Efter knap tre måneder med tvangslukning gør museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard status på genåbningen af ROMU i en uge, der har været fyldt med højt humør – og ganske få ærgrelser.
Storsmilende stod butiksansvarlig Tina Sundling i mandags foran Roskilde Museum i Sankt Ols Stræde i den historiske bykerne. Efter knap tre måneder, hvor COVID-19 havde lukket dørene til kulturinstitutioner over hele landet, var det igen blevet tid til at sætte skilt ud i gaden, åbne dørene, tænde lyset og byde varmt velkommen.
I denne uge er det ikke bare Tina Sundling og Roskilde Museum, der har haft en fest med at åbne igen. Også medarbejdere og frivillige på de øvrige besøgssteder under ROMU kan nu med et smil og højt humør trygt byde indenfor til nye og store museumsoplevelser i de smukke lokaler. Og det er noget, der kan mærkes på en meget positiv facon.
Over hundrede mennesker kom ind og ud ad dørene allerede på den første dag – og siden er flere og flere kommet til med vidt forskellige mål og måder at bruge museerne på. Der er livlige skoleklasser, som nu igen kan lære nyt om kulturhistorien gennem omvisninger helt tæt på de autentiske genstande. Der er herligt nysgerrige, der vil vide mere om den lokale historie. Der er ansvarsfulde bedsteforældre, der vil købe en gave med ekstra mening til yngre familiemedlemmer.
Der er fremsynede bestyrelser, som bruger museet til at holde møder i lokaler særskilt til det formål. Der er aktive folk, som med base på museet for eksempel i Lejre går på opdagelse i kulturlandskabet omkring besøgsstedet og vender tilbage for at tanke op med frisk kaffe.
Kulturens rum er åbne for samtale
Museer er væsentlige kulturrum i samfundet. Museerne formidler historie – og tilbyder samtidig plads og anledninger til at stoppe op, at reflektere, at være sammen om noget, at opdage noget. Besøget på museet kan også tages med hjem i form af nye forståelser eller minder eller ganske konkret også via en ting fra butikken med særlig betydning.
Med genåbningen af Danmark kan alt det gode, som museerne gør, igen komme til sin ret og folde sig ud. Og ROMU gør alt, hvad vi kan for at understøtte det inden for de rammer og restriktioner, som myndighederne har fastsat. Her er nogle eksempler:
På Frederikssund Museum, Færgegården, udvider vi åbningstiden, så det skønne museum med den dejlige museumshave lige ned til Roskilde Fjord fremover har åbent hver dag fra kl. 11-15, kun undtagen mandag. Vi åbner en såkaldt spotudstilling fra 1. juli på stedet – og lancerer allerede i denne uge en større fotokonkurrence blandt brugerne om fortidsminder med personlig betydning.
På Roskilde Museum fortsætter vi med at have åbent alle ugens dage, også om mandagen. Og onsdag helt til klokken 21. En spændende udstilling er på vej til åbning 1. september.
På RAGNAROCK forlænger vi den meget populære særudstilling om Danmarks helt store rockband, Gasolin’, frem til 15. december. Og vi glæder os over, at bookinger til omvisninger og rundvisninger og særlige arrangementer allerede i ugerne op til genåbningen igen begyndte at strømme ind.
I den hyggelige Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde sælger vi igen varer, der vækker minder om mellemkrigstidens handel og vandel i byen, der var forbillede for tv-serien Matador. Det sker som hidtil fra torsdag til lørdag. Gæster kan også opleve det autentiske gårdmiljø med rødder i 1800-tallets byliv bag købmandsgården. Der er gratis adgang.
På Lejre Museum, som ligger tæt på hvor rigets største, kendte kongehal engang stod, og som i forvejen har en enestående samling af genstande fra sen jernalder og vikingetid, åbner spotudstillingen ”Skelettet i hallen” den 16. juni. Og i en større kampagne udfolder museet sammen med stærke kulturinstitutioner i området også ny viden om sagn og fakta fra egnen.
På torsdage og søndage er der nu igen også mulighed for at aflægge visit på den nærliggende, charmerende Gl. Kongsgaard fra 1700-tallet i Gl. Lejre.
Tadre Mølle nær Hvalsø blev i 2019 kåret som Danmarks næstsmukkeste. Det er stedets mange trofaste frivillige med rette uendeligt stolte af. Og nu har vi sammen lagt en plan, som indebærer, at gæster kan færdes ved møllen og på stedet og få en fantastisk oplevelse med kultur, historie og natur, dog af hensyn til sikkerheden ikke med større arrangementer denne sommer. Og ej heller med normal cafédrift.
Kaffe, caféer og nye tider
Cafédriften er i det hele taget udfordret. Mange restauranter har måttet dreje nøglen om i Danmark under krisen, der af naturlige årsager har budt på særlige forholdsregler netop for dette område. For ROMU gælder det, at vores samarbejdspartner Café Freunde under krisen ærgerligt nok har valgt at opsige aftalen og derfor ikke åbner igen på RAGNAROCK og på Roskilde Museum.
Heldigvis har vi haft 22 omvisninger for nyere interesserede forpagtere hen over foråret, og der er indkommet 10 meget velkvalificerede og solide bud på nye koncepter til de meget attraktive steder. Så nu glæder vi os til efter nogle forhandlinger i sommerens løb at kunne melde nye navne, nye muligheder og nye tider for cafédriften på de helt store udstillingssteder ud.
Det er fortsat muligt at booke lokaler til arrangementer – med cateringaftaler på forplejning. Og museets personale kan også tilbyde vand, lidt slik eller måske en is i tillæg til de kulturelle oplevelser.
Åben for nye indtryk
COVID-19 har på få måneder forvandlet Danmark, ja, verden. Vi har lært at holde sammen – på afstand. Vi har fået nye vaner, når det gælder hilsner og håndsprit. Men vi har også savnet alt det, vi kunne og gjorde og måske tog som en selvfølge før krisen.
På museerne havde ingen, selv i sin vildeste fantasi, forestillet sig, at samtlige besøgssteder skulle være lukket i månedsvis. Det er slut nu. Heldigvis. Vi har på ROMU faktisk samlet set mere åbent nu, end før pandemien gjorde sit indtog. Og vi glæder os så meget til at møde vores gæster med fortællinger og viden om den historie og den fortid, som vi alle kan spejle os i og lære noget nyt af.
Så tag blot på museum igen med åbent sind i et land, der gradvist og kontrolleret heldigvis åbner igen nu. Det kan der kun komme noget godt ud af!