Odin fra Lejre skal på mission i rummet
21.08.2023
Af Søren Møgelvang Nielsen
Den danske astronaut Andreas Mogensen tager en kopi af en unik Odin-sølvfigur fra vikingetidens Lejre med på sin kommende rum-mission. Figuren, der er en af flere danske kulturgenstande med ombord, symboliserer jagten på ny viden og skal øge kendskabet til Danmarks og Lejres spændende vikingehistorie.
Den unikke sølvfigur, der blev fundet nær Lejre Museum i 2009, kan opleves i museets permanente udstilling. Foto: Ole Malling/ROMU
En kopi af en lille unik sølvfigur på ni gram, der forestiller Odin og hans to ravne, og som blev fundet i Lejre i 2009, giver Andreas Mogensen følgeskab i rummet, når han leder den såkaldte Huginn-mission fra den 25. august. Rumrejsen, som de amerikanske og europæiske rumfartsorganisationer NASA og ESA står bag, går til den internationale rumstation, hvor Andreas Mogensen og kolleger igennem seks måneder skal udføre en række videnskabelige eksperimenter og forsøg.
Ifølge den nordiske mytologi havde Odin to ravne – Huginn og Muninn – der fløj ud og hjalp den store gud med at indsamle viden om verden. Ny viden er også sigtet med den kommende rumfærd, og det er også derfor, at Andreas Mogensen selv har opkaldt missionen efter Odins ravn Huginn.
En bid af Lejre i rummet
Tina Mandrup, Borgmester i Lejre Kommune, er stolt over, at Odin fra Lejre skal på rumfærd.
”På hele Lejre Kommunes vegne er jeg ret stolt af, at vi på en måde får en tur i rummet. Det er jo en anerkendelse af, at vores lokalområde spiller en helt central rolle i vikingetiden. Samtidig er jeg sikker på, at det vil styrke interessen for at komme til Lejre og se både den ægte Odin-figur og alt det andet, kommunen har at byde på,” siger hun.
Odin fra Lejre, som sølvfiguren kaldes, er et meget vigtigt fund fra 900-tallet. Sølvfiguren forestiller guden Odin siddende i sin stol, højsædet Lidskjalv, flankeret af sine to ravne Huginn og Muninn. Figuren har været med til at understrege den vigtige og betydelige rolle, som Lejre har haft for tidligeres tiders vikingekongeslægter, fortæller arkæologisk chef, Julie Nielsen fra museumskoncernen ROMU.
Lille figur med stor betydning
”Figuren er uanseelig af størrelse og vejer kun ni gram, men dens betydning kan næsten ikke overvurderes,” siger hun med begejstring i stemmen og fortsætter:
”For det første er den en sjælden fysisk bekræftelse af de fortællinger om Odin, som vi primært kender fra skriftlige kilder. Her har vi både Odin, Lidskjalv og hans ravne i én og samme figur, hvilket ikke er set før. For det andet fortæller fundet af figuren rigtig meget om Lejres historie. Odin symboliserer den guddommelige forbindelse og derigennem retten til herskerskabet. Med fund af både den symbolske Odinfigur og de fysiske, mægtige halbygninger peger alting på, at en magtfuld kongemagt, har regeret i Lejre,” siger hun.
Et afgørende øjeblik
Julie Nielsen var selv med ved udgravningen tæt på kongehallerne i Lejre i 2009, hvor figuren blev fundet af den lokale detektorfører Tommy Olesen.
”Jeg husker det, som var det i går. Vi hørte et højt, begejstret råb fra Tommy og stimlede sammen om ham. Alle kunne se, at det her var et vigtigt fund, og i dag er figuren blandt de mest betydningsfulde genstande fra vikingetid, vi har i Danmark,” siger hun.
Fortællinger fra rummet
Under den 6 måneder lange rumrejse vil Andreas Mogensen via bl.a. videoer fortælle historier til hele verden om de kulturgenstande, han har med, herunder også om Odin-figuren.
”Andreas Mogensen skal have en meget stor tak for at øge kendskabet til Danmarks kulturarv og ikke mindst Lejres vikingehistorie. Han er naturligvis velkommen til en personlig rundvisning i Lejre Kommune, når han får tid til det efter sin rumfærd,” siger Tina Mandrup, borgmester i Lejre Kommune.
Den originale Odin fra Lejre-figur kan opleves som en del af den faste udstilling på Lejre Museum.
Du kan læse mere om Andreas Mogensens rumfærd på Rumrejsen2023.dk.
Du kan læse mere om de øvrige kulturgenstande, som er med på Huginn-missionen her.
Om Odin fra Lejre:
- I 2009 blev der under en arkæologisk udgravning ved Lejre på Sjælland fundet en lille unik figur af sølv fra vikingetiden.
- Figuren er 1,75 cm høj, 1,98 cm bred og 1,25 cm dyb, og den vejer 9 gram.
- Figuren forestiller en person siddende på en fornem stol, og den rummer en række attributter, der indikerer, at den forestiller den oldnordiske gud Odin.
- Der er flere elementer på figuren, der tilskrives Odin ifølge den nordiske mytologi, som den kendes fra kilder fra middelalderen. Den fornemme stol kan f.eks. være højsædet Lidskjalv, som Odin sad på i sin hal; de to fugle kan være ravnene: Hugin og Munin, der bragte Odin viden om verdens gang.
- Talrige arkæologiske udgravninger har afsløret, at Lejre var hjem for magtfulde herskere i vikingetiden, og ifølge skriftlige kilder fra middelalderen var Lejre danernes første kongesæde. Det var Odin der regerede i verden, som herskerne i Lejre også må have gjort.
Andreas Mogensen og Huginn-missionen
-
- Den danske astronaut Andreas Mogensen skal sendes ud i rummet den 25. august.
- Som pilot i en rumkapsel fra det amerikanske rumfartsselskab SpaceX skal han rejse mod den Internationale Rumstation, ISS, der kredser om Jorden i en højde af cirka 386 kilometer.
- I et halvt år skal 46-årige Andreas Mogensen være på rumstationen og udføre forsøg. Missionen hedder ’Huginn’ opkaldt efter Odins ravn, der fløj ud i verden og samlede viden.
- Andreas Mogensen blev den første dansker i rummet, da han i 2015 drog ud på en rummission, der varede ti dage.
- Andreas Mogensen er den første ikkeamerikanske pilot på en SpaceX-mission. På missionen skal han blandt andet udføre ti danske forsøg, som er blevet udvalgt til missionen.
- Andreas Mogensen vil derudover, via medbragte kulturgenstande, sætte fokus på dansk kultur og historie, herunder øge kendskabet til Danmarks og Lejres vikingehistorie.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Roskilde Middelalderdage inviterer på tidsrejse tilbage til byens magtfulde fortid
I middelalderen var Roskilde gennem århundreder en af landets vigtigste og mest magtfulde byer. Tre dage i august skruer ROMU op for middelalderstemningen og formidler en del af Roskildes spændende historie med byvandringer, leg, musik og ikoniske karakterer fra perioden.
Stumfilm og sommerståhej – købmandsgårdens kinograf viser film som for over hundrede år siden
Sæt dig til rette, og bliv revet med af de seks stumfilm, som Lützhøfts Købmandsgaard viser over sommeren. Røde scenetæpper, sprød klavermusik og bolsjer i kræmmerhuse sætter stemningen, som den var i en af Roskildes første biografer.
Ny forskning: Overset aspekt kaster lys over store omvæltninger i bondestenalderen
En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. Arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.
Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande
Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Oplev flot, original brandbil fra 1937 i museets gård, og mærk museumsbygningens fortid som brandstation.
Tobias Mortensens Grundlovstale 2024 ved skibssætningen i Lejre
Den gamle skibssætning tæt ved Lejre Museum, beliggende i Gl. Lejres smukke kulturlandskab, var kulisse til en skøn Grundlovsdagsfejring. Her var både fællessang, kaffe og kage, godt humør og en flot tale, der blev afholdt af Tobias Mortensen, historiker & leder af Lejre Bibliotek & Arkiv. Hans tale kan du læse her.
Hanne Leth Andersens Grundlovstale
Søndag d. 23. juni byder ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner velkommen til en stemningsfuld markedsdag på den historiske møllegård. Kom og vær med, når den danske sommer står i pragt og nyd den dejlige sommerstemning i Elverdamsdalen.
Nyd sommeren på Tadre Mølles kildemarked
Søndag d. 23. juni byder ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner velkommen til en stemningsfuld markedsdag på den historiske møllegård. Kom og vær med, når den danske sommer står i pragt og nyd den dejlige sommerstemning i Elverdamsdalen.
Færgegården inviterer hele familien til Sankt Hans med bål, overtro og urtemagi
Frederikssund Museum, Færgegården, genopliver gamle midsommerskikke ved en festlig Sankt Hans-fejring for hele familien i museets have. Pak en picnickurv, overvind det onde med forfædrenes ritualer, og bliv revet med af historiefortællerens båltale.
Oplev Lejres smukke natur og spændende historie på gratis sommervandreture
Er du nysgerrig på Lejreområdets rige historie? Vil du høre fortællinger om Beowulf, Kong Hans’ hests gravsted eller gudinden Nerthus i Herthadalen? Så skulle du tage med på en historisk sommervandring! I samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske Forening og lokale lodsejere inviterer Lejre Museum til gratis historiske vandreture henover sommeren i det smukke Lejreområde.
Demokratiets fødselsdag fejres med sange og taler
Vanen tro fejrer ROMU, at vi i Danmark løser vores stridigheder med pennen og ordet. I år kan man være med til fejring af Grundlovsdag på Roskilde Museum og i Lejre, hvor Lejre Museum står for et arrangement ved de gamle skibssætninger. Årets taler kommer blandt andet til at handle om at navigere i en verden i forandring.