Bliv klogere på den nyeste arkæologiske forskning
Af: Linda Corfitz Jensen
16.12.2021
Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.
Årets udgave af tidsskriftet Gefjon er kommet fra trykken. Dyk ned i nogle af de mest interessante danske arkæologiske opdagelser fra de forgange år. Læs blandt andet om et våbenhus, der blev bygget af en anden, end man troede, og om stedet, hvor udtjente skibe blev afmonteret, før de blev sænket i Roskilde fjord. Der er kun ét krav til læseren: Du skal ønske at blive klogere.
I Roskilde Museums butik er der lige blevet leveret en stak af det arkæologiske tidsskrift Gefjon. Omslaget er mørkeblåt, og på forsiden er en arkæolog i gang med en udgravning.
Billedet er sigende. For dét er lige præcis, hvad arkæologer ofte gør: De graver. Arkæologer graver efter viden i de spor mennesker har efterladt – i jorden eller i eksisterende bygningsværker.
Begge disse discipliner bliver belyst i de syv videnskabelige artikler, som er med i dette års Gefjon. I år har arkæologer fra museumsorganisationen ROMUs endda bidraget med hele tre artikler.
Ole Thirup Kastholm er arkæolog i ROMU og en af redaktørerne på årets udgivelse. Og han er godt tilfreds:
“Det er et meget vellykket og varieret Gefjon. Artiklerne spænder fra yngre stenalder til renæssance, og emnerne er så forskelligartede som glasproduktion og kirkearkæologi, og rummer både by- og landarkæologi.”
Gefjon byder på flere overraskende fund
Hvilken artikel vil du fremhæve?
Især er artiklen om middelalderlig landbebyggelse særlig sjælden. Middelalderlig landbebyggelse er nemlig ikke et emne, der er særligt velbelyst. Vi har mange studier af bybebyggelse fra den tid, men ikke af huse på landet. Forfatteren viser os en lang række huskonstruktioner fra middelalderen, og den store variation, der var i mellem husene.”
Hvilke artikel var mest overraskende?
“Titlen siger det nærmest selv: Et våbenhus skifter hænder. Her er altså tale om, at noget hænger sammen på en anden måde, end man troede. Vi bringer også artiklen om fundet af en kælder i Roskilde, som formentlig kan kædes sammen med Margrete 1. Kælderen lå i udkanten af middelalderbyen, og det er ikke oplagt sted at finde et hus, der kan kobles til landets hersker. Så det er også et dejligt overraskende resultat.”
Hvorfor skal andre end arkæologer læse et tidsskrift som Gefjon?
“Det skal man for at blive klogere på forhistorien. Man kan godt læse artiklerne, hvis man er kulturhistorisk interesseret. Det er ikke så utilgængeligt som fx. naturvidenskabelige forskningsartikler kan være, hvis man ikke kender til stofområdet. Selvom du ikke er specialist, kan du sagtens læse Gefjon. Men det er da for den interesserede læser.”
ROMU bidrager med tre artikler
Gefjon er et tidsskrift, som optager bidrag fra hele Danmark, men i år er hele fire artikler fra Roskilde og området omkring Roskilde fjord, heraf tre artikler fra ROMU og en fra Formidlingsfonden Roskilde Domkirke.
Her kommer et kort resume af hver af de fire forskningsartikler:
Værfts- og smedeaktiviteter i sen vikingetid ved Tørslev Hage, Roskilde Fjord
Af arkæolog Ole Thirup Kastholm, arkæolog Nikolaj Wiuff Kristensen og metal-ekspert Arne Jouttijärvi.
To arkæologer og en såkaldt metallurg – en ekspert i metal – beretter om fundet af klinknagler og andre genstande af jern, som blev fundet nogle hundrede meter vest for Kronprinsesse Marys Bro vestlige landfæste på Hornsherred. Fundet kunne antyde, at den sene vinkingetids folk her afmonterede udtjente skibe, inden de blev skubbet i fjorden for at spærre for fjendens skibe. Fjorden er på dette sted kendt for mange undersøiske spærringer, hvormed man kunne kontrollere, hvem der sejlede ind og ud af fjorden.
Ydermere finder arkæologerne rester af, hvad der måske er et Ulfberth-sværd – vikingetidens supersværd. Arkæologerne fandt i hvert fald et fragment af en mulig sværdklinge i damasceret stål, som er noget af det, der kendetegner Ulfberth-sværdet.
En by bliver til – Stenlagsbelægninger og skel i 1000-tallets Roskilde
Af arkæolog Julie Nielsen og arkæolog Jens Ulriksen.
Hvornår blev Roskilde brolagt? Altså hvornår fik indbyggerne i Roskilde fast grund under fødderne i form af stenbelagte gader? Netop det spørgsmål beskæftiger arkæologerne artiklen sig med. Arkæologernes fund viser, at den spirende by allerede i 1000-tallet får udlagt sten til at stabilisere underlaget i byen. Arkæologerne sandsynliggør, at vejene har været planlagt fra centralt hold, formentlig af kongemagten.
Margrete 1.’s kælder? – En teglstensbygning fra middelalderen i Lille Grønnegade i Roskilde
Af arkæolog Jesper Langkilde og arkæolog Alexander B.E. Banck.
I 2019 skulle ejerne af en grund bygge ud, og her stødte de på en meget gammel kælder bygget af mursten. Arkæologer fra ROMU udgravede kælderen, som viste sig at stamme fra middelalderen. Kælderen er placeret uden for den middelalderlige bymidte og magtcentrum, men via skriftlige kilder fandt arkæologer ud af, at kælderen og den tilhørende bygning muligvis har været en del af Margrete 1.s residens i Roskilde.
Et våbenhus skifter hænder – Nye undersøgelser af Oluf Mortensens våbenhus ved Roskilde Domkirke
Af arkæolog og arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen og historiker David Høyer.
Studiet fortæller historien om, hvordan forskerne fandt ud af, at historien skulle skrives om for et af Roskilde Domkirkes våbenhuse. Korets våbenhus, også kendt som Oluf Mortensens våbenhus, var slet ikke bygget under benævnte biskops embedsperiode (1461-1485). I stedet må biskop Niels Jakobsen (død 1395) have opført våbenhuset. Opdagelsen rykker ved selve opfattelsen af Niels Jakobsen som en prominent biskop i forbindelse med opførelsen af Roskilde Domkirke.
Tidsskriftet Gefjon koster 250 kr. og kan købes i museumsbutikken på Roskilde Museum, samt i ROMUs webshop.
FAKTA
Tidsskriftet GEFJON
Gefjon er er arkæologisk tidsskrift, der er udkommet hvert år i slutningen af året. Årets udgave er nummer seks i rækken, siden lanceringen i 2016. Tidsskriftet er grundlagt af arkæologer fra ROMU og Museum Sydøstdanmark og udgivet af Aarhus Universitetsforlag. Gefjon modtager og publicerer arkæologiske forskningsartikler fra hele Danmark, og alle artikler er fagfællebedømt.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
SAGNKONGER OG NEANDERTALERE STRØG TIL TOPS. SE HELE TOP-10 PÅ ROMU.DK I 2020
2020 blev et år, hvor ROMU – som alle andre – blev udfordret af COVID19, der i perioder har lagt besøgsstederne øde. Men læserne på romu.dk er heldigvis fortsat med at række ud efter historien. Læs eller genlæs ROMU’s største hits fra 2020.
FEM DAGE MED KULTUR OG LYS I MØRKET
Det er småt med kulturtilbud for tiden. Derfor er arrangørerne bag Lysfest 2021 særligt begejstrede for, at årets Lysfest kan afholdes. Roskildes borgere kan glæde sig til et skud kultur og lys, helt uden at bryde forsamlingsforbud og afstandskrav.
FRA DIREKTØR I BYGGEBRANCHEN TIL FRIVILLIG I ROMU: KELD VIL SKABE RUM TIL UDFOLDELSE
80-årige Keld Fuhr er frivillig i ROMU som formand for Færgegårdens Venner. Nu træder han ind i ROMU’s bestyrelse, hvor han vil trække på sin ledelseserfaring fra byggebranchen.
PRAGTSMYKKE AFSLØRET I KONSERVATORS VÆRKSTED
I mere end to år har ROMU’s arkæologer og konservator arbejdet med fundene fra den sensationelle udgravning i Vindinge, der skabte overskrifter i 2018. Særligt én genstand har overrasket fagfolkene – en såkaldt rosetfibel (et dragtspænde), der blev fundet i en rig kvindegrav.
UNN GEMMER FORFÆDRENES SPARSOMME SPOR TIL EVIGHEDEN
Hun er konservator og står bag kulissen, når kulturarven skal omsættes til udstillinger på ROMU’s besøgssteder. Mød Unn Gelting.
PÅ GODT GENSYN: SÅDAN HÅNDTERER ROMU FORLÆNGET ANDEN BØLGE
Museumsorganisation med ti lukkede besøgssteder holder vejret, ændrer arbejdsformer og udskyder åbninger og arrangementer frem til påske. Men krisen har også fremkaldt taknemlighed over det, som var – og forventning om alt det, der vender tilbage, skriver museumsdirektør
LYSVÆRK SKAL MINDE OS OM BYENS OG KULTURENS ÅND
Til Lysfest 2021 bliver luften over Roskilde fyldt med lys. Kunstnerne bag den store lysinstallation over Stændertorvet har en ambition om at samle byen på afstand og at sende kulturens pulsslag gennem den nedlukkede by.
DER ER LYS FORUDE: ROMU ØNSKER GLÆDELIG JUL!
I disse dage begynder dagene at blive længere, og solen vender mere og mere tilbage. Også for muserne er der lys forude, skriver museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard i julehilsen
LYSKUNSTNERE HIVER TYCHO BRAHE OP AF KÆLDEREN TIL LYSFESTEN
I Karen Brahes Bibliotek, som ejes af Roskilde Kloster og ligger under Roskilde Bibliotek, findes originaludgaven af Tycho Brahes bog ”De nova stella” fra 1573. Den er udgangspunktet for lysinstallationen LYSEKKO, som kunstnergruppen Tokyo Blue skaber i Bibliotekshaven til Lysfest 2021.
16 ÅR SOM FRIVILLIG: C.C. KOM RÆSENDE IND I MUSEMSVERDENEN
Carl Christian Hansen har levet et tempofyldt liv som topadvokat med praksis i København og han har rejst kloden rundt for at promovere og støtte dansk motorsport. Men roskildenseren har altid haft fødderne solidt plantet i sin fødeby. Gennem de sidste 16 år har han viet sin fritid til Roskilde Museumsforening.