ROMU udgiver ny årbog: Et år med rumrejser, øl og spændende detektorfund
17.04.2024
Pressemeddelelse
Arkæolog Nadja Mortensen, der sammen med seniorforsker Lars K. Christensen, har været redaktør på ‘Nye tider’, ser årbogen som en måde at give et indblik i det museumsarbejde, der ikke nødvendigvis er synligt i ROMUs mange udstillinger. Foto og bearbejdning: Kristian Grøndahl /ROMU
Vanen tro gør museumsorganisationen ROMU status over det forgangne år. I seneste udgave af årbogen, der i år har fået titlen ’Nye tider’, kan man blandt andet læse om udstillinger, arkæologiske pilotprojekter og om andre højdepunkter fra 2023, som blandt andet har budt på et prominent farvel, en gudefigur i rummet og en genfødt øl. Årbogen kan købes fra og med 18. april.
Når man som gæst indløser billet til en museumsoplevelse, er man sjældent inviteret med helt ind i maskinrummet. Man ser måske en række genstande eller hører et foredrag og går derfra et stykke kulturhistorie rigere. Men bag hver udstilling, genstand og arrangement ligger et stort stykke arbejde og forberedelse, som hovedsageligt museets medarbejdere kender til. Det arbejde kan man komme tættere på, når ROMU hvert år udgiver sin årbog, der dykker ned i det forgangne år i museumsorganisationen.
Årbogens forside står ikke tilbage for temaet ’Nye tider’. Grafiker Trine Sejthen har skabt billedet ved hjælp af kunstig intelligens. På billedet er der blandt andet referencer til Roskilde Domkirke og til projektet Museumshackerne. Kendere vil måske bemærke, at computeren er af mærket Odin. Illustration: Trine Sejthen
”Årbogen er en glimrende måde at formidle det arbejde, så gæsterne kan lære lidt om, hvad vi gør os af tanker, når vi for eksempel skal lave en ny udstilling, eller hvad der er kommet ud af nogle af de udgravninger, hvor lokale og andre forbipasserende har kunnet følge med på sidelinjen. Det er jo ikke alt, som lige med det samme bliver formidlet i en udstilling, i en artikel eller en bog,” fortæller arkæolog og museumsinspektør ved ROMU, Nadja Mortensen.
Seniorforsker Lars Kjølhede Christensen er den af to redaktører på ROMUs trykfriske årbog ‘Nye tider’, der samler nogle af de vigtigste fortællinger fra ROMUs virke i 2023, i Lejre, Frederikssund, Egedal og Roskilde kommuner. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU
Nadja Mortensen har sammen med ROMU-kollegaen seniorforsker Lars K. Christensen været redaktør på årbogen. Den har fået titlen ’Nye tider’ og bugner af eksempler på netop det.
”Dels sluttede året med en melding om et tronskifte, som jo i den grad er symbol på nye tider, men bogen omfatter også nye måder at tænke udstillinger, museum og formidling på. I forordet skriver vores direktør blandt andet ’I hver eneste artikel er der nyt at hente, nyt at forstå, nyt at tilføje til den kulturhistorie, som ROMU er sat i verden for at tage vare på.’ Det synes jeg egentlig er meget præcist formuleret,” siger Nadja Mortensen.
En drone sørger for at forevige en arkæolog i aktion. Udgravningen foregik i en højtomt i Egedal kommune, som hører under ROMU’s ansvarsområde. Det var også i Egedal, at et af årets meget omtalte fund blev gjort: Et moselig fra stenalderen. Foto: Martin Hamberg.
Nye metoder og oldgamle fund
Arkæologien er inde i en rivende udvikling, og de teknologiske fremskridt åbner for et væld af nye og spændende muligheder. Blandt andet har ROMUs arkæologer deltaget i et pilotprojekt i Lejre, hvor man ved brug af georadar-metoder kan undersøge jorden uden så meget som at løfte en spade eller starte en gravemaskine. Det kalder man en non-destruktiv metode, fordi man ikke, som man uundgåeligt gør, når man graver, ødelægger de arkæologiske lag, man undersøger. Det kan man læse om i artiklen ’Lejre uden for palisaden – forsøg med georadar’.
Men spaderne har også været i jorden på mere klassisk vis, og bogen indeholder en oversigt over alle de steder i Frederikssund, Lejre, Egedal og Roskilde kommuner, hvor ROMU som statsanerkendt museum har foretaget arkæologiske undersøgelser. Et moseoffer fra Egedal ramte forsiderne både herhjemme og internationalt, mens en tapkile, der dukkede op et usædvanligt sted, gav arkæologerne noget at tænke over. Den er for øjeblikket udstillet på Frederikssund Museum, Færgegården sammen med en række andre detektorfund.
Tapkilen her er fra yngre bondestenalder og fundet ved Jørlunde i Frederikssund Kommune. ROMUs nye årbog 2023 ‘Nye tider’ fortæller historien om, hvorfor stenredskabet er både usædvaneligt på Sjælland og endnu gådefuldt. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU
Musik og krig på udstillingerne
På udstillingsfronten er der også afprøvet nye måder at arbejde på. Blandt andet i form af projektet Museumshackerne, som har til formål at knytte nye målgrupper tættere til besøgsstederne. I artiklen ”Da museumshacking rockede det kreative maskinrum” kan man læse om udstillingen LYT. LIKE. DEL, som en 8. klasse har været med til at lave om unges lyttevaner til Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK.
I 2023 åbnede Roskilde Museum den nye permanente udstilling “Roskilde mellem håb og frygt” – i de selv samme lokaler i Sankt Ols Gade, som under Første Verdenskrig husede soldaterhjem. Foto: Roskilde Arkiverne
Roskilde Museum i Sankt Ols Stræde har fået en spændende tilføjelse i form af den nye permanente udstilling ’Roskilde mellem håb og frygt’. Her kan de besøgende få indblik i fortællinger fra Roskilde i skyggen af de krige og kriser, der har præget det 20. århundrede. Det tæller blandt andet to verdenskrige, en kold krig og mere aktuelt coronapandemien, som lukkede Danmark ned for få år siden.
Øl, Lise og rumtrafik
I Roskilde Domkirke skal nye tiltag gøre formidlingen af Domkirkens 1000-årige historie lettere tilgængelig. Blandt andet så en helt ny guidebog til kirkens besøgende dagens lys i 2023, lige som en ny bog om de kongelige begravelser og gravmonumenter i kirken udkom. Også Lützhøft Købmandsgaard har fået en lille ny, som faktisk ikke er så ny. Det lille museum har genoplivet Roskilde Dom Øl, som er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra det Roskilde-baserede F.R. Frederiksens Bryggeri. Øllen langes over disken i Lützhøfts Købmandsgaard i Ringstedgade.
I 2023 lancerede Lützhøfts Købmandsgaard med stor succes en historisk bitterøl, kaldet Dom-øl. Den populære øl kan kun købes i en radius af max 1 kilometer fra Roskilde Domkirke. Foto: Jakob Caspersen /ROMU
Vi slutter, hvor årbogen begynder, nemlig med bogens første artikel, som handler om Lise Nørgaard og den nordiske gud Odin. To ikoniske skikkelser med tilknytning til ROMU’s ansvarsområde i henholdsvis Roskilde og Lejre. Hver især har de præget Roskilde, både for 1000 år siden og de seneste 100 år. Det kan man læse om i artiklen ’Lise Nørgaard og Odin fra Lejre’. Førstnævnte mistede vi på årets første dag i 2023, og journalist og forfatter Lise Nørgaard blev mindet med både byvandring og en særudstilling på Roskilde Museum. Sidstnævnte var en tur i rummet. En kopi af den ikoniske Odin fra Lejre-figur var nemlig med i kufferten, da den danske astronaut Andreas Mogensen satte kursen mod det uendelige univers.
Arkæologer har mange forskellige metoder til at blive klogere på fortiden. Ikke alle indbefatter gravearbejde. I ROMUs nye årbog ‘Nye tider’ kan du læse om undersøgelser med georadar i landskabet i Gl. Lejre, hvor der gennem 500 år i jernalder og vikingetid var et magtcentrum. Foto: Ole Kastholm/ROMU
ROMU 2023 er på 180 sider og koster 75 kr. Årbogen udkommer den 18. april 2024 og kan købes i museumsbutikkerne på Roskilde Museum, Lejre Museum og Frederikssund Museum, samt på shop.romu.dk
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Ikonisk, dansk sølvfigur skal til udlandet: Odin fra Lejre udlånes til stor udstilling i Holland
Lejre Museums kronjuvel, sølvfiguren Odin fra Lejre, har gjort sig så bemærket i udlandet, at den nu skal udlånes til et hollandsk museum. Sølvfiguren er et vidnesbyrd om Lejres storslåede fortid – men også om det kulturelle og politiske netværk, der forbandt Europas herskere i vikingetiden og tidlig middelalder.
Ringen Rundt fejrer Roskildes fortid som Formel 1-by
Lyden af veteranmotorer, ikoniske 60’er-hits og duften af diner-mad fra Sallie’s fylder Roskilde Ring den 5. juni. Arrangementet Ringen Rundt vækker stemningen fra dengang, der blev kørt Formel 1 på Ringen med oplevelser for både børn og voksne.
Teater og museum i Frederikssund går sammen om stærk lokalhistorie fra efterkrigstiden
En næsten glemt historie fra efterkrigstidens Jægerspris får nu en helstøbt opblomstring. Med teaterets sans for magiske oplevelser og museets flair for medrivende historiefortælling løfter Parkteatret og Færgegården i fællesskab historien, om dengang 1700 sovjetiske flygtninge tilbragte en sommer i Jægersprislejren.
Legetøjet byggede bro i kølvandet på krigen – nu vækkes historien til live
I efterkrigstiden oplevede lokalbefolkningen i Jægerspris en ganske særlig sommer, hvor uventede venskaber opstod med sovjetiske flygtninge. Frederikssund Museum, Færgegården, og Parkteatret – Frederikssund kommunes egnsteater samarbejder i år om en rørende og opløftende historie med lokalt snit og stort perspektiv.
Svenskeslaget opruster på formidlingen og går bagom det ældgamle fjendskab
’Nu skal svensken ha da da…’ Svenskeslaget, som hvert år bliver genopført i Smørum, fortæller historien om to rivaler, der i 1600-tallet sloges så det bragede på tværs af sundet. Men hvorfor endte det med ondt blod mellem danskerne og svenskerne? Det kan man måske blive lidt klogere på ved årets festival, som har fået penge til en mere dybdegående formidling om perioden.
Verdensarvscenter sender stor og prestigefyldt udstillingsopgave i udbud
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter har netop sendt en af landets mest interessante udstillingsopgaver i udbud. Dermed går startskuddet til at finde de udstillingsdesignere, der skal løfte den omfattende opgave med at formidle Domkirkens unikke historie for kommende generationer.
Kom med på spændende sommervandringer i Lejres smukke, mytiske landskab
Traditionen tro inviterer Lejre Museum på gratis, guidede sommervandringer i det fascinerende landskab omkring museet. Her kan man gå i fodsporene på vikingerne og på de store sagnkonger, mens lokalkendte guider fortæller medrivende fortællinger om området, om heltene og kongerne, og om de ikoniske fortidsminder.
Kampen om tallerkenen – historisk langbordsmiddag på Lützhøfts Købmandsgaard
Du kan smage på fortidens fødevarekampe, når Lützhøfts Købmandsgaard og Historiske Middage den 19. maj endnu engang inviterer til langbordsmiddag i den gamle købmandsgård – helt tæt på hverdagen, som den var for 100 år siden.
Torben Stevold er ny formand for Roskilde Museumsforening
Tidligere områdedirektør i Danske Bank overtager ledelsen af byens museumsforening ved generalforsamling i april.
Roskilde Museum: Fred er at handle – kast dine kræfter ind
Fred er ikke bare en tilstand. Fred lever i de små og store handlinger, mennesker hver især foretager. Roskilde Museum inviterer sammen med Fredsinitiativet i Roskilde til en dag i fredens tegn på befrielsesdagen den 5. maj. Dagen markeres desuden med fri entre i museets udstillinger.





























