Sådan håndterer ROMU anden bølge
Af Morten Thomsen Højsgaard
Vores altid hjælpsomme front-desk personale, står klar med håndsprit og info om forholdsregler, så du trygt og sikkert kan nyde dit besøg på vores besøgssteder. Foto: ROMU
Det er fortsat trygt og sikkert at gå på museum, skriver direktør for museumsorganisationen, der allerede har tilpasset sig et efterår med skærpede krav som følge af COVID-19 i samfundet
Statsministeren har i fredags nok engang holdt et afgørende pressemøde om COVID-19. Flere forhold i Danmark kommer nu igen til at ændre sig med mere hjemmearbejde, skærpede krav til sikkerhed, mindre natteliv og færre sociale interaktioner i privatlivet.
Men for gæsterne på de mange historiske besøgssteder under ROMU i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner vil der kun være ganske få forskelle at bemærke. For ROMU har allerede forberedt sig på og tilpasset sig en situation med ekstra sikkerhed for publikum.
Åbne udstillinger med god plads
Alle besøgssteder har åbent som hidtil, og der er håndsprit ved alle indgange, afskærmningsglas ved kasserne, skiltning om afstand og tydelige regler om det maksimale antal gæster sted for sted og rum for rum.
Heldigvis er der god plads i udstillingerne. ROMU har over 10.000 kvadratmeter museumsarealer fordelt på en halv snes lokaliteter. Så selv ikke under de allerstørste dage med rekord mange gæster i sommer, nåede vi op til grænserne. Det er fortsat trygt og sikkert at gå på museum og få sig en stor kulturhistorisk oplevelse.
Tilmelding ved særlige arrangementer
Når der holdes særskilte arrangementer, foredrag, historiske vandringer, rundvisninger eller omvisninger er reglerne dog skærpet. Der er altid tilmelding, også ved gratis arrangementer. Tilmelding foregår online som regel via tjenesten billetto.dk.
ROMU afholder ingen arrangementer på over 50 deltagere på én gang. De store events, som var tilrettelagt med henblik på flere deltagere såsom julemarked på Tadre Mølle, er allerede aflyst for indeværende år.
Andre arrangementer, som var eller er tæt på grænsen, aflyses eller udskydes også. Det gælder for eksempel generalforsamlingen i Roskilde Museumsforening sidst i september. Og det drejer sig om et socialt arrangement i forbindelse med kåring af vindere af en foto-konkurrence i Frederikssund.
På det store museum RAGNAROCK og ved udendørs vandringer melder ROMU af hensyn til sikkerheden nu udsolgt, når maksimalt 20 deltagere har meldt sig til. På alle øvrige omvisninger eller rundvisninger stopper vi tilmeldingerne, når vi når op på 10.
Ved skoleforløb følger vi hele tiden reglerne, der meldes ud centralt. Alle skoler melder sig til på forhånd via booking@romu.dk, så vi hele tiden ved, hvor mange der er hvor og hvornår på museerne. På den måde er vi helt sikre på, at alle afstandskrav kan overholdes.
De ansatte passer på Danmark
På et museum foregår der imidlertid mange andre aktiviteter end dem, publikum kan se under et besøg. Der forskes. Der arbejdes med indsamling af historiske genstande. Der foretages arkæologiske udgravninger og beretningsskrivelser. Der arbejdes med bevaring og registrering. Der håndteres opgaver med forvaltning. Der kommunikeres digitalt til mennesker over hele landet. Der er en væsentlig administration. Atter andre ansatte er i fuld gang med kreativt og velfunderet at forberede kommende udstillinger.
Og det meste af alt dette arbejde uden for publikums direkte bevågenhed flytter ROMU i tråd med statsministerens anbefalinger nu så vidt muligt hjem hos de ansatte selv. Vi har prøvet det før, i foråret, og det gik efter omstændighederne godt. Kollegerne udviste en formidabel moral. Nu gør vi det igen. For at passe på Danmark og hinanden, hver for sig.
Væsentlig opgave med mening
Kulturhistorien, som museerne varetager, er præcis lige så vigtig i dag, som den var i fredags. Under kriser er det endnu vigtigere at kende sin historie og at vide, hvordan andre har gjort i tilsvarende situationer.
Selv under pandemier har vi alle som mennesker brug for oplevelser og indhold i tilværelsen. Alt det tilbyder museerne fortsat på en sikker måde til borgerne.
Og så bidrager vi derudover ved at ændre på vores egne arbejdsformer til at holde samfundet på rette spor og smittetallene nede.
Det giver mening.
Læs flere artikler her.