
“Det er langt fra alle genstande i museernes samlinger, der bliver udstillet. Men de mange genstande på magasinerne er alligevel af stor betydning – både nu og i fremtiden”, fortæller chef for forskning og kulturarv, Lars K. Christensen.
Foto: ROMU
PERSPEKTIV. Museernes magasiner er vældige skatkamre af viden. Også viden, som først om mange år med fremtidens metoder vil kunne lirkes ud af de bevarede genstande. ROMUs chef for forskning og kulturarv, Lars K. Christensen fortæller om en del af museerne, som de færreste skænker en tanke – men som er hjertet i museernes virke.
DR1 viser for tiden serien ”Skattejagt på museet”. Her besøger to kendte mennesker et museums ellers lukkede magasiner, hvor de får lov til at snuse rundt og udvælge genstande, som de bagefter viser frem i en udstilling.
Serien har fået stor opmærksomhed. Og det forstår man godt. For alle, der har haft det privilegium at besøge et museums-magasin ved, at der er noget magisk over det. Det er netop lidt som at blive lukket ind i et skatkammer. Her kan man bruge timer på at gå på opdagelse langs reolerne og få øje på den ene spændende, imponerende eller underfundige genstand efter den anden.
Men et museumsmagasin er et skatkammer af en helt særlig slags. Genstandene findes nemlig ikke her, fordi de er kostbare, målt i penge. De er her, fordi de er kostbare for vores fælles hukommelse. Det gælder, uanset om de er 10.000 år gamle og viser, hvordan folk levede her på egnen i stenalderen. Eller om de er samlet ind sidste forår som vidnesbyrd om, hvordan man i 2020 taklede en verdensomspændende pandemi.

Hver eneste af de mange tusinde genstande på ROMU’s magasiner har et nummer, og fortællinger og viden om den enkelte genstand er registreret. Foto: Lars K. Christensen/ROMU
Genstandene er på museum for at fortælle historie: Her er en jolle fra Frederikssund, som har sikret en hel familie mad på bordet som fiskere på fjorden. Oppe på en reol står den fine grammofon fra borgerhjemmet i Roskilde. Og nede i en papæske findes resterne af et kostbart smykke, båret af en ung kvinde i vikingetidens Lejre.
Hvert eneste af de mange tusinde genstande på ROMU’s magasiner har et nummer. Vi skal nemlig vide, ikke bare hvor genstanden kommer fra, men også hvilke fortællinger der knytter sig til den. Når vi får indleveret genstande fra nyere tid, kan vi spørge os frem: hvem har ejet den, hvad har den været brugt til? Knytter der sig en særlig fortælling om glæder og sorger, håb og drømme til netop denne genstand?
Når det drejer sig om genstande fra de arkæologiske udgravninger, kan vi i sagens natur ikke spørge de oprindelige ejere om noget. Men så findes der heldigvis andre metoder, lige fra at sammenligne med andre fund til naturvidenskabelige analyser, som f.eks. kan være med til at datere en flintøkse eller afsløre, hvad der har været gemt i en lerpotte.
Alle disse oplysninger bliver omhyggeligt registreret, skrevet ind i databaser og gemt. Det er vigtig viden, som skal kunne findes frem og bruges, også om flere hundrede år. For ganske vist fortæller tingene historie. Men de gør det ikke af sig selv. De skal hjælpes på vej ved, at al den viden, som museet har samlet ind, bringes i spil og formidles i tekst, tale og billeder. Kun på den måde kan nye generationer vække genstandene til live igen og bruge dem som en del af vores fælles hukommelse, vores fælles historie.
Det er dog ikke alle museumsgenstande, som ender i en udstillingsmontre. Vi har til enhver tid langt flere genstande på magasin, end vi har plads til at vise i vores udstillingslokaler. Det har vi, både fordi historien er stor og kompleks – og fordi det er svært at spå om fremtiden.

Genstandene er ikke opbevaret i museernes ’skatkamre’, fordi de er kostbare, målt i penge, men fordi de er kostbare for vores fælles hukommelse. Foto: Lars K. Christensen /ROMU
Lige nu forbereder Roskilde Museum en udstilling om affald. Det er et emne, som vor tids udfordringer har gjort drønaktuelt. Men vi har også erfaret, at det var det ikke nødvendigvis, da vore forgængere samlede ind til museet. De var typisk mere optaget af fine møbler end f.eks. en skraldespand. Det minder os om, at vi gerne skulle give så bredt et udvalg af genstande i arv, at fremtidens generationer kan lave udstillinger om de emner i deres fortid, som er aktuelle til den tid.
Dertil kommer, at museumsgenstande også er kildemateriale til den arkæologiske og historiske forskning. Og forskningen udvikler sig stadig, både hvad angår spørgsmål og metoder. For nylig indgik DNA-analyser fra menneskeknogler i ROMU’s magasin således i en stor undersøgelse, der har givet helt ny viden om, hvordan vikingetidens mennesker så ud, og hvordan de bevægede sig rundt i Europa. Derfor findes der også genstande i magasinerne, som først og fremmest er gemt for forskningens skyld, og ikke fordi de egner sig til udstilling.
At passe godt på genstandene i magasinerne, og at indsamle og bevare al den viden, der findes om dem, er en central del af museets arbejde. Det er et arbejde, vi bruger meget tid og mange resurser på. Men det er også en del af museets virksomhed, som ikke er så synlig udadtil. Derfor er vi museumsfolk også glade for en udsendelse som ”Skattejagt på museet” – fordi den netop er med til at sætte spot på en lidt mindre kendt, men uhyre vigtig del af det at være museum.
Lars K. Christensen har siden 1. januar i år været chef for forskning og kulturarv ved ROMU, som er museumsorganisationen bag i alt 10 besøgssteder i Lejre, Frederikssund og Roskilde kommuner.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
Rockmuseet fylder 10 år – og gaverne er til dig!
Den 29. april er det præcis ti år siden, Rockmuseet crashede festen på Rabalderstræde i Roskilde. Et årti er fløjet forbi med fodpedalen i bund og volumen på max. Derfor inviterer det statsanerkendte museum til 10-års fødselsdag med musik, historier og fri entré hele dagen.
Kom på byvandring og dyk ned i Roskildes rige middelalderhistorie
I anledning af Fortidsmindedagen inviterer ROMU på byvandring gennem Roskildes middelalderlige landskab og fortællinger. Tag med på opdagelse i byens fortid, hvor kirker, gadenavne og skjulte spor fortæller historien om en af Nordens vigtigste byer.
Et længe ventet navneskifte: Nu hedder det Rockmuseet
Med en ny, sitrende grafisk identitet, ny hjemmeside og en omfattende opdatering af stil og look bliver det, vi kendte som RAGNAROCK nu til Rockmuseet.
Ny undersøgelse: Hvis alle børn og unge skal have glæde af kulturarvsformidling, skal man fokusere på de mest sårbare
For børn og unge med få ressourcer, funktionsnedsættelser eller diagnoser kan mødet med kulturarv have så mange benspænd, at det helt vælges fra. Den problematik har Kulturens Analyseinstitut kortlagt, og konklusionen er overraskende simpel: Hvis kulturformidlingen er rettet mod de udsatte og sårbare, er den stort set rettet mod alle.
Fond giver fem millioner til at styrke sårbare børn og unges møde med kulturarven
Hvordan gør man kulturarv tilgængelig for endnu flere børn og unge? Liljeborgfonden har givet en stor donation til Formidlingsfonden bag kulturarven ved Roskilde Domkirke, som sammen med ROMU og Kulturens Analyseinstitut skal udvikle, teste og analysere aktiviteter særligt for udsatte børn og unges møde med kultur- og verdensarv.
Studentermedhjælp til marketing hos ROMU
Studentermedhjælp til marketing hos ROMU16.02.2026Foto: Viral Film Er du i gang med en marketing-uddannelse? Er du driftssikker og fuld af gå-på-mod? Og har du lyst til at styrke din erfaring i en stor og alsidig museumsorganisation med hjertet på rette sted? Så er du...
Spænding, sitren og smugkig på planerne: Konkurrencevindere blev behørigt fejret i Det Kongelige Palæ
Der blev nærstuderet, diskuteret, snakket og lyttet, da det endelig blev offentliggjort, hvem der skal skabe Roskilde Domkirke Verdensarvscenter.
Kom og se de første planer for Roskilde Domkirke Verdensarvscenter
Flere af landets største og bedste hold af arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter har vist interesse for at blive totalrådgiver på Roskilde Domkirkes kommende Verdensarvscenter. Her skal danskerne i fremtiden kunne gå på opdagelse i den kongelige gravkirkes historie og betydning.
Vinderen er fundet: Cobe skal skabe nyt verdensarvscenter for Roskilde Domkirke
Det bliver arkitektfirmaet Cobe, der over de næste år skal transformere dele af Det Kongelige Palæ til verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Cobe vandt konkurrencen med et forslag, der nænsomt omdanner de historiske, barokke bygninger til moderne besøgscenter.
Fest, fræs og fastelavn – ROMU holder endnu mere åbent i vinterferien
ROMU slår dørene op for museumsoplevelser i både uge 7 og 8 – uanset kommune. De åbne museer byder desuden på familieaktiviteter med alt fra racerskole til skattejagt om ”Kongegravens hemmeligheder”, fra popfest og fastelavn til leg med lys og mørke. Det meste i begge uger.





























