Yngste danefæfund i 2019
– satanmønten fra Vor Frue Kirke
Af Cille Krause, arkæolog og museumsinspektør
Nærfoto af mønten fra Vor Frue kirke. På den ene side ses en opretstående djævel med en trefork. Djævlen har horn og hale og hhv. klov på det ene ben og klo på det andet. Foto: ROMU, Cille Krause.
Når ROMU sender fund til danefævurdering, plejer genstandene at have en datering til oldtiden eller middelalderen, og når det drejer sig om mønterne, er der en minimumsalder på ca. 500 år. Der er dog undtagelser, og det er derfor vigtigt at rådføre sig hos eksperterne på Nationalmuseet. En ganske “anderledes” fundgruppe er de såkaldte poletter. Her er der hverken tale om mønter eller medaljer, men derimod møntlignende genstande med en funktion eller handling bag sig. Der kan eksempelvis være tale om brødtegn fra 1800-tallet eller såkaldte ”satanmønter”, der på trods af møntbetegnelsen ikke har fungeret som en sådan valuta.
I 2019 blev en satanmønt fundet under hovedrengøring i Vor Frue Kirke. Kirketjener Heidi Frost fandt kobbermønten i våbenhuset, da hun flyttede på en stor træbænk. Måske var mønten kilet ind i en revne i bænken, og så var den faldet ud, da hun skubbede til den. Pludselig lå den der bare.
Hun kontaktede derefter ROMU, og vi sendte en hurtig forespørgsel ind til Nationalmuseets mønteksperter, der med det samme kunne oplyse, at fundet i dag betragtes som danefæ.
Den nyfundne satanmønt er den tredje fra museets ansvarsområde, som ROMU har kendskab til. I 1982 blev den første mønt fundet bag ved stolestaderne i Roskilde Domkirke. I 1984 blev den anden mønt fundet. Det var i forbindelse med en udstilling om Roskilde Domkirke, hvor blandt andet den første satanmønt blev vist frem, sammen med de øvrige ting, der var fundet bag stolestaderne. Udstillingen var på Roskilde Museum, og det var under nedtagningen af den, at man opdagede, at nogen havde klemt en satanmønt ind under montren, hvori den første mønt var udstillet.
Satanmønter kendes i både sølv- og kobberlegering og med flere forskellige motiver. Den nyfundne kobbermønt fra Vor Frue er præget med ”13. MAJ ANHOLT 1973” på den ene side, og på den anden side ses en opretstående djævel med en trefork. Djævlen har horn og hale og hhv. klov på det ene ben og klo på det andet. De tidligere fundne satanmønter er med samme præg som den nye, og de er ligeledes af kobber.
Den nyfundne satanmønt er den tredje fra museets ansvarsområde, som ROMU har kendskab til.
Datoen den 13. maj 1973 refererer til en hændelse på øen Anholt, hvor 13 steder med ”okkult karakter” blev fundet af de lokale øboer i det område, der hedder Ørkenen. Der var tale om fund af knogler, menneskehår, dæmonsymboler, bizarre effekter og sataniske tegn i sandet, som fik folk til at tro, at en satanistisk kult havde været på spil. Politiet blev sat på sagen, men der var øjensynlig ikke nogen, der var kommet til skade. Og der var heller ikke spor efter, hvem gerningsmændene var. De var øjensynlig kommet ubemærket til Anholt og havde forladt øen på samme vis.
Ophavsmændene bag ritualerne gav sig ikke til kende, og politiet kom ikke sagens opklaring nærmere. Begivenheden på Anholt i maj 1973 forblev omgærdet af mystik.
Der har, så vidt vides, ikke været lignende begivenheder siden, men bizarre breve, effekter og satanmønter er efterfølgende dukket op i kirker og på museer i hele Danmark. Det er især under restaurerings-arbejder i kirkerne, at mønterne dukker op. De har været kilet ind under døbefonten, mast ned mellem gulvbrædderne eller skubbet ind under kisterne i krypten. Gemt af vejen på en måde, så de ikke blev fundet lige med det samme, men findes, det ville de. På et tidspunkt.
De tre satanmønter. Fra venstre mod højre: mønten fundet i Roskilde Domkirke, mønten fundet på Roskilde Museum og den nye mønt fra Vor Frue kirke. Foto: ROMU, Cille Krause.
Fælles for dem alle er, at der er tale om falske breve … Gemt i al ubemærkethed, i kirker og på museer, hvor de ikke burde ligge.
På mange af de mystiske breve er afsenderen Alice Mandragora ”Overheksen” ved satankulten på Anholt. De er skrevet på en gammeldags skrivemaskine og dekoreret med satanstempler. Der kan eksempelvis være tale om invitationer til sataniske møder på Anholt, om sære historier eller om forsøg på overtalelse til at deltage i kulten. Andre gange er der tale om følgebreve til en underskrevet kontrakt, skrevet til ypperstepræstinde Alice Mandragora ved satankulten på Anholt. Disse breve ser ud til at være forfattet af tilfældige borgere, hvor forfalskeren af brevet har skaffet deres navn og adresse og nogle gange adressestempel samt underskrift. Sådanne breve er også fundet i Roskilde Domkirke.
Kuverterne har påklistrede gamle frimærker, hvor poststemplerne ikke går ud på kuverten og dermed med al tydelighed er sat på efterfølgende. Adresserne er ligeledes skrevet på en gammeldags skrivemaskine. Andre gange indeholder kuverterne intet brev, men i stedet gamle fotos eller postkort, eller helt andre ting, såsom hinkesten, novellemanuskripter eller udklippede rationeringsmærker. Årstallet på frimærket, fra 1973, eller en maskinskrevet dato ”13. maj 1973” samt ligheden til de andre mystiske breve kæder dem sammen. Fælles for dem alle er, at der er tale om falske breve med reference til hændelsen i 1973 i Ørkenen på Anholt. Gemt i al ubemærkethed, i kirker og på museer, hvor de ikke burde ligge.Brevene var også blevet sendt til private, som ofte havde tilknytning til kirken. Eksempelvis kirkegartnere og præster. Brevenes indhold var bizart, og mens nogle smed brevene ud, da de blev opfattet som tosserier, politianmeldte andre dem, da indholdet blev betragtet som truende. Man vidste jo ikke, om der var tale om en rigtig satankult, og hvad de kunne finde på, eller om det blot var drengestreger. Af samme grund blev breve og andre fund i kirkerne fortiet. Man ville måske værne om kirkens omdømme?
I Københavns Domkirke blev der i 1995 fundet 50-75 breve under kirke-gulvet, da kirken skulle renoveres. Journalist Jens Rebensdorff fra Berlingske blev gjort opmærksom på fundene og fik fat i nogle af brevene. Han kontaktede enkelte af de personer, brevene var adresseret til, og de kunne fortælle, at de havde modtaget samme breve mange år tidligere.1
I 2013 kastede to journalister fra Politiken sig over den gådefulde historie. I en omfattende artikelserie gennemgik de mange af de små spor, der var efterladt rundt omkring i Danmark. Endvidere interviewede de personer, der på den ene eller anden måde kunne bidrage med viden til at løse det store puslespil om den formodede satankult på Anholt. Det viste sig, at der var tale om en enkelt mands værk. Små spor, som han selv havde plantet, afslørede, hvem han var. Men mellem et hav af forfalskede breve var det ikke lige til at gennemskue i begyndelsen. Der skulle gå 40 år efter hændelserne på Anholt, før gåden blev opklaret.
Postkortet sammen med rationeringsmærker og et lille papirflag, lå i kuverten adresseret til Roskilde Domkirke. Den blev fundet under Prins Viggos kiste i krypten under Frederik 5.s kapel i august måned 2019. Læg mærke til julemærket, som er fra 1973, og den maskinskrevne dato ”13 maj 1973” på postkortet. Foto: ROMU, Cille Krause.
Man vidste jo ikke, om der var tale om en rigtig satankult, og hvad de kunne finde på, eller om det blot var drengestreger
Det var én person, der havde bekostet produktionen af flere hundrede satanmønter, og som fra 1973 til sin død i 2003 havde formuleret og kreeret et hav af ejendommelige breve, skaffet gamle postkort og fotografier samt mystiske rekvisitter. Personen havde brugt tid på at rejse rundt i Danmark og gemme effekterne i kirker og på museer. De blev gemt så godt, at de ikke ville blive fundet med det samme.
Mønterne er blevet produceret hos en medaljør, der har kunnet holde så tilpas meget tæt med hemmeligheden, at oplysningerne ikke er sivet ud til offentligheden. Det er dog sandsynligt, at man i ”møntmiljøet”, i et eller andet omfang, har været bevidst om, hvem der har produceret dem.
Der er formodentlig stadig mønter og breve, der endnu ikke er blevet fundet. Konklusionen på historien er, at der ikke var tale om en satankult med tilknytning til Anholt, men derimod om en enkelt person, der brugte en stor del af sit liv på at skabe, hvad man måske kan betegne som en af de mest gennemførte kulturhistoriske happenings i Danmark.
Det er på den baggrund, satanmønterne i dag lever op til kriterierne som danefæ – det er i høj grad den fortælling, der omgiver dem, der bidrager til denne status.
Måske har historien en fortsættelse. Når man betragter de tre satanmønter fra Roskilde Domkirke, Roskilde Museum og Vor Frue Kirke, er der små forskelle på de to første og den sidste. Den nye mønt er ikke nær så detaljeret. Stregen i tegningen er tykkere, og teksten er kraftigere og ikke nær så skarp. Den nye mønt vejer også lidt over to gram mere end de andre. Når man kigger på motivet med djævlen, er den pjuskede pels tydelig på ben, hale og arme på de to gamle mønter, og det samme gælder fingre, trefork, horn og øre. Dette er ikke tilfældet for den nye mønt. Kan der mon være tale om en kopi? Og i så tilfælde, hvem er så den ”copycat”, der står bag, og er det for nylig mønten blev gemt i kirken?
Nationalmuseet fik i 2002 overdraget dét, der tolkes som restoplaget af satanmønter samt fem møntstempler i stål. De fem stempler har kunnet fremstille tre ud af de fire typer satanmønter. Der var tale om en anonym gave. Om djævlen med treforken er blandt stemplerne, vides ikke på nuværende tidspunkt. Snart kommer den nyfundne mønt til Nationalmuseets møntsamling. Her må eksperterne sammenligne den med de øvrige og vurdere, om der er tale om en ny serie satanmønter og dermed en fortsættelse af historien.
Hvis du kunne lide artiklen her, så glæd dig til endnu mere spændende viden fra det forgangne år i ROMU Årbog 2019. Den lækre årbog vil kunne købes i museumsbutikkerne, når vores museer åbner igen.
NOTER
1 Rebensdorff 2011.
2 Schmidt & Stockmann 2013.
LITTERATUR
Rebensdorff, J. 2011. De sataniske breve. Berlingske, 1. sektion, 16-17, 26.1.2011. https://journalisten.dk/files/http_files/Sek1_s16-17.pdf hentet 29.11.2019.
Schmidt, G.M. & C. Stockmann: Satanmønterne. En artikelserie på 6 kapitler i Politiken, fra 19.10.2013. https://politiken.dk/kultur/art5504276/ Kapitel-1-Satanisten-på-Sjælland hentet 29.11.2019.