Museumsdirektør, Morten Thomsen Højsgaard savner liv i ROMU’s ti besøgssteder, men ser også tilbage på en positiv udvikling i organisationen og glæder sig til lysere tider. Foto: ROMU, Daniel T. N. Rasmussen
Museumsorganisation med ti lukkede besøgssteder holder vejret, ændrer arbejdsformer og udskyder åbninger og arrangementer frem til påske. Men krisen har også fremkaldt taknemlighed over det, som var – og forventning om alt det, der vender tilbage, skriver museumsdirektør
Ofte er det, når man mister, at man for alvor opdager, hvad man havde. Det gælder, når et historisk pladestudie går op i røg. Når en kær går bort. Eller når rum for fælles oplevelser fra biografer over koncertsale til museer må holde ufrivilligt lukket på grund af en voldsom pandemi som nu.
Så opstår savnet, ærgrelsen, ensomheden, men også taknemligheden over alt det, der var engang.
Bedst som mange troede, at krisen med COVID-19 var ved at være fortid, viser det sig, at pandemien er værre end før. Nedlukningen af landet inklusive museer og kulturinstitutioner er officielt forlænget til 7. februar, men forventes af de fleste eksperter at skulle vare længere, måske helt frem til den påske, der i statsministerens nytårstale blev udpeget som vendepunktet.
At være museumsdirektør og gå rundt i gabende tomme udstillingslokaler, hvor der plejer at være humørfyldte skoleklasser, nysgerrige studerende, familier på udflugt, bedsteforældre med børnebørn, ja, det kalder vitterlig på stærke følelser af savn og ærgrelse.
Men situationen skaber også plads til påskønnelse af det, som var. Og som helt sikkert vender tilbage. Bare om lidt længere tid end først antaget.
Disse aktiviteter udskydes eller aflyses
For ROMU betyder myndighedernes meldinger, eksperternes forudsigelser og pandemiens fortsatte udbredelse, at museumsorganisationen nu ændrer en række planer og arbejdsgange i første halvår af 2020.
Samtlige ti besøgssteder er selvfølgelig lukkede, så længe myndighederne kræver det. Fra Færgegården ved Frederikssund over Roskilde Museum og Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde til Tadre Mølle ved Hvalsø.
Åbningen for publikum af den store særudstilling om Roskilde Festival gennem 50 år, der skulle have fundet sted på RAGNAROCK den 5. februar er udsat og afventer myndighedernes meldinger om genåbning af samfundet.
Samtlige øvrige fysiske arrangementer, foredrag, særlige omvisninger og lignende aflyses nu helt frem til 1. april.
Genåbning af kirkeruinen Sankt Laurentius ved Stændertorvet i Roskilde flyttes foreløbig fra påske til pinse også af hensyn til sikkerheden.
Særudstillingen på Roskilde Museum om våbenmodtagelser fra 2. verdenskrig, som nu i to omgange har været ramt af nedlukninger, bliver forlænget frem til 31. maj 2021. Samtidig arbejdes på indre linjer med at klargøre et nyt og større foredragsrum, der fra sommeren og frem kan samle borgerne om nye typer af møder.
På Frederikssund Museum, Færgegården, forlænges særudstillingen ”På sporet af fortiden: Vis os dit fortidsfund” resten af året – og nye tiltag koordineres med samarbejdspartneren Danmarks Naturfredningsforening, Frederikssund.
Den store lysfest i Roskilde, som sidste år samlede 3.887 børn og voksne alene på Roskilde Museum, bliver i år uden publikum, men dog med lyskunst, der illustrerer et håb med stråler, der vil kunne ses på 10-15 kilometers sikker afstand.
Flere nye tiltag og muligheder opstår
Ligesom tab kan kalde på blandede følelser, så indebærer den fysiske nedlukning også ærgrelser – såvel som nye opgaver og muligheder. De faste, fuldtidsansatte medarbejderne på ROMU knokler videre hjemmefra med at bevare, åbne og udbrede kulturarv, digitalt og på nye måder.
Ligesom under den første bølge af pandemien, bliver den længere anden bølge nu brugt fornuftigt til nyskabelser, omstilling, forberedelser af senere udstillinger.
ROMU går nu i gang med at udvikle en digital butik for varer med kulturhistorisk betydning fra samtlige besøgssteder. Erfaringer fra første bølge, hvor RAGNAROCK fik en velbesøgt web-butik tyder på, at der er god ræson i dette.
På museumsorganisationens hjemmesider skrues igen op for mængden af artikler om kulturhistorie med et menneskeligt ansigt og genstande fra samlingerne, der bærer på overraskende pointer.
I et nyt digitalt nyhedsbrev vil ROMU formidle viden særligt om vikingetidens og jernalderens samfund med base i Gl. Lejre.
Museets ansvarlige for undervisning og læring vil også etablere digitale tiltag, som formidler tilbud og muligheder og ideer inden for undervisningsområdet til, hvordan museet kan bruges på nye måder under nedlukningen.
ROMU planlægger flere digitale foredrag og kulturhistorisk formidling, der kan streames af borgerne hjemme fra stuerne.
I forvejen driver ROMU tre andre nyhedsbreve bl.a. dedikeret til pop, rock og ungdomskultur samt fjordens kulturhistorie. Museumsorganisationen har også ti hjemmesider, flere sider på Facebook og Instagram samt kommunikation på LinkedIn.
Der er så meget under overfladen
Det skærer i hjertet, at den nære og fysiske formidling af autentiske genstande i historiske rammer desværre ikke kan finde sted i en længere periode. Nedlukningen gør det tydeligt, hvor godt det var og er, når kulturlivet fungerer og knytter mennesker sammen om oplysende og berigende oplevelser.
Samtidig har krisen også gjort det klart, hvor meget arbejde, der foregår bag facaden på museer med at håndtere fortidens skatte som en forudsætning for alt det, brugerne kan opleve. Det gælder forskning, indsamling af genstande og materialer, arkæologiske undersøgelser og udgravninger, omfattende konserveringsarbejder, minutiøs registrering, sagsbehandling og forvaltning, forberedelser af kommende udstillinger og andre større satsninger.
Alt dette og mere til fortsætter ufortrødent på ROMU – bare i form af hjemmearbejde og med virtuelle møder og gode, gamle telefonsamtaler. Intet af dette føles som før. Savn og ærgrelser fylder, men har også fået selskab af taknemlighed over det, som var, og en stor og spirende forventning om alt det, der vender tilbage.
Lad os bare, med statsministeren, sige og håbe, at det sker sådan omtrent til påske.
På godt gensyn!
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Oplev Poul Krebs helt tæt på
Oplev Poul Krebs helt tæt på 21.10.2024 Poul Krebs gæster Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK i novembermørket til en særlig artist talk, hvor den erfarne sanger og sangskriver vil se tilbage og i den grad også frem på et nyt års komme En aften med Poul Krebs er altid...
Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard – farvel til en ener
Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard - farvel til en ener 14.10.2024 Peder Bundgaard var blandt meget andet manden bag Gasolin's visuelle univers, her cover-fotoet til Gas' 6. I forbindelse med rockmuseets Gasolin'-udstilling i 2019 fortalte Bundgaard, at det var...
Mød Andreas Mogensen på Lejre Museum, når Odin-figur vender tilbage fra rummet
Mød Andreas Mogensen på Lejre Museum, når Odin-figur vender tilbage fra rummet02.10.2024Andreas Mogensen havde under hele sin rummission selskab af en kopi af den ikoniske Odin fra Lejre-figur. Den 29. oktober vender Astronaut-Odin tilbage til Lejre Museum og bliver...
Egedals beskedne historiefortæller runder et skarpt hjørne
Egedals beskedne historiefortæller runder et skarpt hjørne 13.09.2024 Rolf Kjær-Hansen kender kulturhistorien i alle hjørner af Egedal Kommune, og han videregiver den med stor indlevelse til en relativt fast skare af begejstrede tilhørere. Den 12. september kan han...
Svensk forsker sætter mytiske kongeslægter under lup på Lejre Museum
Svensk forsker sætter mytiske kongeslægter under lup på Lejre Museum 11.09.2024 Kongesædet i Gamla Uppsala blev grundlagt på samme tid som kongesædet i Lejre, eksisterede i mange hundrede år og efterlod både sagnfortællinger og fantastiske fund til eftertiden -...
Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum
Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum 11.09.2024 I regn og slud må arkæologerne ud… Hen over vinteren og foråret blev området nord for Egedal Rådhus udgravet, ikke altid under de mest optimale forhold. Men de gav gode resultater, og...
Foredragsrække præsenterer ny viden om vikingedynastierne i Lejre og Uppsala
Nye opdagelser, nye tolkninger og spektakulære fund er på programmet, når Lejre Museum i efterårets foredragsrække varmer op til storværk fra forskningsprojektet ”Viking Dynasties”. Gennem syv år har forskere fra Uppsala Universitet, Nationalmuseet og ROMU undersøgt sammenhænge mellem de to vikingemagtcentre. I fire foredrag på Lejre Museum giver projektets nøgleforskere et kig ind i nogle af resultaterne.
Vicevært søges til museer i Roskilde og omegn
Har du fingrene rigtigt skruet på? Har du håndværksmæssige erfaringer med at vedligeholde bevaringsværdige bygninger? Sætter du en ære i at udføre et godt stykke arbejde i samarbejde med andre? Så er du måske lige den vicevært, som museumsorganisationen ROMU søger
Roskilde Middelalderdage inviterer på tidsrejse tilbage til byens magtfulde fortid
I middelalderen var Roskilde gennem århundreder en af landets vigtigste og mest magtfulde byer. Tre dage i august skruer ROMU op for middelalderstemningen og formidler en del af Roskildes spændende historie med byvandringer, leg, musik og ikoniske karakterer fra perioden.
Stumfilm og sommerståhej – købmandsgårdens kinograf viser film som for over hundrede år siden
Sæt dig til rette, og bliv revet med af de seks stumfilm, som Lützhøfts Købmandsgaard viser over sommeren. Røde scenetæpper, sprød klavermusik og bolsjer i kræmmerhuse sætter stemningen, som den var i en af Roskildes første biografer.