![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/12/01-top-frivillig-cc-hansen-foto-insp-media-formindsket.jpg)
Det var arbejdet med en udstilling om racerbanen Roskilde Ring, der bragte ildsjælen Carl Christian Hansen ind i museumsverdenen. Foto: INSP Media!
Carl Christian Hansen har levet et tempofyldt liv som topadvokat med praksis i København og han har rejst kloden rundt for at promovere og støtte dansk motorsport. Men roskildenseren har altid haft fødderne solidt plantet i sin fødeby. Gennem de sidste 16 år har han viet sin fritid til Roskilde Museumsforening.
“Jeg har set det meste af verdenen, men på en måde er jeg aldrig rigtig kommet ud over Korsbæks grænser,” griner Carl Christian Hansen. Med Korsbæk hentyder han til sin fødeby Roskilde, som gav inspiration til den fiktive by i tv-serien Matador.
Carl Christians egen familiehistorie kunne da også været taget ud af den folkekære tv-serie. Hans farfar var nemlig hovedperson i én af Roskildes største industrieventyr.
I 1912 grundlagde farfaren en lille tøjklemmefabrik i Hersegade 13 i Roskilde, hvor han begyndte at producere en ny opfindelse – tøjklemmer med metalfjeder.
Tøjklemmerne blev en succes og virksomheden voksede over årene. Men under besættelsen blev virksomheden alvorligt udfordret. Besættelsesmagten lagde nemlig beslag på al landets metal – selv den lille ståltråd som farfaren brugte i sine tøjklemmer.
Så fabriksejeren ændrede forretningsstrategi. Han satte sine medarbejdere, heriblandt sine egne sønner, til at grave tørv og samle træaffald, som de kunne sælge til roskildenserne, der manglede brændsel. Og det var midt i denne drøje besættelsestid, i virkelighedens Korsbæk, at Carl Christian Hansen kom til verden.
“Jeg blev født den 7. maj 1943, og mine brødre og jeg voksede op i et hus, som min far havde bygget lige ved siden af klemmefabrikken,” siger Carl Christian Hansen.
Efter krigen kunne familien fortsætte produktionen af tøjklemmer og fabrikken blev den største af sin slags i Europa. Men fabriksejernes barnebarn var ikke synderligt interesseret i tøjklemmeproduktion. Faktisk var der ikke meget i Roskilde, der kunne ophidse den unge Carl Christian.
“Jeg kan huske at mine skoleklasse ofte besøgte Roskilde Museum. Der var endeløse rækker af pilespidser og rustne sværd, og vi syntes det var ret kedeligt. Det eneste vi glædede os til var, når der blev afholdt fodboldkamp eller når cirkus kom til byen. Men så begyndte vi pludselig at kunne høre motorstøjen fra Roskilde Ring,” siger Carl Christian Hansen.
Motorsportsbanen Roskilde Ring blev indviet i 1955 og var den første permanente motorbane i Skandinavien.
“Her kunne vi opleve internationale motorsportsstjerner der lå og brølede rundt i deres Ferrarier, Maseratier og MG’er foran 30.000 tilskuere. Det var en fantastisk ny verden – og det blev mit liv,” siger Carl Christian Hansen.
Fabrikejerens barnebarn skulle dog snart til at tænke på fremtiden. Efter studentereksamenen fra Roskilde Katedralskole begyndte han på jurastudiet i København. Men Carl Christian flyttede aldrig til hovedstaden.
“Jeg kunne ikke se nogen grund til at flytte fra Roskilde. Selv efter studiet, da jeg åbnede praksis i København, tog jeg frem og tilbage hver dag. Efter de travle timer i København var det nemlig rart at komme tilbage til roen,” siger Carl Christian Hansen.
Helt roligt har det dog ikke været i Roskilde. Carl Christian nåede at opleve nogle af tidens største internationale racerløb på Roskilde Ring, inden banen lukkede i 1968.
Carl Christian fortsatte med at dyrke motorsporten som medlem af Dansk Automobil Sports Union, hvor han i 1990 blev valgt som præsident. Gennem de næste 13 år var med til at promovere dansk racersport, både herhjemme og ud over landets grænser.
Selvom Carl Christians liv har været præget af fart og tempo, har han altid haft fødderne solidt plantet i Roskilde og været præget af minderne fra byens racerbane. I 2002 var han således en af hovedkræfterne bag en populær udstilling om Roskilde Ring på Roskilde Museum.
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/12/02-bund-frivillig-cc-hansen-foto-insp-media-formindsket.jpg)
Racerbilen, en Alfa Dana Midget 500 ccm, drønede rundt i Roskilde Ring i slutningen af 1950’erne. Nu har den fået en fornem plads på Roskilde Museum. Foto: INSP Media!
Efter den positive oplevelse med samarbejdet om udstillingen, meldte Carl Christian sig ind i Roskilde Museumsforening, som han blev formand for i 2015.
“I min tid har foreningen været med til at åbne dørene mere op Roskildes borgere, især med formidling om byens nyere tid, som borgerne har kunne spejle sig i, fx med Roskilde Ring, spritfabrikken, klemmefabrikken og Roskilde Festivalen,” siger Carl Christian Hansen.
Museumsforeningen drømmer nu, med Carl Christian. som primus motor, om at komme op på 1.000 medlemmer. En ny folder til byens kulturinstitutioner er en af vejene frem mod det nye mål.
“Vi er meget taknemmelige for de utallige timers frivilligt arbejde som Carl Christian har lagt i museumsforeningen. Han har fået foreningen til at vokse og gro, ikke bare ved at være en enorm dygtig formand, men også takket være hans stærke menneskelige kvaliteter. Han er altid veloplagt, loyal og har hjertet på rette sted,” siger ROMU’s museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.
Da Roskilde Museum blev en del af museumskoncernen ROMU, trådte Carl Christian også ind i koncernens bestyrelse som repræsentant for Roskilde Museumsforening. I 2021 overlader han sin bestyrelsespost til formanden for museumsforeningen i Frederikssund.
Portræt af en frivillig:
- Carl Christian Hansen
- Bor i Roskilde
- Født den 7. maj 1943
- Uddannet jurist fra Københavns Universitet
- Har siden 2004 været aktiv i museumsforeningen, først som medlem og siden som formand og foreningens repræsentant i ROMU’s bestyrelse.
Vil du også være en del af fællesskabet?
Meld dig som frivillig ved et af ROMUs besøgssteder i Frederikssund, Lejre eller Roskilde. Skriv til vores frivillighedskoordinator Isabella No’omi Fuglø på mail: isabellaf@romu.dk
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
SOLID DIGITAL VÆKST FOR ROMU I ÅR MED CORONA
Pandemien lagde i perioder ROMU’s fysiske besøgssteder øde hen. Til gengæld har det summet af aktivitet på de digitale platforme
SAGNKONGER OG NEANDERTALERE STRØG TIL TOPS. SE HELE TOP-10 PÅ ROMU.DK I 2020
2020 blev et år, hvor ROMU – som alle andre – blev udfordret af COVID19, der i perioder har lagt besøgsstederne øde. Men læserne på romu.dk er heldigvis fortsat med at række ud efter historien. Læs eller genlæs ROMU’s største hits fra 2020.
FEM DAGE MED KULTUR OG LYS I MØRKET
Det er småt med kulturtilbud for tiden. Derfor er arrangørerne bag Lysfest 2021 særligt begejstrede for, at årets Lysfest kan afholdes. Roskildes borgere kan glæde sig til et skud kultur og lys, helt uden at bryde forsamlingsforbud og afstandskrav.
FRA DIREKTØR I BYGGEBRANCHEN TIL FRIVILLIG I ROMU: KELD VIL SKABE RUM TIL UDFOLDELSE
80-årige Keld Fuhr er frivillig i ROMU som formand for Færgegårdens Venner. Nu træder han ind i ROMU’s bestyrelse, hvor han vil trække på sin ledelseserfaring fra byggebranchen.
PRAGTSMYKKE AFSLØRET I KONSERVATORS VÆRKSTED
I mere end to år har ROMU’s arkæologer og konservator arbejdet med fundene fra den sensationelle udgravning i Vindinge, der skabte overskrifter i 2018. Særligt én genstand har overrasket fagfolkene – en såkaldt rosetfibel (et dragtspænde), der blev fundet i en rig kvindegrav.
UNN GEMMER FORFÆDRENES SPARSOMME SPOR TIL EVIGHEDEN
Hun er konservator og står bag kulissen, når kulturarven skal omsættes til udstillinger på ROMU’s besøgssteder. Mød Unn Gelting.
PÅ GODT GENSYN: SÅDAN HÅNDTERER ROMU FORLÆNGET ANDEN BØLGE
Museumsorganisation med ti lukkede besøgssteder holder vejret, ændrer arbejdsformer og udskyder åbninger og arrangementer frem til påske. Men krisen har også fremkaldt taknemlighed over det, som var – og forventning om alt det, der vender tilbage, skriver museumsdirektør
LYSVÆRK SKAL MINDE OS OM BYENS OG KULTURENS ÅND
Til Lysfest 2021 bliver luften over Roskilde fyldt med lys. Kunstnerne bag den store lysinstallation over Stændertorvet har en ambition om at samle byen på afstand og at sende kulturens pulsslag gennem den nedlukkede by.
DER ER LYS FORUDE: ROMU ØNSKER GLÆDELIG JUL!
I disse dage begynder dagene at blive længere, og solen vender mere og mere tilbage. Også for muserne er der lys forude, skriver museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard i julehilsen
LYSKUNSTNERE HIVER TYCHO BRAHE OP AF KÆLDEREN TIL LYSFESTEN
I Karen Brahes Bibliotek, som ejes af Roskilde Kloster og ligger under Roskilde Bibliotek, findes originaludgaven af Tycho Brahes bog ”De nova stella” fra 1573. Den er udgangspunktet for lysinstallationen LYSEKKO, som kunstnergruppen Tokyo Blue skaber i Bibliotekshaven til Lysfest 2021.