Sømandskongens begravelse er ladet med betydning

Af: Laura Maria Schütze, museumsinspektør, ph.d. i religionssociologi

24.01.2022

Den folkelig opbakning til afskeden med Frederik 9. var kolossal i både København og Roskilde. Fotografiet er indsendt til ROMU i forbindelse med indsamlingen af personlige beretninger og fotos vedrørende Frederik 9.s begravelse. Foto: Lise Evers

En kongelig begravelse skal sikre kongehusets og statens kontinuitet og legitimitet og er derfor en slags mikrokosmos af samfundet. På 50-års dagen for Frederik 9.s begravelse sætter museumsinspektør Laura Maria Schütze den store, offentlige begivenhed i et historisk perspektiv.

I Danmark har vi en lang tradition for at begrave vores konger og dronninger i Roskilde Domkirke. Harald Blåtand blev ifølge traditionen den første konge til at blive begravet dér – og selvom nogle forskere betvivler rigtigheden af dette, har fortællingen ikke desto mindre været vigtig for eftertiden. For det er bestemt ikke lige gyldigt, hvor man begraver en regent.

I middelalderen anvendte de danske konger flere forskellige kirker som gravkirke, men da Margrete I blev flyttet fra Sorø Klosterkirke til Roskilde Domkirke i 1413, blev domkirken Kalmarunionens gravkirke. De efterfølgende konger havde dog endnu ikke én favorit gravkirke. Det var først, da Frederik 2. flyttede sin far, reformationskongen Christian 3. fra Odense Domkirke til Roskilde Domkirke i 1578, at Roskilde Domkirke blev kongehusets mausoleum per definition.

Et storslået dødsteater

Det er værd at dvæle lidt ved Frederik 2.s egen begravelse i 1588, da den kom til at danne skole for de danske kongers begravelser siden hen. Ikke bare er alle efterfølgende danske konger og dronninger begravet i Roskilde Domkirke. Også selve begravelsesoptoget, som blev indført med netop Frederik 2, er stadig en central del af traditionen.

Frederik 2.s begravelse var et storslået dødsteater i Roskildes gader, hvor alle deltagere udfyldte en vigtig rolle. Der var 1000 deltagere, og optoget kunne måle sig med de førende europæiske fyrsters begravelser. Det var en demonstration af kongens rigdom, interesser og internationale position. Faner med våbenskjolde i optoget viste den geopolitiske udstrækning af hans rige, og den nye regent Christian 4. repræsenterede med sin deltagelse kongehusets kontinuitet.

Samtidig er Frederik 2.s begravelse et mikrokosmos af det danske samfund anno 1588, hvor den politiske og religiøse magt lå hos kongen. Springer vi næsten 400 år frem i tiden til den 24. januar 1972, hvor Frederik 9. blev begravet, møder vi et ritual, der i sin grundstruktur ligner Frederik 2.s begravelse: Optoget i det offentlige rum på vej mod Roskilde Domkirke med nøje udvalgte og koreograferede deltagere.

Folket får den politiske magt

Som med alle andre traditioner gælder det også for de kongelige begravelser, at traditioner kun overlever, hvis de fornys. Castrum doloris, hvor kongens kiste ligger til offentlig fremvisning, blev en del af traditionen efter enevældens indførelse i 1660. Og siden Christian 9.s begravelse i 1906 er det blevet kutyme, at processionen bevæger sig fra Christiansborgs Slotskirke i København til Hovedbanegården, derfra i tog til Roskilde Station og siden i procession på en granbelagt rute til Roskilde Domkirke.

Den allerstørste forskel på Frederik 2.s og Frederik 9.s begravelser er dog, at den politiske og religiøse magt ikke længere ligger hos kongen, men hos de mennesker, der fulgte TV-transmissionen hjemme fra stuen, stod langs optoget, hang i lygtepæle for at overvære kongens sidste rejse eller deltog i optoget. Med indførelsen af demokratiet i 1849 flyttede den politiske magt til folket, og Frederik 9. blev den konge, der tog den fulde konsekvens af denne politiske styreform ved notorisk at optræde apolitisk. Sammen med Dronning Ingrid genfortolkede han kongehuset og rettede fokus mod kongefamilien som en slags rollemodel for hele familien Danmark frem for at optræde som den øverste politiske leder. Frederik 9. og Dronning Ingrid forstod, at forudsætningen for kongehusets overlevelse i et demokrati er folkets opbakning og kærlighed. Billederne fra begravelsen illustrerer, at folket i dén grad tog kongen til sig.

En stemme til nutidens politiske magt

For at give en stemme til folket er Museumsorganisationen ROMU og Roskilde Domkirke gået sammen om at indsamle personlige erindringer vedrørende Frederik 9.s begravelse. Vi er kun lige begyndt, men vi har oplevet en enorm positiv interesse for at dele disse historier med os. Historier, vi håber vil kunne give os et indblik i den kongelige begravelse fra de helt personlige perspektiver.

DELTAG I INDSAMLINGEN HER