Bådgraven i lufthavnen
Af Ole Thirup Kastholm
Længe før landingsbaner, terminaler og flyparkering indtog store dele af Amager, blev en betydningsfuld person engang stedt til hvile, tæt på hvor lufthavnens Terminal 3 er i dag.
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser. Forbindelser, der formentlig gik mellem kongesædet i Lejre og andre kongesæder i yngre jernalder.
Amager er en flad ø. Det er en god ting, når man skal bygge en lufthavn. Men før græslandingsbanerne kunne indvies for lufttrafikken dengang i 1925, måtte visse forhindringer alligevel ryddes af vejen. Det gjaldt blandt andet en gruppe på fem gravhøje, der bulede op af markerne, tæt ved Øresundskysten. Højene blev undersøgt af arkæologer fra Nationalmuseet i 1921, og viste sig alle at være opført over grave fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.).
En overraskelse
Men den største høj rummede en overraskelse. Bare et spadestik under overfladen dukkede forskellige rustne jerngenstande op, ikke mindst over 80 såkaldte klinknagler, en slags store nitter. Det var tydeligt for arkæologerne, at den gamle gravhøj havde været genbrugt i jernalderen, og de mente dengang at klinknaglerne var de sidste spor efter to kister. Senere fandt man ud af, at det ikke var kister, men resterne af en båd, der var gravet ned i højen. Det var altså en bådgrav.
Nye undersøgelser
Jeg har selv haft mulighed for at undersøge genstandene fra bådgraven. Klinknaglernes form, og den måde de var fordelt på i højen, fortalte mig, at det havde været en båd på ca. 12 m længde af den klinkbyggede slags, der er spids i begge ender, og som især vikingetiden er kendt for. Men der var også andre jerngenstande i graven, alle meget rustne og svært genkendelige, og en nøje gennemgang viste, at gravgaverne bestod af blandt andet et enægget sværd, en lanse, rytterudstyr, et træskrin og en spand. Det er gaver, som betyder, at det var en betydningsfuld person, der havde ligget i bådgraven.
Vedkommende var dog for længst blevet til muld, da de udgravede stedet dengang i 1921, og der var intet spor efter skelet. Sværdet i graven kunne give vigtige informationer om gravens alder. Det er nemlig en særlig karakteristisk type, som vi kan datere til begyndelsen af 700-tallet, det er overgangen mellem de perioder vi kalder yngre germansk jernalder og vikingetid.
En sjældenhed
Det er ret ualmindeligt at finde bådgrave i Sydskandinavien fra denne periode i jernalderen. De kan tælles på én hånd. Alligevel skal vi dog ikke bevæge os længere end lige over på den anden side af Øresund, ved Lackalänga lidt nord for Malmø. Vi kender ikke bådens størrelse i dette fund, men graven rummer – ligesom den amager’kanske – våben og rytterudstyr, og er dateret til 700-tallet. Hvad betyder det mon, at disse to sjældne grave ligger ved Øresund?
Lad os kigge mod nord. Længere oppe i Skandinavien er skikken med bådgrave mere udbredt, og den er tydeligt forbeholdt samfundets øverste lag. De store norske skibsgrave fra 800-tallet, som fx Gokstad og Oseberg nær Oslofjorden, er berømte for deres skibe såvel som gravudstyr. Der lå personer på kongeligt niveau i dem. Og omkring søen Mälaren ved Stockholm findes en række rige bådgrave, der er nogenlunde samtidige med vores grav på Amager. Også her er der tale om en skik, der skal knyttes til samfundets øverste lag. Disse betydningsfulde jernaldermennesker havde deres gang omkring det berømte kongesæde ved Uppsala nord for Stockholm.
Lejre og Uppsala
Sagaerne fortæller om forbindelserne mellem de mægtige kongehaller i Lejre og hallerne ved kongesædet i Uppsala. Det var i Uppsala, at Lejrekongen Rolf Krake og hans følgesvende sprang over ilden, da kong Adils forsøgte at brænde dem inde – ”Den flyr ej ilden, som over den springer!” sagde Rolf ved den lejlighed. Men det er bare én fortælling ud af flere, som beretter om både fredeligt samkvem og blodsudgydelser de to kongesæder imellem.
Stoler vi på, at sagaerne fortæller nogle grundlæggende sandheder, så må der have været jævnlig rejseaktivitet mellem Lejre og Uppsala. Dengang foregik rejsen ikke over land. De 750 km ville have været en nærmest umulig affære i det uvejsomme svenske landskab. Det var skibet, som var midlet – ud af Roskilde Fjord, via Øresund, op langs den svenske østkyst indtil indsejlingen til søen Mälaren, hvor Uppsala ligger.
En stormands død?
”Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil, som fandt døden med Thore i Øresund.” Det står der på en runesten ved Mejlby. Er den gravlagte på Amager også en rejsende, der aldrig kom hjem, men som blev ramt af sygdom, ulykke eller vold undervejs? Den særlige gravskik med båden kunne tyde på, at den døde kom fra det mellemsvenske område, måske som deltager i Uppsalakongens følge på en rejse mod Lejre eller retur. Den store bronzealderhøj var et tydeligt landmærke på den flade ø, et oplagt monument at genbruge for jernalderens søfarende, der måtte sætte mindesmærke over deres rejsefælle i det fremmede.
En af de årtusind gamle gravhøje, som lå på lufthavnsområdet, stod stadig markant i landskabet i 1700-tallet. Vi ser her Amagers østkyst set fra søsiden, og højen er markeret med ”D”. Kobberstik fra 1756 gengivet i arkitekten Laurids de Thurahs bog om Amager og Saltholm (1758).
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER
ÉT ÅR EFTER PATIENT NUL: ROMU HAR SIKRET HISTORIERNE OM CORONA-KRISEN FOR EFTERTIDEN
Lige siden corona-epidemien ramte Danmark, har ROMU’s samlingsmedarbejdere arbejdet ihærdigt med at indsamle lokale genstande og fortællinger om krisen. Det har ikke været uden udfordringer.
FONDENE BAG BESØGSCENTER VED ROSKILDE DOMKIRKE ØGER SAMARBEJDET MED ROMU
De to organisationer ser begge frem til samarbejdet, der indebærer, at ROMU fremover skal drive fondenes sekretariat og tage ansvar for projektudvikling af kommende besøgscenter ved domkirken.
TINA KAN IKKE VENTE, TIL GÆSTERNE MÅ KOMME IGEN
I museumsbutikken på Roskilde Museum prøver butiksansvarlig Tina Sundling at holde hænderne beskæftiget og humøret oppe, mens museet må holde lukket. Men det er svært, når det vigtigste mangler: Den daglige, livgivende kontakt med museets gæster.
PÅ VEGNE AF FREMTIDEN: MUSEERNES MAGASINER BESKYTTER UVURDERLIGE SKATTE
PERSPEKTIV. Museernes magasiner er vældige skatkamre af viden. Også viden, som først om mange år med fremtidens metoder vil kunne lirkes ud af de bevarede genstande. ROMUs chef for forskning og kulturarv, Lars K. Christensen fortæller om en del af museerne, som de færreste skænker en tanke – men som er hjertet i museernes virke.
ROMU ÅBNER MUSEER FOR UNDERVISNING FOR DE YNGSTE ELEVER
Fra mandag den 8. februar bliver det igen muligt at inddrage et museumsbesøg i undervisningen for 0. – 4. klasse i Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner. ROMU åbner tre af sine besøgssteder for netop denne særlige gruppe af besøgende.
LYSFEST 2021 GAV GÅTUREN ET NYT FORMÅL
Som alt andet var årets Lysfest en anderledes oplevelse. Men når intet er som det plejer, opstår nye muligheder. Lysfest2021 blev en dejlig, lang og meningsfuld fest, som gav et mål for de efterhånden mange gåture.
HISTORIEN FINDER VI PÅ BUNDEN AF ET LATRIN I ROSKILDE
Hvad var der på middagsbordet hos den kirkelige elite i middelalderen? Og hvornår begyndte vi at spise eksotiske varer som agurk og figner her i Danmark? Svarene skal vi ikke lede efter i de skriftlige kilder, men i affaldsbunker og 1000 år gamle latriner.
SE DE FINESTE ØJEBLIKKE FRA LYSFESTEN 2021
Lysfesten 2021 er blevet afviklet under anderledes coronasikrede former – men det har stadig været en fest, og lysene har kastet håb over Roskilde. Se pletskud fra lysfesten her – og husk at du kan nyde lysene i aften med.
SKOV, VAND OG HISTORIE I DET FRI: TADRE MØLLE LOKKER UNDER NEDLUKNINGEN
Det er stadig muligt at få kulturhistoriske oplevelser under nedlukningen. For selv om Tadre Mølles butik og café er lukket, flokkes cyklister, hundeluftere og friluftsmennesker stadig til området omkring den historiske vandmølle.