hos Roskilde Museum er man glad for planerne for den nye café.
– Vi synes, det er fantastisk, at huset bliver bragt i spil om aftenen. Det bliver et kulturelt brændpunkt – men også et gastronomisk tilbud. Hvad enten du er børnefamilie eller klassisk kultur-forbruger, vil der være noget at komme efter. Det er ikke kun for museumsgæster – det er for alle borgere i Roskilde By og omegn, siger Anette Gade Kristensen.
Roskilde Museumscafé Klai åbner 1. august. Se åbningstider her.